„Et helligt sted“ blev ødelagt — hvad betyder det i dag?

„Kirkebygninger og templer ødelagt i hele landet i udbrud af antireligiøs vold!“

MON ikke det ville chokere de fleste hvis nyhedsmedierne en dag bragte sådanne overskrifter? Og det er endda ikke blot en mulighed — det er noget der vil ske!

Hvordan kan vi sige det? Fordi Bibelens profetier tydeligt viser at det meget snart vil ske, i det ene land efter det andet. For eksempel nævnte Jesus i sin profeti i Mattæus-evangeliet, kapitel 24, at „et helligt sted“ ville blive ødelagt. Dette fik en opfyldelse i det første århundrede, men det vil få en langt større opfyldelse i vor tid.

Profetien blev i første række møntet på Jerusalem og byens prangende tempel, som blev benyttet af jøderne i deres tilbedelse. Under en samtale med sine disciple sagde Jesus om templets bygninger: „Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.“ — Mattæus 24:2.

Hvorfor lod Gud så drastisk en dom komme over dette „hellige“ tempel i det første århundrede og hele det religiøse system det repræsenterede? Fordi jøderne var frafaldne. De havde forladt de love Gud havde givet dem ved Moses. De havde tilmed afvist de mænd Gud havde udsendt for at advare dem, og endda udgydt deres blod. Derfor sagde Jesus: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende . . . Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ — Mattæus 23:37, 38.

’Flygt til bjergene’

Men til dem der oprigtigt tilbad Gud henvendte Jesus følgende ord: „Derfor, når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene. Lad ikke den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus, og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning. Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!“ — Mattæus 24:15-19.

Hvorfor sagde Jesus at hans tilhængere skulle skynde sig at „flygte til bjergene“? Han forklarede selv: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:21, 22.

Men hvad mente Jesus da han talte om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse . . . idet den står på et helligt sted“? Hvad mente han med en ’stor trængsel’, og med at noget „kød“ ville blive frelst? Hvad ville det sige at trængselen skulle ’afkortes på grund af de udvalgte’?

Opfyldelsen i det første århundrede

Hvordan fik denne profeti sin opfyldelse i det første århundrede? Læg først og fremmest mærke til den indtrængende advarsel om at flygte til bjergene „når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse . . . idet den står på et helligt sted“.

Hvem var denne afskyelige ødelægger? Historien beretter hvad det var der bragte ødelæggelse over Jerusalem: Det var det romerske imperiums hære. Da disse hære første gang dukkede op med deres store styrker omkring Jerusalem, var det signalet til dem der havde „dømmekraft“ om at de skulle søge bort fra området. Dette skete faktisk i år 66. Da omringede de romerske styrker under hærføreren Cestius Gallus byen Jerusalem og angreb endda tempelmuren, idet de undergravede den. De kunne nemt have indtaget hele byen.

Nu havde man de romerske hære stående i „den hellige by“. (Se Mattæus 4:5; 27:53.) De frafaldne jøder regnede naturligvis selv Jerusalem og dens omegn for at være hellig. Når romernes hære stod på dette ’hellige sted’, var det i høj grad afskyeligt for jøderne.

Men af en grund som historikere endnu ikke helt har klarlagt trak Cestius Gallus sine styrker tilbage og drog bort. Det var det signal Jesus havde forudsagt. Tiden var kommet hvor hans tilhængere, „de udvalgte“, skulle begynde at flygte. De erkendte at det hastede og skyndte sig ud af Jerusalem og Judæa, sådan som Jesus havde anvist dem. Historikeren Eusebios beretter at de flygtede tværs over Jordanfloden til omegnen af Pella i Gileads bjerge.

Jerusalem ødelægges

Ganske få år senere, i år 70, kom de romerske hære tilbage, denne gang under hærføreren Titus, og omringede Jerusalem. Men på det tidspunkt var alle „de udvalgte“, de kristne, allerede ude af „den hellige by“. Da romerne denne gang omringede Jerusalem var der ikke længere nogen mulighed for at flygte i sikkerhed. — Lukas 19:43, 44.

Efter en kort belejring der varede fire måneder og femogtyve dage ødelagde de romerske hære byen og templet. Et øjenvidne, historikeren Josefus, sætter antallet af døde til 1.100.000 og antallet af fanger til 97.000. De høje tal skyldtes at de vantro jøder ikke havde givet agt på Jesu advarsel om at flygte ud af byen. De gjorde det modsatte. Da det netop var tiden for en religiøs højtid strømmede de ind i Jerusalem, og blev alle fanget i en fælde da romerne pludselig omringede byen.

Den omstændighed at „de udvalgte“, de kristne, ikke længere befandt sig i Jerusalem betød at Gud allerede havde sørget for deres sikkerhed. De var allerede undsluppet. Gud kunne da tillade at romerne indtog Jerusalem og hurtigt eksekverede hans dom over byen. Fordi de kristne var kommet ud af Jerusalem blev disse trængselsdage hurtigere afsluttet, ja, de blev afkortet. Det betød at noget „kød“, de 97.000, kunne overleve.

Denne ’store trængsel’ i år 70 var den værste ulykke der nogen sinde var overgået Jerusalem. Den gjorde ende på den jødiske by, dens tempel og den religiøse ordning den var centrum for.

Men hvad har denne gamle historiske beretning at gøre med os der lever i det tyvende århundrede? Meget.

[Ramme på side 4]

Josefus fortæller om Jerusalems ødelæggelse

„Tallet paa alle de Fanger, som vare tagne i Krigen, var nu løbet op til 97.000, og under hele Belejringen var der omkommet 1 Million og 100.000. Størstedelen af disse vare ganske vist Jøder, men ikke Indfødte dér i Byen; thi netop som Folk fra hele Landet vare komne sammen til de usyrede Brøds Fest, vare de blevne spærrede inde af Krigen. Som Følge af den snævre Plads, paa hvilken de maatte opholde sig, opstod der først en forfærdelig Pest iblandt dem, og senere kom den endnu strængere Hungersnød.“ — Jødernes Krig mod Romerne, sjette bog, kap. IX, afsn. 3.