Macao har vist udholdenhed

MACAO har, som den ældste vestlige koloni på Kinas kyst, vist sin udholdenhed i over 400 år. Men i dette kontrasternes land bemærker man i dag en anden slags udholdenhed — en udholdenhed der fører til håb. — Romerne 5:3, 4.

Kort efter at Columbus havde opdaget Amerika kom den portugisiske opdagelsesrejsende Jorge Alvares til denne lille halvø, der ligger ved udmundingen af Perlefloden og måler halvanden gange fem kilometer. Portugiserne indså at Macao kunne have betydning for handelsvejen til Kina, der var blevet berømt efter Marco Polos rejser, og sikrede sig i 1557 besiddelsen af dette lille område ved at underskrive en traktat med Kina. Det blev snart den travleste handelsstation i det fjerne østen.

Det religiøse liv

Det er blevet sagt at den katolske kirke kun var et halvt skridt bag de opdagelsesrejsende og handelsskibene. Da Macao havde vundet kommerciel betydning, var det også blevet kristenhedens centrum i østen. Under Macaos guldalder sad dets bispedømme inde med den dømmende myndighed over kirkens interesseområde i hele Kina og Japan. I dag følger hovedparten af Macaos befolkning, der er kinesisk, ikke nogen bestemt religion, ud over måske de traditionelle kinesiske skikke med tilknytning til forfædredyrkelse eller til buddhisme. De gør meget ud af bryllupper og begravelser samt helligdage.

Det paradoksale er imidlertid at dette „kristenhedens centrum i østen“ faktisk har navn efter en orientalsk guddom. Opslagsværket Catholic Encyclopedia fortæller os at det portugisiske navn Macau „anses for at være af kinesisk oprindelse, sammensat af Ma, navnet på en lokal guddom, og gau, der betyder ’havn’“. Faktisk er navnet A-Ma ifølge overleveringen navnet på en kinesisk gudinde for sømænd og fiskere, og hendes helligdom er Ma Kwok-templet. I et forsøg på at gøre Macao kristent brugte portugiserne det officielle navn „A Cidade do Santo Nome de Deus de Macau“ — en by for Guds hellige navn i Macao.

Hvis der i dag findes nogen gud der kan kaldes „Macaos Gud“, ville det sikkert være „lykkeguden“. Det siges at Macao kan prale af flere kirker end Vatikanet og flere spilleborde end Monte Carlo. Foruden spillekasinoerne med deres omfattende udvalg af kinesiske og vestlige spil, er der jai alai (et boldspil), travløb, greyhound-væddeløb og det årlige Macao Grand Prix for biler og motorcykler. Dette tiltrækker spillere fra hele verden og udgør Macaos økonomiske hovednerve. Desuden påvirker — ja, nærmest dominerer — det landets levevis.

Hvordan den sande tilbedelse kom til Macao

Det var først i 1961 at et svagt glimt af lyset om den sande Gud begyndte at skinne i denne ’by for Guds hellige navn’. Dette var begyndelsen til en bemærkelsesværdig beretning om udholdenhed.

Et enkelt Jehovas vidne, en kvindelige forkynder, kom fra Portugal til Macao sammen med sin mand, der var inden for militæret. Hendes bestræbelser for at forkynde blandt den portugisisktalende del af befolkningen blev ikke mødt med megen velvilje, og efter kort tid undgik hendes nye „venner“ hende. Den eneste der viste interesse og begyndte at studere Bibelen, talte ikke portugisisk, og der skete kun langsomme fremskridt. Søsterens mand blev imidlertid snart forflyttet fra Macao, og der var ingen tilbage som kunne fortsætte forkyndelsesarbejdet.

På grund af de nære forbindelser der eksisterer mellem Macao og Hongkong, kan de kinesiske indbyggere i Hongkong rejse til Macao uden særlige visa eller tilladelser. I februar 1963 kom to kinesiske specialpionerer (heltidsforkyndere) således dertil fra Hongkong for at genoptage forkyndelsesarbejdet, specielt blandt den majoritet af befolkningen der talte kantonesisk. Skønt distriktet altså var helt nyt, fik budskabet om den sande Gud og hans himmelske rigsregering ikke nogen hjertelig velkomst. For de fleste mennesker var det meget svært at få pengene til at slå til, og de havde derfor alt for travlt til at beskæftige sig med åndelige anliggender. Ikke desto mindre fik man kontakt med en indonesisk familie der viste interesse. Man forkyndte for familien på en blanding af kantonesisk, engelsk og indonesisk, og efter nogen tid tog den ældste søn, Johnnie, og hans søster, Shirley, imod sandheden fra Bibelen. Nu tjener Shirley og hendes mand, der i 1975 ankom fra Hongkong, også som specialpionerer i Macao.

Denne første forkyndelse i Macao bar altså ret hurtigt frugt i form af to forkyndere af den gode nyhed; men de følgende år skulle vise sig at kræve en usædvanlig udholdenhed. Prøver og trængsler viste sig fra mange sider. Mellem 1963 og 1968 blev ni specialpionerer sendt til Macao, men i august 1968 var der kun én tilbage til at hjælpe den lille gruppe, som dengang var på fem. Hvad var der sket?

Pres fra mange sider

Eftersom der kun var en lille gruppe isolerede forkyndere i Macao, blev der kun afholdt forkortede udgaver af de ugentlige møder. Livets gang har et eget sindigt tempo i landet, og det samme var tilfældet med resultaterne af Rigets forkyndelse. Nogle af dem der kom for at hjælpe til, blev modløse af den grund, eller de kom til at lide af hjemve og rejste tilbage til Hongkong. Andre rejste af personlige grunde.

