Lever vi på „endens tid“?
„Men du, Daniel, hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen indtil endens tid.“ — Daniel 12:4.
FRA et vindue i en restaurant midt i byen så en af gæsterne ud over en plads foran, hvor han fik øje på tre digitalure der med store, tydelige tal viste hvad klokken var. Gæstens blik flakkede fra det ene til det andet. Det ene ur viste 11:28. Det andet tog den mere med ro og viste 11:26. Det tredje ur var løbet lidt foran og viste at klokken var 11:29.
’Et minut eller to fra eller til har ikke den store betydning,’ siger du måske. Men prøv at overbevise en om dette hvis han netop er kommet bare nogle få sekunder for sent til en bus, et tog eller et fly! Jo, det har stor betydning at vi kender tiden nøjagtigt. Men det har endnu større betydning at vi ved hvor på tidens strøm vi befinder os ifølge Guds tidsplan.
Muligheden for en verdensødelæggelse
Som de fleste sikkert ved, har man i flere århundreder talt om „endens tid“ — af nogle kaldt ’verdens ende’ eller ’dommedag’. Allerede for 2500 år siden talte profeten Daniel om den. (Daniel 12:4) Men, som freelance-skribenten James David Besser udtrykker det, „behøver man i vor tid ikke længere at være religiøs eller tro på det overnaturlige for at erkende muligheden for en verdensødelæggelse; man behøver blot at se fjernsynets nyhedsudsendelser“. Vil du ikke give ham ret?
Fjernsynets nyhedsudsendelser bringer verdensbegivenhederne lige ind i folks stuer. Problemerne virker derved stærkere og berører os mere personligt. Vi mindes om at den by der trues af udslettelse i et muligt kernevåbenangreb kunne være vor egen, og at de mennesker der er blevet ofre for voldshandlinger eller terrorangreb lige så godt kunne være vore egne nære familiemedlemmer. Disse forhold beviser ikke i sig selv at vi står over for en verdensødelæggelse, men de får det til at virke mere sandsynligt — og spørgsmålet: ’Lever vi på „endens tid“?’ får derved endnu større betydning.
Jesus, Daniel og verdens ende
For mere end 1900 år siden stillede Jesu disciple ham følgende spørgsmål: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning [„verdens ende,“ da. aut.]?“ (Mattæus 24:3) Det tegn Jesus gav dem var sammensat af mange forskellige dele, der tilsammen ville markere „afslutningen på tingenes ordning“. Tag din egen bibel og slå op på Mattæus, kapitlerne 24 og 25, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21, og læs selv om disse dele af tegnet.
Måske vil det overraske dig at det du læser næsten lyder som et sammendrag af dagens nyhedsudsendelse i fjernsynet. Du vil læse om krige, store jordskælv, pestsygdomme og hungersnød i verdensomfattende målestok. Du vil også læse om „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“, og om mennesker der „besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord“. Kan man finde en mere rammende beskrivelse af verdenssituationen som dagens fjernsynsprogrammer skildrer den for os? — Lukas 21:10, 11, 25, 26.
Dette stærke omstændighedsbevis er imidlertid ikke det eneste der peger på at vi lever i „endens tid“. Som vi før bemærkede kan vi finde yderligere vidnesbyrd ved at gå 500 år længere tilbage i historien, til den jødiske profet Daniels tid. Jesus henviste til ham ved navns nævnelse og gjorde opmærksom på opfyldelsen af hans profeti. (Sammenlign Mattæus 24:3, 15, 21 med Daniel 11:31; 12:1, 4.) På denne måde viste Jesus at han ikke anså Daniels ’gammeltestamentlige’ udtalelser for at være forældede eller uden betydning — og det bør vi heller ikke gøre.
Læg mærke til ligheden mellem Daniels og Jesu udtalelser, som vist ovenfor. Spørg derefter dig selv: ’Talte de ikke om det samme?’
Det er tydeligt at Daniel og Jesus profeterede om den samme „endens tid“, den periode hvor Kristus ville være nærværende som konge. Ved afslutningen på denne periode vil han udslette alle sine fjender her på jorden i en stor trængsel. Men Guds folk vil overleve.
Ønsker du at være blandt dem der overlever? Så bør du overveje de vidnesbyrd Daniel fremsætter om „endens tid“. De hjælper os til at vide nøjagtig hvor vi befinder os på tidens strøm ifølge Guds tidsplan.
[Ramme på side 4]
Daniel
„I endens tid . . . står Mikael [Jesus Kristus] frem . . . og der kommer en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til . . . Men til den tid vil dit folk undslippe.“ — Daniel 11:40; 12:1.
Jesus
„Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“
„Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu . . .“
„Blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men . . . de dage [vil] blive afkortet.“ — Mattæus 24:3, 21, 22.