Nyt fra Rigets arbejdsmark
Jehova velsigner sine uangribelige vidner på Cypern
JESUS sagde til sine disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Og Jehova sagde gennem sin profet Esajas: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ (Esajas 54:17) Begge disse forudsigelser har vist sig at være sande på Cypern, hvor Jehovas uangribelige vidner er travlt optaget af at forkynde den gode nyhed.
◻ „Den græsk-ortodokse kirkes præster har gjort alt hvad de kunne for at undergrave vort arbejde,“ siges der i en rapport fra Cypern. „De uddeler brochurer hvori vi anklages for alt muligt, og de siger til folk at de ikke må tale med Jehovas vidner. De besøger endda dem der studerer Bibelen med Jehovas vidner og forsøger at få dem fra det. I Pafos prøvede en præst at overtale tre forskellige til at holde op med at studere Bibelen. Uafhængigt af hinanden indbød de alle tre en broder til en samtale med præsten. Heldigvis er de nu alle tre aktive inden for organisationen.“ Dette irriterede selvfølgelig præsten. Han sagde: „Jeg vil aldrig mere diskutere med Jehovas vidner.“ Nogle præster er endda gået så vidt som til at overfalde brødre der gik fra hus til hus. Som regel giver præsternes bestræbelser dog bagslag, og flere tager nu standpunkt for Jehova.
◻ Følgende oplevelse fra Cypern viser at man bliver velsignet hvis man bevarer sin uangribelighed under modstand. En kvinde var blevet alene med sin lille datter da hendes mand var blevet dræbt under krigen i 1974, og hun havde senere giftet sig igen. Præsteskabets hykleri og de usikre fremtidsudsigter havde frataget hende alt håb, og hun begyndte derfor at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hun tog hurtigt imod sandheden fra Guds ord og begyndte at fortælle sine slægtninge om det hun lærte. Dette blev indledningen til modstanden. Den største prøve kom da hendes 15-årige datter sagde: „Jeg har mistet min far, og hvis du ikke holder op med at studere med Jehovas vidner vil jeg ikke længere betragte dig som min mor. Så vil jeg hellere være forældreløs.“ Dette fik imidlertid ikke kvinden til at holde op med at studere Bibelen.
En dag besøgte kvindens datter en ven der var indlagt på hospitalet. Patienten i sengen ved siden af havde besøg af både et Jehovas vidne og en præst. Forkynderen og præsten begyndte at tale sammen. Pigen lagde mærke til at forkynderen var rolig og taktfuld, og at han forklarede sit standpunkt ved hjælp af Bibelen. Præsten var derimod aggressiv. Han hævede stemmen, og ikke en eneste gang slog han op i Bibelen. Det gjorde indtryk på pigen at forkynderen var så venlig og at han brugte Bibelen. Da et ægtepar fra Jehovas vidner samme aften besøgte pigens moder for at studere Bibelen med hende, fortalte pigen om episoden på hospitalet og spurgte forkynderne: „Kunne I ikke også studere med mig?“ Pigen studerer nu to gange om ugen, moderen er blevet en døbt forkynder, og der er også blevet oprettet et studium med hendes mand.
Ja, det er tydeligt at Jehova velsigner sine uangribelige tjenere på Cypern!
[Illustration på side 7]
Apostelen Paulus kom også ud for modstand i Pafos