En dag i 1965 dukkede det portugisiske hemmelige politi ganske uventet op hos en familie der var Jehovas vidner, netop mens der blev afholdt et bibelsk møde. Politiet konfiskerede alle bibler og al bibelsk litteratur, og advarede alle imod at overvære sådanne møder. Da Jehovas Vidners arbejde på det tidspunkt var forbudt i Portugal, arresterede myndighederne i Macao to specialpionersøstre og udviste dem. Det siger sig selv at dette var et ret hårdt slag for den lille gruppe nye der var begyndt at tjene Jehova.

Men de få forkyndere holdt ud. Nogle måneder senere ankom der andre specialpionerer for at arbejde sammen med brødrene og opmuntre dem. De måtte udvise forsigtighed, og forkyndte derfor kun i det kinesiske distrikt, for ikke at få modstanden til at bryde ud igen. Men der lå flere udholdenhedsprøver forude.

I 1966 kunne den uro der var i hovedlandet Kina, tydeligt mærkes i Macao. Der var optøjer og andre former for pres mod Macaos portugisiske styre, idet nogle ønskede at de kinesiske suverænitetskrav skulle imødekommes. Hvis forkynderne skulle undgå pøbeloverfald eller det der var værre, var det bydende nødvendigt for dem at undgå både det portugisiske distrikt og ethvert område der var overvejende kommunistisk. Til tider kunne pionererne alligevel helt uventet komme til at stå over for grupper af truende og fanatiske mennesker. Årvågenhed, og stille bønner til Jehova, hjalp dem mange gange til at undslippe sådanne faretruende situationer.

Siden da er forholdene blevet mere stabile. Dette, sammen med den officielle anerkendelse Jehovas Vidner nu har fået i Portugal, har betydet at de få forkyndere der er i Macao, har kunnet fortsætte deres arbejde uden nogen egentlig indblanding fra myndighederne, hverken de kinesiske eller de portugisiske.

Den stærke tilstrømning af flygtninge og andre indvandrere har medført mangel på bolig og arbejde — endnu en hindring for Macaos forkyndere. Fordi der er hård konkurrence om arbejdspladserne arbejder de fleste mennesker mange timer om dagen for en ringe løn, og har måske kun to fridage om måneden. Huslejerne er så høje at et ganske lille værelse, eller blot en plads til en køjeseng i en lejlighed, sluger det meste af indkomsten. Det er let at se hvorfor mange finder det svært at handle efter det de har lært ud fra Bibelen. — Mattæus 6:33; 13:22.

Dette er grunden til at fremgangen kun er sket langsomt. I årenes løb har nogle af dem der har taget imod sandheden, været nødt til at flytte, mens andre er blevet ofre for pres og fristelser fra denne tingenes ordning. Derfor er der selv i dag kun elleve forkyndere af den gode nyhed tilsluttet menigheden i Macao. Men ånden iblandt dem er glad og positiv, og brødrene er ikke modløse. Besøg af rejsende tilsynsmænd fra Hongkong og overværelse af kreds- og områdestævner i Hongkong er højdepunkter som forkynderne finder meget trosstyrkende.

En nyerhvervelse

I august 1979 kom et missionærægtepar fra Portugal til Macao for at arbejde sammen med menigheden. Dette har vist sig at være en stor velsignelse. De to forkyndere har ikke blot været i stand til at aflægge et grundigt vidnesbyrd i den portugisiske koloni, men de lærer også kantonesisk for at kunne arbejde blandt den kinesiske befolkning.

Dette har imidlertid ikke undgået den katolske kirkes opmærksomhed. I forskellige kirkeblade har man fremsat advarsler mod denne „gift“ fra Jehovas Vidner, og katolikker advarer folk mod at tale med missionærerne medmindre de er „beredte“. Sådanne advarsler har imidlertid den stik modsatte virkning. De har åbnet mulighed for mange interessante samtaler, og mennesker der ikke før har vist nogen interesse, har nu bedt om bibelske drøftelser.

For nylig har Selskabet købt et missionærhjem der skal tjene som bolig for missionærægteparret og en specialpioner. Den rummelige dagligstue tjener også som en god rigssal. I marts 1983 var der 38 til stede ved højtiden til minde om Kristi død. For at disse interesserede kan få regelmæssig hjælp afholdes alle møderne om aftenen, da mange er nødt til at arbejde alle ugens syv dage. Omkring 20 kommer til det offentlige foredrag hver uge; mange overværer også de andre møder. De få brødre forbereder trofast alle punkter på møderne uge efter uge uden at beklage sig. Hvilket godt eksempel i udholdenhed!

I løbet af den sidste snes år er der blevet brugt mange, mange timer i arbejdet med at forkynde for portugisere såvel som kinesere i Macao, og bibelsk litteratur er blevet spredt i titusindvis af eksemplarer. Den rent talmæssige vækst har været ringe, men de trofaste forkyndere der befinder sig her, fortsætter med at holde ud. De husker Jehovas ord til Ezekiel: „Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de hører eller ej.“ (Ezekiel 2:7) Det gør de, og de vil fortsat gøre det, til Jehovas pris.

[Kort på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kina

Macao

Taiwan

Filippinerne

Kina

Macao