Vi tjener som Jehovas tillidsfulde medarbejdere
„Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — MIKA 6:8.
1. På hvilket bibelsk grundlag kan alle Jehovas tjenere i dag kaldes hans „medarbejdere“?
DEN kristne apostel Johannes skrev: „Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os, at vi kan kaldes Guds børn; og det er vi.“ (1 Johannes 3:1) Og apostelen Paulus sagde om sig selv og sin ledsager Apollos: „Vi er Guds medarbejdere.“ (1 Korinther 3:9) Begge disse udtalelser blev fremsat af, og sigter til, salvede disciple af Jesus Kristus, men i princippet gælder de alle Guds sande tjenere. De kunne derfor omskrives til: ’Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os, at vi kan være hans medarbejdere.’
2. Hvordan er det muligt at Jehovas tjenere kan være hans medarbejdere?
2 Hvordan er det muligt at svage og ufuldkomne mennesker kan være medarbejdere for den store Skaber, der besidder en uendelig magt og visdom, er fuldstændig retfærdig og kaldes den personificerede kærlighed? Det skyldes at Skaberen og hans medarbejder, Ordet eller Logos, dannede vore første forældre i deres billede. (1 Mosebog 1:26, 27; Johannes 1:1) De fik altså et vist mål af visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Det var derfor Jehova gennem sin profet kunne sige til sine tjenere på jorden: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8.
3. Hvad er det logisk at antage angående ordene i Mika 6:8, og hvad er en betingelse for at man kan blive en af Jehovas medarbejdere?
3 Det synes logisk at antage at der efter spørgsmålet: „Hvad kræver Jehova af dig . . . ?“ følger en kort men nøjagtig redegørelse for menneskets ansvar over for sin Gud og sine medmennesker. I hvilket omfang dette er tilfældet skal vi se i denne artikel. Det siger sig selv at ikke alle og enhver kan vandre med Jehova. Man må så at sige ’have en aftale med ham først’. (Amos 3:3) Hvad vil det sige? Jo, man må have indviet sig uforbeholdent til Jehova og symboliseret dette ved vanddåben, som det fremgår af den foregående artikel. Hvad betyder ordene i Mika 6:8 for dem der har gjort dette?
’At øve ret’
4. Hvad vil det dybest set sige ’at øve ret’?
4 Det første krav der stilles er at man skal ’øve ret’. Som Jehova Guds medarbejdere bør vi altid have en god samvittighed. ’At øve ret’ vil dybest set sige at gøre det vi ved er rigtigt, det Gud kræver af os. Dette indebærer at vi skal opfylde vore forpligtelser, hvoraf den vigtigste er at tjene Jehova med udelt hengivenhed. (Nahum 1:2) Han tolererer ingen rivaliseren. Vi kan ikke trælle for to herrer. — 1 Korinther 10:22; Mattæus 6:24.
5. Hvordan viste Jesus Kristus at han elskede retfærdighed og hadede ugudelighed?
5 For ’at øve ret’ må vi desuden ’elske retfærdighed og hade ugudelighed’ ligesom Jesus Kristus gjorde. På grund af sin kærlighed til retfærdighed bevarede han sig „ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Salme 45:7; Hebræerne 7:26) Og fordi han hadede ugudelighed var det med retfærdig harme han revsede datidens hykleriske og begærlige religiøse ledere. — Mattæus 23:13-36; Johannes 8:44.
6. Hvorfor er det ikke nok at vi undgår det onde fordi det er forbudt?
6 Som det fremgår af Jesu eksempel er det ikke nok at man elsker retfærdighed. Man må også hade — ja, afsky, væmmes ved, føle lede ved — det onde. Eftersom vore tilbøjeligheder er onde fra ungdommen af og vort hjerte er bedragerisk og forræderisk, er det ikke nok at vi bare betragter det onde som noget der er forbudt. (1 Mosebog 8:21; Jeremias 17:9) Medmindre vi kæmper en hård kamp mod syndige tilbøjeligheder og fristelser, vil vi bukke under for dem. Vi må nære den samme afsky for det onde som Pinehas gav udtryk for da han med en lanse gennemborede et par der var forenet i den umoralske tilbedelse af Ba’al-Peor. — 4 Mosebog 25:5-8.
