Ulydighed mod forældre — et tegn på de sidste dage?
„DER findes en slægt, som forbander sin fader og ikke velsigner sin moder.“ (Ordsprogene 30:11) Dette beskriver ganske godt generationen efter 1914. Men har unge siden da virkelig været noget særligt i denne henseende? Og hvis de har, hvad er da grunden?
Vor foranderlige verden
Før i tiden var familielivet i højere grad præget af tryghed, kærlighed og sammenhold. Der var ingen tvivl om de enkelte familiemedlemmers opgaver og ansvar. Mændene forsørgede familien, mens de fleste kvinder gik hjemme og tog sig af børnene og de huslige pligter. I fællesskab lærte de deres børn noget om værdier og principper. Børnene havde ofte så travlt med deres huslige pligter at de slet ikke havde tid til at komme i alvorlige vanskeligheder.
Begivenhederne siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har slået dette idylliske billede i stykker. Som Jesus forudsagde, har vort århundrede netop været præget af brutale krige, lovløshed og hungersnød. (Mattæus 24:4-14) Og virkningen? En gennemgribende forandring af vor livsform. Vor tids mange transportmuligheder lægger umådelige afstande mellem familiemedlemmer der rejser i hver sin retning. Teknologiens fremskridt har befriet mange kvinder fra det mest ensformige og slidsomme husarbejde, og mange har erstattet husførelsen med en plads på arbejdsmarkedet. Lærere og personale i daginstitutioner er på det nærmeste trådt i forældrenes sted. Børnene kæmper mod kedsomhed, nu hvor elektriske apparater klarer pligterne i huset.
Disse forandringer inden for de senere år har øget spændingerne i familielivet stærkt. Skilsmissetallene er løbet hastigt i vejret, og det samme er antallet af enlige forældre. En enlig moder siger følgende om vanskelighederne ved at være alene om børneopdragelsen: „Når jeg kommer hjem fra kontoret, er det tre timer siden mine børn fik fri fra skole. Jeg kan umuligt holde øje med hvad de laver. Jeg er sikker på at min 16-årige datter står i forhold til en dreng fra klassen, og at min 13-årige dreng næsten altid holder til i den lokale spillehal efter skoletid.“
„Jeg-generationens“ ofre
Muligvis har ingen anden generation været så optaget af egne „rettigheder“. Ifølge en fremtrædende psykolog har det medført at forældre „lidt efter lidt er begyndt at tillade børnene at diskutere med dem, at følge deres egne stemninger og indskydelser, og endda at være en smule ulydige“. Er dette sundt?
Forfatteren Robert Coles, der har vundet pulitzerprisen, siger: „Mange forældre er bange for selv at opdrage deres børn — med deres egne anskuelser og syn på moral. De føler sig skræmte af alle disse eksperter som skriver bøger om børneopdragelse og fortæller dem hvad de skal gøre.“ Forældre der bliver ofre for teorier om eftergivenhed i børneopdragelsen, opdager at de er villige redskaber for børnenes mindste indfald — kun for senere at blive stillet over for sandheden i Bibelens udtalelse: „Forvænner man sin træl fra ung, vil han til sidst være herre.“ — Ordsprogene 29:21.
Påvirkningen fra fjernsynet
For nylig udgav Det nationale institut for Mentalhygiejne i USA en omfattende rapport under titlen „Fjernsyn og adfærd“. Rapporten viste at TV, foruden at bombardere sindene med hensynsløs vold og umoralitet, også på andre måder griber forstyrrende ind i familielivet. For eksempel bliver beslutningen om hvilken udsendelse man skal se, „i et forbløffende stort antal tilfælde“ overladt til børnene, der „tit er blevet til ubestridte dommere over hvad familien skal se; de er blevet familiens beslutningstagere“.
Bogen Generation of Narcissus [Narcissus-generationen] hævder at der er endnu en snigende virkning ved TV. Den nævner at børn på grund af fjernsynet „oplever den såkaldt virkelige verden fra et enestående udsigtspunkt. Det er en verden der tilsyneladende har deres krop som midtpunkt“. Ja, det kan ske at et barn der er ’TV-narkoman’ udvikler en livsholdning der er fuldstændig selvoptaget.
Alt dette er noget der har bidraget til at ødelægge familielivets naturlige balance. Men reagerer de unge da ved ligefrem at gøre oprør mod forældremyndigheden?
