Hvorfor så mange nye sekter?

TI HOVEDRELIGIONER, men ti tusind sekter! Dette omtrentlige tal var resultatet af den seneste optælling af de religiøse grupperinger menneskeheden er opdelt i. Efter forlydende skal der findes omtrent 6000 i Afrika, 1200 i De forenede Stater, 421 i Japan og 247 i Frankrig.

Nogle af disse sekters oprindelse går langt tilbage, og de betragter sig selv som fuldgyldige kirker. Visse gamle religioner er opdelt i sekter, der igen er opdelt i undersekter. Shintoreligionen i Japan har for eksempel 153 sekter og undersekter, og buddhismen i Japan har 171. Interessant nok tilhører mange japanere mere end én sekt.

Sydafrikas statistiske kontor har optegnelser over flere end 4000 religiøse grupper, hvoraf de 500 findes i den hvide del af befolkningen og resten i den sorte. Nogle af disse sekter hvori der opretholdes raceadskillelse, hævder at være kristne.

Kirke eller sekt?

Ordet „kirke“ har ikke nøjagtig samme betydning i alle lande. I de overvejende katolske lande er det underforstået at der med „kirken“ menes den romersk-katolske kirke. I Frankrig ledsages ordet Eglise (kirke) ikke ret tit af tillægsordet catholique og næsten aldrig af ordet romaine. For en franskmand kan ordet Eglise (med stort E) kun betyde én ting: den romersk-katolske kirke. I de lande hvor en græsk-ortodoks kirke er fremherskende, står ordet „kirke“ tilsvarende for denne ortodokse kirke.

I de lande hvor folk fortrinsvis er protestanter er det dog almindeligvis nødvendigt at redegøre for hvilken kirke man tilhører; men selv i disse lande kan man normalt ikke sige at man tilhører en kirke medmindre man står i et af de større, gamle og anerkendte protestantiske trossamfund, da man ellers vil blive regnet for medlem af en sekt. Sandt nok smykkes selv mindre religiøse forgreninger i De forenede Stater ofte med benævnelsen kirke, men i de fleste andre lande må sådanne stille sig tilfreds med at blive kaldt for sekter.

Hvad er en sekt?

Gyldendals Tibinds Leksikon definerer „sekt“ således: „Trossamfund som på grund af særmeninger har skilt sig ud fra et kirkesamfund.“ Ifølge en anden definition er en sekt „en afvigende religiøs gruppe; især: en der betragtes som kættersk af de øvrige medlemmer af det samme kirkesamfund“.

Nogle mener at ordet „sekt“ er afledt af det latinske udsagnsord secare (at skære) og definerer altså en sekt som en gruppe der har skilt sig ud fra en anerkendt kirke. Andre sporer ordet „sekt“ tilbage til det latinske udsagnsord sequi (at følge) og mønter det derfor på en gruppe der følger et menneske som leder eller lærer.

Kirkernes foragt for sekterne

Hvad enten en sekt nu er en udbrydergruppe fra en større retning eller en gruppe hvis medlemmer gør sig til disciple af en eller anden mand eller kvinde, er én ting sikker: De gamle og anerkendte kirker ser ned på sekterne. I sin redegørelse for denne foragt fastslår det franske leksikon Grande Encyclopédie at ordet „sekt“ og brugen af det „er behæftet med stærke følelser og endda lidenskab“, og tilføjer: „Almindeligvis hævder det samfund fra hvilket den lille gruppe har skilt sig ud at det selv er det ægte, og mener at dét alene besidder fylden af lærepunkter og nåde, og omtaler de sekteriske med en vis ringeagtende medlidenhed. Denne nedladende holdning ledsages ofte af en god del uforsonlighed, så meget mere som sekten er en smertelig påmindelse om alt det kirken engang var, men ikke længere er — et varmt, levende, kraftfuldt og altbesejrende broderskab.“

Hvorfor så mange nye sekter?

De sekter der får den bredeste dækning i medierne nu til dags — tit på grund af deres økonomiske foretagender og deres indlæringsmetoder — er alle nogle der er skudt op inden for de sidste 20 eller 30 år. Man stiller uvilkårligt spørgsmålet hvorfor vor tid er så rig på sådanne religiøse grupper. Ovennævnte franske leksikon oplyser i sit supplementsbind for 1981: „Hvorfor er så mange sekter i fremgang? Først og fremmest er det kriseklima der nu er fremherskende inden for de vestlige civilisationer (hvor man rejser tvivl om alle institutioner, som for eksempel familien, skolerne, hæren, kirkerne etc.) noget der skaber en frodig grobund. . . . Det kan sammenfattes således at sekter først og fremmest er et tidernes tegn, symptomatisk for utilfredsheden blandt unge der tørster efter noget der er anderledes end vort glitrende ’forbrugersamfund’.“

I tråd med dette skriver R. Quebedeaux, en specialist i sekter: „Det principløse samfund har skabt en stærk længsel efter fasthed og disciplin og myndighed. De [unge] er trætte af det materialistiske samfund, og af alt dette udspringer en søgen efter en ny mening med livet.“

Af begge forklaringer kan man udlede at de gamle og anerkendte religioner har forsømt at tilfredsstille de millioner af unge og gamle der så har vendt sig til disse nye sekter. At sektvæsenet har floreret i den grad vi har set i de sidste få årtier, er et yderligere vidnesbyrd om den „angst blandt nationerne“ Jesus Kristus forudsagde som en del af „tegnet“, der skulle vise at denne tingenes ordning er ved at nå til en afslutning og at „Guds rige er nær“ . — Mattæus 24:3; Lukas 21:10, 11, 25-31.

Men disse nye sekter der hverver så mange medlemmer, lærer ikke at Guds rige er menneskehedens eneste håb. Det der læres er snarere en livsfilosofi, der tit bygger på en orientalsk religion eller på en gurus, en åndelig vejleders, lære. Enhver guru der har vundet tilstrækkelig mange tilhængere danner en ny sekt. I østens religioner undrer man sig ikke over dette, da det er almindeligt anerkendt at folk knytter sig til en guru.

Hvad der derimod er overraskende, er at hundreder, måske tusinder, af de omtrent 10.000 kirker og sekter der efter sigende findes rundt om på jorden, hævder at være kristne. Hvorfor er det så overraskende? Fordi mange af disse sekters medlemmer følger en menneskelig leder, trods Jesu udsagn: „En er jeres Fører, Messias.“ (Mattæus 23:10) Det er også underligt at såkaldte kristne er opdelt i så mange kirker, retninger og sekter, når Jesus bad til sin Fader om at ’de alle måtte være ét’. — Johannes 17:20, 21.

Hvorfor påstår da så mange kirker og sekter at de er kristne? Og hvordan er denne religiøse forvirring opstået?