7. Hvilket vidnesbyrd har vi om at Jehova ikke kan bruge ugudelige mennesker som sine medarbejdere?
7 Jehova ønsker ikke og kan ikke bruge nogle medarbejdere der er onde eller ugudelige. Det fremgår klart af Salme 50:16-18, hvor vi læser: „Men til den ugudelige skal Gud sige: ’Hvilken ret har du til at opregne mine forordninger og tage min pagt i din mund? Nej, du hader tugt og kaster mine ord bag dig. Når som helst du så en tyv, søgte du at vinde hans velvilje; og med ægteskabsbrydere havde du fællesskab.’“
8. Hvilken hændelse understreger at det kan blive til stor forsmædelse for Guds navn hvis vi begår overtrædelser?
8 Vi er måske travlt optaget af tjenesten for Jehova og forkynder nidkært den gode nyhed om Guds rige, men hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at udvise selvbeherskelse kan vi komme til at begå en overtrædelse på grund af vore kødelige svagheder, og dette kan bringe forsmædelse over Jehovas navn. For få år siden begik en ældste for eksempel ægteskabsbrud med en søster hvis mand var ikketroende. Den aften det blev bekendtgjort at broderen var blevet udstødt, trængte den rasende ægtemand ind i rigssalen med et haglgevær og skød mod sin kone og den tidligere broder. Ingen af dem blev dræbt, men dagen efter var hændelsen på forsiden af De Forenede Staters største avis. Ja, der er ingen tvivl om at overtrædelser resulterer i at Jehovas navn bliver spottet. — Ordsprogene 6:32.
9. Hvad må vi vogte ifølge Ordsprogene 4:23, og hvorfor?
9 Denne vejledning er derfor meget aktuel: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ (Ordsprogene 4:23) Vi må tugte os selv så vi ikke lader vort symbolske hjerte dvæle ved noget forkert. Fjernsynet, bladene og de andre medier bærer i stadig højere grad præg af urenhed, deriblandt pornografi. Derfor må vi passe omhyggeligt på hvad vi ser, lytter til og læser. Men det er også vigtigt at vi er opmærksomme på vore tanker! Man kan måske finde en vis tilfredsstillelse ved at dvæle ved seksuelle fantasier som man ikke har til hensigt at realisere. (Mattæus 5:28) Men alligevel resulterer sådanne fantasier ofte i onde handlinger. I stedet for at dvæle ved sådanne ting bør vi bære åndens frugt selvbeherskelse, og følge vejledningen i Filipperbrevet 4:8. — Galaterne 5:22, 23.
’At elske loyal hengivenhed’
10, 11. (a) Hvilken forskel er der på trofasthed og loyalitet? (b) Hvordan viste Guds søn trofasthed og loyalitet?
10 Det andet krav der nævnes i Mika 6:8, er at vi skal ’elske loyal hengivenhed’. The New English Bible gengiver dette med ’elske loyalitet’. En fodnote i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen viser at det hebraiske ord chæʹsædh, der oversættes med „loyal hengivenhed“, også kan gengives med „loyal kærlighed“. Ifølge forskellige ordbøger „indebærer loyalitet hårdnakket modstand mod enhver fristelse til at svigte eller forråde“. „Loyal har en mere udvidet betydning end trofast, idet loyalitet omfatter tanken om at ville holde fast ved og kæmpe for en person eller ting, også selv om risikoen for at tabe er stor.“ Interessant nok anvendes disse to ord også på lidt forskellige måder i Bibelen. Ordet „loyal“ bliver for eksempel aldrig brugt om døde ting, men det gør „trofast“ gentagne gange. Således kaldes månen „et trofast vidne i skyen“. (Salme 89:37) I nogle oversættelser kaldes Guds udtalelser også trofaste, det vil sige pålidelige.a (Åbenbaringen 21:5; 22:6; Kalkar, Lindberg, Skat-Rørdam) Det er imidlertid kun Jehova Gud og hans godkendte tjenere der tilskrives loyalitet. Om Jehova læser vi for eksempel: „Mod den loyale handler du loyalt.“ — 2 Samuel 22:26.
