Nyt fra Rigets arbejdsmark

Belønnet for sin trofasthed

FOR 15 år siden lærte fru B. sandheden at kende i Italien. Hun var dengang 15 år gammel. Hun gjorde imidlertid ikke åndelige fremskridt og giftede sig senere med en ikketroende. Men sandhedens sæd var blevet sået i hendes hjerte. For cirka et år siden tog hun på ny imod tilbudet om at studere Bibelen sammen med et af Jehovas vidner og begyndte at overvære møderne. Dette satte hendes mand sig voldsomt imod, og han truede med at smide hende ud hjemmefra. Nogle gange slog han hende så hårdt at hun måtte søge læge. En aften brasede han ind i rigssalen under et møde, slog en broder, smadrede glasset i døren og råbte af raseri.

Da hun kom hjem opdagede hun at manden havde låst hende ude. Hun mistede dog ikke modet men gik hen til politistationen for at anmelde hvad der var sket, og tog derefter hen for at sove hos en tante. To dage efter lod hendes mand hende komme hjem.

Manden, der er godt kendt i byen, begyndte at tale nedsættende om Jehovas Vidner offentligt og at sige at de havde ødelagt hans ægteskab. Præsteskabet bakkede ham op i hans smædekampagne. En præst fik fremstillet nogle selvklæbende mærkater med ordene: „JEHOVAS VIDNER! Forstyr ikke freden i denne familie. TAK!“, og fik dem sat op på dørene i byen. Alle hånede og spottede Jehovas vidner. Trods dette forkyndte brødrene modigt endnu mere ihærdigt end før. De fleste familier havde ikke selv ønsket mærkaten anbragt på deres dør, og man sagde at nogle drenge havde fået 100 lire (cirka 50 øre) af præsten for at klæbe dem op.

I mellemtiden havde hr. B. givet sin kone besked om at forlade hjemmet eftersom han allerede havde taget skridt til at blive lovformeligt skilt. Men forholdene i byen begyndte nu at ændre sig. En lokal radiostation bragte en udsendelse om sagen, og en journalist beskrev den som „et smagløst eksempel i tarvelig opførsel“. Vore brødre forklarede i radioprogrammet at mange familier havde fået sat mærkaterne op imod deres vilje. De var nemlig blevet anbragt på dørene i løbet af natten, selv hos nogle af Jehovas vidner og hos familier der gerne ville have besøg af Jehovas vidner. Radioreporteren omtalte rosende Jehovas vidner som „folk der optræder meget høfligt og særdeles venligt“.

Dagen oprandt da ægteparret skulle give møde i retten hvor den skilsmisse som ægtemanden havde begæret, skulle behandles. Dommeren roste fru B. fordi hun ikke ønskede skilsmisse, og indtil spørgsmålet blev endeligt afgjort i retten gav han hende forældremyndigheden over børnene. Hun fik også ret til at blive boende i hjemmet med børnene, og hendes mand måtte give hende 250.000 lire (cirka 1300 kroner) om måneden. Manden gjorde indsigelse og sagde: „Huset ejes af min moder, så der kan hun ikke bo,“ hvortil dommeren svarede: „De ønsker at være mand og overhoved og at Deres kone skal sige ja til det hele. Nu har hun for en gangs skyld sagt nej — og De bringer hele byen i affekt. Jeg kunne forstå det hvis Deres kone havde været Dem utro, men at hun har valgt den ene tro frem for den anden, har De ingen ret til at blande Dem i.“

Fru B. er nu en lykkelig tjener for Jehova. (Mattæus 5:10) Folk i byen har ændret indstilling og forkynderne får mange gode bibelske samtaler. Alle er enige om at det ikke er Jehovas vidner der forstyrrer familiefreden. Hvis der stadig sidder mærkater på dørene har de ingen betydning.