Forfølgelse i Burundi — Et løfte om religionsfrihed brydes!
Religionsfriheden tages for givet i mange vestlige lande. Den religionsforfølgelse der i øjeblikket finder sted i det afrikanske land Burundi viser imidlertid hvor sårbar denne frihed er. Når én gruppe menneskers grundlæggende rettigheder nedtrædes, er ingen gruppes rettigheder sikre. Vi vil derfor tilskynde vore læsere til at sætte sig ind i situationen i Burundi.
DEN 16. februar 1989 faldt en skygge fra den mørke middelalder over det afrikanske land Burundi. Den dag holdt præsidenten for republikken Burundi, Pierre Buyoya, et møde med provinsguvernørerne. I kølvandet på dette møde fulgte en bølge af voldsom forfølgelse af Jehovas vidner. Mænd, kvinder og endda børn blev arresteret uden juridisk grundlag, slået, tortureret og sultet.
Det er i sig selv skammeligt at sådanne oprørende grusomheder kan finde sted i vor tid. Burundis forfølgelse af kristne er imidlertid særlig odiøs fordi et løfte om religionsfrihed er blevet brudt.
Den religiøse situation
Det bjergrige, afrikanske land Burundi ligger lige syd for ækvator (se kortet), men har et behageligt, køligt klima. Kun få var opmærksomme på Burundis eksistens før august 1988, da det skabte store avisoverskrifter verden over. På det tidspunkt udbrød der blodige stridigheder mellem landets to største etniske grupper, batutsierne og bahutuerne. Dette gav uden tvivl mange et negativt indtryk af Burundi.
Der er dog meget godt at sige om dette fremskridtsvenlige land, hvis indbyggere er både flittige og hårdtarbejdende. En artikel i The New York Times nævner desuden at „det er tydeligt at Burundi, skønt fattigt, fungerer på mange af de områder besøgende bemærker. Maurice Gervais, fastboende repræsentant for Verdensbanken, kalder det ’et meget højtydende land’“.
Den religiøse situation i Burundi er imidlertid en trussel mod dette positive indtryk. Cirka 80 procent af befolkningen bekender sig til kristendommen, størstedelen til katolicismen. Alligevel har politiske regimer i landet vist en foruroligende religiøs intolerance. Den 16. oktober 1985 skrev The Christian Century: „I det forgangne år har Burundis regering iværksat en række aktioner for at undergrave kirkens eksistens . . . Retten til offentlig og privat gudsdyrkelse er blevet indskrænket betydeligt. Samtlige kirker i nogle trossamfund . . . er blevet lukket og der er udstedt forbud mod deres virke; . . . i snesevis af kristne er blevet fængslet og nogle endda tortureret . . . blot fordi de havde benyttet sig af retten til at udøve deres tro.“
Et håb blev vakt i september 1987 da en ny regering under præsident Pierre Buyoya kom til magten i Burundi. Den nye præsident lovede indbyggerne religionsfrihed, og tog snart skridt til at indfri sit løfte. I en rapport fra USA’s udenrigsministerium hedder det: „I løbet af sit første embedsår foretog præsident Buyoya nogle gennemgribende forandringer i Burundis politik over for den organiserede religion, og standsede undertrykkelsen af det religiøse liv som havde fundet sted under [det tidligere] styre. Buyoya løslod alle der sad fængslet på grund af deres tro, genåbnede de lukkede kirker og returnerede kirkernes konfiskerede ejendomme.“ Frihedselskende mennesker verden over respekterede præsident Buyoya for dette.
Hvad er da grunden til at Jehovas Vidner i den senere tid — som det eneste trossamfund — er blevet udsat for religionsforfølgelse?
Jehovas Vidners kamp for anerkendelse
I årenes løb har den katolske kirke i Burundi „udviklet sig til en magtfuld økonomisk og politisk faktor,“ skriver The New York Times. I kolonitiden fik kirken „praktisk talt lov til at regere landet“, idet den „spillede hovedrollen med hensyn til at sørge for lægehjælp og uddannelse“. Det er derfor ikke så mærkeligt hvis regeringen har følt sig truet af den organiserede religion.
