’Mit bæger er blevet fyldt’

FORTALT AF TARISSA P. GOTT

„HVORFOR skulle dette ske?“ Min mand og jeg kunne ikke lade være med at stille os selv dette spørgsmål da vi sad i en hestetrukken drosche med den lille kiste i vore arme. Vores lille dreng havde fået kolik og var død i løbet af nogle uger. I 1914 vidste man ikke meget om hvad man skulle stille op med denne lidelse. Hvor var det frygteligt at elske sit barn igennem seks måneder og se det smile, for så at opleve døden rive det ud af ens arme. Jeg var sønderknust.

I denne tragiske tid besøgte min mor os og trøstede os med Bibelens håb om en opstandelse. Det betød meget for os. Det trøstede både min mand, Walter, og mig at få at vide at det ville blive muligt at få lille Stanley at se igen.

Dette var imidlertid ikke min første kontakt med sandheden fra Bibelen. Min bedstefar havde på et tidligere tidspunkt anskaffet sig de tre første bind af Studier i Skriften, skrevet af Charles Taze Russell. Det som min bedstefar havde læst heri, samt hans studium af Bibelen, fik ham til at gå ud og forkynde. Dette gjorde de lokale præster så rasende at de smed ham ud af kirkerne i byen Providence i staten Rhode Island, USA. Herefter gik min mor heller ikke i kirke mere men overværede nu bibelstudenternes møder sammen med min bedstefar. Jeg selv gjorde ikke meget ved sandheden på det tidspunkt.

Som 16-årig havde jeg giftet mig med en ung mand ved navn Walter Skillings, og vi slog os ned i Providence. Vi var begge ivrige efter at komme sammen med mennesker der elskede Guds ord. I 1914 var vores datter, Lillian, seks år gammel, men det var først da vores dreng døde at det min mor havde fortalt os om sandheden gik op for os. Året efter, i 1915, blev min mand og jeg døbt af bibelstudenterne. Dåben foregik om sommeren ved den nærliggende strand. Jeg var iført en lang, sort kjortel med høj krave og lange ærmer, ret anderledes end de badedragter man bruger i dag. Det skal dog siges at dette ikke var datidens normale badetøj men en særlig dåbsklædning.

Efter at vi var blevet døbt ændrede vort liv sig. Walter arbejdede for gas- og elektricitetsværket i byen Lynn, og han blev på kolde vinterdage af og til sendt hen til forskellige kirker for at tø deres frosne vandrør op. Han plejede at benytte lejligheden til at skrive skriftstedshenvisninger op på kirkens tavle, skriftsteder der viste hvad Bibelen siger om sjælens udødelighed, treenighedslæren, helvedeslæren og så videre. — Ezekiel 18:4; Johannes 14:28; Prædikeren 9:5, 10.

„Hvor skulle vi så gå hen?“

I 1916 døde Vagttårnsselskabets første præsident, broder Russell, og alt syntes at gå i opløsning. Nu begyndte mange af dem der havde forekommet så stærke og så hengivne mod Herren at falde fra. Det stod klart at nogle havde fulgt et menneske frem for Jehova og Jesus Kristus.

To ældste som præsiderede i vores menighed sluttede sig til modstanderne og gjorde sig derved til medlemmer af ’den onde trælleskare’. (Mattæus 24:48) Alt dette virkede helt forkert i vore øjne, men det skete virkelig, og det gjorde os urolige. Jeg spurgte imidlertid mig selv: ’Var det ikke denne organisation Jehova brugte til at udfri os fra den falske religions lænker? Har vi ikke smagt hans godhed? Hvis vi skulle forlade den nu, hvor skulle vi så gå hen? Ville vi så ikke blot ende med at følge et eller andet menneske?’ Vi kunne ikke indse hvorfor vi skulle slutte os til de frafaldne, så vi blev. — Johannes 6:68; Hebræerne 6:4-6.

Endnu en tragedie

Min mand fik den spanske syge, og den 9. januar 1919 døde han mens jeg selv lå lænket til sengen med den samme sygdom. Jeg kom mig, men savnede Walter utrolig meget.

Eftersom Walter nu var borte måtte jeg selv gå på arbejde. Jeg afviklede vort hjem og flyttede ind hos en åndelig søster. Møblerne fik jeg opmagasineret hos en anden søster i Saugus i Massachusetts, hvis søn, Fred A. Gott, jeg senere blev gift med. Vi giftede os i 1921, og i løbet af de næste tre år fik vi to børn, Fred og Shirley.

Spørgsmålet om flaghilsen

Da Fred og Shirley kom i skole blev spørgsmålet om flaghilsen aktuelt. Sagens kerne var at vi ønskede at følge Bibelens lære om at ’flygte fra afgudsdyrkelse’. (1 Korinther 10:14) En ung broder i menigheden i Lynn havde nægtet at hilse flaget og sværge det troskab. I løbet af en måned blev syv af menighedens børn bortvist fra skolen, deriblandt Fred og Shirley.

Jeg må indrømme at vi selv blev lidt overraskede over det kloge og selvstændige standpunkt vore børn indtog i skolen. Vi havde selvfølgelig lært dem at vise landet og flaget respekt, men vi havde også lært dem Guds bud om ikke at bøje sig for billeder og afguder. Som forældre ønskede vi naturligvis ikke vores børn bortvist fra skolen. Men nu da spørgsmålet var rejst, var det kun naturligt at de tog standpunkt for Guds rige. Vi var glade for at vore børn gjorde det der var rigtigt, og vi havde tillid til at hvis vi stolede på Jehova ville det alt sammen blive til et vidnesbyrd om hans navn.

