Nyheder på nært hold

„Opgør“ blandt baptister

Bølgerne gik højt ved et religiøst møde der blev afholdt i Dallas Convention Center i juni måned. Mere end 45.000 delegerede baptister forsamledes til det The New York Times Magazine kaldte „et opgør mellem fundamentalisterne og de mere moderate grupper om at opnå præsidentposten blandt sydstatsbaptisterne“, den største protestantiske gruppe i De forenede Stater. Det endte med at den fundamentalistiske sognepræst Charles Stanley blev valgt fremfor sin mere moderate modstander Winfred Moore. Men mødet udrettede kun lidt i retning af at dæmpe uoverensstemmelser.

Sydstatsbaptisterne tror at Bibelen er inspireret. Men de mere moderate blandt dem, som af fundamentalisterne bliver kaldt liberale, tror ikke at De hellige Skrifter nødvendigvis er ufejlbarlige. Fundamentalisterne frygter at de moderate undergraver den traditionelle baptistiske teologi. På den anden side er der harme blandt de moderate over den omstændighed at deres fundamentalistiske brødre ikke holder fast ved en tydelig adskillelse mellem kirke og stat, men blander sig i politik når de eksempelvis prøver ad bagvejen at arbejde for fælles bøn i skolerne og forbud mod abort. Der er ikke udsigt til nogen løsning på disse splittelser. Sådanne forhold harmonerer ikke med den formaning apostelen Paulus gav da han skrev at sande kristne skulle „føre enig tale“ og „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10.

Sport og vold

„De europæiske fodboldstadionner kommer i stadig større grad til at ligne gladiatorkamppladser.“ Sådan udtrykte bladet Time det i en reportage om de tragiske voldshandlinger, hvori engelske og italienske fodboldtilhængere var indblandet, og som resulterede i 38 dræbte ved Europacupfinalerne i Bruxelles i maj. Voldshandlinger udøvet af sportstilhængere er også et voksende problem i andre dele af verden. I maj måned lavede kinesiske sportstilhængere optøjer i Peking, hvor de knuste busser, væltede biler og truede udlændinge, da deres fodboldhold var blevet besejret af Hongkong og dermed udelukket fra verdensmesterskaberne.

Hvorfor mister sportstilhængerne besindelsen? Grunden er, siger nogle, at mange sportsentusiaster er fattige, keder sig og er dårligt udrustede til at klare nederlag og ydmygelser. „Men social status eller økonomiske omstændigheder er ikke hovedårsagen,“ udtaler dr. Jeffrey H. Goldstein, der er ekspert på området vold og sport. „Det er ren og skær nationalisme. På et område hvor nyhedsformidlingen sker så hurtigt, gør mennesker i stigende grad internationale sportsbegivenheder til nationalistiske stridsspørgsmål, tilskyndet dertil af pressen, politikerne, sportens talsmænd og sportsfolkene selv.“ Goldstein tilføjer at for sportstilhængere „er internationale sportsbegivenheder blevet til prøver på rigtigheden af forskellige ideologier“.

Selv om nationalisme får mange sportstilhængere til at handle voldeligt, vil sande kristne altid vise sig som neutrale, fredselskende forkæmpere for Guds rige. Endvidere undgår de at blive grebet af konkurrenceånden i verden. — Johannes 17:16; Romerne 12:18; Galaterne 5:26.

De ’holder sig ikke til deres opgave’

„Et af de besynderlige forhold i forbindelse med vore meget talende, politisk engagerede biskopper, er at de øjensynlig ikke har den ringeste fornemmelse af hvad der er væsentligt for en kristen,“ skriver spalteredaktøren Paul Johnson i Londonavisen The Daily Telegraph. Biskopperne bruger alt for megen tid på politiske spørgsmål, siger han, og lader hånt om problemer af langt større betydning. Johnson fortsætter: „Den største enkeltårsag til fattigdom i De forenede Stater og i Storbritannien er enlige mødre eller fædre,“ der ofte er resultatet af umoralitet blandt teenagere. „Alligevel er det, mærkeligt nok, lang tid siden at jeg har hørt nogen gejstlig, for ikke at tale om en biskop, holde en prædiken om det forkerte i at begå utugt.“ Hvis biskopperne „blot ville holde sig til deres grundlæggende og traditionelle opgave som moralens vogtere,“ konkluderer Johnson, kunne de „spille en vigtig rolle i forbindelse med at mindske de økonomiske problemer.“

I det gamle Israel undlod de religiøse ledere også at undervise i Guds ord så folket kunne „vende om fra deres onde vej“. Om sådanne mænd sagde Gud: „Derfor, se, jeg er imod profeterne, . . . dem som stjæler mine ord, den ene fra den anden.“ (Jeremias 23:22, 30) På samme måde kan vor tids gejstlige, der undlader at undervise i hvad der sømmer sig for kristne og måske endda misbruger skriftsteder af politiske eller andre grunde, være forvissede om at de pådrager sig Guds mishag. — Se også Lukas 11:52.