Racemæssig enhed i det urolige Sydafrika
Fortalt af Merlyn Mehl
JEG er sydafrikaner, eller, som jeg betegnes her i landet, farvet sydafrikaner. Desuden er jeg professor ved Western Cape- universitetet, det største overvejende sorte universitet i landet. Jeg har en doktorgrad i fysikundervisning. I de sidste snart 22 år har jeg endvidere været et af Jehovas vidner. Er det som professor eller som Jehovas vidne jeg har fundet racemæssig enhed i dette gnidningernes og konflikternes land?
Opvæksten i Sydafrika
Cape Town, på Afrikas sydspids, er blevet kaldt ’jordens smukkeste kap’. Det er meget bevægende at se op på stjernerne en klar nat i Cape Town. Engang hvor jeg gjorde dette, sagde jeg til en ven: „Hvad er meningen med det hele? Der må da være en mening; men alt hernede virker så meningsløst. Hvordan kan mennesker diskriminere andre så meget? Hvorfor er det hele så uretfærdigt?“
Når man er født i Sydafrika bliver man på et tidligt tidspunkt i sit liv bevidst om diskriminationen. De racemæssige problemer er altdominerende. Fra den tidlige barndom bliver folk holdt adskilt og klassificeret efter race. Vores familie er af de sydafrikanske love blevet klassificeret „farvet“. Som børn lærte vi at de hvide var undertrykkere, mens vi var blandt dem der blev undertrykt. Og da der under vores opvækst så godt som ingen kontakt var mellem racerne, hverken i skolen eller privat, er det forståeligt at vi var mistænksomme over for folk fra andre racer. For os så det ud som om de hvide havde det bedste af alt — både huse, faciliteter og skoler. „Apartheid“, den lovbestemte adskillelse af racerne, blev det mest forhadte ord i vores ordforråd.
Inden jeg var færdig med grundskolen var vores familie nødt til at flytte fra vores hjem i det racemæssigt blandede kvarter hvor min søster og jeg var født. Hvorfor? På grund af zonelovgivningen, der betyder at et bestemt område kan forbeholdes en bestemt race. Vi flyttede så til et andet område, hvor vi boede en del år indtil også dét blev erklæret for „hvidt område“. Derefter flyttede vi igen.
På grund af de tydelige uretfærdigheder tilskyndede både vores forældre og vores lærere os til at være flittige i skolen. Budskabet lød: „I må vise de hvide at I er bedre end dem.“ Dette påvirkede min indstilling til skolen. Jeg var usædvanlig genert, men elskede at lære noget. Det meste af min tid gik med læsning — jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i. Som følge heraf fik jeg min studentereksamen som en af de bedste elever i landet. Det var derfor kun naturligt at jeg ville læse videre på universitetet. Da jeg elskede naturvidenskab og matematik havde jeg ikke svært ved at bestemme mig til at studere naturvidenskab, med fysik og matematik som speciale.
Loven om adskilte universiteter trådte i kraft i 1960 (det år jeg begyndte på universitetet), så jeg var nødt til at læse på et universitet der var forbeholdt min race. Studenterne på disse adskilte universiteter blev omgivet af megen opmærksomhed fra offentligheden. Hvert år bestod jeg med udmærkelse, og fik til sidst en universitetseksamen som mag. scient. i kernefysik. Det skabte megen opmærksomhed, især fordi jeg bagefter blev ansat som den første farvede lærer på Western Cape-universitetet.
Alligevel følte jeg mig på dette tidspunkt meget frustreret. Jeg savnede et svar på livets væsentlige spørgsmål: Hvad er meningen med det hele? Den samtale med min ven som er nævnt ovenfor, fandt sted omkring dette tidspunkt.
Mine spørgsmål bliver besvaret
Hidtil havde religion kun haft ringe indflydelse på mit liv. Som barn kom jeg i den anglikanske kirke, og som 16-årig blev jeg konfirmeret. Men jeg fik aldrig besvaret mine spørgsmål. Da jeg blev voksen kom jeg derfor sjældnere og sjældnere i kirken, og til sidst holdt jeg helt op med at komme der.
Men så en dag besøgte jeg en af mine kolleger fra universitetet. Hans hustru, Julia, viste ud fra Bibelen at der er en løsning på politiske og racemæssige problemer, ikke bare i Sydafrika, men over hele jorden. Jeg var overrasket og skeptisk. Alligevel modtog jeg brochuren Grundlaget for Troen på en Ny Verden og begyndte af nysgerrighed at læse den da jeg kom hjem.
