Der bæres frugt på „Krydderiøen“
I DET CARAIBISKE HAVS varme, funklende vande ligger den lille „Krydderiø“, bedre kendt som Grenada. Øens areal er blot 311 kvadratkilometer, og selv med dens to tilhørende øer, Carriacou og Petit Martinique, er østatens samlede areal blot 344 kvadratkilometer. Grenada har fået tilnavnet „Krydderiøen“ på grund af sin rigdom på aromatiske krydderier, for eksempel kanel, kryddernelliker, tonkabønner og muskatnødder.
Fra nord til syd gennemskæres øen af en bjergkæde som falder stejlt mod havet, især på vestsiden. Klare vandløb baner sig vej ud mod havet, og frodige tropeskove er udbredte. På den tørre årstid er skråningerne og de smalle dale dækket af koraltræernes og pouitræernes klare røde og gule blomster. Dette farverige indtryk forstærkes af en mangfoldighed af blomstrende buske og urter som bougainvillea, hibiscus, vortemælk og andre.
Noget særligt ved Grenada er øens palmekransede kyst med de smukke hvide sandstrande. Økonomien har traditionelt bygget på eksportafgrøder som bananer, kakao og muskatnødder, suppleret af turistindtægter og betragtelige beløb som øboere der er flyttet til steder som Aruba, Curaçao, De forenede Stater, England, Trinidad og Venezuela sender hjem til deres slægtninge. Grenadas 112.000 venlige indbyggere har let til smil og besidder en vis evne til at gøre afsnubbede bemærkninger til vittige, aktuelle kommentarer.
Sandhedens sæd bliver sået
Sandhedens sæd blev sået på denne farveprægtige ø engang i 1914, samme år som den første verdenskrig udbrød, da en grenadier, Elias James, vendte hjem fra Panama, hvor han som omrejsende arbejder havde taget imod budskabet om Guds rige og var blevet en indviet og døbt ordets tjener. Han var ivrig efter at så sandhedens sæd blandt øens venlige beboere. Inden længe havde han kontaktet en vis hr. Briggs, en barbadier bosat på Grenada. Briggs tog hurtigt budskabet om Riget til sig og blev førstegrøden af arbejdet på „Krydderiøen“. Han indså behovet for et mødested og stillede stueetagen af sit hus til rådighed som det første mødelokale for Jehovas folk i hovedstaden, St. George’s.
Elias James var en hengiven ordets tjener og en veltalende foredragsholder som hjalp mange oprigtige til erkendelse af sandheden. Blandt disse var hans svigerinde, Chriselda James. Hun er i dag 88 år gammel og den eneste på øen der bekender sig som salvet kristen. Hun har opdraget ni børn, og trods deres faders vedholdende modstand blev alle ni døbte forkyndere. Tre er siden døde, men de andre er stadig virksomme forkyndere; to er i pionertjenesten og én tjener som specialpioner og ældste.
Da Elias James fuldførte sit jordiske livsløb havde han ydet en grundig, banebrydende indsats med at så sandhedens sæd på Grenada. I dag findes der seks menigheder foruden én på Carriacou, med et rekordantal på 353 forkyndere af Riget.
Gennem årene, hvor der er foregået en langsom men støt vækst, har de loyale forkyndere oplevet forskellige politiske omskiftelser — øen var først kronkoloni, fik derpå indre selvstyre, og opnåede i 1974 uafhængighed af Storbritannien. I al den tid mødte den gode nyhed ingen udpræget modstand, og folk var almindeligvis villige til at lytte, om end til tider kun af høflighed. I 1979 medførte en politisk holdningsændring en revolution som bragte „Folkets revolutionære Regering“ til magten. Mange havde troet at al religiøs virksomhed nu ville komme ud for indgreb fra den nye socialistisk orienterede regerings side, men sådan gik det ikke, og arbejdet med at frembringe Rigets frugt gik fremad.
Scenen skiftede dramatisk den 19. oktober 1983, en dato som grenadierne længe vil huske. „Det revolutionære Militærråd“ (RMC) tog da regeringsmagten. Adskillige embedsmænd og et uoplyst antal civile blev skudt.
Straks efter blev der indført et firedages udgangsforbud som gjaldt døgnet rundt, og hvor man risikerede at blive skudt uden varsel. Disse voldsomme begivenheder var noget fuldstændig uvant for de fredelige øboere, og de udløste udbredt frygt og usikkerhed. Da alle var tvunget til at holde sig hjemme led mange stor nød, især de syge og de ældre.
Tidligt tirsdag morgen den 25. oktober 1983 vågnede mange grenadiere til en usædvanlig brummen af flyvemaskiner, ledsaget af voldsomme eksplosioner og stødvise udbrud af heftig skydning. Senere oplyste den lokale radiostation at fremmede styrker havde gjort landgang på øen. Forenede stridskræfter fra OECS (Organisationen af østcaraibiske Stater) og marineinfanteri fra USA havde grebet ind, efter forlydende fordi generalguvernøren havde appelleret om hjælp. I løbet af få timer kontrollerede de caraibiske og amerikanske styrker begge lufthavne (Pearls og Point Salines). Midt på formiddagen var Grenada blevet dagens internationale nyhed.
