Vis ydmyghed når du beder på andres vegne
DET var en smuk dag i fortidens Israel. Kong David havde sørget for at Jehovas ark blev bragt ind i den nye hovedstad, Jerusalem. Med stor glæde priste han nu Jehova foran hele folket, og sluttede en inderlig bøn med disse ord: „Velsignet være Jehova, Israels Gud, fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid.“ Af hele deres hjerte sagde tilhørerne „Amen!“ og lovsang Jehova. — 1 Krønikebog 16:36.
I fortiden var det ikke usædvanligt at en blandt Guds folk som var kvalificeret til det, repræsenterede andre i bøn på denne måde. Samme ordning findes blandt Jehovas tjenere i dag. Ved for eksempel menighedsmøder, stævner, hjemmebibelstudier og måltider i hjemmet har kristne mænd — og somme tider kvinder — den forret at repræsentere andre i bøn. (1 Korinther 11:4, 5) Med hvilket resultat? Ligesom på Davids tid virker det opbyggende på dem der lytter og siger „amen“, og de mærker at deres forhold til Jehova styrkes.
Det indebærer et stort ansvar at repræsentere andre i bøn. Den der beder må give udtryk for tanker som på en passende måde viser hvad tilhørernes hjerte rummer. Hans bøn har betydning for deres åndelige tilstand. De der nyder denne forret gør derfor vel i at gøre Davids anmodning til deres egen: „Måtte min bøn beredes som røgelse for dit ansigt.“ — Salme 141:2.
Hvordan kan vi ’berede’ vore bønner så de bliver lige så tiltalende for Jehova som røgelse? Det kan vi ved i forvejen at tænke over hvad vi vil sige i lyset af den vejledning Jehova har tilvejebragt. Bibelen indeholder talrige mønsterværdige bønner og megen god vejledning om bøn. Ved at tænke over dette kan vi lære nogle vigtige principper som vil være en hjælp for os når vi skal bede på andres vegne i forsamlinger.
Ydmyghed
Et af disse principper er at Jehova lytter til ydmyge menneskers bønner. (2 Krønikebog 7:13, 14) Salmisten siger: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge; den hovmodige, derimod, kender han kun på afstand.“ (Salme 138:6) Lad os som et eksempel på dette tænke på den ydmyghed kong Salomon viste da han bad på forsamlingens vegne ved templets indvielse. Han havde netop fuldført opførelsen af en af de mest storslåede bygninger der nogen sinde har stået på denne jord, men dette gjorde ham ikke hovmodig. Han bad: „Bor Gud da virkelig hos menneskene på jorden? Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig; hvor langt mindre da dette hus som jeg har bygget!“ — 2 Krønikebog 6:18.
Også vi bør være ydmyge, navnlig når vi beder på andres vegne. Vor ydmyghed vil til dels komme til udtryk gennem vort tonefald. Kristne bør naturligvis undgå falsk ydmyghed og skinhellighed, men bønner bedt i ydmyghed lyder ikke bombastiske eller teatralske. (Mattæus 6:5) Vi kan også vise ydmyghed gennem det vi vælger at sige. Hvis vi beder i ydmyghed, vil vi ikke kræve at Jehova gør det ene eller det andet. Vi kan derimod anmode ham om at handle på en bestemt måde hvis det er i overensstemmelse med hans vilje. — Jævnfør Salme 118:25.
Ydmyghed vil også få os til at afholde os fra at forfægte vore private meninger eller give personlig vejledning til enkeltpersoner i vore bønner. I modsat fald vil vi vise at vi har samme holdning som en farisæer i en af Jesu lignelser. Jesus fortalte om en farisæer og en skatteopkræver der på samme tid bad i templet. Farisæeren sagde: „Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.“ Men skatteopkræveren blev ved med at slå sig for brystet og sige: „Gud, vær nådig mod en synder som mig.“ Hvordan lød Jesu konklusion? „Denne mand [skatteopkræveren] gik ned til sit hus mere retfærdiggjort end den anden [farisæeren].“ — Lukas 18:9-14.