11 Guds søn var trofast og loyal over for Jehova i himmelen. På jorden gennemgik han prøver og beviste ved sin lydighed at han også var trofast og loyal som mennesket Jesus Kristus. Dette fremgår af Hebræerbrevet 5:7-9, hvor der står: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“
Loyalitetsprøver
12. Hvad kan sætte vor loyalitet på prøve, og hvordan har nogle reageret på sådanne prøver?
12 Loyalitet mod Jehova kræver at vi også er loyale mod hans tjenere på jorden, vore trosfæller. Det understregede apostelen Johannes med ordene: „Den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Johannes 4:20) Andres fejl vil måske sætte vor loyalitet mod vore trosfæller på prøve. Nogle er for eksempel blevet borte fra de kristne møder med den begrundelse at én havde fornærmet dem, men derved viser de blot at der er en brist i deres loyalitet mod Jehovas organisation. En anden prøve på vor loyalitet opstår når de brødre Jehova har givet den opgave at føre an, træffer forkerte afgørelser. Nu og da har nogle brugt sådanne fejlskøn som en undskyldning for at tage anstød og afskære sig selv fra Jehovas synlige organisation. Men er det med rette de gør dette? Bestemt ikke!
13. Hvorfor er det aldrig berettiget at man afskærer sig fra Jehovas organisation, og hvilke andre muligheder har de illoyale der alligevel gør det?
13 Hvorfor er det ikke med rette at sådanne forlader Guds organisation? Fordi hans ord giver os denne forsikring: „Stor fred har de der elsker [Jehovas] lov, og for dem er der ingen snublesten.“ (Salme 119:165) Desuden har vi fået befaling til at ’have inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder’. (1 Peter 4:8; Ordsprogene 10:12) Men lad os engang antage at én stod i begreb med at afskære sig selv fra Jehovas folk. Hvor kunne han gå hen? Ville han ikke have det samme problem som apostlene havde da Jesus spurgte dem om de også ville forlade ham? Apostelen Peter svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Johannes 6:68) Der er ingen andre steder man kan gå hen, undtagen til „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, eller til Satans politiske „vilddyr“. (Åbenbaringen 13:1; 18:1-5) De fleste af de illoyale som har forladt Jehovas synlige organisation har gjort fælles sag med dem der er tilsluttet „Babylon den Store“, som vanærer Gud.
’At vandre beskedent med Gud’
14, 15. (a) Hvad ligger der i ordet „beskedenhed“? (b) Hvilken betydning af ordet er vi her interesserede i, og hvorfor? (c) Hvorfor bør kristne have en ’mådeholden opfattelse af deres evner og værd’?
14 Ordet „beskeden“ har flere forskellige betydninger. Det kan hentyde til noget der „i sit ydre bærer præg af, ved sin størrelse vidner om fordringsløshed, nøjsomhed; lidet fremtrædende ell. prunkende“. (Ordbog over det danske Sprog) Det kan også betyde „det at følge konventionen med hensyn til påklædning og opførsel“. (1 Timoteus 2:9) Endelig er der den betydning af ordet som vi især er interesserede i, nemlig det at man kender sin begrænsning og „har en mådeholden opfattelse af sine evner og sit værd“. Vi kan ikke være Jehovas medarbejdere hvis vi er kloge i egne tanker og derfor henleder opmærksomheden på os selv i stedet for på Jehova Gud.
15 Det er tilsyneladende betydningen „en mådeholden opfattelse af sine evner og sit værd“ der ligger i det hebraiske ord som i Mika 6:8 gengives med ’beskeden’. Dette fremgår af den måde ordet anvendes på det eneste andet sted det forekommer i De Hebraiske Skrifter. I Ordsprogene 11:2 stilles det op som en modsætning til overmod, der er en følge af at man har for høje tanker om sig selv. I dette vers står der: „Kommer der overmod, da kommer der vanære, men hos de beskedne er der visdom.“ Beskedenhed går hånd i hånd med frygt for Jehova, der også forbindes med visdom. (Salme 111:10) Beskedne mennesker nærer frygt for Jehova fordi de har indset hvor stor forskel der er på dem og Gud, på Jehovas retfærdighed og magt og deres egen ufuldkommenhed og svaghed. De vil derfor arbejde på deres frelse med frygt og bæven. — Filipperne 2:12.
