Jehovas velsignelse har gjort mig rig
Fortalt af Elsie Meynberg
„JEHOVAS VELSIGNELSE — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ordsprogene 10:22) Jeg har personligt erfaret sandheden i dette bibelske ordsprog. Lad mig forklare det lidt nærmere.
I en alder af blot seks år lyttede jeg til min mors samtaler med en forkynder der besøgte os for at undervise os i Bibelen. Jeg lagde mærke til at mor var betaget af det hun lærte. Da jeg en kold vinternat gik nedenunder for at få et glas vand så jeg hende sidde foran den åbne ovn og læse. I stedet for at skælde mig ud, som jeg havde forventet, lagde hun sine arme om mig og forklarede at Guds navn er Jehova. Af varmen i hendes stemme forstod jeg at det hun læste måtte være meget vigtigt for hende.
Efter et par yderligere drøftelser med forkynderen begyndte mor at besøge vore naboer for at give dem del i den gode nyhed hun havde lært. Hun blev dog ikke altid modtaget lige godt. Vi boede på landet, i nærheden af Beatty, Saskatchewan, i Canada, og vi var i familie med de fleste af vore naboer, der stod i henholdsvis den lutherske og den evangeliske kirke. Alligevel blev mor ved med at besøge dem.
Gennem de tilfrosne vinduer så jeg tit hvordan mor kæmpede for at få hestene ud af stalden, vel vidende at hun slet ikke var vant til at spænde dem for vognen. Det skete at hun tog af sted til møderne eller i forkyndelsen på trods af fars indsigelser. Han brød sig ikke om hendes nye tro, men hun var alligevel fast besluttet på at fortsætte. Og hun kom altid hjem fyldt med en indre glæde, hvilket var tydeligt for alle. Mor plejede at sige: „Jehovas velsignelse — den gør rig.“ Jeg spekulerede tit på hvad hun mente med disse ord. Selv om jeg kun var seks år ønskede jeg også at tjene Jehova.
En dag var jeg oppe på taget sammen med min far, der var ved at reparere det. Mor og min søster Eileen tog af sted sammen med en gruppe forkyndere der kørte i en Ford-T, for at deltage i en „informationsmarch“. De skulle gå i optog gennem byens gader med „sandwichplakater“ hvorpå der var annonceret et bibelsk foredrag.
„Du vil da aldrig blive lige så skør, vel?“ spurgte far mig. Men selv om jeg elskede at klatre, ville jeg meget hellere have været med i informationsmarchen end sidde oppe på taget. Men de sagde at jeg var for lille til at bære en plakat.
Forbudet — en udfordring
I november 1940 fik jeg endelig mulighed for at deltage i forkyndelsen af Riget. Hvor var det spændende! Omkring den tid blev Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i Canada forbudt. Vi gik derfor ud midt om natten og lagde brochuren Nazismens endeligt ved døren til hvert eneste hus.
Da jeg var ni år besluttede jeg at indvi mit liv til Jehova og at blive døbt. På grund af forfølgelsen fik vi ikke at vide hvor mødet skulle finde sted, men vi blev taget med ud til et sted i skoven hvor en stor gruppe forkyndere skulle „spise frokost i det grønne“. Min storesøster Eleanor og jeg var blandt de mange der blev døbt i det kolde vand i en nærliggende sø.
Dengang begyndte skoledagen med at eleverne skulle hilse flaget og synge nationalsangen. Trods vore klassekammeraters anklagende blikke nægtede vi på en respektfuld måde at deltage i disse ceremonier, på grund af det Bibelen siger om afgudsdyrkelse. (Daniel, kapitel 3) Min kusine, Elaine Young, var også et Jehovas vidne. Hun skulle gå 6 kilometer for at komme i skole, men hver dag blev hun sendt hjem fordi hun ikke ville hilse flaget. Hun måtte derefter gå hele den lange vej tilbage igen. Dette fortsatte hun med i et halvt skoleår for at hun ikke skulle blive noteret som fraværende og derfor dumpe.
Efter endt skolegang fik jeg arbejde i en bank. Men jeg kom ud for en trosprøve da jeg ikke kunne få fri til at overvære et internationalt stævne som Jehovas Vidner afholdt i New York i 1950. Jeg havde sparet lidt op, og besluttede derfor at sige op i banken og begynde i heltidstjenesten. Elaine og jeg flyttede derefter til byen Regina. „Hun vil komme hjem med hatten i hånden inden foråret,“ sagde nogle hånende. Jeg var imidlertid i stand til at klare mig selv med mit deltidsarbejde som pige i huset. Takket være Jehovas rige velsignelser har jeg kunnet forblive i heltidstjenesten lige siden.