„Kingdom School“ oprettes

Nu opstod spørgsmålet om hvordan børnene kunne blive undervist. En overgang forsøgte vi selv at undervise dem hjemme ved hjælp af de lærebøger vi kunne skaffe, men det første skoleår var en vanskelig tid for min mand og mig. Min mand havde heltidsarbejde, og jeg vaskede og strøg for andre for at supplere ugelønnen. Desuden havde vi lille Robert på fem år som også skulle passes.

Det var omkring dette tidspunkt, i foråret 1936, at Cora Foster, en søster i menigheden der havde været lærer i Lynns offentlige skoler gennem 40 år, blev afskediget fra sit arbejde fordi hun nægtede at hilse flaget og aflægge national troskabsed, hvilket var meget brugt dengang. Det blev derfor ordnet således at Cora skulle undervise de børn der var blevet bortvist fra skolen, og vort hjem skulle benyttes til det vi kaldte en „Kingdom School“. Cora fik flyttet sit klaver hjem til os sammen med nogle lærebøger som børnene skulle bruge. Nogle af de større drenge lavede borde af appelsinkasser og krydsfiner. Skolen blev påbegyndt det følgende efterår med ti børn i klassen.

Vores yngste søn, Robert, begyndte sin skolegang i første klasse i „Kingdom School“. „Før vi gik i gang med skolearbejdet,“ mindes Robert, „sang vi hver dag en af Rigets sange, og derefter studerede vi i en halv time vagttårnslektien til den følgende uge.“ Dengang udarbejdede Selskabet ikke spørgsmål til paragrafferne i studieartiklerne, så det blev børnenes opgave at finde på spørgsmål til paragrafferne som derefter blev brugt ved menighedens møde.

Cora var en meget ihærdig lærer. „Da jeg fik kighoste,“ husker Robert, „og skolen blev lukket indtil den smitsomme sygdom var taget af, besøgte Cora Foster hver enkelt elev i deres hjem for at give dem lektier for.“ Men trods sin nidkærhed må hun til tider have følt sig noget frustreret, for hun måtte i samme værelse undervise elever der befandt sig på 12 forskellige klassetrin. Mod slutningen af den femårige periode hvor der var skole i vort hjem, var der 22 børn i klassen.

Fordom og venlighed

Spørgsmålet om flaghilsen medførte ikke blot prøvelser og vanskeligheder men også megen omtale i aviser og radio. Det var ret almindeligt at se fotografer foran vort hjem der tog billeder af børnene når de ankom til „Kingdom School“. Mange af vore naboer, der førhen havde været venlige, blev nu fjendtligt indstillet. De mente at det var uhyrligt at vore børn nægtede at hilse det amerikanske flag. ’Er det ikke dette land der giver jer brød og smør?’ spurgte de. De kunne ikke indse at hvis ikke det havde været for Jehova ville der hverken have været brød eller smør at få.

I modsætning hertil var der andre der forstod hvad det virkelig drejede sig om og derfor støttede os. Engang da folk i nabolaget boykottede en købmandsbutik hvor menighedens præsiderende tilsynsmand arbejdede som bestyrer, købte en velhavende person der interesserede sig for borgerrettigheder de fleste af varerne i butikken og delte dem gratis ud til brødrene i menigheden.

Det var først i 1943, da De Forenede Staters højesteret ændrede indstilling til flaghilsenspørgsmålet, at vores søn Robert kunne komme i den offentlige skole.

’Mit bæger er blevet fyldt’

Hvor det glædede mig at se Robert indvi sit liv til Jehova og blive døbt ved stævnet i St. Louis i 1941. Det var også ved dette stævne at alle vore tre børn havde det privilegium at være blandt dem der modtog et gratis eksemplar af bogen Børn, der blev uddelt af broder Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident.

I 1943 begyndte vores ældste søn, Fred, i heltidstjenesten som pioner. Men det varede kun ved i få måneder. Den anden verdenskrig rasede, og han var i den værnepligtige alder. De lokale udskrivningsmyndigheder nægtede at betragte ham som en ordets tjener, hvilket ville have fritaget ham for militærtjeneste, og han blev derfor idømt tre års fængsel i forbundsfængselet i Danbury i staten Connecticut. I 1946 blev han løsladt, og i slutningen af dette år blev han antaget på heltidsbasis ved Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, hvor han tilbragte adskillige år. Nu er han tilsynsmand i Providence i Rhode Island hvor han tjener sammen med sin familie.

I 1951 blev Robert også indbudt til at komme på Betel, og der har han været lige siden sammen med sin kone, Alice. Også han er tilsynsmand og tjener i en menighed i New York.

Desuden har jeg min kære datter, Shirley, der er blevet herhjemme. Hun tog sig af både min mand og mig indtil min mand døde i 1972. Siden da har hun været mig til stor trøst. Jeg kan egentlig ikke forestille mig hvordan jeg skulle have klaret mig uden hendes hjælp, og jeg er Jehova dybt taknemmelig for hendes kærlighed og hengivenhed.

I dag er jeg 95 år gammel, men trods alderen står håbet om Jehovas nye ordning klarere for mig end nogen sinde. Af og til siger jeg til mig selv: „Bare jeg havde de samme kræfter som for år tilbage.“ Jeg kan ikke længere gå fra hus til hus, men så længe jeg har talens brug vil jeg fortsætte med at prise Jehova. Dette privilegium påskønner jeg mere i dag end nogen sinde før i mit liv. Ja, ’mit bæger er blevet fyldt’. — Salme 23:5.

[Illustration på side 21]

Undervisning i „Kingdom School“ i vort hjem i 30’erne

[Illustration på side 23]

Tarissa Gott med Robert, Shirley og Fred