Se mandigt og modigt Har-Magedon i møde
1. Hvordan tog Theodore Roosevelt fejl da han talte om Harmagedon?
DER siges at Theodore Roosevelt, i forbindelse med den kampagne han i sin tid førte for at blive De forenede Staters præsident, ved en lejlighed skal have udtalt: „Vi står ved Harmagedon, og vi kæmper for Herren!“ Roosevelt vidste at Bibelen taler om en afgørende kamp der skal forestå på „det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon“. (Åbenbaringen 16:16) Det var dog for tidligt at han tidsangav denne begivenhed, for han døde den 6. januar 1919, mindre end to måneder efter at den første verdenskrig var endt. Denne konflikt havde ikke udviklet sig til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, ved Har-Magedon.
2. Hvad vil være afgørende for om vi overlever denne krig?
2 I dag, så mange år efter, tyder alting imidlertid på at vi står over for denne krigenes krig. Om vi overlever denne krig, dette slag, afhænger i høj grad af om vi har opnået et godt forhold til den almægtige Gud.
3, 4. Hvad må de kristne være, i betragtning af den stilling de vil indtage i denne krig?
3 Det er i virkeligheden de usynlige „udtalelser inspireret af dæmoner“ der får verdensherskerne til at samle sig imod Jehova Gud den Almægtige til krigen ved Har-Magedon. — Åbenbaringen 16:14-16.
4 Det hebraiske navn Har-Magedon betyder „bjerget hvor skarerne [eller tropperne] samles“. Det varsler krig! Disse ’tropper’ tilhører „kongerne på hele den beboede jord“, deriblandt kristenhedens politiske herskere. Jehovas indviede, døbte vidner er ikke at finde blandt disse tropper. De vil ikke kæmpe med kødelige våben, men vil blot være tilskuere til kampen. Eftersom Jehovas loyale vidner vil være det synlige hovedmål for angrebet, idet de trofast har støttet Jehovas rige ved Kristus, må de, ligesom Kristus, være modige og „mandige“. — 1 Korinter 16:13; jævnfør Anden Krønikebog 20:17.
5, 6. Hvilken profet som blev vidne til Jerusalems ødelæggelse kunne resten af Jehovas folk sammenlignes med ved slutningen af den første verdenskrig, i betragtning af det arbejde der lå foran den?
5 Det arbejde der efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 ventede resten af de åndelige israelitter og de forhold hvorunder de virkede, kan sammenlignes med det arbejde en ung mand for mange år siden fik overdraget og de urolige forhold hvorunder han virkede. Han var en jødisk præst ved navn Jeremias, Hilkijas søn. Byen Jerusalem, i hvis tempel han tjente som præst, var dømt til at blive ødelagt i hans levetid. På samme måde står kristenheden, der hævder at være det gamle Israels åndelige modstykke og arvtager af Guds gunst, over for sin snarlige tilintetgørelse, umiddelbart før „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Jeremias overlevede Jerusalems ødelæggelse i det syvende århundrede før vor tidsregning og skrev under inspiration bogen Klagesangene, der skildrer byens ødelagte tilstand.
6 Da den unge Jeremias fik forelagt sin profetiske gerning, sagde han: „Ak, Herre, [Jehova], jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung.“ Men han fik følgende svar: „Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra [Jehova].“ — Jeremias 1:4-8.
7. (a) For hvem skulle Jeremias tjene som profet, og for hvem tjener der ’en profet’ i dag? (b) Betyder denne profetgerning at nationerne vil tage imod budskabet og høste gavn af Jehovas langmodighed?
7 Jeremias skulle udføre en voksen mands arbejde, for det hans Gud inspirerede ham til at skrive ville få betydning for hele menneskeheden, endog i vor tid. Jehova gjorde ham til „profet for folkene“. (Jeremias 1:5) I dag er der mere end nogen sinde behov for en der kan virke som „profet for folkene“, idet de selvrådige, nationalistiske folkeslag nu ubønhørligt samles til en altafgørende kamp ved Har-Magedon. Ikke således at forstå at det gudgivne budskab der forkyndes af nutidens „profet for folkene“ vil kunne vende nationerne bort fra en kurs der fører til deres absolutte tilintetgørelse, men det drejer sig også om enkeltpersoner. Der findes mange enkeltpersoner som ikke vil gøre fælles sag med de nationer hvis borgere de er, og som derfor vil lytte til advarselen. Hvis de kan gøre noget som helst til det, ønsker de ikke at være blandt dem der kæmper imod den almægtige Gud og for de jordiske regeringers selviske interesser. Det er til gavn for sådanne retsindige mennesker at Jehova kærligt har oprejst en „profet for folkene“. Det har han gjort her i „endens tid“, siden den første verdenskrig endte den 11. november 1918. — Daniel 12:4.
