Valdenserne — kættere eller sandhedssøgere?

HVORNÅR? Det 12. århundrede e.v.t. — 200 år før John Wycliffe og Jan Hus og 300 år før Martin Luther. Hvor? I Sydfrankrig og i dalene i de franske og italienske alper. Omstændighederne? Det jævne folk var fattigt og blev bevidst holdt i uvidenhed af en rig og ofte lastefuld præsteklasse. Den romersk-katolske kirke herskede enerådende i hele Europa; den var mægtig, overdådigt rig, og verdslig.

Mod denne baggrund finder vi en gruppe mennesker der stod frem som en stærk kontrast. De troede at Bibelen var Guds ord, og de tilskyndede andre til at leve efter dens retfærdige principper. De gik ud to og to, over bjerge og gennem dale, og forkyndte og underviste i de sandheder de selv havde lært at kende ved at læse de dele af Bibelen der var tilgængelig for dem på deres eget sprog. Derfor blev de jaget som kættere, og mange måtte bøde med livet. Hvem var de?

De blev i Frankrig kendt som vaudoiserne. Deres katolske forfølgere kaldte dem på latin valdenses, eller valdesierne, hvoraf det danske ord valdenserne er afledt.

Forløbere

Katolske og protestantiske historikere er ikke enige om valdensernes oprindelse. Katolikkerne vil gerne have os til at tro at det som de kalder den „kætterske sekt“ valdenserne, var et isoleret fænomen der pludselig dukkede op ved slutningen af det 12. århundrede under anførsel af en franskmand fra Lyon ved navn Valdès eller Valdo. Mange protestanter hævder derimod at valdenserne var et led i en uafbrudt kæde af anderledestænkende der fandtes i tiden mellem kejser Konstantin (det fjerde århundrede e.v.t.) og de protestantiske reformatorer i det 16. århundrede. Disse protestanter mener at navnet valdensere er afledt af det latinske ord vallis, der betyder „dal“, og de henviser til at disse anderledestænkende, der vedholdende blev jaget som kættere, blev tvunget til at søge tilflugt i dalene i de franske og italienske alper.

De katolske historikere forkaster naturligvis denne protestantiske forklaring som uhistorisk. Men når den katolske kirke hævder at valdenserne sprang ind på middelalderens arena med Valdès eller Valdo bagatelliserer de den kendsgerning at der var mange andre anderledestænkende før Valdo begyndte at forkynde sidst i 1170erne. Sandheden synes at være den at Valdo og hans tilhængere blev den flok som lignende grupper af anderledestænkende, hvoraf nogle havde eksisteret temmelig længe, samledes om.

Den katolske kirke vil gerne have os til at glemme at utilfredshedens ånd fandtes inden for kirken mange år før Valdo. For eksempel angreb ærkebiskop Agobard af Lyon, Frankrig, (779-840 e.v.t.) stærkt billeddyrkelsen, kirkernes indvielse til helgener, og al kirkeliturgi der ikke var i overensstemmelse med De hellige Skrifter.

På den anden side af Alperne, i Torino i Italien, indtog biskop Claudius, der var samtidig med Agobard, et lignende standpunkt. Han var modstander af at man bad til helgener og viste ære mod relikvier og kors, og han forkastede i almindelighed kirkens traditioner som værende i opposition til Bibelen. Claudius fra Torino er blevet kaldt „den første protestantiske reformator“. Han døde på et tidspunkt mellem 827 og 839 e.v.t.

I det 11. århundrede opponerede Berengar af Tours i Frankrig, der siges at være en af de mest indflydelsesrige teologer på den tid, imod forvandlingslæren, idet han fastholdt at brødet og vinen der bliver brugt ved fejringen af Kristi død, er symboler og ikke mirakuløst bliver forvandlet til Kristi legeme og blod. Han fremholdt også Bibelens fortrin fremfor traditionen. I 1050 blev han lyst i band som kætter.

Lige i begyndelsen af det 12. århundrede var der to fremtrædende anderledestænkende i Frankrig. Det var Peter fra Bruys og Henrik fra Lausanne. Den første blev præst i de franske alper. Han opgav snart sit præsteembede fordi han ikke var enig med kirken i så vigtige læresætninger som barnedåb, forvandlingslære, bønner for de døde, tilbedelse af korset, og han anså kirkebygninger for overflødige. Da han blev bortvist fra stifterne i den sydlige del af Alperne, forkyndte han direkte for folk i hele Sydfrankrig og fik mange tilhængere. Men det endte med at han blev kastet på bålet og brændt i St. Gilles, nær Arles, i 1140.