Der udbrød hårde kampe mellem de fremmede styrker og dem der var loyale mod RMC. Kampene begrænsede sig dog hovedsagelig til St. George’s-området. Her tilbragte mange de urolige dage under deres senge. Nogle turde end ikke gå ud i køkkenet for at lave mad til deres familie. Lykkeligvis kom ingen af Jehovas vidner på øen til skade under kampene. Nogle få kom imidlertid døden betænkeligt nær.
Kristent mod under voldsomhederne
En søster undgik på et hængende hår døden. En lokal ældste beretter: ’Denne søster søgte tilflugt i nabohuset, hvor hun følte sig mere sikker. Hun og de andre i huset hørte skud blive affyret fra en høj i nærheden. De amerikanske marineinfanterister begyndte at beskyde huset i den tro at skuddene kom derfra. Alle i huset kastede sig hurtigt ned på gulvet. Da der blev et ophold i beskydningen styrtede husets ejer nervøst udenfor med et hvidt lagen i hånden. Alle i huset fulgte med ham ud, deriblandt vor skrækslagne søster. Mens de stod i gården blev endnu en salve affyret imod dem, men denne gang kom den fra den høj hvor skydningen var begyndt. I en regn af kugler trak marineinfanteristerne hurtigt dem alle i sikkerhed. Mærkeligt nok blev ingen såret. Marineinfanteristerne fortalte dem senere at de var særdeles heldige, da de netop skulle til at sprænge huset i luften i den tro at RMC-soldaterne befandt sig indenfor og skød på dem. Da al spændingen havde lagt sig, opdagede vor kære søster en torn på fem centimeter i sin ene fod. Hun havde ikke engang mærket at hun fik den i sig!’
Under kampene faldt en anden ældstes femårige datter i familiens hjem og brækkede venstre arm. På det tidspunkt kunne der ikke skaffes lægehjælp. Forældrene kunne ikke gøre andet end at give hende nogle smertestillende tabletter. Da der nogle dage senere var faldet ro over situationen, bragte de pigen til en knoglespecialist. Han undersøgte hende og fandt ud af at armen var brækket flere steder. Men knoglerne var allerede på plads igen, og helingen var godt i gang uden nogen komplikationer. Det siger sig selv at de bekymrede forældre var mere end lykkelige.
En skrøbelig søster blev meget overrasket over hvor mange kræfter hun egentlig havde. Hendes mand er diabetiker og vejer over dobbelt så meget som hun; på et tidspunkt under udgangsforbudet besvimede han og faldt om på gulvet. Hun var den eneste voksne der var tilbage i huset og kunne ikke skaffe hjælp udefra. Hvad kunne hun stille op? Hun fortæller: „Jeg anråbte Jehova og bad om hjælp. Jeg kan ærligt sige at Jehova hørte min indtrængende bøn. Med en kraftanstrengelse lykkedes det mig at få min mand op fra gulvet, op i siddende stilling indtil han kom til bevidsthed igen. Jeg kan kun sige at den styrke jeg fik i det øjeblik, kom fra Jehova.“
Under de korte men heftige kampe havde de udnævnte ældste mange lejligheder til at vise sig som ’skjul mod uvejrsregn’. (Esajas 32:1, 2) De satte deres sikkerhed og endda deres liv på spil for at tilvejebringe fysisk hjælp og åndelig trøst ved at besøge mange brødre, især i områder hvor der kæmpedes voldsomt.
En ældstebroder og hans familie var blandt de hundreder som blev evakueret fra deres hjem og anbragt i en flygtningelejr. De måtte udholde de øredøvende eksplosioner fra det svære skyts. En sådan eksplosion bogstavelig talt slyngede broderen, hans hustru og deres datter til jorden. Da han blev spurgt hvordan han var i stand til at bevare roen under denne prøvelse, sagde han: „Min frygtløshed og ro var en følge af flere års indgående studium af Guds ord, som har opbygget mig og beredt mig til en sådan usædvanlig situation.“ Denne ældste var derved i stand til at berolige og trøste brødrene i lejren.
Efter at de amerikanske og caraibiske styrker i nogle få uger havde haft øen under kontrol, blev der oprettet en midlertidig administration. Der fulgte nu en rolig periode hvor der kunne afholdes et valg. Det fandt sted den 3. december 1984. Under „Det nye Nationalparti“, der ledes af premierminister Herbert Blaize, synes den urolige fortid at være kommet på afstand, og mange ser lyst på fremtiden.
Styrket til arbejdet der ligger foran
Disse og andre nylige begivenheder har styrket alle Jehovas vidner på Grenada. De har erfaret Jehovas magt til at frelse og er besluttede på at forstærke deres indsats i forkyndelsen af Riget. Mange oprigtigt indstillede mennesker som viser stærk interesse for budskabet om Riget, var blandt de 914 der var til stede den 4. april 1985 ved højtiden til minde om Kristi død. For hver af de 350 forkyndere var der cirka to interesserede til stede ved den lejlighed. Det lover godt for den fremtidige vækst!
Grenadas naturskønhed giver os en forestilling om hvordan der vil være på jorden under det lovede paradis. Dette jordomspændende paradis har vi et sikkert løfte om fra jordens Skaber, Jehova. Snart ’tager de retfærdige jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den’. (Salme 37:10, 11, 29) Alle Jehovas vidner på Grenada er lykkelige for, og ivrige efter, at dele dette betagende håbets budskab med deres medborgere overalt på denne „Krydderiø“.