16. Hvilke skriftsteder viser hvorfor kristne bør være beskedne?
16 Der kan nævnes mange gode grunde til at Jehovas medarbejdere bør være beskedne. Uanset hvor vise, fysisk stærke eller materielt velstående vi er, har vi ikke grund til at prale. (Jeremias 9:23) Hvorfor ikke? På grund af det princip der fremsættes i Første Korintherbrev 4:7: „Hvem gør dig til noget særligt? Ja, hvad har du som du ikke har fået? Og hvis du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da som om du ikke havde fået det?“ Vi har heller ingen grund til at prale af de resultater vi har i forkyndelsen, for hvad læser vi i Første Korintherbrev 3:6, 7? Der skrev Paulus: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ Jesu ord i Lukas 17:10 bør også hjælpe os til at være beskedne, for han sagde: „Når I har gjort alt det I har fået besked på, [skal I] sige: ’Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.’“
17. Hvorfor er det klogt at være beskeden?
17 Det er helt afgjort det klogeste at vise beskedenhed. Hvis vi er beskedne vil vi være tilfredse uanset hvor vi har den forret at tjene. Vi vil heller ikke være ærgerrige og ustandselig søge at brillere, men vi vil ydmygt opføre os som „en af de mindre“. (Lukas 9:48) Vi vil have samme indstilling som salmisten der skrev: „For én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre. Jeg har valgt at være ved tærskelen til min Guds hus fremfor at færdes i ugudeligheds telte.“ (Salme 84:10) Hvis vi er beskedne vil vi desuden nære en kærlighed som vil bevæge os til at gå foran med at vise andre ære. — Romerne 12:10.
Beskedenhed klæder unge
18. (a) Hvorfor klæder beskedenhed især unge? (b) Hvilke oplysninger om tidens unge viser at der er behov for beskedenhed?
18 Det er især passende at kristne unge er beskedne. Her satte Elihu et godt eksempel. Han kendte de rigtige svar, men var alligevel villig til at vente respektfuldt til de ældre mænd havde talt. (Job 32:6, 7) Mange unge er tilbøjelige til at være lidt for selvsikre; de kender ikke deres begrænsning. Fordi de er fysisk stærke og har tilegnet sig en vis kundskab ser de måske ned på dem der er ældre end de selv er. Men kundskab er ikke det samme som visdom; visdom er anvendelse af kundskab. Det er tankevækkende at godt halvdelen af dem der dømmes for overtrædelser af straffeloven her i landet er mellem 15 og 24 år. Fra De Forenede Stater meddeles det at „den vigtigste dødsårsag blandt amerikanere i alderen 15-24 år er kørsel under påvirkning af spiritus eller narkotika“. „Flere og flere teenageægteskaber ender med skilsmisse“ i Amerika, men „der er større sandsynlighed for at ægteskabet vil holde hvis bruden og brudgommen har opnået større modenhed før de går til alteret“.
19. Hvilket bibelsk råd gør unge vel i at tage til sig?
19 Hvor er Guds ords vejledning derfor vís! Unge befales at ære deres fader og moder og at være lydige mod dem i alt. (Efeserne 6:1-3; Kolossenserne 3:20) Og især unge bør tage dette kloge råd til sig: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:5, 6.
20. Hvilke belønninger kan alle indviede og døbte se frem til hvis de følger vejledningen i Mika 6:8?
20 Hvilken belønning kan vi se frem til hvis vi ’øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med vor Gud’ efter at vi gennem indvielse og dåb har vist at vi stoler på Jehova? Som det vigtigste vil vi opnå Jehovas godkendelse fordi vi opfylder hans krav, og vi vil glæde hans hjerte fordi vi er med til at hellige hans store og frygtindgydende navn. (Ordsprogene 27:11) Desuden vil vi i vort eget liv erfare sandheden i princippet om at „gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.
[Fodnote]
a I den vestlige del af De Forenede Stater ligger der en gejser som i mange år gennemsnitlig har været i udbrud hvert 65. minut. Den har derfor gjort sig fortjent til sit navn, ’Gamle Trofaste’.
Hvad vil du svare?
◻ Hvad kræver det ’at øve ret’, i overensstemmelse med Mika 6:8?
◻ Hvordan berøres vort forhold til vore trosfæller af vor loyalitet mod Jehova?
◻ Hvorfor bør vi ’vandre beskedent med Gud’?
◻ Hvorfor klæder beskedenhed især kristne unge?
[Illustration på side 17]
Vogter du dit hjerte ved at passe omhyggeligt på hvad du ser, lytter til og læser?
[Illustration på side 18]
Peter vidste at Jesus havde „det evige livs ord“ og at der derfor ikke var andre steder at gå hen. Er du lige så besluttet på at forblive loyal mod Jehovas organisation?