Guds ord — Vidnesbyrd om Bibelens ægthed

Er det sandt — at Bibelen op gennem tiden er blevet overleveret uden forandringer?

— at de tusinder af variationer der findes i håndskrifterne til Bibelen svækker dens påstand om at være Guds ord?

INDEN du svarer på disse spørgsmål bør du overveje nogle af de oplysninger der for nylig blev fremlagt på en udstilling med temaet „Guds ord“ som blev afholdt i Chester Beatty-biblioteket i Dublin.

Skønt Chester Beatty-papyrushåndskrifterne er lasede, ufuldstændige og medtagne af alder, er de ikke desto mindre de mest værdifulde håndskrifter i bibliotekets samling. De blev udgravet omkring 1930 på en koptisk (egyptisk) kirkegård. Om dette fund har Sir Frederic Kenyon sagt at „kun fundet af Codex Sinaiticus kan måle sig med det“.

Disse håndskrevne papyrussider i kodeksform stammer fra det andet, tredje og fjerde århundrede. Bibliotekaren Wilfrid Lockwood siger at nogle af afskrifterne „udmærket kan være fremstillet mindre end hundrede år efter originalmanuskripterne“. (Kursiveret af os.) En af kodekserne omfatter de fire evangelier og Apostelgerninger. En anden omfatter de fleste af apostelen Paulus’ breve, deriblandt brevet til hebræerne.

Afskrivningen af sådanne manuskripter var et trivielt og trættende arbejde, og muligheden for at begå fejl var stor. Uanset hvor omhyggelig afskriveren var, kunne han let komme til at læse et bogstav forkert eller springe en linje over. I nogle tilfælde var afskriveren mere interesseret i at gengive ånden og meningen i originalteksten end de enkelte ord. Når man senere skrev af fra sådanne afskrifter kopierede man således også fejlene. Tekstforskere har på grundlag af gennemgående variationer opdelt håndskrifterne i familier. Chester Beatty-papyruserne, som er de ældste og betydeligste håndskrifter der findes til den græske del af Bibelen, gav imidlertid forskerne et uventet nyt syn på tingene, eftersom de ikke kunne anbringe dem i nogen af de kendte håndskriftfamilier.

Før Jesu tid — navnlig efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. og den påfølgende spredning af jøderne — blev der fremstillet mange håndskrevne kopier af De Hellige Hebraiske Skrifter. Omkring år 100 f.v.t. benyttede jødiske lærde sådanne afskrifter til at fastlægge en hebraisk tekst der var antagelig for ortodokse jøder.

De fastlagde også klare regler for at sikre en nøjagtig afskrivning af teksten. De specificerede hvilke materialer der måtte benyttes og tilmed størrelsen af og afstanden mellem bogstaverne, ordene, linjerne og spalterne. „Ikke et eneste ord eller bogstav, end ikke et jódh [det mindste bogstav i det hebraiske alfabet], må skrives fra hukommelsen,“ sagde de. Ud fra disse forskrifter fremstillede afskriverne ruller som Toraen (loven), der består af de fem første bøger i Bibelen, samt Esters bog. Om sådanne hebraiske håndskrifter siger udstillingskataloget at de „udviser en imponerende grad af ensartethed“.

Hvor alvorlige var de fejl der sneg sig ind i de hebraiske og de kristne græske håndskrifter? „Det bør understreges,“ siger Wilfrid Lockwood, „at afvigelserne mellem bibelhåndskrifterne er ubetydelige i sammenligning med dem man finder i håndskrifter til den hedenske litteratur . . . Den kristne lære er ikke på noget punkt blevet berørt af afskriverfejl.“ — Kursiveret af os.

Bibelens bøger fra både før og efter Jesu tid blev oversat til andre sprog. En af de ældste udgaver er Den Samaritanske Pentateuk. Samaritanerne bosatte sig i det område der havde tilhørt tistammeriget Israel, efter at kongen af Assyrien havde ført israelitterne i fangenskab i 740 f.v.t. De antog visse elementer fra jødernes gudsdyrkelse og anerkendte kun Pentateuken, de fem første bøger i Bibelen. Den samaritanske tekst til disse bøger, der er skrevet med en form for oldhebraiske skrifttegn, indeholder 6000 afvigelser fra den hebraiske tekst. „De fleste af dem,“ oplyser udstillingskataloget, „har kun ringe betydning for selve teksten men er interessante idet de muligvis giver indblik i den gamle udtale eller grammatik.“

