’Vend tilbage til jeres sjæles hyrde’
I TO gribende lignelser beskriver Jesus sin Faders inderlige omsorg for dem der hører til hans folk men som er kommet bort fra det. Vi kan forestille os hyrdens ængstelse da han forlader hjorden på de 99 får og går ud i ørkenen for at lede efter det ene han har mistet, „indtil han finder det“. Og vi kan tænke os til kvindens bekymring da hun opdager at hun har mistet en drakme som muligvis hørte til et dyrebart sæt. Hun skyr ingen anstrengelser for at finde den — nej, hun tænder en lampe og fejer hele huset og leder omhyggeligt „indtil hun finder den“. Og hvilken glæde var der ikke bagefter! — Lukas 15:4-10.
Du er uden tvivl klar over at Jesus her talte om mennesker — mennesker der står i et indviet forhold til Gud, men som af en eller anden grund er gledet bort eller faret vild. Du er måske selv en kristen der er kommet bort fra menigheden. De ivrige bestræbelser som hyrden og kvinden ifølge disse lignelser gjorde for at få det tabte tilbage, og den glæde de følte da det lykkedes dem, rører dig måske dybt. Disse lignelser skildrer den store interesse som Gud, hans søn, de hellige engle og dine åndelige brødre og søstre nærer for dig. Den efterfølgende lignelse fortæller mere om den vildfarnes handlemåde.
Lignelsen om den fortabte søn
I den gribende og bevægende lignelse om den fortabte søn viser Jesus (1) hvorfor et menneske kan glide bort, (2) hvad der kan ske for det mens det er borte, (3) hvad der kræves for at det kan vende tilbage, og (4) at Gud er åben og imødekommende. De to sønner i lignelsen kan sammenlignes med mennesker der, ligesom du, har lært Faderen at kende, har nydt en ’overflod af åndeligt brød’ i troens husstand, og har indviet sig til Jehova. — Lukas 15:11-32 .
Der er forskellige grunde til at nogle, ligesom den yngste søn, forlader deres himmelske Faders „hjem“. Ofte er det simpelt hen „det daglige livs bekymringer“ der tager overhånd. (Lukas 21:34) Nu og da ser man at påvirkningen fra en dårlig omgangskreds hindrer nogle i „fortsat at adlyde sandheden“. (Galaterne 5:7, 8, 10, 12) Enkelte har også ’trukket sig tilbage’ fordi de har været utilfredse med et lærespørgsmål. (Johannes 6:60-66) Alt i alt kan man sige at nogle, enten bevidst eller ubevidst, har følt at der var for snævre grænser i Jehovas åndelige husstand. Ligesom den fortabte søn har de ikke længere ønsket at være underlagt Faderens overopsyn. De har søgt større frihed i „et fjernt land“.
Alene i et fjernt land
Da den fortabte søn havde brugt sine penge fandt han alt andet end glæde og frihed. Efter at have ’ført et udsvævende liv’ begyndte han at lide nød, og i desperation sluttede han sig til en af landets borgere, som „sendte ham ud“ for at vogte svin — det ringeste hverv for en jøde. Han ønskede endda at mætte sig med det svinene åd! — Lukas 15:13-16.
En forkynder ved navn John havde været ældste i en menighed før han i åndelig henseende tog til „et fjernt land“. „Man er godt beskyttet når man følger sandheden, men hvis man ikke er aktiv, bliver man uopmærksom over for faren,“ forklarer han. „Selv om man ikke gør noget der er decideret forkert, begynder man at tolerere små uregelmæssigheder hos sig selv. Man siger til sig selv: ’Jeg kommer alligevel ikke til møderne, så hvilken forskel gør det egentlig?’“ En anden forkynder der har været uvirksom i flere år fortæller: „Jeg kom virkelig ud i et moralsk uføre. Jeg opdagede meget hurtigt at der ikke er nogen grænse for hvor dybt man kan falde når man kommer sammen med folk i verden. Den eneste måde man kan være sammen med dem på, er ved at tie stille om Jehova. Og når man gør det, styrer man ud i mange vanskeligheder.“
Det er selvfølgelig ikke alle uvirksomme der begynder at „føre et udsvævende liv“ ligesom den fortabte søn i Jesu lignelse. Men alle bliver klar over at det nære forhold til Gud er gået i stykker. Et uvirksomt ægtepar fortæller at de i femten år aldrig rørte en bibel men alligevel holdt sig moralsk rene. Hustruen forklarer: „Materielt set gik det ovenud godt for os i de år. Man kan forlede sig selv til at tro at man ikke har brug for at vende tilbage til Jehova. Vi byggede hele tilværelsen op omkring os selv og vort arbejde. Vi forsøgte at udslette ethvert minde om sandheden, endda ved at flytte et sted hen hvor ingen kendte os. Men det var alt sammen bare en glasur. Indvendig var vi splittede. Min mand var dybt deprimeret i årevis. Vi holdt op med at bede, også før måltiderne. Mange nætter kunne jeg ikke sove fordi jeg tænkte på sandheden og følte mig skyldig.“ Manden tilføjer: „Vi følte at vi sad i dødscellen.“
Ja, det er smerteligt at komme bort fra Jehova og føle sig helt alene i åndelig henseende. En kristen søster der engang var uvirksom, siger: „Der er intet som det at have Jehovas gunst. Når man er ked af noget og man enten ikke kan bede til ham eller er i tvivl om han vil høre ens bøn, har man det forfærdeligt.“
„Han kom til fornuft“
Efterhånden kom den fortabte søn til klarhed over sig selv, og han reagerede. Jesus siger: „Han kom til fornuft.“ Det græske udtryk der bruges her, betyder bogstaveligt: „Han kom til sig selv.“ Han havde været „ved siden af sig selv“, i en uvirkelig verden. Og nu blev han klar over hvordan han i virkeligheden var stillet, åndeligt set. Han tænkte på den fred og overflod han havde nydt hjemme hos sin fader. — Lukas 15:17.
