Pas på syndens forhærdende virkning!
HUN var vellidt af sine kristne brødre og søstre. Hun var venlig og udadvendt og fulgtes altid med sin kvikke lille datter i tjenesten på arbejdsmarken og til møderne. Men så fik de ældste i hendes menighed at vide at hun ganske ugenert røg tobak på sin arbejdsplads — lige for øjnene af andre Jehovas vidner! Stillet over for denne anklage tilstod hun både at hun røg og at hun havde begået umoralitet; hun sagde roligt: „Jeg tror ikke jeg bryder mig om at være i sandheden lige nu.“ Synden havde forhærdet hende.
I Hebræerbrevet 3:13 advarede Paulus om at man kunne „blive forhærdet ved syndens bedragende magt“. Det viste sig sandt i tilfældet med vore første forældre, Adam og Eva. Da Adam blev krævet til regnskab for sin ulydighed, sagde han som undskyldning: „Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.“ Hvilken forandring fra den dag Adam havde set sin yndige tilkommende første gang og følt sig bevæget til at udbryde: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ Nu var Eva „kvinden som du satte hos mig“. Eva gav ynkeligt slangen skylden. — 1 Mosebog 2:23; 3:1-13.
En anden der blev ubodeligt forhærdet af synden var Judas Iskariot. Han må til at begynde med have haft en god hjertetilstand, da Jesus ellers ikke ville have udvalgt ham til at være apostel. Men han tog det ilde op da Jesus engang irettesatte ham, og pønsede derefter på at forråde sin herre. (Mattæus 26:6-16) Da Jesus afslørede at en af de 12 apostle ville forråde ham, spurgte Judas som uskyldighedens udtrykte billede: „Det er ikke mig, vel?“ (Mattæus 26:25) Kun en forhærdet synder ville i denne situation være skamløs nok til at være påtaget uskyldig. Og da soldaterne kom for at arrestere Jesus, valgte Judas det ældgamle udtryk for hengivenhed og venskab — kysset — til at udpege Jesus. „Judas,“ spurgte Jesus, „forråder du Menneskesønnen med et kys?“ — Lukas 22:48.
Hvordan man forhærdes af synden
Hvordan får synden egentlig en sådan magt over en person? I Hebræerbrevet 3:7-11 viser Paulus hvordan den synd der består i mangel på tro engang inficerede Israels nation. Han citerer her fra Salme 95:7-11: „Derfor, som den hellige ånd siger: ’I dag, hvis I hører efter hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede, som på fristelsens dag i ørkenen, hvor jeres forfædre fristede mig ved at prøve mig, og dog havde de set mine gerninger i fyrre år. Derfor følte jeg lede ved den generation og sagde: „De farer altid vild i deres hjerte, og selv har de ikke lært mine veje at kende.“ Så jeg svor i min vrede: „De skal ikke gå ind til min hvile.“’“
Det var ved et sted der både blev kaldt Meriba og Massa at „der blev vakt bitter vrede“. (Salme 95:8) På dette sted, kort efter den mirakuløse udfrielse af Ægypten, „yppede [folket] kiv med Moses og sagde: ’Giv os vand så vi kan drikke’“. (2 Mosebog 17:2) Husk at israelitterne allerede havde set ti ødelæggende plager over Ægypten, og set Det røde Havs brusende vande dele sig og manna falde ned fra himmelen. Alligevel ’fór de vild i deres hjerte’. De var alt for optaget af deres egne selviske ønsker til at tænke over Jehovas gerninger. De havde derfor ikke ’lært Guds veje at kende’ og opbygget tillid til at Jehova kunne sørge for dem uanset omstændighederne. „Giv os vand!“ forlangte de, som om den Gud der havde delt havet var magtesløs. Intet under at de senere valgte at tro den dårlige rapport fra de ti frygtsomme af de spioner der havde inspiceret det forjættede land. (4 Mosebog 13:32 til 14:4) På grund af deres troløshed erklærede Jehova: „De skal ikke gå ind til mit hvilested.“ — Salme 95:11.
Paulus uddrager en lære af dette og advarer: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ (Hebræerne 3:12, 13) Israelitternes synd bestod i mangel på tro. (Se Hebræerbrevet 3:19; jævnfør 12:1.) Det fik dem til at ’falde fra den levende Gud’, miste al tillid til Jehova, trods alle de mirakler han havde udført. Et moralsk forfald var nu uundgåeligt.
I dag kunne mangel på tro ligeledes få en kristen til at ’fare vild i sit hjerte’, bukke under for hjertets medfødte tilbøjelighed. „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ (Jeremias 17:9, 10) Urette tanker og ønsker begynder at fylde hjertet og udløser en dødbringende kædereaktion: „Men hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ — Jakob 1:14, 15.