Vi når vort mål
Elaine og jeg var glade da vi i 1955 blev indbudt til Gileadskolens 26. klasse. Derefter fik vi tildelt distrikt i Bolivia i Sydamerika. På det tidspunkt var der kun omkring 160 forkyndere i hele landet. Langt om længe nåede vi til vort første distrikt i Tarija, hvor vi skulle slutte os til to andre missionærer.
Tarija var en smuk by. Det var meget interessant at se hvordan kvinderne i deres nationaldragter bar deres byrder på hovedet. Folk var meget venlige. Selv de der ikke var særlig interesserede i vort budskab kunne aldrig finde på at sige det. De syntes åbenbart at det var mere høfligt at bede os kontakte dem igen på et tidspunkt hvor de vidste at de ikke var hjemme. Det tog nogen tid før vi havde vænnet os til den skik.
En dag da vi stod og talte med en mand ved hans dør, hørte vi en jeep standse ude på vejen. Ud sprang en præst, rød i hovedet af raseri. „Hvis du ikke holder op med at tale med de piger, bliver du ekskommunikeret!“ skreg han til manden. Derefter henvendte han sig til os og sagde truende: „I har ikke lov til at prædike her. Hvis I ikke holder op, tager jeg andre midler i brug.“ Mange naboer kom ud for at se hvad der foregik, hvilket gav os anledning til at fortsætte vort arbejde og sprede mange bøger og bibler til de nysgerrige tilskuere.
Efter at have tilbragt to år i denne smukke dal, hvor man dyrker ferskner, jordnødder og druer, fik vi tildelt et distrikt i en bidende kold mineby ved navn Potosí, som ligger mere end 4000 meter over havets overflade. I begyndelsen var vi ikke særlig glade for dette nye distrikt. Vi var ganske vist vant til de iskolde canadiske vintre, men i Potosí var der den forskel at husene stort set ikke havde nogen opvarmning. Der var imidlertid en varm kristen menighed i Potosí. I vort tidligere distrikt i Tarija var der endnu ikke blevet oprettet en menighed.
Nye distrikter bliver åbnet
Elaine og jeg fik senere tildelt et nyt distrikt i Villamontes for at påbegynde forkyndelsesarbejdet dér. Den lastbil vi fik lov at rejse med, var fyldt med smuglergods i form af sukker. For at undgå problemer med politiet ved vejbommene, tog chaufføren først af sted efter mørkets frembrud. Hvor vi dog ønskede at vi havde taget en lygte med, for pludselig var der noget der begyndte at røre på sig under et stykke groft lærred! — Det viste sig at være lastbilchaufførens medhjælper.
Klokken fem om morgenen standsede vi. Syge af udstødningsgas og fyldt med støv kravlede vi ud. Et jordskred havde blokeret vejen. Endelig, efter fire timers hårdt arbejde, kunne chaufføren og hans medhjælper køre hen over en smal klippeafsats som var blevet ryddet. Chaufføren turde end ikke se ud da lastbilen kørte langs kanten af vejen med det yderste af sine tvillingehjul hængende frit i luften over den dybe afgrund. Elaine og jeg tilbagelagde stykket til fods. Da vi fortsatte i lastbilen ad bjergvejen mod Villamontes måtte vi igennem det ene hårnålesving efter det andet. De var så skarpe at chaufføren flere gange blev tvunget til at bakke for at kunne manøvrere gennem svingene. Efter 35 udmattende timer ankom vi omsider til bestemmelsesstedet.
Det var en ny oplevelse for Elaine og mig at skulle klare os helt på egen hånd. De tropiske insekter var også noget nyt for os. Store biller fløj ind i lyset over vore hoveder, hvorefter de dumpede ned på os. Småfluer gav os smertefulde stik som hævede op og væskede og kløede. Den første nat i vores nye hjem skulle jeg på toilettet, som lå udendørs. Da jeg tændte lommelygten var gulvet nærmest levende af kakerlakker. Firben pilede af sted, og nogle meget store tudser sad og betragtede mig fra hver en krog. Jeg besluttede at udsætte mit gøremål til om morgenen.
Senere, da vi var nede ved floden, fik vi lyst til at sidde og hvile os lidt på en træstamme. Vi besluttede dog at vi først ville tage et genbesøg i nærheden. Da vi kom tilbage til floden, var træstammen væk! Nogle ophidsede forbipasserende fortalte os at de lige havde set en stor slange. Jeg er lykkelig for at vi ikke havde sat os på den „træstamme“!
Det vi holdt mest af i Villamontes var at besøge folk om aftenen. De sad i deres kurvestole ude på fortovet og nippede til en urtedrik kaldet maté. Under sådanne forhold tilbragte vi mange lykkelige timer med at fortælle dem om løfterne i forbindelse med Riget.