8. Hvem eller hvad er den „profet“ Jehova har oprejst og hvis gerning må være afsluttet før Har-Magedon?
8 Den „profet“ som Jehova nu har ladet fremstå til gavn for dem der således af hjertet søger Guds styre i stedet for menneskers, er ikke et enkelt menneske, som i Jeremias’ tilfælde, men en skare. Ligesom profetpræsten Jeremias har medlemmerne af denne skare helhjertet indviet sig til Jehova Gud gennem Kristus, og ved at de er blevet avlet af Jehovas hellige ånd er de blevet en del af „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. (1 Peter 2:9) På dette sene tidspunkt findes der kun en rest af denne „profet“-skare tilbage på jorden. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon kan ikke begynde før denne kollektive „profet“ har afsluttet sit arbejde.
9. (a) Hvilken verdensmagts sejr over Jehovas folks hovedstad var Jeremias vidne til? (b) Hvilken by i fortiden var et billede på kristenheden? (c) Hvad er kristenheden blevet en del af? (d) Hvad vil der ske med kristenheden når Babylon den Store tilintetgøres, og hvorfor?
9 Én ting er sikker: Dersom „profet“-skaren, Jeremias-skaren, står over for Har-Magedon, står den også over for Babylon den Stores fald. Det er rigtigt at fortidens Jeremias ikke selv oplevede det gamle Babylons fald, men han fremsatte mange profetier om hvordan dette bibelhistoriens tredje verdensrige ville blive omstyrtet. Dette verdensrige — der havde sine rødder i det oprindelige Babel eller Babylon som blev grundlagt af Nimrod, „en vældig jæger i opposition til Jehova“ — besmittede datidens verden med sin falske religion. (1 Mosebog 10:8-12, NW) Jeremias blev imidlertid vidne til at fortidens Babylon indtog Jerusalem i 607 f.v.t. Han overværede den sejr som den falske religions hovedstad vandt over den hovedstad hvor Jehovas tempel lå. Jerusalems indbyggere havde fordærvet den rene religion han havde givet dem. Fortidens Jerusalem er derfor et billede på nutidens kristenhed. I modsætning til dens påstand om at være den sande kristendoms domæne er kristenheden blevet et offer for babylonisk religion og er i virkeligheden blevet en fremtrædende del af nutidens Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Når Babylon den Store, som forudsagt i Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18, bliver tilintetgjort af denne verdens afskyelige politiske elementer, vil kristenheden blive tilintetgjort sammen med den.
10. Hvad var det at Jeremias overlevede Jerusalems fald et billede på, og hvilket forsøg fra nationernes side kort derefter vil slå fejl?
10 Jeremias overlevede Jerusalems og Juda riges fald i 607 f.v.t., og dette var en bekræftelse af at han var Jehovas sande talerør. I overensstemmelse med dette profetiske billede vil vor tids Jeremias-skare overleve kristenhedens tilintetgørelse, som snart vil finde sted. Kort derefter vil denne tingenes ordnings ikke-religiøse elementer i deres ondskab forsøge at udslette Jeremias-skaren; men deres bestræbelser for at gøre det vil blive forpurret — i Har-Magedon. — Åbenbaringen 16:16; 19:19-21.
11. Hvem var den ikke-jøde som hjalp Jeremias i hans nødstedte situation i Jerusalem et billede på, som også skildret i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46?
11 En ikke-jøde, ætioperen Ebed-Melek, overlevede Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Beretningen om ham findes i Jeremias’bog, kapitlerne 38 og 39. Han kom Jeremias til hjælp da denne var i stor nød, og havde derfor grund til at frygte de indflydelsesrige jøder som stræbte Jeremias efter livet for at bringe ham til tavshed. Men ved hjælp af en særlig profeti gennem Jeremias, hvis liv Ebed-Melek havde optrådt så modigt for at redde, forsikrede Jehova ham om at han ville vinde sit liv som bytte og overleve den kommende ødelæggelse af Judas land og dets hovedstad Jerusalem. I disse henseender er ætioperen Ebed-Melek et billede på de symbolske får i Jesu lignelse om fårene og bukkene som findes i Mattæus 25:31-46. Fordi disse symbolske får har vist velvilje mod resten af Jesu Kristi åndelige „brødre“ og direkte har gjort godt imod dem her i „endens tid“, vil de ikke blive tilintetgjort sammen med „bukkene“ ved Har-Magedon. Under Jehovas beskyttelse gennem den regerende konge, Jesus Kristus, vil de komme ind i den nye tingenes ordning uden at dø, og få mulighed for at opnå evigt liv i det jordiske paradis der er stillet dem i udsigt.