I det tredje århundrede før vor tidsregning fremstillede jødiske skriftlærde i Alexandria i Ægypten den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter, der efterhånden kom i brug blandt græsktalende jøder i hele den dakendte verden. Skønt jøderne med tiden holdt op med at anvende den, blev den de første kristne menigheders bibel. Når kristne bibelskribenter citerede fra De Hellige Hebraiske Skrifter, benyttede de sig af Septuaginta. Chester Beatty-papyruserne til De Hebraiske Skrifter indeholder 13 sider af Daniels bog ifølge Septuaginta.

Senere blev der fremstillet udgaver af Bibelen på sprog som latin, koptisk, syrisk og armensk. Udstillingen viste et eksempel på en koptisk udgave af en del af Bibelen, i kodeksform, skrevet på fint pergament, fra det sjette eller syvende århundrede. Sådanne udgaver er en hjælp for bibelforskere og tekstkritikere, eftersom de almindeligvis er meget ordret oversat fra de græske håndskrifter oversætterne havde adgang til. „Hvis den græske tekstudgave oversætteren benyttede var god,“ forklarer Wilfrid Lockwood, „er det klart at en sådan udgave vil være en betydningsfuld hjælp i arbejdet med at finde frem til den oprindelige græske ordlyd.“

I bibliotekets udstilling findes et meget værdifuldt og enestående skrift. Det er en kommentar fra det fjerde århundrede, af en syrisk skribent ved navn Ephraem, til værket Diatessaron af Tatian. Omkring år 170 fremstillede Tatian en samlet beretning om Jesu liv og tjeneste ved at sammenstille passager fra de fire evangelier (Diatessaron betyder „gennem fire“). Eftersom der ikke længere eksisterer afskrifter af dette værk, satte nogle kritikere i forrige århundrede spørgsmålstegn ved om der nogen sinde har eksisteret en sådan evangelieharmoni. Disse kritikere hævdede at de fire evangelier ikke var blevet skrevet før midten af det andet århundrede.

Men i løbet af de sidste hundrede år har fund af oversættelser af Diatessaron til armensk og arabisk tvunget den højere bibelkritik på tilbagetog. Endelig, i 1956, erhvervede Chester Beatty denne enestående kommentar fra det femte eller sjette århundrede, der indeholder lange passager fra Tatians oprindelige værk. „Det slog unægtelig en pæl igennem påstanden om at de fire evangelier ikke var udbredt i det område,“ siger Wilfrid Lockwood.

Udstillingen „Guds ord“ er en påmindelse om det væld af materiale bibelforskere og tekstkritikere har til rådighed. En af disse forskere, Sir Frederic Kenyon, forklarer betydningen af alle de bibelhåndskrifter man har fundet og svarer samtidig på de spørgsmål der blev stillet i indledningen:

„Det virker måske foruroligende på nogle at skulle skille sig af med den opfattelse at Bibelen op gennem tiden er blevet overleveret uden ændringer . . . Det er betryggende at man til sidst kan konstatere at det samlede resultat af alle disse fund og hele dette studium støtter beviset for Bibelens ægthed og vor overbevisning om at vi nu i alt væsentligt har det sande Guds ord i sin oprindelige skikkelse.“ (The Story of the Bible, side 113) — Salme 119:105; 1 Peter 1:25.

[Illustration på side 27]

Papyrushåndskrift fra det tredje århundrede — 2 Korinther 4:13–5:4

[Kildeangivelse]

Gengivet med tilladelse af Chester Beatty-biblioteket

[Illustration på side 28]

Esters bog på ruller af læder og fint skind, fra det 18. århundrede

[Kildeangivelse]

Gengivet med tilladelse af Chester Beatty-biblioteket

[Illustration på side 29]

Kodeks af fint skind fra det 6. eller 7. århundrede — Johannes 1:1-9, koptisk udgave

[Kildeangivelse]

Gengivet med tilladelse af Chester Beatty-biblioteket

[Illustration på side 30]

Kodeks af fint skind fra det 5. eller 6. århundrede — Ephraems kommentar (på syrisk), indeholdende brudstykker af Tatians Diatessaron

[Kildeangivelse]

Gengivet med tilladelse af Chester Beatty-biblioteket