Ydmyge tjenere for Jehova vil også erkende deres stilling i forhold til ham. De er ringere end engle, mens Jehova er universets evige, allerhøjeste Suveræn. (Salme 8:3-5, 9; 90:1-4) Når nogle får foretræde for konger eller andre af denne verdens regenter, taler de som regel med respekt og værdighed, idet de viser dyb værdsættelse af det privilegium de har modtaget. Skulle vi vise mindre respekt og værdsættelse når vi taler til den „levende Gud og konge til alle tider“? (Jeremias 10:10) Naturligvis ikke. Udtryk som „God aften, Jehova“ eller „Vi vil gerne lige tale med dig, Jehova“ hører derfor ikke hjemme i bønner, og det gør bemærkninger som „Hvordan har du det i dag?“ „Hils Jesus“ eller „Hav det godt“, heller ikke. — Jævnfør Prædikeren 5:1, 2.
Men sagde apostelen Paulus ikke at vi kunne henvende os til Jehova „med frimodighed i tale“? (Hebræerne 4:16; jævnfør Første Johannesbrev 3:21, 22.) Betyder det ikke at vi har frihed til at sige hvad vi ønsker? Nej. Paulus hentyder med disse ord til at vi på grund af Jesu offer kan træde frem for Jehova på trods af vor syndige tilstand. Vi kan henvende os til ham i bøn når som helst, og bringe et hvilket som helst emne på bane. Men selv om vi kan bede med frimodighed i tale, må vi ydmygt erkende vor egen ubetydelighed. Jehova har sagt: „Til denne vil jeg se: til den nødstedte og den i ånden sønderknuste og den der skælver for mit ord.“ — Esajas 66:2.
Et advarende råd
I bjergprædikenen gav Jesus Kristus yderligere vejledning angående bøn. Han sagde at vi når vi beder ikke bør sige „det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør“. (Mattæus 6:7) Det betyder ikke at vi ikke bør bede om det samme gentagne gange (når blot vi er sikre på at det er det rette vi beder om), for Jesus sagde jo også: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Mattæus 7:7) Jesus mente med sin advarsel at vi ikke bør gentage os selv i en sådan grad at vore ord mister al mening. Vi bør med andre ord „ikke fremsige tomme gentagelser“. — Mattæus 6:7, fodnote i studieudgaven af New World Translation.
Blandt visse mennesker er det skik og brug at gentage nogle bønneremser igen og igen uden tanke for ordene. Somme tider er remserne affattet på et sprog som den bedende end ikke forstår. Dette er et eksempel på „tomme gentagelser“. Som et andet eksempel kunne vi forestille os en kristen som på grund af ligegyldighed har fået for vane automatisk at bruge de samme vendinger hver gang han takker Jehova. Disse vendinger vil til sidst blive blottet for al mening. Selv Guds navn, Jehova, kan misbruges på denne måde. Vi tilskyndes ganske vist til at påkalde Jehovas navn. (Salme 105:1) Men hvis vi siger Jehovas navn ved slutningen af næsten hver eneste sætning i vor bøn, vil det virke som en floskel, en ’tom gentagelse’.
Paulus berørte et andet vigtigt princip da han skrev: „Hvis jeg taler tungetale i min bøn, er det min ånds gave der beder, men min forstand er ufrugtbar. . . . Hvordan skal . . . den der indtager den ukyndiges plads, når du lovpriser med en åndens gave, kunne sige amen til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger?“ (1 Korinther 14:14-16) På Paulus’ tid fik nogle kristne tungetalens mirakuløse gave, og nogle af dem talte tilsyneladende tungetale når de bad i overværelse af menigheden. Men som Paulus gav udtryk for forstod resten af menigheden ikke hvad de sagde.