Når synden forhærder et menneske
En mand nød omfattende privilegier som ældste skønt han — uden at nogen anede det — bedrev utugt. Han fortsatte sin umoralitet selv efter at være blevet gift. Dog faldt det ham ikke svært at tage sig skyldfri ud og endda være med til at dømme andre ved at have sæde i dømmende udvalg. Synden var begyndt at forhærde ham. Snart begyndte han at betvivle endog Bibelens grundlæggende læresætninger. Da han omsider blev tvunget til at bekende sine overtrædelser trak han blot på skuldrene og sagde: „Det kan vel være lige meget nu?“
Hykleri kan gøre ens samvittighed følelsesløs, som hvis man havde mærket den „med et brændejern“. (1 Timoteus 4:2) I Ordsprogenes bog findes dette eksempel: „Sådan er ægteskabsbryderskens vej: hun spiser og tørrer sig om munden og siger: ’Jeg har ikke gjort noget forkert.’“ (Ordsprogene 30:20) Den forhærdede synder bilder sig endda ind at „Gud har glemt det. Han har skjult sit ansigt“. (Salme 10:11) Jo længere man fremturer i synd, desto mere risikerer man at ens hjerte bliver „ufølsomt ligesom fedt“. (Salme 119:70) En ung mand indrømmede: „Første gang jeg bedrev utugt, var jeg fuldstændig knust. Men for hver gang blev det lettere, indtil jeg nåede dertil hvor det ikke bekymrede mig spor.“
Ja, hjertet leder efter „forklaringer“ for ens overtrædelser. Efter at et ungt par havde begået utugt talte den unge mand sin veninde fra at gå til de ældste og få hjælp, med ordene: „Vi skal jo giftes! Og du ved, der står i Bibelen at når to bestemmer sig for at gifte sig, så er de i Jehovas øjne næsten gift.“ Hvilket selvisk, bedragerisk ræsonnement! Desværre fortsatte de med at øve synd, hvilket til sidst førte til mord — i form af abort! Den unge pige indrømmede senere: „Man begynder at blive virkelig ufølsom, og man begynder at mene at man kan tugte sig selv.“ En ung mand der ligeledes faldt i vane med at bedrive utugt, indrømmede: „Det er som med en alkoholiker der siger: ’Jeg kan holde op når jeg vil. Bare én tår til.’ Derfor bliver man ved med at vente med at gå til de ældste.“ Synderen udvikler en sådan færdighed i at bedrage andre at han begynder at bedrage sig selv. „For han har været for mild i sit syn på sig selv til at finde sin misgerning og hade den.“ — Salme 36:2.
Undgå syndens snare
Da det er „med hjertet“ man tror, må en kristen gøre sit yderste for at vogte det. (Romerne 10:10; Ordsprogene 4:23) Bøn, mødedeltagelse og personligt studium hjælper os til at fylde vort hjerte med opbyggende tanker. Sandt nok vil slette tanker fra tid til anden dukke op i vort sind, men når det sker, kan vi ganske enkelt nægte at dvæle ved dem. Vi bør straks henvende os til Jehova i bøn hvis vi nogen sinde føler os fristet til at handle forkert. (Salme 55:22) Og ’lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt os, sådan som det sømmer sig for hellige’. (Efeserne 5:3) Sådan standser man den kædereaktion der ’føder synd’ og død, før den begynder.
Husk også at nydelsen af synd kun er ’midlertidig’. (Hebræerne 11:25) Før eller siden ’vil din synd indhente dig’, og du må tage de bitre følger. (4 Mosebog 32:23) Spørg dig selv: ’Ønsker jeg virkelig at blive forhærdet af synden? Selv om det giver en vis tilfredsstillelse nu, hvordan vil det så berøre mig på længere sigt?’
Hvad så hvis man lige nu er ude i overtrædelser? Mén ikke at man kan „sone“ sin synd ved at være travlt optaget af kristen virksomhed. „Ofre til Gud er en sønderbrudt ånd,“ sagde den angrende kong David. (Salme 51:17) Bibelens råd til de åndeligt syge lyder: Gå til de ældste! (Jakob 5:14, 15) Disse modne mænd vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe den syge til at genvinde sin åndelige sundhed. Det er som Bibelen siger: „Den der dækker over sine overtrædelser får ikke held, men den der bekender dem og opgiver dem, vises der barmhjertighed.“ (Ordsprogene 28:13) Som en mand sagde efter endelig at have bekendt sin synd for de ældste: „Det var som om en kolossal byrde var blevet løftet af mine skuldre.“ — Salme 32:1-5.
Efterhånden som denne verden bliver mere og mere ond, vil det blive en større udfordring for en kristen at bevare sin uangribelighed. Men husk: „Selv om en synder handler ondt hundrede gange og fortsætter længe som han vil, . . . vil [det] gå godt for dem der frygter den sande Gud.“ (Prædikeren 8:12) Frygt derfor Jehova Gud! Han vil hjælpe dig til at undgå syndens forhærdende virkning.
[Illustration på side 24]
Israelitterne viste sig forhærdede da de forlangte vand af Moses