Ulydighed — tilsløret og utilsløret
„Den tiltagende lovløshed“ blandt unge er et af de mere tydelige tegn på at nogle unge gør oprør mod forældremyndigheden. (Mattæus 24:12) For eksempel forlyder det at „en fjerdedel af alle alvorlige forbrydelser i Storlondon begås af skolebørn“. I De forenede Stater „steg antallet af . . . anholdelser af børn for voldsforbrydelser . . . med 293% mellem 1960 og 1975; og det samlede antal anholdelser af børn stiger med 10% årligt — dobbelt så hurtigt som tallet for voksne“. Indberetninger fra Kina fortæller om „mord, bedrageri, tyveri, voldtægt, narkotikahandel og andre lyssky handlinger“ begået af børn og unge.
En del af disse skamløse voldshandlinger går endda ud over forældre. Sociologen Richard J. Gelles har bistået ved gennemførelsen af en undersøgelse der afslører at „flere end 21/2 million unge [i De forenede Stater] siges at have slået deres forældre mindst én gang. Op imod 900.000 forældre til unge . . . er blevet enten slået, bidt, sparket, slået med en hård genstand, gennempryglet eller truet med eller udsat for overfald med kniv eller skydevåben“. Sådanne sørgelige handlinger understreger Bibelens forudsigelse af at folk i de sidste dage ville være „uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:3) Det er forstemmende at den slutning der drages, er at man „efter al sandsynlighed undervurderer både tallene og beregningerne af det sande omfang af unges vold mod forældre“. (Kursiveret af os.) — The Urban & Social Change Review, årgang 15, nummer 1, 1982.
Løse seksuelle forbindelser er et andet forhold hvor mange unge går imod deres forældres ønsker. I en undersøgelse der omfattede 160.000 unge amerikanere, indrømmede 31 procent i alderen mellem 13 og 15 at de havde haft et forhold. I alderen mellem 16 og 18 havde 58 procent haft det. Fra Japan berettes det ligeledes at „hyppigheden af kønslige forhold der omfatter teenagepiger er steget iøjnefaldende i løbet af de sidste syv år“.
Nogle teenagere indtager i hemmelighed alkoholiske drikke eller vanedannende stoffer. Ved den nævnte undersøgelse indrømmede 43 procent at de havde røget marihuana eller hash. Forskerne drog den slutning at marihuanarygning „er et almindeligt tidsfordriv for mange teenagere“. Halvdelen indrømmede at de ville lyve for deres forældre hvis de blev spurgt om de røg marihuana.
Andre unge, der er fortvivlede over at deres forældre kræver store præstationer uden virkelig at støtte dem, gør stilfærdigt oprør ved med overlæg at klare sig dårligt i skolen. Andre igen er ulydige ved at nægte at lade sig overtalea til at følge forældrenes moralske eller religiøse normer. Kun 53 procent af de adspurgte unge sagde at de ville beholde deres forældres religion; resten sagde enten at de ikke ville eller at de ikke rigtig vidste det. Det må virkelig være skuffende for forældrene! Sølle 17 procent sagde at de gerne ville have råd fra deres forældre om sex, og endnu færre ville spørge forældrene til råds angående narkotika. Og når disse modstridende synspunkter støder sammen, bliver hjemmet til en krigsskueplads.
Hvad du kan gøre
Man kan altså roligt sige at vi lever i en enestående generation, en generation der er vokset op under enestående omstændigheder. Den tendens til ulydighed der omspænder hele verden fører os, i fællesskab med de øvrige vidnesbyrd, uundgåeligt til den slutning at vi lever i de sidste dage.
Ikke desto mindre har Jehovas vidner erfaret at et studium af Bibelen, til forskel fra nutidens indbyrdes modstridende teorier om børneopdragelse, sætter dem i stand til at klare nutidens problemer. De finder befalingen i Efeserbrevet 6:1-4 både virkelighedsnær og gennemførlig: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. . . . Og I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ Jehovas vidner vil derfor med glæde hjælpe dig i gang med et systematisk studium af Bibelen.
Selv hvis du ikke har børn, vil du have stor gavn af et bibelstudium. En videregående og grundig undersøgelse af Guds ord vil gøre dig bekendt med Gud og hans hensigter. Det er klogt at gøre sådan, for Bibelen tilskynder os: „Søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zefanias 2:3.
[Fodnote]
a Det græske ord for „ulydighed“ betyder bogstaveligt: „som ikke vil lade sig overtale“.
[Tekstcitat på side 5]
’Op mod 900.000 forældre til unge i USA er blevet enten slået, bidt, sparket, gennempryglet eller truet med eller udsat for overfald med kniv eller skydevåben’
[Tekstcitat på side 7]
En enlig moder siger: „Når jeg kommer hjem fra kontoret, er det tre timer siden mine børn fik fri fra skole. Jeg kan umuligt holde øje med hvad de laver“
[Illustration på side 6]
Forældre der har ligget under for teorier om eftergivende børneopdragelse ender ofte med at have tyranniske børn