Nyt fra Rigets arbejdsmark
„Alle de skriftsteder hun læste, rørte mit hjerte“
„GUDS ord er levende og virkende,“ skrev apostelen Paulus. (Hebræerne 4:12) Det fremgår også af hvad en vietnamesisk kvinde der blev opdraget som buddhist, har oplevet. Her følger hendes beretning:
„Mine forældre, som stadig er i Vietnam, er buddhister, og jeg blev derfor opdraget som buddhist til jeg som 22-årig blev gift. Min svigerfamilie forsøgte at tvinge mig til at blive døbt som katolik og sagde at min afdøde svigermor ikke kunne komme i himmelen fordi jeg var buddhist! Til at begynde med afslog jeg det, men senere lod jeg mig døbe for at gøre familien tilpas. Inderst inde følte jeg mig imidlertid tåbelig, for jeg afskyede hykleriet i den katolske kirke. Den var ikke anderledes end buddhismen. Den blandede sig lige så meget i krig og politik, og begge religioner tilskyndede til forfædredyrkelse.
Hvis jeg var blevet i Vietnam, er det tvivlsomt om jeg havde lært sandheden at kende. Jeg voksede op i en tid da politiske omskiftelser fejede hen over Sydvietnam, og min hjemby lå langt fra Saigon. Derfor var jeg lykkelig da jeg kunne flygte til Australien.
Jeg var en af de heldigere bådflygtninge. Med mit to måneder gamle spædbarn i armene måtte jeg i mørke løbe fra politiet for at komme om bord på en lille fiskerbåd. Efter syv dage til havs kom vi til Malaysia, hvor vi opholdt os i en flygtningelejr i nogle måneder inden vi kom til Australien.
Efter to og et halvt år i Australien blev jeg kontaktet af Jehovas vidner i hus-til-hus-forkyndelsen. Ved første besøg sagde jeg ja til et regelmæssigt bibelstudium fordi jeg tænkte at det var en bekvem mulighed for at lære engelsk. Men den forkynder der fandt mig, gjorde et stærkt indtryk på mig med sin adfærd og sin undervisning. Alle de skriftsteder hun læste, rørte mit hjerte, og jeg så intet hykleri i Jehovas organisation. Efter at have studeret Bibelen i halvandet år indviede jeg mit liv til Jehova og lod mig døbe.
Jeg må sige at sandheden har ændret hele mit livssyn. Min mand er ikketroende, men Jehova har hjulpet og opretholdt mig og min lille familie. Han har været min store Lærer og har lært mig at være en bedre hustru og mor. Jeg takker uophørligt Jehova for at han har hjulpet mig ud af det åndelige mørke og ind i Bibelens sandhedslys.“
Ja, Guds inspirerede ord udvirkede noget gavnligt også i dette tilfælde. At man studerer Bibelen og anvender det man lærer, giver livet indhold og mening og fører til evigt liv i Guds nye verden. Som Gud inspirerede Moses til at sige: „Det er ikke et ord uden værdi for jer; men det betyder livet for jer.“ — 5 Mosebog 32:47.