Vor tids kristendom — hvor meget er ægte?
UNDER den anden verdenskrig solgte hollænderen Hans van Meegeren et maleri til en tysker. Maleriet ansås for at være det tidligst kendte værk af den hollandske maler Jan Vermeer van Delft fra det syttende århundrede, og det blev hyldet som et mesterværk. Efter krigen blev Van Meegeren arresteret for at have solgt denne kunstskat til fjenden. Til sine anklageres store forbløffelse tilstod han nu at billedet var falsk, at det var ham selv der havde malet „Vermeers mesterværk“. Og han beviste sine ord ved at male flere „Vermeer-billeder“ under kontrol i fængselet!
Hvad viser dette? At en signatur eller en etiket ikke behøver at betyde at noget er ægte. Der kan være tale om en forfalskning. Når det gælder kunstværker afsløres sådanne forfalskninger ved omhyggelig kontrol af teknik og materialer, idet man nøje sammenligner de værker der er tvivl om, med et ægte værk.
Millioner af mennesker bærer i dag påskriften „kristen“. Dette gælder muligvis også dig. Men hvordan kan du vide om du er en sand kristen, en „ægte vare“? Sammenlign først din adfærd og din tro med Bibelens beretning om Jesu Kristi og hans apostles lære. Undersøg dernæst hvordan de første kristne fortolkede og fulgte denne lære. Analyser for det tredje den religiøse retning du selv tilhører, for at se om den stemmer med det mønster Jesus opstillede. Og spørg så dig selv: Er min tro lig med ægte kristendom? Lever jeg efter den?
For at gøre det lettere at foretage en sådan analyse vil vi repetere nogle få grundlæggende adfærdsprincipper som kan fastslå hvad der er ægte kristendom.
Krig: Jesus Kristus sagde: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:52.
Apostelen Paulus skrev: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.“ (Romerne 12:17, 18; 13:10) Han sagde også: „Vi [fører] ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige.“ — 2 Korinter 10:3, 4.
Tertullian, en kristen forfatter der blev født over 100 år efter Kristi død, hjælper os til at se hvordan mange urkristne betragtede krig og krigsførelse: „Jeg [mener] at vi først må spørge om kristne i det hele taget kan beskæftige sig med krigshåndværket. . . . Vil det være lovligt at leve af sværdet, når Herren siger at den der bruger sværdet skal falde for sværdet? Og vil fredens søn kunne tage del i et slag når det ikke engang passer sig for ham at anlægge sag mod nogen?“
Hvordan har kristenheden stået som fredsstifter og fredsbevarer? Hvordan har den kirke du tilhører, stillet sig? Spørg dig selv: Hvilke lande var det der indledte de to verdenskrige der har medført så mange myrderier og lidelser i dette århundrede? Var det de islamiske lande? Var det lande hvor den fremherskende religion er hinduismen eller buddhismen? Nej, det var de såkaldt kristne lande i Europa, og det var katolske og protestantiske politikere og gejstlige der gik i spidsen. Den engelske forfatter og radiotaler Malcolm Muggeridge har meget rammende skrevet: „I de forskellige krige der er blevet udkæmpet i vor tid, har kirken konsekvent fastholdt at Gud var på vor side, og ethvert middel til krigsførelse som generalerne og politikerne har fundet hensigtsmæssigt, har fået dens uforbeholdne velsignelse. . . . En af de klogeste udtalelser af kristendommens grundlægger var den at hans rige ikke var af denne verden.“
Vold og lovløshed: Kristus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:39.
Hvilket normalt menneske ønsker at blive slået, udplyndret eller myrdet? Ingen sand kristen kan begå sådanne forbrydelser mod sin næste, for Kristus sagde: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.
Apostelen Peter gik mere i detaljer da han sagde: „Lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder.“ — 1 Peter 4:15.
Hvad sagde Tertullian om de kristnes adfærd på hans tid? „Hvilken Snigmorder, Lommetyv, Tempelraner eller Forfører eller Plyndrer af de Badende findes der, som tillige tillægges Kristennavnet? . . . Fængslet er bestandig fuldt af Folk af Eders egen Midte, . . . Deriblandt findes ingen Kristen uden alene som saadan; eller ogsaa, dersom noget Andet er iveien med ham, da er han ikke længere nogen Kristen.“
Hvordan ser det ud med lovløsheden i de „kristne“ lande? Kriminalitetstallene stiger stærkt, fængslerne er overfyldte, og i mange storbyer tør folk ikke færdes på gaderne af frygt for at blive overfaldet. Mange bøller og lovovertrædere har navn af at være kristne. De accepteres som medlemmer i kirken, og i katolske kirker er der endog blevet celebreret højmesser for folk der har været kendt som gangstere. Der tages meget sjældent disciplinære forholdsregler for at beskytte renheden. Vidner det om ægte kristendom?