Klokken to næste morgen sad jeg stadig og læste i brochuren! Her var nogle fornuftige argumenter for at Bibelen er sand og at man kan stole på dens profetier og forklaringer på hvorfor menneskeheden kæmper med så mange problemer. Desuden forklarede den hvorfor 1914 er så betydningsfuldt et år, og hvorfor vi kan have håb om en retfærdig ny ordning her på jorden. Dette måtte helt sikkert være sandheden!
Dagen efter tog jeg hen til min kollega igen. „Har du mere læsestof i samme stil?“ spurgte jeg hans hustru. Jeg gik hjem med en stak bøger der behandlede grundlæggende bibelske lærepunkter, profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen, de seks skabelsesdage og meget, meget mere. Noget af det vigtigste var at bøgerne viste at Bibelen ingen steder retfærdiggør racediskrimination, eftersom „Gud ikke er partisk“. (Apostelgerninger 10:34) Jeg læste det hele. Her var svarene på de spørgsmål der altid havde plaget mig. Efter et års tid med koncentreret bibelstudium blev jeg døbt som et af Jehovas vidner. Det skete den 21. november 1967.
Jehovas Vidner er som organisation betragtet fuldstændig fri for racediskrimination og indblanding i politik. De sværger kun troskab mod én regering, Guds rige. For dem er den sociale status ligegyldig. Men i Sydafrika er racespørgsmålet altdominerende. På grund af zonelovgivningen afspejler menighederne den racemæssige sammensætning i det område de ligger i. Derfor var de fleste i Claremont menighed, hvor jeg hørte til, farvede. De få hvide der kom til møderne var enten missionærer eller mænd med tilsynshverv.
Efter alle disse år kan jeg stadig huske to ting som viser hvor svært det er at gøre sig fri af racediskrimination. Ved områdestævnerne plejede de hvide at gå forrest i bespisningskøen, tage deres mad og gå hen og sætte sig for at spise for sig selv, mens vi andre stod og ventede. Det irriterede mig. De hvide forkyndere havde også en tendens til at præsentere deres hustru på denne måde: „Skat, hils på Merlyn. Han studerer Bibelen. — Merlyn, dette er min hustru, søster det og det.“ Mig kaldte de ved fornavn, mens jeg skulle bruge „søster“ eller „broder“. Jeg var rasende!
Men så begyndte jeg at tænke over det. Problemet er at man altid føler at det er modparten der er racist. Og dog vil et racepolariseret samfund som Sydafrika nødvendigvis påvirke alle dets indbyggere. Sandt nok havde nogle af de hvide forkyndere brug for at arbejde på deres indstilling til folk med en anden hudfarve. Men det havde jeg også. På dette punkt giver Bibelen følgende gode råd: „Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarens Barm.“ (Prædikeren 7:9, Kalkar) Ja, jeg måtte arbejde på at være mindre følsom og ikke tillægge alt racistiske undertoner.
Det bør også nævnes at den generelle situation i landet har ændret sig noget siden dengang. Tidligere var det kun et begrænset antal hvide der måtte overvære religiøse sammenkomster med andre racer, og det forlangtes at de spiste separat. Sådan er det ikke længere.
Men vigtigst af alt: Her var en organisation bestående af folk der frivilligt blandede sig med hinanden, som var velkomne i hinandens hjem, og som kaldte hinanden brødre og søstre og virkelig mente det! Denne overbevisning var solidt grundfæstet på bibelske principper. Når der opstår raceuroligheder — i Sydafrika er de næsten uundgåelige — beroliger det mig at tænke på det. Efterhånden som årene er gået har jeg lært at anvende de bibelske principper bedre, og får derved større indre fred når det drejer sig om racespørgsmål. Men man er nødt til at arbejde på det!
Heltidstjenesten
Kort efter min dåb fik jeg et ønske om at gøre mere i tjenesten. Jeg var ugift og havde kun få forpligtelser. Derfor begyndte jeg den 1. oktober 1968 som pioner. Dette skabte en del røre, eftersom det indebar at jeg tog min afsked fra universitetet og afbrød hvad mange betragtede som en strålende karriere. En avisartikel omtalte dette under denne overskrift: „Topvidenskabsmand bliver dommedagsprædikant.“ Snart ledede jeg mere end ti bibelstudier med enkeltpersoner eller familier. Ved et områdestævne blev to af dem døbt, ved det næste fire; derefter syv og så videre.
Den 17. september 1969 giftede jeg mig med Julia, den første forkynder der fremholdt sandheden for mig. Hun havde nogen tid forinden fået en både juridisk og bibelsk begrundet skilsmisse. Dette indebar at jeg øjeblikkelig fik en familie, eftersom hun havde to drenge, John og Leon. Vi besluttede at fortsætte i pionertjenesten så længe det var muligt, og dette viste sig at give drengene en god baggrund samtidig med at det knyttede familien sammen.