Peter fra Bruys’ arbejde blev fortsat af Henrik fra Lausanne, der også blev kaldt Henrik fra Cluny. Han var munk, og var allerede så tidligt som i 1101 begyndt at tale frimodigt imod kirkeliturgien, tidens korrupte præsteskab og det religiøse hierarkiske system. Han fastholdt at Bibelen måtte være den eneste rettesnor for tro og tilbedelse. Henrik fra Lausanne begyndte sin forkyndelse i Le Mans, i den vestlige del af Frankrig. Da han blev bortvist derfra, fortsatte han sit missionærarbejde gennem Sydfrankrig, hvor han mødte Peter fra Bruys. I 1148 blev han arresteret og kastet i fængsel på livstid. Men disse mænds tanker spredtes som en steppebrand fra den sydlige del af Alperne til Middelhavet og tværs over Sydfrankrig til Biscayabugten.

Valdo og „de fattige fra Lyon“

Det var på denne historiske baggrund at en lægmand trådte frem på scenen i Lyon i Frankrig. Man ved ikke noget om denne mands fødsel, som siges at have fundet sted omkring 1140 e.v.t. Selv hans navn er noget af en gåde, idet det staves både Valdès og Valdo. Fornavnet Pierre eller Peter, forekommer ikke i noget manuskript dateret tidligere end 1368. Man mener at navnet er blevet tillagt ham af hans senere tilhængere for at vise at han var en mere værdig efterligner af apostelen Peter end paverne i Rom, der hævder at være Peters efterfølgere.

Valdo var en rig købmand i Lyon. Han var gift og havde to døtre. Han var en gudfrygtig mand og en udøvende katolik; en dag bad han en ven der var teolog, om et råd fra Bibelen. Han ville vide hvad han skulle gøre for at behage Gud. Som svar citerede vennen Mattæus 19:21, hvor Jesus siger til den rige unge mand: „Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“

Valdo tog dette råd til hjerte. Efter at have sørget for sin kone og have sat sine to døtre i et kloster, pålagde han to præster, Etienne d’Anse og Bernard Ydros, at oversætte evangelierne og andre bibelbøger til det folkesprog der blev talt i provinserne Provence og Dauphiné i det syd-østlige Frankrig. Han gav så resten af sine materielle ejendele til de fattige og gik i gang med at studere Guds ord. Desuden forkyndte han i Lyons gader og opfordrede indbyggerne til at vågne op i åndelig henseende og vende tilbage til den enkle, bibelske kristendom.

Da Valdo have været kendt som en velstående forretningsmand, var der mange der lyttede til ham, og han fik snart en gruppe tilhængere. De glædede sig over at høre Bibelens trøstende budskab på deres eget sprog, for indtil da havde kirken forhindret at Bibelen blev oversat til noget andet sprog end latin. Mange indvilligede i at sælge deres ejendele og hellige sig undervisningen af Bibelen på det jævne folks sprog. De blev kendt som „de fattige fra Lyon“.

Det vakte præsteskabets vrede at disse lægmænd gik og forkyndte. I 1179 forbød pave Aleksander III Valdo og hans tilhængere at forkynde uden tilladelse fra den stedlige biskop. Som man kunne forvente nægtede biskop Bellesmains af Lyon at give sit samtykke. Historien fortæller at da Valdo stod over for dette forbud, svarede han hierarkiet med ordene i Apostelgerninger 5:29: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Da. aut. overs.

Valdo og hans tilhængere blev ved med at forkynde. Derfor bandlyste pave Lucius III dem i 1184, og biskoppen af Lyon forviste dem fra sit bispedømme. Der skete noget lignende som der skete da de første kristne blev fordrevet fra Jerusalem. Om dem siger Bibelen: „De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ — Apg. 8:1-4.

Disse anderledestænkende i det 12. århundrede søgte tilflugt i Alperne og i hele den sydlige del af Frankrig, idet de forkyndte Bibelen mens de gik fra sted til sted. De traf uden tvivl på andre grupper af anderledestænkende, såsom tilhængerne af Peter fra Bruys og Henrik fra Lausanne. På den anden side af de pas i Alperne der fører til Norditalien, mødtes de med grupper af anderledestænkende som allerede fandtes i dalene i Piemonte og Lombardiet. Disse bibelorienterede grupper af anderledestænkende, der senere blev kendt i hele Europa som valdenserne, må ikke forveksles med samtidige „kætterske“ grupper, som katharerne og albigenserne, hvis læresætninger mere var baseret på persisk filosofi end på Bibelen. De historiske oplysninger viser at der ved begyndelsen af det 13. århundrede ikke kun var valdensere i Sydfrankrig og Norditalien, men også i det østlige og nordlige Frankrig, i Flandern, Tyskland og Østrig, ja endog i Bøhmen, hvor man mener at Valdo døde i 1217.

Søgen efter Bibelens sandheder

Uanset om det var Valdo der grundlagde valdenserne eller ej, er det ham der har æren for at have taget initiativet til at få Bibelen oversat fra latin til det sprog som dengang blev talt af det jævne folk som han og hans tilhængere forkyndte for. Og det er værd at bemærke at dette fandt sted cirka 200 år før John Wycliffe oversatte Bibelen til engelsk.