Det minder om det vilde vesten
På et tidspunkt, efter at Elaine var blevet gift, fik jeg anvist et distrikt i Vallegrande sammen med en anden missionær. Tiderne skulle nu blive vanskeligere. For at komme til Vallegrande var det igen nødvendigt at køre en udmattende tur på tre dage, og denne gang var jeg alene. De smalle jordveje gennem ødemarken syntes at bugte sig i det uendelige. Men ved solnedgang den tredje dag ankom vi til bestemmelsesstedet. Bussen forstyrrede stilheden i denne by, hvor heste var et mere almindeligt syn end motorkøretøjer. Folk stod og stirrede på os under tagskægget, som, støttet af stolper, ragede ud over fortovet. Nogle af mændene bar patronbælter og revolvere. Næsten alle gik i sort tøj. ’Jamen, det er jo nøjagtig som i det vilde vesten!’ tænkte jeg.
Og det var det på en måde også. Stridigheder blev afgjort med revolveren. Mord og voldshandlinger var meget almindelige på den tid, selv om byen kun havde ti tusind indbyggere. Befolkningen blev styret af en bande, som havde overtaget vejbommen ved indkørselen til byen. Banden levede af at stjæle fra passagererne i de busser de standsede. De stjal også fra landmændene når de skulle bringe deres produkter ind til byen. Under trussel om yderligere magtanvendelse blev unge piger voldtaget for øjnene af deres forældre. En moder turde ikke engang lade sin datter gå alene hen til det nærmeste gadehjørne for at handle.
Forestil jer hvilke tanker vi gjorde os da bandens anfører en dag kom ind i rigssalen. Han var beruset. Kredstilsynsmanden som skulle holde foredraget blev mere og mere bleg. „Jeg er troende!“ råbte bandelederen, idet han med stor kraft stødte ind i den bagerste bænk så den gik i stykker. Derefter tog han fat i kredstilsynsmanden. Men pludselig faldt der ro over ham, og det lykkedes en af hans gamle skolekammerater, som var blandt tilhørerne, at føre ham ud.
En general i hæren udfordrede senere denne mand til en duel. Generalen havde hængt en død hund op på torvet med følgende skilt: „Forsvind fra byen eller du får samme behandling.“ Forbryderen forlod byen, og forholdene begyndte at blive bedre i Vallegrande.
Vi rejste til tider i 12 timer på hesteryg for at komme ud til afsidesliggende landsbyer hvor vi skulle forkynde. I en af landsbyerne var der en skolelærer som tog gæstfrit imod os og som senere blev et Jehovas vidne. Engang lånte jeg et muldyr for at kunne komme derud. Men hver gang vi kom forbi et af dets tidligere ejeres hjem, standsede det, og ejeren blev nødt til at føre os ud på vejen igen.
Udfordringer — men stadig rig
Ligesom mange andre missionærer er jeg blevet klar over at den største udfordring ikke nødvendigvis er varmen eller insekterne, kulden eller højderne, ja, selv ikke sygdom og fattigdom. Nej, det er snarere personlige uoverensstemmelser. ’Hvorfor opstår der sådanne vanskeligheder i Jehovas organisation?’ spurgte jeg mig selv, og begyndte endda at tvivle på at Jehovas velsignelse gjorde mig rig. Men jeg genkaldte mig skriftstedet i Ordsprogene 10:22 om Jehovas velsignelser. Den anden del af verset siger, „og han føjer ingen smerte til den“. Vi kan derfor ikke give Jehova skylden for sådanne vanskeligheder. Jeg indså at de er en del af det Adam gav videre til os, og som Paulus har beskrevet i Romerne 8:22: „For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen.“
Jeg havde i et stykke tid skrevet sammen med Walter Meynberg fra det canadiske betelhjem, og da jeg i 1966 var på ferie i Canada blev vi gift. Vi fik tildelt distrikt i La Paz, Bolivias største by. Det har været en stor velsignelse at se hvordan antallet af menigheder i La Paz er mangedoblet fra kun én da jeg kom til Bolivia, til 24. Det samme er sket i andre af landets byer. Den gruppe på omkring 160 som forkyndte den gode nyhed i Bolivia da jeg ankom i 1955, er vokset til cirka 7000!
Det beslutsomme eksempel som min mor satte for så længe siden, har resulteret i at mere end ti af mine nærmeste slægtninge er i heltidstjenesten. Jeg er lykkelig for at kunne sige at også min far blev et indviet vidne, og at mere end 30 som jeg har haft den forret at studere Bibelen med, er blevet døbt. Rigdomme? Ja, afgjort. Jehovas velsignelse har gjort mig rig!