Den fortabte søn nåede selv frem til denne erkendelse, men i mange tilfælde må der flere åndelige drøftelser til før sådanne slumrende følelser vækkes igen. En uvirksom kristen ved navn Diane betroede sig således til en forkynder som hun havde lært at kende: „Jeg kan ikke vende tilbage til Jehova. Jeg har ingen kærlighed til ham, og jeg ved at det må være motivet.“ Forkynderen spurgte: „Men elskede du din mand da du begyndte at komme sammen med ham?“ „Nej, hvordan skulle jeg kunne det? Jeg kendte ham jo ikke,“ svarede Diane. „Da indså jeg,“ fortæller hun, „at kærligheden til Jehova ville komme når jeg fornyede mit kendskab til ham. Senere fik jeg kontakt med menigheden og bad om hjælp. De ældste fik et ægtepar til at studere Bibelen med min mand og mig gennem et års tid, og vi blev aktive igen.“
En af de største hindringer for at vende tilbage er imidlertid en overvældende skyldfølelse.
Er jeg gået for vidt?
„Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.“ Sådan tænkte den fortabte søn efter at han var ’kommet til fornuft’. Andre har følt det samme — at de var uværdige til at høre med til Guds familie. — Lukas 15:17-19.
„Man erkender at man bevidst har vendt Jehova ryggen. Skyldfølelsen gjorde mig syg indvendig,“ fortæller Virginia oprigtigt. „Da jeg begyndte at blive aktiv igen, måtte jeg virkelig kæmpe for at komme i gang med at bede igen. Jeg blev ved med at tænke: ’Hvad vil Jehova med mig, når jeg har vendt ham ryggen.’“ Andre har følt at de har begået „en utilgivelig synd“.
Faderen i lignelsen vidste at sønnen havde begået store synder, men betragtede han dem som utilgivelige? Var han kølig og afvisende da sønnen vendte tilbage? Nej, tværtimod! Han havde selv spejdet efter sin søn. „Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham,“ fortæller Jesus. (Lukas 15:20) Naboerne kunne muligvis kun se pjalterne, snavset og de bare fødder, men faderen så „ham“. Han vidste hvor stor en forandring sønnen havde foretaget. Det var tydeligt at han nu var ophørt med sit „udsvævende liv“ og virkelig angrede det han havde gjort. — Ordsprogene 28:13.
Faderen løb sønnen i møde og omfavnede ham. Sønnen havde i bedste fald håbet at blive en ’daglejer’, en der ikke virkelig hørte med til husstanden og som i nogle henseender var værre stillet end en træl. Han havde slet ikke forestillet sig at faderen ville reagere som han gjorde. „Faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade.“ Hvor vidunderligt skildrer Jesus ikke faderens helhjertede imødekommenhed! — Lukas 15:22, 23.
Faderen vidste at den fortabte søn allerede havde betalt en høj pris for sin vildfarelse — følelsesmæssige ar efter det udsvævende liv, tabet af alle sine penge, smerten ved at stå uden venner og uden føde og husly under en hungersnød, skammen ved at spise sammen med svinene, og endelig den lange rejse hjem. På samme måde ved Jehova at man lider ondt når man er borte fra ham, og at det ikke er let at vende tilbage. Men vor omsorgsfulde himmelske Fader, der er „rig på miskundhed“, vil ’ikke bestandig gå i rette med os eller gengælde os efter vor brøde’ hvis vi virkelig angrer og bringer vort forhold til ham i orden. Selv om man endda har begået grove synder mens man har været adskilt fra den kristne menighed, kan man, hvis man vender angrende tilbage og bekender sine synder for de ældste, forvente en kærlig og hensynsfuld behandling der fører til at man kommer helt på fode igen. — Salme 103:8-10; 130:3; Esajas 1:18, 19.
