Iboende udødelighed — eller opstandelse?
Overvej grundigt indholdet af denne og de tre følgende artikler. Heri fremlægges det bibelske syn på sjælens udødelighed, opstandelsen, Guds domsdag og den endelige trængsel, og emnet forbindes med Bibelens hovedtema, Guds rige.
HVERT år i marts eller april fejrer over en fjerdedel af jordens indbyggere påsken, der også kaldes „højtiden til minde om Kristi opstandelse“. Ved at mindes Kristi opstandelse påskesøndag giver disse millioner af mennesker faktisk udtryk for håbet om selv en dag at blive oprejst fra de døde. Men mærkeligt nok tror de fleste af dem ikke at deres mulighed for et liv efter døden afhænger af en opstandelse, men derimod af en „udødelig sjæl“, som menes at overleve legemets død.
Andre millioner, som ikke fejrer påsken, mener ligeledes at deres håb om et liv efter døden afhænger af „sjælens“ iboende udødelighed. Alle disse mennesker, både inden for og uden for kristenheden, føler åbenbart at livet på jorden er for kort og at der må komme noget bagefter. De kan ikke forlige sig med den tanke at menneskene blot skulle leve og dø ligesom dyrene.
Deres ønske om fremtidigt liv er helt igennem naturligt. Du nærer muligvis det samme ønske. Men hvordan er et liv efter døden muligt?
Et liv efter døden — hvordan?
De forskellige religioners „hellige bøger“ anviser stort set to løsninger på dette spørgsmål. Nogle af dem fortæller at den afdødes „sjæl“ eller „ånd“ automatisk lever videre når legemet dør. Bibelen, derimod, lærer at de døde får livet igen ved en opstandelse. — Hebræerne 11:17-19; Lukas 20:37, 38; Johannes 5:28, 29; 11:24.
At østens religioner lærer at „sjælen“ eller „ånden“ automatisk lever videre kan ikke være overraskende, for historien viser at denne tro er af østerlandsk oprindelse. De gamle babyloniere troede på en underverden der blev befolket af de dødes sjæle under guden Nergal og gudinden Eresj-kigal. De gamle ægyptere troede også på sjælens udødelighed og havde deres egen underverden. De tilbad Osiris som „de dødes gud“. Ligesom ægypterne troede også perserne på at „sjælene blev vejet“ efter døden. Denne østerlandske forestilling om en udødelig sjæl blev siden overtaget af mange af de græske filosoffer, blandt hvem den blev endeligt udformet af Platon i det fjerde århundrede f.v.t.
Derimod er det overraskende at også jødedommen og kristenhedens kirker har antaget tanken om at fremtidigt liv afhænger af en udødelig sjæl, for denne lære findes overhovedet ikke i Bibelen. Opslagsværket The Concise Jewish Encyclopedia (1980) siger: „Bibelen fremsætter ikke en lære om sjælens udødelighed, og læren træder heller ikke klart frem i den tidlige [jødiske] rabbinerlitteratur. . . . Til sidst blev troen på at en del af menneskets personlighed er evig og uforgængelig, optaget i den rabbinske trosbekendelse og blev næsten almindeligt accepteret i den senere jødedom.“
Kristenhedens teologer fulgte de jødiske rabbineres eksempel og antog den babyloniske, ægyptiske, persiske og græske lære om at mennesket har en udødelig sjæl. Men eftersom kristenhedens kirker hævder at anerkende Bibelen, skabte de derved et dilemma for sig selv. Problemet var: Hvordan kunne kirkerne holde fast ved Bibelens opstandelseslære og samtidig fremholde den ikke-kristne lære om at mennesket overlever døden i kraft af en udødelig sjæl?
Hvordan vikler kristenhedens kirker sig ud af dette dilemma? Leksikonnet The Catholic Encyclopedia fortæller: „Den fjerde Lateransynode lærer at alle mennesker, hvad enten de er udvalgte eller fortabte, ’vil opstå igen i deres eget legeme som de nu går omkring i’. I trosbekendelsernes sprog kaldes denne tilbagevenden til livet for legemets opstandelse.“ (Kursiveret af os) Man hævder med andre ord at de dødes opstandelse blot består i at den udødelige sjæl atter bliver iklædt et kødeligt legeme. Men det er ikke hvad Bibelen lærer.
Det sande opstandelseshåb
Mange teologer indrømmer at læren om iboende udødelighed og „legemets opstandelse“ ikke findes i Bibelen. Den franske katolske professor Georges Auzou skriver: „Begrebet ’sjæl’ i betydningen en rent åndelig, immateriel virkelighed som er adskilt fra ’legemet’ . . . findes ikke i Bibelen.“ „Det nye Testamente taler aldrig om ’kødets opstandelse’ men om ’de dødes opstandelse’.“
Og den franske protestantiske professor Oscar Cullmann skriver i bogen Immortalité de l’âme ou Resurrection des morts?: „Der er en radikal forskel mellem den kristne forventning og den græske tro på sjælens udødelighed. . . . Selv om kristendommen senere knyttede en forbindelse mellem de to opfattelser, og den kristne lægmand i dag blander dem fuldstændig sammen, ser jeg ingen grund til at lægge skjul på det som jeg og de fleste teologer regner for at være sandheden. . . . Det nye Testamentes liv og tankeverden er helt igennem domineret af troen på opstandelsen. . . . hele mennesket, som i ordets egentligste forstand er dødt, føres tilbage til livet ved en ny skabelseshandling fra Guds side.“
Ja, det sande bibelske håb om fremtidigt liv bygger på opstandelsen, en genopståen fra de døde, ikke på en sjæl der automatisk lever videre. Bibelen siger ganske klart: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Hvordan er der opstået så megen forvirring angående livet hinsides? Det vil blive behandlet i den næste artikel.
[Illustration på side 9]
Dette billede af sjælen der svæver over det døde legeme bekræfter at fortidens ægyptere troede at sjælen lever videre efter legemets død