Spørgsmål fra læserne
◼ Blev Lovpagten ophævet da Jesus døde på marterpælen? Hvornår blev den erstattet af den nye pagt?
Mange har stillet disse spørgsmål med tre begivenheder i tanke: det at Jesus døde på marterpælen om eftermiddagen den 14. nisan år 33, det at han frembar værdien af sit livsblod i himmelen, og det at han udgød den hellige ånd på pinsedagen i år 33. Ifølge Bibelen blev Lovpagten ophævet og erstattet af den nye pagt på Pinsedagen. Lad os se hvoraf dette fremgår.
Jehova forudsagde at han, når tiden var inde, ville erstatte Lovpagten med „en ny pagt“ der gav rum for fuldstændig tilgivelse af synd, hvilket der ikke var mulighed for under Loven. (Jeremias 31:31-34) Hvornår skulle dette ske?
Den gamle pagt, Lovpagten, måtte først fjernes, og det ville ske når den havde tjent sit formål. (Galaterne 3:19, 24, 25) Apostelen Paulus skrev: „[Gud] tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, med dets bestemmelser, det som gik imod os; og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ (Kolossenserne 2:13, 14) Vil det sige at Lovpagten blev erstattet af den nye pagt i samme øjeblik som Jesus døde?
Nej, for den nye pagt måtte indvies med blod fra det rette offer, og indgås med en ny nation, det åndelige Israel. (Hebræerne 8:5, 6; 9:15-22) Jesus blev oprejst den 16. nisan, og 40 dage senere steg han til himmelen. (Apostelgerninger 1:3-9) Ti dage herefter, på Pinsedagen, udgød han „den lovede hellige ånd“ som han havde modtaget fra sin Fader, over disciplene, og det åndelige Israel blev til. (Apostelgerninger 2:33) Gennem mellemmanden, Jesus Kristus, ville Gud indgå en ny pagt med det åndelige Israel.
Når man tager disse indbyrdes forbundne begivenheder i betragtning, hvornår blev Lovpagten da erstattet af den nye pagt?
Det vil ikke være rigtigt at sige at Loven blev ophævet da Jesus døde. I de 40 dage der gik efter at Jesus var blevet oprejst til liv på et åndeligt plan, men hvori han endnu befandt sig på jorden, overholdt hans disciple stadig Loven. En vigtig del af Lovens forordninger var desuden den at ypperstepræsten en gang om året skulle gå ind i det Allerhelligste. Dette skildrede Jesu opstandelse til himmelsk liv og at han som mellemmand for den nye pagt ville frembære værdien af sit sonoffer for Gud. (Hebræerne 9:23, 24) Dette banede vej for oprettelsen af en ny pagt, som en opfyldelse af Jeremias 31:31-34.
Den nye pagt trådte i kraft da Jehova i gerning viste at han havde godkendt sonofferet. Han udgød sin hellige ånd over Jesu trofaste disciple for at frembringe en ny nation, det åndelige Israel, som består af dem der har del i pagten om Riget. (Lukas 22:29; Apostelgerninger 2:1-4) Dette viste at Gud havde ophævet Lovpagten, idet han billedligt talt havde naglet den til den pæl hvorpå Jesus døde. Lovpagten blev derfor ophævet ved indvielsen eller oprettelsen af den nye pagt på pinsedagen i år 33, da den nye nation, det åndelige Israel, kom til verden. — Hebræerne 7:12; 8:1, 2.
Det er desuden værd at bemærke at Gud ikke fuldstændig vendte det kødelige Israel ryggen da Lovpagten blev ophævet og den nye pagt trådte i kraft på pinsedagen i år 33. I overensstemmelse med Abrahamspagten begunstigede Jehova for eksempel jøderne, proselytterne og samaritanerne i den 70. „uge“, der udløb i år 36. (1 Mosebog 12:1-3; 15:18; 22:18; Daniel 9:27; Apostelgerninger 10:9-28, 44-48) Det tog nogen tid for selv nogle af de salvede jødekristne at vænne sig til at det efter år 33 ikke længere var nødvendigt at overholde Loven. Dette fremgår af det spørgsmål som blev rettet til det styrende råd i år 49 e.v.t. (Apostelgerninger 15:1, 2) I år 70 e.v.t. blev det helt klart at Loven nu var fuldstændig sat ud af kraft, da templet og slægtsregistrene, der havde betydning for Lovens overholdelse, forsvandt idet de blev tilintetgjort af romerne. — Mattæus 23:38.
[Kildeangivelse på side 31]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.