Det er sandt at Bibelen taler om nogle troløse kristne hvis synder ikke bliver tilgivet. Paulus viser at dette gælder dem der står sandheden imod og som foragteligt træder på genløsningsofferet ved at regne det for at være af almindelig værdi. (Hebræerne 10:26-31) Men er du nogen sinde gået så vidt? Alene det at du oprigtigt læser denne artikel og tænker over den, i stedet for foragteligt at afvise den, vidner om at du stadig nærer en vis kærlighed til det åndelige. Det at du føler dig skyldig og foruroliget i hjertet, vidner om at du ikke er gået for vidt. Vær forvisset om at Jehova vil høre dine bønner, ligesom han hørte Davids bøn: „Tilgiv min synd, selv om den er stor.“ — Salme 25:11, oversættelsen af 1977.
’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig’
To ældste aflagde et besøg hos et uvirksomt ægtepar der tidligere havde været usædvanlig nidkære forkyndere. Samtalen var næppe begyndt før manden bemærkede at han vidste at han burde være ude i distriktet og undervise andre. „Lige nu tror jeg ikke det er dét du burde,“ lød den ene ældstes overraskende svar. „Hvis en i din familie var syg, ville du så bede ham om at gå ud og slå græsplænen? Vi er heller ikke kommet for at bede dig om at ’slå græsplænen’. Vi vil gerne se dig blive rask. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?“ Som følge af de ældstes kærlige hjælp og deres gæstfrihed kom ægteparret åndeligt på fode igen, og manden tjener nu igen som ældste. — Jævnfør Jakob 5:14, 15.
Nogle som gerne vil tilbage, tøver med at tage skridtet fordi de ikke føler at de med det samme kan påtage sig alle de forpligtelser der følger med at være et vidne for Jehova. Men vi må huske at Jehova er rimelig. Som regel er det bedst at man går frem lidt efter lidt, skridt for skridt. Paulus sagde at nogle der på hans tid var blevet åndeligt „sløve“ havde brug for at nogen på ny underviste dem i de elementære ting i sandheden. (Hebræerne 5:11, 12) Når man tager til sig af den åndelige føde, styrkes man og kan gå videre frem. I nogle interviews med forkyndere der engang havde været uvirksomme, oplyste de fleste at det de havde brug for, var regelmæssig hjælp. Og du skal vide at menighedens medlemmer er mere end villige til at yde en sådan hjælp. De føler ligesom Jehova, der sagde til sit udvalgte folk: „Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig.“ — Esajas 41:10, NW.
Ja, Gud siger: „Jeg vil hjælpe dig.“ Du er måske nødt til at bryde med nogle dårlige venner. Du må muligvis trodse modstand fra familiemedlemmer der ikke synes om at du går til Jehovas Vidners møder. Det kan være at der er noget du må bekende for de ældste. (Salme 32:3-5) Men glem aldrig at Jehova er der og vil hjælpe dig. En forkynder der er kommet på fode igen siger: „Jehova lod mig tage ét skridt ad gangen, og han hjalp mig meget.“ En anden siger: „I samme øjeblik jeg trådte ind i rigssalen kom alle mine gamle venner hen og omfavnede mig og kyssede mig. Deres glæde overvældede mig simpelt hen. ’Hvorfor var jeg dog bange?’ tænkte jeg.“ Selv om der skulle være enkelte der stiller sig ligesom den fortabte søns ældre broder, vil det store flertal glæde sig over at se dig vende tilbage. — Lukas 15:25-32.
Hvorfor ikke erfare det selv? En søster der nu er kommet tilbage efter at have været borte et stykke tid, siger: „Der er ingen andre steder man finder indre fred. Alt andet faldt simpelt hen på plads da jeg igen blev åndeligt aktiv. Verden har intet af værdi at tilbyde. Man har det så godt når man véd at man behager Jehova og har hans beskyttelse. Man kan sove om natten. Man lever et tilfredsstillende liv, og man har virkelig noget at se frem til, livet i den nye orden.“
Hvis du er et „får“ der er faret vild, hvorfor da ikke bede den forkynder der bragte dig dette blad, om at hjælpe dig med at komme i kontakt med de ældste i den lokale menighed? Oplev den glæde og tilfredshed der følger med at gøre som apostelen Peter skrev: „For I var som får der var faret vild; men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ — 1 Peter 2:25.