Hvad de der tilhører Gud har brug for nu
12. Hvordan svarer den frygt der præger vor tid til Jesu Kristi profeti om „endens tid“?
12 Den tid vi lever på bliver mere og mere frygtindgydende. Dette er en nøjagtig opfyldelse af Jesu Kristi profeti om de begivenheder der ville være et vidnesbyrd om at vi lever i „endens tid“, den tid hvor nutidens modstykke til Jerusalems ødelæggelse i år 70 vil finde sted. (Lukas 21:5-7) Til endnu større gavn for os der lever i dag end for apostlene og disciplene i det første århundrede sagde Jesus: „Og der vil være tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker [anʹthropoi] besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord; for himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.“ — Lukas 21:25-27.
13. Hvordan viste Jesus at den indstilling der prægede mennesker i denne verden ville være forskellig fra hans oplyste disciples indstilling?
13 Jesus skelner her mellem „mennesker“ (anʹthropoi) der tilhører denne verden eller tingenes ordning, og hans oplyste disciple som især ville få gavn af de mange enkeltheder hans profeti indeholdt. Hans oplyste disciple der forstod profetien, ville ikke blive grebet af denne „angst blandt nationerne“, og de ville heller ikke ’besvime af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord’. De ville ikke hænge modløst med hovedet. Hvordan ville deres indstilling, deres hjerte- og sindstilstand, da være? Jesus beskrev det med følgende ord: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:28.
14. Sigter den „befrielse“ der nærmer sig, til restens herliggørelse i himmelen? Hvem på jorden vil opleve den vidunderlige fremtid som følger efter denne „befrielse“?
14 For dem der hører denne verden til er de voksende vanskeligheder som vil kulminere i krigen ved Har-Magedon altså et vidnesbyrd om den forestående ødelæggelse. (Filipperne 1:28) Sande kristne må derfor have en stærk tro på den almægtige Gud og hans løfter til de trofaste. Den „befrielse“ der nu er nær for dem der har en sådan tro, er ikke i første række den himmelske herliggørelse af resten af de åndsavlede disciple af Kristus og det at de tages bort fra denne hjemsøgte skueplads — selv om det er det der i sidste ende venter dem. Nej, ’befrielsen’ består i at der sættes en stopper for krige, hungersnød, pest og jordskælv og for den voldsomme forfølgelse af den regerende konges, Jesu Kristi, sande disciple. Dette vil blive standset ved at alle fjender af Jehovas rige ved Kristus tilintetgøres i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved det der kaldes Har-Magedon. Derefter følger en vidunderlig fremtid for resten af det himmelske riges arvinger og dens loyale medarbejdere, der blev forbilledligt skildret ved Ebed-Melek, profeten Jeremias’ modige hjælper!
15. Hvad må de kristne gøre ifølge Bibelen for at ’være mandige’ og udrustede til deres gerning?
15 For at ’være mandige’ eller handle mandigt og modigt nu, må disse opnå kristen modenhed og være udrustet til arbejdet i forbindelse med at aflægge det endelige, verdensomspændende vidnesbyrd om det messianske rige. (1 Korinter 16:13: Mattæus 24:14) Det er grunden til at vi har fået Bibelen. Som apostelen Paulus skrev til den unge mand Timoteus: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ (2 Timoteus 3:16, 17) Ifølge Seidelins oversættelse lyder vers 17: „For at Guds-mennesket kan være i enhver henseende forberedt, velskikket til at udføre enhver god gerning.“ Det viser at „Guds-mennesket“ må gøre det til en fast vane at studere De inspirerede Skrifter, må leve i overensstemmelse med dem og må udføre det arbejde som et sådant studium har gjort ham eller hende velegnet til at gøre.
16. Hvorfor er det endnu vigtigere i dag end på Noas tid at flygte fra de ønsker der hører ungdommen til?
16 Vi lever på den mest kritiske tid i hele menneskehedens historie! Vi står over for tilintetgørelsen af en verden der er langt større end den der fandtes på Noas tid. Følgelig er vi optaget af det mest storslåede og mest betydningsfulde arbejde der indtil nu er gjort for menneskeheden. Tiden er afgjort ikke inde til at noget indviet, døbt vidne for Jehova Gud plejer de sanselige, distraherende ønsker der hører ungdommen til. Som Paulus skrev til den unge Timoteus: „Flygt derfor fra de ønsker der hører ungdommen til.“ „Men du, Guds menneske [græsk, anʹthropos], flygt fra disse ting.“ (2 Timoteus 2:22; 1 Timoteus 6:11) I dag er den inspirerede apostel Johannes’ ord mere aktuelle end nogen sinde: „Verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.