Det var en spændende tid at være i heltidstjenesten i begyndelsen af 1970’erne, som de følgende oplevelser viser. En dag mødte vi en dame ved navn Annabel i tjenesten fra hus til hus. Hun modtog med det samme en bibel og bogen Sandheden der fører til evigt liv. (Vi fik senere at vide at hun havde brugt sine sidste penge til det — mælkemanden måtte komme igen ugen efter for at få sine penge.) Lige fra begyndelsen forberedte hun sig godt til det ugentlige bibelstudium, til trods for at hun havde et uroligt lille barn. Hun begyndte også at fortælle sin familie om det hun lærte. Snart efter begyndte hendes mand, Billy, at tage med hende til møderne. Annabels forældre havde givet deres fem børn navne i alfabetisk orden. Hendes søster Beattie begyndte at studere. Charlie og hans hustru begyndte også at studere. Daphne viste ligeledes interesse, og Edna og hendes mand deltog også. I dag har hele denne familie tjent Jehova trofast i mange år. Mændene er ældste eller menighedstjenere, og mange af kvinderne har tjent som pionerer.
Så er der Stanley. Vi mødte ham første gang i hus-til-hus-arbejdet, det sidste besøg på en kold mandag eftermiddag. Men hvilken modtagelse! Hans hustru inviterede os indenfor, og det var tydeligt lige fra begyndelsen at han var meget gudfrygtig. Ja, faktisk havde han lige bedt om hjælp til at forstå Bibelen. Vores første samtale drejede sig om treenighedslæren. Efter at vi havde ræsonneret med ham i en times tid, virkede han overbevist. Ugen efter blev vi mødt med disse ord: „I har ret. Jeg har læst hele ’Det Nye Testamente’ igennem, og der står intet om treenigheden. Jeg tog hen til præsten for at spørge hvorfor han havde vildledt mig. Men han nægtede at tale med mig, så jeg afleverede de kuverter jeg brugte til indsamling af penge fra de andre kirkemedlemmer til ham.“ Og alt dette uden at han havde modtaget en eneste af vore publikationer! Han ønskede at komme til møderne, og vi lovede at hente ham. Men den søndag kom vi fem minutter senere end vi havde lovet. Vi mødte ham cyklende på vej til møde! „Jeg troede I havde glemt mig,“ sagde han. Vi studerede tre gange om ugen, og han blev døbt tre måneder efter at vi havde mødt ham første gang. Stanley har nu tjent i mange år med samme nidkærhed som han havde i begyndelsen.
Julia og jeg har regnet ud at vi gennem årene har haft den forret at hjælpe omkring 50 til at blive Jehovas vidner.
Verdsligt arbejde igen
Efter fire år i pionertjenesten havde vi næsten ikke flere penge tilbage. Leveomkostningerne var steget og drengene blevet større. Vi var kede af det da vi i september 1972 måtte holde op i heltidstjenesten. Hvad skete der derefter? Godt et år senere, den 1. januar 1974, begyndte jeg at holde forelæsninger på universitetet igen, da der blev et job ledigt som fysiklærer. Dette indebar en betydelig forandring. Desuden måtte jeg prøve at undgå at blive fortvivlet over min situation. Med megen støtte fra Julia lykkedes det at klare omstillingen. Det var til stor hjælp at forblive meget aktiv i tjenesten og i menigheden — og blive ved med at ’søge riget først’. — Mattæus 6:33.
Eftersom det forventes at alle der underviser på universiteterne også driver forskning, opstod spørgsmålet om jeg skulle vende tilbage til kernefysik. Jeg havde svært ved at forestille mig at jeg skulle udføre denne form for esoterisk forskning når min fritid blev brugt til at forsøge at lære andre om sandheden fra Bibelen. Det virkede så formålsløst at forske for forskningens egen skyld. Desuden kunne forskning i kernefysik få militær anvendelse, og dette kunne skabe problemer i forbindelse med min kristne neutralitet. — Esajas 2:2-4.
I Sydafrika har universiteter som Western Cape-universitetet mange studerende der benævnes som „ugunstigt stillede“. På grund af en dårlig skoleuddannelse og andre socialøkonomiske faktorer er de dårligt forberedt når de begynder på universiteterne. I mange tilfælde mangler de ikke evnerne — de har bare ikke fået mulighederne. I de sidste 13 år har jeg, som en del af mit arbejde på universitetet, forsket i indlæringsvanskeligheder hos sådanne studerende og arrangeret alternative indlæringsmetoder. Denne forskning har skaffet mig en doktorgrad i fysikundervisning og har resulteret i at jeg er blevet forfremmet til professor. Lignende forskningsprogrammer bliver nu udført på universiteter i De Forenede Stater og Israel. Det er interessant at sammenligne resultaterne af denne forskning med Jehovas Vidners undervisningsmetoder.
