Jesu liv og tjeneste
Tegnet på de sidste dage
DET er nu blevet tirsdag eftermiddag. Mens Jesus sidder på Oliebjerget og ser ned på templet, kommer Peter, Andreas, Jakob og Johannes hen til ham. De er bekymrede for templet, eftersom Jesus lige har forudsagt at ’der ikke vil blive ladt sten på sten tilbage i det’.
Men tilsyneladende har de mere i tanke da de henvender sig til Jesus. Nogle få uger tidligere havde han talt om sin „nærværelse“, en tidsperiode hvor Menneskesønnen vil blive ’åbenbaret’. Og ved en anden lejlighed havde han fortalt dem om „afslutningen på tingenes ordning“. Apostlene er derfor meget nysgerrige.
De siger: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske [som resulterer i at Jerusalem og dets tempel bliver ødelagt], og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ I virkeligheden spørger de om tre ting. Først spørger de om hvornår enden kommer for Jerusalem og dets tempel, derpå om hvornår Jesus vil være nærværende i Rigets magt, og til slut spørger de om hvornår enden på hele denne tingenes ordning vil indtræffe.
I den omfattende redegørelse Jesus giver, besvarer han alle tre spørgsmål. Han giver dem et tegn som vil vise hvornår den jødiske tingenes ordning skal ende; men han giver mere end det. Han giver dem også et tegn som vil gøre det klart for hans fremtidige disciple at de lever under hans nærværelse og tæt på enden for hele denne tingenes ordning.
I de følgende år begynder apostlene at se opfyldelsen af Jesu profeti. Ja, netop de ting han forudsagde begynder at ske på deres tid. De kristne der lever 37 år efter, i år 70, bliver derfor ikke overrumplet da den jødiske ordning og dens tempel bliver ødelagt.
Kristi nærværelse og afslutningen på tingenes ordning finder imidlertid ikke sted i år 70. Hans nærværelse i Rigets magt skulle finde sted på et langt senere tidspunkt. Men hvornår? En gennemgang af Jesu profeti vil afsløre dette.
Jesus forudsiger at der vil være „krige og rygter om krige“. „Nation skal rejse sig mod nation“, og der vil være jordskælv og tilfælde af hungersnød og pest. Hans disciple vil blive hadet og dræbt. Falske profeter vil fremstå og vildlede mange. Lovløsheden vil tiltage og kærligheden vil blive kold blandt de fleste. Samtidig vil den gode nyhed om Guds rige blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.
Jesu profeti fik kun en delvis opfyldelse før ødelæggelsen af Jerusalem i år 70, for den endelige opfyldelse ville finde sted under hans nærværelse og ved afslutningen på tingenes ordning. Et omhyggeligt studium af verdensbegivenhederne siden 1914 afslører at Jesu betydningsfulde profeti har fået sin fulde opfyldelse siden det år.
En anden del af det tegn Jesus giver, er at „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ vil fremstå. I år 66 viste denne afskyelighed sig i skikkelse af de romerske „lejrede hære“ der havde omringet Jerusalem og undermineret tempelmuren. „Afskyeligheden“ stod hvor den ikke burde.
I den større opfyldelse af tegnet står afskyeligheden for Folkeforbundet og dets efterfølger, De Forenede Nationer. Denne organisation til bevarelse af verdensfred betragtes af kristenheden som en stedfortræder for Guds rige. Hvor afskyeligt! Når tiden kommer vil de politiske magter sammen med FN derfor vende sig mod kristenheden (det modbilledlige Jerusalem) og lægge den øde.
Jesus forudsagde: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ Selv om Jerusalems ødelæggelse i år 70 i sandhed var en stor trængsel, som efter sigende skulle have krævet over en million dødsofre, var den ikke en større trængsel end den verdensomspændende vandflod på Noas tid. Den endelige opfyldelse af denne del af Jesu profeti mangler således stadig. Mattæus 24:2-22; 13:40, 49; Markus 13:3-20; Lukas 21:7-24; 19:43, 44; 17:20-30; 2 Timoteus 3:1-5.
◆ Hvad er det der afføder apostlenes spørgsmål, men hvad andet har de muligvis også i tanke?
◆ Hvilken del af Jesu profeti blev opfyldt i år 70, men hvad fandt ikke sted på det tidspunkt?
◆ Hvornår gik Jesu profeti første gang i opfyldelse, men hvornår får den sin endelige opfyldelse?
◆ Hvad er afskyeligheden i henholdsvis den første og den anden opfyldelse?
◆ Hvorfor fik de profetiske ord om den store trængsel ikke deres fulde opfyldelse med ødelæggelsen af Jerusalem?