I dag har vi ikke sådanne mirakuløse gaver. Men kristne som beder på andres vegne bør bede på en måde der er forståelig. Bønnen før et offentligt foredrag vil for eksempel ofte blive overværet af interesserede, og i en sådan bøn vil det derfor være fornuftigt at undgå ord og emner som de besøgende vil have svært ved at forstå.
Hvor lange bør vore bønner være?
Personlige bønner kan være lige så lange som vi ønsker. Før Jesus udvalgte sine 12 apostle, bad han hele natten. (Lukas 6:12) Men hvor lange bør de bønner være som vi beder i en forsamling? Før Jesus bød disciplene af symbolerne da han indstiftede højtiden til minde om sin død, ’udtalte han en velsignelse’ og ’sagde tak’, øjensynlig i korte bønner. (Mattæus 26:26-28) Salomons bøn ved templets indvielse var på den anden side temmelig lang, og det samme var den bøn Jesus fremsagde natten før sin død. — 2 Krønikebog 6:14-42; Johannes 17:1-26.
Der kan altså ikke opstilles regler for hvor lang en bøn der bedes i en forsamling bør være, men lange bønner har ikke noget særligt fortrin. Jesus kritiserede da også de skriftlærde som ’opslugte enkernes hjem og som et skalkeskjul sagde lange bønner’. (Lukas 20:46, 47) Når vi beder på andres vegne bør vi nævne deres omstændigheder eller behov, og vi bør give vore bønner en længde som passer til lejligheden. Der er ingen grund til at fremsige lange, ordrige bønner hvori vi kommer ind på mangt og meget som ingen forbindelse har med den aktuelle situation. Når vi takker før et måltid kan vor bøn være temmelig kort. Ved indledningen til et kristent møde behøver bønnen heller ikke at være lang. Når man beder på sin families vegne ved begyndelsen eller afslutningen af en dag, eller slutter et stævne med en bøn, vil man måske ønske at komme ind på flere anliggender der passer til lejligheden.
Bønner bedt på andres vegne vil have en god virkning hvis de kommer fra et ydmygt hjerte og fremsiges med en passende ligevægt og omtanke. De vil virke åndeligt opbyggende på tilhørerne og vil styrke deres forhold til Jehova. Ligesom de der lyttede til Davids inderlige bøn da pagtens ark blev bragt til Jerusalem, vil alle tilhørerne derfor føle sig tilskyndet til ’at sige „amen“ og lovsynge Jehova’. — 1 Krønikebog 16:36.
[Ramme på side 22]
Vil det være passende at tilhørerne hørligt siger „amen“ ved slutningen af en bøn i en forsamling?
Ja, hvis de ønsker det og føler sig tilskyndet til det. Paulus taler om at de der lyttede til en bøn sagde „amen“, men han nævner ikke om de sagde det hørligt, eller blot sagde det i deres hjerte. (1 Korinther 14:16) Under Moseloven var der dog en lejlighed hvor israelitterne specielt fik påbud om højt at sige „amen!“ (5 Mosebog 27:14-26) Når den der beder viser at bønnen er slut ved at sige „amen“, vil det derfor være passende at tilhørerne siger „amen“ i deres hjerter eller hørligt, med dæmpet røst. Forældre bør lære deres børn at vise passende respekt gennem den måde hvorpå de stille siger „amen“.
[Ramme på side 23]
Hvis et barn begynder at græde, en telefon ringer eller noget andet volder forstyrrelse under en bøn i menigheden, vil det da være respektløst af en tilhører at foretage sig det nødvendige?
Nej. Det vil tværtimod være et udtryk for kærlighed hvis en udnævnt menighedstjener stille forlader den bedende menighed og i god orden foretager sig det nødvendige. (1 Korinther 14:40) Det vil betyde at resten af menigheden kan fortsætte med at bede uforstyrret. Den der tager sig af sagen kan tage del i bønnen igen når problemet er løst.