17. Hvem skal vi ikke underkende som Guds tjenere i fortiden, men hvem bør vi se hen til som det største eksempel?
17 I vor tid, hvor det er nødvendigt at den kristne lægger mod og mandighed for dagen, må vi se hen til den fuldkomne mand om hvem landshøvdingen Pontius Pilatus sagde til den oprørte skare jøder: „Se, hvilket menneske!“ „Se, her er jeres konge!“ (Johannes 19:5, 14, da. aut.) Længe før Kristus var der mænd der tjente Gud, som for eksempel „den Guds mand Moses“ Elias og hans medarbejder Elisa. (5 Mosebog 33:1; 1 Kongebog 17:18, 24; 20:28; 2 Kongebog 1:9-12; 4:7, 9, 16) Selv om vi naturligvis ikke ønsker at ignorere eller underkende disse førkristne Guds tjenere, bør vi dog først og fremmest se hen til ham der er det mest betydningsfulde ’Guds-menneske’ som nogen sinde har levet på jorden, nemlig Jesus Kristus, der nu har hersket som konge i himmelen siden udløbet af hedningernes tider i 1914. (Hebræerne 11:1 til 12:3; Lukas 21:24) Når vi gør vort bedste for at efterligne ham vil vi mandigt og modigt kunne se ødelæggelsen af denne dødsdømte tingenes ordning ved Har-Magedon i møde.
18. Hvordan kan vi røgte vort store ansvar i forbindelse med at ophøje Jehova Guds universelle suverænitet?
18 I denne domstid hvor den gamle verden er ved at forsvinde, skaber vi os et uudsletteligt, uforgængeligt omdømme. Vil det blive et godt omdømme eller vil det blive et dårligt omdømme, der fører til evig fordømmelse sammen med verden? Ved at efterligne vort fuldkomne eksempel, Jesus Kristus, og ’være mandige’ vil vi bevise at „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, ikke er vor åndelige hersker. (2 Korinter 4:4) Vi vil tværtimod støtte Jehova Guds universelle suverænitet og således være med til at ophøje hans navn over for alle levende skabninger. Hvilket enestående ansvar og hvilken herlig mulighed har vi ikke fået!
19. Hvad må vi gøre foruden at holde os vågne og stå fast i troen og hvem kan vi hente hjælp hos?
19 Nu påhviler det os at varetage vore privilegier, være vågne for vore muligheder, og „stå fast i troen“. Måtte vi, som kristne der tilhører Gud og er indviet til ham, aldrig blive svage og kraftløse! For at det ikke skal ske må vi følge apostelen Paulus’ betimelige formaning: „Bliv stærke.“ (1 Korinter 16:13) Det kan og vil vi blive når vi ufravigeligt ser hen til Jehova Gud og beder til ham gennem vor konge, Jesus Kristus. I Esajas 40:29 står der: „Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke.“ Måtte det, efter at vi har været vidne til Guds sejr ved Har-Magedon, da være vort privilegium at istemme de ord som Moses sang efter at Faraos hær var druknet i Det røde Hav: „Jehova er en stridsmand. . . . Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse.“ — 2 Mosebog 15:3, 2, NW.
Kan du besvare disse spørgsmål?
■ Hvad vil afgøre om vi overlever krigen ved Har-Magedon?
■ Hvilke forhold som Jehovas salvede tjenere lever under i dag ligner dem som hans tjener Jeremias var underlagt?
■ I hvilke henseender var den tjeneste Ebed-Melek udførte et forbillede på den virksomhed som „fårene“ i Kristi lignelse i Mattæus 25:31-46 udfører?
■ Hvordan vil Kristi disciples indstilling, ifølge Kristi profeti i Lukasevangeliet, kapitel 21, være forskellig fra den indstilling folk fra nationerne har?
■ Hvilken „befrielse“ sigtes der til i Lukas 21:28?
■ Hvad vil resultatet blive når vi alle efterligner det største menneskes eksempel?
[Illustration på side 20]
Hvis virksomhed blev forbilledligt skildret ved at Ebed-Melek hjalp Guds profet Jeremias?