Da Jehovas Vidner i 1963 indledte deres offentlige forkyndelsesarbejde i Burundi, gjorde de imidlertid ikke noget forsøg på at blande sig i statens affærer. De koncentrerede sig blot om at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Eftersom Bibelen siger at sande kristne ikke må være „en del af verden“, er Jehovas vidner politisk neutrale, uanset hvor på jorden de bor. — Johannes 17:16.
Af samme grund undlader Jehovas vidner at melde sig ind i politiske partier og at fremsige politiske slagord. Mange regeringer har misforstået dette neutrale standpunkt og opfattet det som et udtryk for manglende patriotisme eller endda oprørskhed. Men det er ikke tilfældet. Jehovas vidner er verden over kendt for at være eksemplariske, lovlydige borgere. De tager Bibelens befaling alvorligt om at man skal „underordne sig de højere [verdslige] myndigheder“. (Romerne 13:1) De vil ikke hilse eller på anden måde vise ærefrygt for nationale symboler som for eksempel flag, men de viser heller ikke respektløshed over for sådanne symboler. — 2 Mosebog 20:4, 5.
I 1975 anmodede Jehovas Vidner om juridisk anerkendelse af deres arbejde, men i 1976 blev regeringen styrtet ved et militærkup og præsident Jean-Baptiste Bagaza kom til magten. Han lovede sine undersåtter religionsfrihed. Alligevel blev Jehovas Vidner officielt forbudt i marts 1977! Jehovas vidner jorden over forsøgte at forklare medlemmerne af Bagaza-regeringen at dette var en fejltagelse, men hverken breve, besøg på Burundis ambassader i Frankrig og Belgien eller møder med regeringsembedsmænd i Burundi gav resultat. I 1987 blev cirka 80 Jehovas vidner i Burundi — både mænd og kvinder — kastet i fængsel, hvor de opholdt sig i månedsvis. En af forkynderne døde under fængselsopholdet.
I 1987 kom major Pierre Buyoya så til magten ved et kup. Katolikker og protestanter nød snart gavn af hans tolerance — men det gjorde Jehovas vidner ikke.
Religionsforfølgelse
Efter præsident Buyoyas møde med provinsguvernørerne den 16. februar 1989 blev det nævnt i radioen at et af de store problemer Burundi må kæmpe med er Jehovas Vidners vækst. Som på et signal iværksatte guvernørerne for de indre provinser en bølge af forfølgelse. Begivenhedernes forløb er stadig ikke kendt i alle detaljer, men følgende rapporter giver et indtryk af hvad der foregår i landet:
Provinsen Gitega: Guvernør Yves Minani gav ordre til at politiet og befolkningen skulle mobiliseres for at alle Jehovas vidner kunne blive arresteret. Senere brød agenter for sikkerhedspolitiet ind hos Ntibatamabi Edmond, en specialpioner, og arresterede ham. Han fik ingen mad mens han sad i fængsel. Mange gange besvimede han af sult. Han blev også tortureret i et forsøg på at få ham til at bekræfte et rygte om at Jehovas vidner spiser menneskeblod — en ondsindet løgn.
Efter fængslingen af Ntibatamabi Edmond blev Ntikarahera Aaron og Ntimpirangeza Prime, der også er Jehovas vidner, arresteret og sat i fængsel i Gitega. De fik en tilsvarende brutal behandling.
Nijimbere Charlotte, der er gift med en kredstilsynsmand (en rejsende tjener der besøger flere menigheder), hørte om sine kristne brødres ulykkelige situation. Hun forsøgte at bringe mad ind i fængselet, men blev arresteret den 16. marts 1989 og holdt som gidsel idet myndighederne prøvede at pågribe hendes mand.
Provinsen Muramvya: Guvernør Antoine Baza indkaldte alle Jehovas vidner man havde kendskab til, til et møde med ham den 4. marts, for at de skulle besvare nogle spørgsmål. En gruppe forkyndere efterkom opfordringen. De besvarede respektfuldt hans spørgsmål, men nægtede at råbe politiske slagord.
