Nyt fra Rigets arbejdsmark
Den nye personlighed i praksis
I BIBELEN finder vi denne befaling: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ (Kolossenserne 3:9, 10) Mange af dem der i dag er Jehovas vidner, har engang været en del af Satans uærlige verden, men da de fik nøjagtig kundskab om hvad Gud kræver af kristne, forandrede de sig og iførte sig den nye personlighed. De følgende erfaringer viser hvilke forandringer nogle har foretaget.
■ I Spanien begyndte en inkarneret tyv med tendenser til kleptomani at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han havde huset fyldt med tyvekoster. Efterhånden som han fik nøjagtig kundskab om Bibelens principper begyndte hans samvittighed at røre på sig, og han besluttede at levere alle de stjålne ting tilbage til ejerne.
Han opsøgte sin tidligere arbejdsgiver og tilstod at have stjålet en ny vaskemaskine fra ham. Årsagerne til at tyven havde forandret sig gjorde dybt indtryk på arbejdsgiveren, hvilket gav sig udslag i at han lod tyven slippe med at betale vaskemaskinens pris (knap 3000 kroner), og sagde at han ikke ville melde sagen til politiet.
Den tidligere tyv besøgte dernæst byens borgmester, tilstod at han havde knust to kostbare lampekupler i byen og tilbød at betale for dem. Men da borgmesteren forstod at manden havde iført sig „den nye personlighed“ på grund af et studium af Bibelen, tilgav han ham og ville ikke tage imod betaling for lamperne.
Manden besøgte flere andre i nabolaget og returnerede stjålne sager til dem. Alle som én gav de udtryk for overraskelse over hvilken stor forandring det havde udvirket i ham at følge Bibelens principper.
Han havde imidlertid stadig mange ting tilbage som han ikke kendte ejermændene til. Efter at have bedt til Jehova gik han derfor ind på en politistation og afleverede seks stereoradioer med kassettebåndoptagere som han havde „fjernet“ fra parkerede biler. Politibetjentene blev meget overraskede fordi hans navn ikke var at finde nogetsteds i politiets kartoteker. Han blev idømt en bøde og en kort fængselsstraf.
Nu har han en ren samvittighed over for Jehova. I overensstemmelse med vejledningen i Efeserbrevet 4:28, hvor der siges: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere,“ og fordi han forstår at tyve ikke skal „arve Guds rige“, har han iført sig „den nye personlighed“ og er holdt op med at stjæle. — 1 Korinter 6:9, 10.
■ Udenforstående lægger ofte mærke til at de der har en kristuslignende personlighed er ærlige, som det fremgår af følgende erfaring fra Italien. Et af Jehovas vidner blev vidne til en forfærdelig bilulykke og gik hen til en af de havarerede biler for at se om der var noget hun kunne hjælpe med. Hun fik øje på en mand der var kommet slemt til skade, og henvendte sig til ham idet hun nævnte Jehovas navn. Manden løftede hovedet og spurgte om hun var et af Jehovas vidner, hvilket hun bekræftede. Han sagde så: „Frøken, jeg har det ikke særlig godt. Her i bilen har jeg en taske der indeholder mange millioner [lire] i kontanter. Vil De ikke nok tage den med hjem? Så ved jeg at pengene er i gode hænder. Ellers vil de forsvinde. Når jeg bliver rask igen kan De returnere pengene til mig.“ Søsteren tog pengene med sig hjem og sørgede for at manden fik dem igen da han var blevet rask. Han var meget taknemmelig.
Jehova velsigner dem der ’aflægger den gamle personlighed’ og ’ifører sig den nye personlighed’. — Efeserne 4:22-24.
„Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde, så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ — Efeserne 4:28