Abort: Her kan vi igen anvende Jesu regel: „Alt det, I gerne vil, at mennesker skal gøre imod jer, det skal I også gøre imod dem.“ — Mattæus 7:12, Seidelin.
Ønsker du at dø? Under den anden verdenskrig dræbte nazisterne millioner af fanger i koncentrationslejrene. Kunne du tænke dig at have været en af dem? Ligesom disse ofre, har de ufødte børn intet valg, og der dræbes i millionvis af dem hvert eneste år. I denne sammenhæng gælder apostelen Peters formaning: „Lad ingen af jer lide som morder.“ — 1 Peter 4:15.
Læg mærke til hvad to kristne fra det andet århundrede, Tertullian og Athenagoras, meget rammende skrev: „Vi tør ikke engang dræbe Fosteret i Modersliv . . . eftersom Mord engang for alle er forbudt.“ (Tertullian) „Vi, som sige, at de, der bruge fosterfordrivende Midler, begaae Mord og skulle gjøre Gud Regnskab for Fosterfordrivelsen, hvorledes skulde vi dræbe et Menneske?“ (Athenagoras)
I de fleste „kristne“ lande i den vestlige verden er antallet af provokerede aborter overvældende. I Danmark blev der i 1979 født 59.464 børn, og samme år blev der foretaget 23.193 legale aborter! I Holland og Vesttyskland regner man med at 25 procent af alle svangerskaber ender med en legal eller illegal abort. I det katolske Frankrig er tallet oppe på 50 procent. Når vi sammenligner disse rystende tal med ovennævnte udtalelser af nogle af de første kristne, kan vi med fuld ret spørge: Er de nutidige „kristne“ der får fremkaldt abort, og de kirker der billiger det, virkelig kristne?
Kønsmoral: Kristendommens grundlægger erklærede: „Indefra, fra menneskenes hjerte, udgår skadelige overvejelser: utugt . . . ægteskabsbrud . . . skamløshed . . . Alle disse onde ting . . . gør et menneske urent.“ — Markus 7:21-23.
Den kristne missionær Paulus mente også at den slags ting gjorde et menneske urent, for han skrev: „Hverken utugtige . . . eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Korinter 6:9, 10.
Lad os igen vende os til de kristne i det andet århundrede: „Vi derimod ere saa langt fra utilladt Omgang, at vi ikke engang have Tilladelse til endog blot at see med Begjærlighed.“ (Athenagoras) „Den Kristne forandrer ikke engang Kvindekjønnets naturlige Brug. . . . En Kristen bliver Mand alene for sin Hustru.“ (Tertullian)
Har vor tids kristendom fulgt det urkristne mønster for kønsmoral? Svarer den til det oprindelige billede? Hvad dette angår følte Malcolm Muggeridge sig foranlediget til at skrive: „I spørgsmål som skilsmisse, homoseksualitet og den såkaldte nye moral går strømmen stærkt imod den traditionelle kristne indstilling, ofte med fremtrædende kirkefolks billigelse.“
Overalt i kristenheden går utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet i svang. De heraf følgende kønssygdomme har nu samme omfang som storepidemier. Vidner det om at vi står med det ægte kristne billede? Eller er det et falskneri, en dårlig efterligning, vi har med at gøre?
Indblanding i politik: Kristus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Og da han stod foran Pilatus sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 17:16; 18:36.
I det gamle Rom var politiske embeder nært forbundet med statens religion. Hvordan reagerede de første kristne på dette? Leksikonet Encyclopædia Britannica forklarer: „De kristne i de første tre århundreder vendte sig afgørende imod Roms statsreligion . . . De kristne betragtede sig som borgere i den kommende himmelske by og som pilgrimme og som fremmede på jorden . . . som medlemmer af Guds rige . . . der overskar båndene til denne forgængelige verden og dermed også til den politiske orden.“
Hvordan stiller nutidens kristenhed sig til politik? Den er delt fra øverst til nederst. Der er præster knyttet til næsten ethvert politisk parti der findes, lige fra katolske præster der støtter kommunismen i Spanien og Latinamerika til protestantiske præster der sidder i det britiske parlament eller identificerer sig med den politiske højrefløj i De forenede Stater. Det er også en velkendt sag at præsteskabet, på få undtagelser nær, krybende underkastede sig nazismen og fascismen i Tyskland, Italien og Spanien.