En teori udarbejdet af professor Reuven Feuerstein og hans medarbejdere i Israel har fået navnet „formidlet indlæringserfaring“. Teoriens kerne er at børn ikke kun udvikler evnen til at tænke gennem ydre stimuleringer der når dem gennem sanserne, men også ved at et menneske formidler eller fortolker disse stimuleringer for dem. Hvis dette ikke bliver gjort, udvikler børnene ikke deres tænkeevne fuldt ud.
Jehovas Vidner lægger stor vægt på forældrenes rolle som barnets primære lærere. Sådanne forældre bruger mange timer på at gennemgå illustrerede bibelstudiebøger med deres børn, idet de spørger børnene om hvad de ser og hjælper dem til at få fat i meningen med bibelhistorierne. De lægger ikke alene vægt på et ugentligt bibelstudium, men også på en vedvarende undervisning, især i de bibelske principper. (5 Mosebog 6:6-8) Den ovennævnte undersøgelse antyder at forældrene rent faktisk udvikler deres børns intelligens ved at gøre dette.
En anden teori lægger vægt på konstruktivitet, der går ud på at undervisningen ikke bare er en overførelse af viden fra lærerens hjerne til elevens. Den enkelte danner sin egen udlægning af det vedkommende ser, hører og oplever. Det er grunden til at to personer kan høre den samme oplysning og alligevel drage forskellige konklusioner. For at man kan lære effektivt, må man selv arbejde med den viden man erhverver sig.
Det er netop det Jehovas Vidners møder opmuntrer til. Det forventes at alle forbereder sig på det der skal behandles ved mødet. Under selve mødet har tilhørerne mulighed for at kommentere ud fra det de har forberedt. På denne måde opmuntres man ikke alene til at give udtryk for det man har lært, men også til at drage nytte af andres forberedelse.
Indførelsen af undervisning ved hjælp af datamater er blevet hyldet som en hjælp til at gøre undervisningen mere personlig. Ikke desto mindre har den bibelundervisning som forkynderne har benyttet sig af i mange år, vist sig at overgå dette! En lærer hjælper en, to eller tre andre (sjældent flere) til at ræsonnere over trykt materiale om bibelske emner som eleven i forvejen har forberedt sig på. Eleven opfordres til at forklare hvorledes han eller hun forstår stoffet, paragraf for paragraf, hvorefter det drøftes — det kan absolut kaldes et personligt studium af Bibelen. Da Jehovas Vidner anvender disse gode, lærerige principper, er det ikke mærkeligt at de har så stor fremgang. Selvfølgelig behøver de ikke at lære dette på universiteterne. De har det fra en langt mere ophøjet kilde, nemlig Bibelen. — Mattæus 28:19, 20; Johannes 6:45.
Racemæssig enhed erstatter raceuroligheder
Det er nu snart 22 år siden jeg blev et af Jehovas vidner. John og Leon, mine stedsønner, der nu er voksne, er begge døbt og tjener Jehova trofast. I 1976 blev vores søn Graeme født. Det er også en forret at opdrage ham i sandhedens vej. Det har været en velsignelse for vores familie at Julia har kunnet tage pionertjenesten op igen, mens jeg har mulighed for at være hjælpepioner mindst tre gange om året. Rundt omkring os her i Sydafrika optrappes racehadet. Det kan aflæses af graffittien, og det ligger i luften. Men midt i al denne racepolarisering finder der et mirakel sted. Med statens lempelse af lovene om selskabeligt samvær racerne imellem, er Jehovas vidner nu i stand til at samles forholdsvis frit, især ved de store stævner. Jeg har haft den forret at deltage i organiseringen af nogle af disse stævner for alle racer. Ved dem er der ingen racediskrimination — folk der lærer Bibelens høje normer er helt farveblinde hvad dette angår! Her er folk som ser på hvad andre indeholder og ikke kun på hvilken farve deres hud har.
Jehovas Vidner udgør i dag det eneste sande og verdensomspændende broderskab. I den nye tingenes ordning vil Jehova snart „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. Sammen med millioner af mine brødre og søstre i hele verden ser jeg frem til den dejlige, retfærdige nye verden hvor ingen vil være racister. — Åbenbaringen 21:3-5.