Et grundlæggende standpunkt for disse valdensere var at Bibelen er den eneste kilde til religiøs sandhed. I en verden der kun lige var ved at dukke frem af det der er blevet kaldt „den mørke middelalder“, famlede de sig frem i deres søgen efter de kristne sandheder. De gjorde øjensynlig hvad de kunne ved hjælp af de få bibelbøger af de hebraiske og græske skrifter som de var i besiddelse af på et sprog de kunne læse og forstå. Men ud fra visse optegnelser ser det ud til at de ikke havde den rette forståelse af sådanne læresætninger som treenigheden, sjælens udødelighed og helvede.

Ikke desto mindre forstod disse valdensere Bibelen godt nok til at de forkastede kirkens lære i forbindelse med billeddyrkelse, forvandlingslære, barnedåb, skærsild, Mariadyrkelse, bønner til helgener, ærefrygt for kors og relikvier, omvendelse på dødslejet, skriftemål for præster, messe for de døde, aflad, præstecølibat og brug af bogstavelige våben. De var også imod imponerende, kunstfærdigt udsmykkede kirkebygninger, de anså Romerkirken for at være „Babylon den Store, moderen til jordens skøger“, og de opfordrede dem der lyttede til den, til at flygte fra hende. (Åb. 17:5; 18:4) Alt dette fandt sted i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede!

Valdenserne brugte Bibelen i deres forkyndelse, og de lagde megen vægt på Bjergprædikenen og Fadervor, der begge nævner Guds rige som det man skal bede om og søge først. (Matt. 6:10, 33) De fastholdt at enhver kristen mand eller kvinde som havde et tilstrækkeligt kendskab til Bibelen, var bemyndiget til at forkynde ’den gode nyhed’. Desuden troede de at Jesus var den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Eftersom Jesus var død én gang for alle, fastholdt de at hans offer ikke kunne gentages ved at en præst holdt messe. De fejrede mindet om Kristi død en gang om året, og de brugte brødet og vinen som symboler.

Forkyndelse medfører forfølgelse

De oprindelige valdensere hævdede at det ikke var nødvendigt at tilbede Gud i en kirkebygning. De holdt møder „under jorden“ i lader, private hjem og hvor de ellers kunne komme til det. Dér studerede de Bibelen og oplærte nye forkyndere, som blev sendt ud sammen med mere erfarne. De gik omkring to og to, fra gård til gård, og i byerne og landsbyerne fra hus til hus. Det autoritative værk Dictionnaire de Théologie Catholique (Bind 15, spalte 2591) siger i en artikel der ellers ikke omtaler valdenserne fordelagtigt: „Lige fra den første tid begyndte deres børn at lære evangelierne og brevene at kende. Deres diakoners, præsters og biskoppers forkyndelse bestod hovedsagelig af citater fra Bibelen.“

Andre værker fortæller os at valdenserne havde et godt omdømme fordi de var hårdtarbejdende, havde en høj moral og ærligt betalte skat. De udstødte de syndere der ikke ville vende om. De er endvidere blevet kaldt „den ældste og mest evangeliserende af de middelalderlige sekter“.

Sådan var disse gudfrygtige mennesker der blev jaget af deres religiøse forfølgere, og mange af dem blev brændt på bålet. Mange af dem blev ofre for det frygtelige korstog som pave Innocens III i 1209 beordrede mod katharerne og albigenserne i Sydfrankrig. Andre blev torteret og dræbt under den frygtelige inkvisition der begyndte i Sydfrankrig i 1229. Det lykkedes nogle af valdenserne at flygte til andre lande, og endnu flere søgte tilflugt i de fjerntliggende bjergdale i de franske og italienske alper hvor valdensiske samfund overlevede i århundreder.

Men som tiden gik forlod man mange af de bibelske læresætninger som Valdo og andre havde opdaget gennem deres bibellæsning. I begyndelsen af det 16. århundrede sluttede de sig til de protestantiske reformatorer. Mod slutningen af det 17. århundrede gik de endda i krig.

Men de oprindelige valdensere var, selv om de anklages for at være „kættere“, i virkeligheden oprigtigt sandhedssøgende mennesker og pionerer på områder som bibeloversættelse, bibelundervisning og enkel kristen livsførelse. Sandt nok brød de ikke med alle de falske, babyloniske læresætninger. Men de levede tydeligvis i overensstemmelse med den kundskab de havde fra Guds ord. Det ser ud til at mange var villige til at dø fremfor at fornægte deres tro. Det er selvfølgelig kun Jehova der „kender dem der hører ham til“. Vi kan derfor trygt lægge det i hans hænder at belønne mennesker med fremtidigt liv. — 2 Tim. 2:19.