Kristenheden er delt, og de troende er splittede i politisk henseende. Den spanske forfatter og filosof Miguel de Unamuno y Jugo (død 1936) havde helt ret da han skrev: „En kristens fædreland er ikke af denne verden.“ „Kristendommen er apolitisk.“ Den engelske journalist Anthony Lejeune har imidlertid skrevet: „Politiske præster er et omsiggribende fænomen. . . . Hvis kirken ikke har mere at tilbyde end verden, hvorfor så gå i kirke?“
Og hvordan med de fornemme titler der anvendes på de gejstlige i mange kirker? Jesus sagde til sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde rabbi [„min store; min herre“ — der leder tanken hen på sådanne gejstlige titler som „Deres velærværdighed“, „ærkebiskop“ og andre], for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.“ (Mattæus 23:8, 9) Det var tydeligvis ikke meningen at der inden for sand kristendom skulle være nogen opdeling i et præsteskab og et lægfolk.
Forkyndelse af „den gode nyhed“: I sin bjergprædiken sagde Jesus: „I er verdens lys. . . . I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 5:14-16.
Denne tilskyndelse til at lade sit lys skinne i ord og gerning genlyder i apostelen Paulus’ ord: „Lad os gennem ham [Jesus] altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ (Hebræerne 13:15) Enhver discipel af Kristus var forpligtet til at forkynde „den gode nyhed“.
Var alle kristne i oldkirken med til ’offentligt at bekende hans navn’? Eller gik det sådan at de meget hurtigt efter apostlenes død overlod forkyndelsen til en præstestand? Følgende citat fra dr. August Neanders værk Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche skulle besvare dette spørgsmål:
„Celsus [fra det andet århundrede], den første der skrev mod kristendommen, gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet.“
Stil nu dig selv disse ransagende spørgsmål: Uddanner min kirke mig til aktivt at forkynde min kristne tro, og opmuntrer den mig til at gøre det? Tilskynder min kristendom mig til at aflægge husbesøg for at finde dem der har brug for den ægte kristendom? Hvis ikke, hvilken tro er det da der efterkommer denne befaling som Kristus har givet? — Mattæus 24:14; Apostelgerninger 1:8; 1 Korinter 9:16.
Er du en ægte kristen?
For enhver der hævder at være kristen, er det vigtigt at kunne svare bekræftende på dette spørgsmål. Hvorfor? Fordi Guds godkendelse afhænger deraf. Kristendommen er ikke bare en tro eller et navn eller en etiket, men en livsform. Lever du på en måde der afspejler Kristi eksempel? Udøver du din religion efter det bibelske mønster som de første kristne fulgte og som vi her har betragtet?
Apostelen Paulus opfordrer os: „Jer selv skal I sætte på prøve, om I er i Troen, jer selv skal I vurdere.“ (2 Korinter 13:5, Seidelin) Med dette for øje vil vi opfordre dig til at gennemgå følgende otte punkter og slå de anførte skriftsteder efter i din egen bibel:
1. Er du med til at vise en national eller politisk loyalitet der volder splittelse blandt mennesker der bekender sig som kristne? — 1 Korinter 1:10; Johannes 18:36; Jakob 1:27.
2. Hvordan definerer du kristen kærlighed? — 1 Korinter 13:4-8.
3. Søger du i praksis at vise sand næstekærlighed? Hvordan? — Mattæus 22:39; Johannes 13:34, 35.
4. Er du venlig, inderligt medfølende og tilgivende over for andre? — Efeserne 4:31; Romerne 12:10.
5. Lader du i dagligdagen være med at lyve, stjæle, snyde og bruge spottende ord og et smudsigt sprog? — Efeserne 5:3-5; 4:25-31.
6. Er du tilbøjelig til at mene at kønsmoral har mindre at sige? — Markus 7:20-23.
7. Er du tilbøjelig til at spise og drikke for meget? — Ordsprogene 23:20, 21; Efeserne 5:18.
8. Forsøger du i ord og gerning at udbrede den sande kristne tro til andre? — Romerne 10:9, 10; 1 Korinter 9:16.
Hvilken slutning når du frem til? Mener du at der findes sande kristne i dag? Kender du nogle der oprigtigt forsøger at leve ligesom Kristus og som samtidig virkelig bestræber sig for at få deres medmennesker til at antage den kristne tro og livsform? Lærer og praktiserer din egen kirke ægte kristendom? Eller står indholdet ikke mål med etiketten eller signaturen?
Hvis du ikke allerede kender Jehovas Vidner personligt, vil vi foreslå dig at tage dem nærmere i øjesyn. Se om ikke de samvittighedsfuldt forsøger at leve op til de bibelske normer vi har behandlet her. Hvis du ikke ved hvor du kan finde dem, vil vi med glæde hjælpe dig til at komme i kontakt med dem. — Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 11:26.