Guvernøren ophidsede derfor lokalbefolkningen til at gå til angreb på Jehovas vidner. Den 16. marts trængte politiet ind i hjemmene hos Jehovas vidner og begyndte at slå både mænd og kvinder fordi de ikke ville råbe politiske slagord. En forretning der tilhører et Jehovas vidne blev beslaglagt og lukket — hvorved familien mistede sit levebrød.
Den 17. marts blev fire kvinder slået fordi de ikke ville afsværge deres tro. De blev sat i en fængselscelle uden ventilation, skønt en af dem havde et barn på blot 20 dage.
Den 20. marts brød en pøbel bevæbnet med stokke og fakler ind hos nogle kvindelige Jehovas vidner, der blev slået og jaget bort fra deres hjem. Blandt dem der blev overfaldet var flere børn under 14 år, og en 75-årig kvinde som studerede Bibelen med Jehovas vidner.
Pierre Kibina-Kanwa, rektor for underskolen i Nyabihanga, forsøgte at tvinge Jehovas vidners børn til at hilse landets flag. Da det ikke lykkedes, bortviste han dem fra skolen. Toogtyve Jehovas vidner fra byen blev tvunget til at flygte og efterlade alt hvad de ejede. Blandt dem der blev arresteret var Ndayisenga Leonidas, Kanyambo Leanard, Ntahorwamamiye Abednego, Bankangumurindi P., Kashi Grégoire og Mbonihankuye Thadée.
Provinsen Bujumbura: Kommunen Muhutas administrator, Nahimana Macaire, indkaldte Kavunzo Vincent, Ndabazaniye Sylvestre og Ndizwe-Nzaniye — der alle er Jehovas vidner — til et møde. Under mødet anklagede han dem for at være indblandet i et etnisk sammenstød der havde fundet sted i august 1988. Prygl og arrestationer blev følgen, skønt det var indlysende at Jehovas vidner intet havde med dette at gøre.
Provinsen Bubanza: To forkyndere blev arresteret, simpelt hen fordi de var i besiddelse af bibelsk læsestof. Da de nægtede at sige partihilsenen, lod guvernør Kimbusa Balthazar dem sende til en militærlejr. Der blev de tortureret ved at deres fingre blev knust.
Hvad du kan gøre
Det meste af dette har fundet sted i det indre af landet, skjult for fremmede observatørers øjne. Denne artikel bliver imidlertid trykt i over 13 millioner eksemplarer på mere end 105 sprog, og kommer ud over hele verden. Det vil ikke længere være en hemmelighed hvor grusomt Jehovas vidner behandles i Burundi. Frihedselskende mennesker vil blive forfærdede over at erfare at menneskerettighederne overtrædes så groft — rettigheder som tusinder af afrikanere har kæmpet for.
Burundi løber en stor risiko ved at bryde sit løfte om religionsfrihed. Landet risikerer at miste sit ry for at være en fremskridtsvenlig, flittig nation, som det har arbejdet så hårdt for at få. Ønsker Burundi mon at blive kendt for sin fanatiske religionsforfølgelse? Det kan vi ikke tro. Vi må blot formode at præsident Buyoya er blevet forkert underrettet, vildledt af sine rådgivere.
Anklagerne mod Jehovas vidner er absurde løgne hvis hensigt er at ophidse irrationelle lidenskaber. Jehovas vidner udgør ikke nogen trussel mod regeringens sikkerhed i Burundi eller i noget andet land. De er fredelige og lovlydige, og de ønsker at respektere de nationale symboler. I modsætning til hvad rygterne siger, nægter de at indtage blod under nogen form — selv når deres liv står på spil. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Sande kristne jorden over vil derfor bede for deres brødre i Burundi. (1 Timoteus 2:1, 2) Mange læsere vil uden tvivl føle sig tilskyndet til at skrive direkte til præsident Pierre Boyoya, og respektfuldt anmode om at religionsforfølgelsen standses og at Jehovas Vidner må få officiel anerkendelse som et trossamfund. Burundi må lytte til fornuft hvis det skal bevare omverdenens respekt.
His Excellency Major Pierre Buyoya
President of the Republic of Burundi
Bujumbura
REPUBLIC OF BURUNDI
Africa
[Kort på side 22]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
RWANDA
ZAIRE
BURUNDI
TANZANIA
TANGANYIKASØEN