Søgen efter frihed i Senegal
LIGE uden for Dakar, Senegals moderne hovedstad, ligger den lille ø Gorée. Dér står et levn fra et af historiens mørkeste kapitler — et slavehus opført i 1776.
Det er et af de mange huse hvori 150 til 200 slaver blev spærret inde under kummerlige forhold i op til tre måneder før de blev afskibet til fjerne kyster. Familier blev splittet og så aldrig hinanden mere; faderen blev måske sendt til Louisiana i Nordamerika, moderen til Brasilien eller Cuba og børnene til Haiti, Guyana eller Martinique. Hvilken hån mod menneskers frihed! Dette er også en stærk påmindelse om at friheden er et dyrebart privilegium som ikke er blevet alle mennesker til del.
Ovenstående læste jeg i en turistbrochure om bord på et fly til Senegal, Vestafrikas vestligste land. Senegals savanneområde ligger mellem ørkenerne i nord og øst og den tætte regnskov i syd. Her finder man det majestætiske, levedygtige baobabtræ med dets mærkværdige frugt kaldet abebrød, hvoraf man fremstiller vinsten. I Senegal findes også aber, farvestrålende fugle og små ejendommelige landsbyer omgivet af mangoplantager.
Jeg lænede mig tilbage og tænkte på mit besøg i denne Vestafrikas port som jeg længe havde set frem til. De syv millioner indbyggere der lever i Senegal, med deres vidt forskellige etniske baggrund, nyder i dag fuld frihed. Men kunne det tænkes at én der er fysisk fri, kan være slave af overtroiske skikke der berøver ham hans sande frihed? Jeg så forventningsfuld frem til at møde mine åndelige brødre og søstre og med egne ører høre om den vækst som de oplever i den del af verden. — Johannes 8:32.
’Jehova ønsker at I skal have denne bygning’
Første punkt på programmet var et besøg på Vagttårnets afdelingskontor og missionærhjem i Dakar. Ved ankomsten til den moderne bygning, som ligger i en stille forstad, lagde jeg mærke til det store J på facaden. Det første jeg spurgte om under rundvisningen på afdelingskontoret var hvad J’et stod for.
„Jo, det er meget interessant,“ forklarede guiden. „I 1985 søgte vi efter større bygninger til afdelingskontoret og kiggede på denne bygning som dengang var under opførelse, men vi syntes den var for stor til vores behov. Da ejeren hørte at vi var Jehovas vidner, var han meget opsat på at leje bygningen til os, eftersom han vidste at vi var ærlige. ’Jeg er sikker på at jeres Gud, Jehova, ønsker at I skal have denne bygning,’ sagde han. ’Se! Der er endda et stort J på facademuren! Grunden til at jeg anbragte det dér, var at det skulle stå for mit navn John, men nu er jeg sikker på at det står for Guds navn, Jehova!’ I de forløbne fem år har vi glædet os over denne fine bygning.“
Derefter spurgte jeg hvordan forkyndelsesarbejdet begyndte i Senegal.
„Sandhedens frigørende vande begyndte at strømme ind i Senegal først i 1950’erne, da et af Jehovas vidner fra Frankrig kom herned i forbindelse med en arbejdskontrakt. I 1965 blev der åbnet et afdelingskontor i Dakar som skulle føre tilsyn med arbejdet i de fransktalende lande Senegal, Mali og Mauretanien, samt det engelsktalende land Gambia. Siden 1986 har vi også taget os af arbejdet i Guinea-Bissau, hvor der tales portugisisk.“
Eftersom 90 procent af indbyggerne er ikkekristne, spurgte jeg hvordan fremgangen havde været. „Det er sandt at mange mennesker i disse lande ikke kender Bibelen,“ svarede min guide, „men arbejdet går stille og roligt fremad.“ I januar 1991 var der 596 forkyndere der rapporterede. Dette viser at de lokale brødre og missionærerne slider hårdt i det.
„Jeg kan forstå at der er mange missionærer her,“ bemærkede jeg.
„Ja, vi har omkring 60 i de distrikter vi har ansvar for, og de kommer fra 13 lande. De arbejder hårdt og har i høj grad bidraget til at arbejdet har fået et solidt fodfæste. De lokale brødre efterligner denne ånd i deres kærlighed og nidkærhed for sandheden. Trods arbejdsløshed og meget begrænsede materielle midler bruger mange brødre 15 timer eller mere på arbejdsmarken hver måned. Vi håber at du vil møde nogle af disse nidkære arbejdere under dit besøg.“
Ja, det så jeg frem til.
I forkyndelsen med missionærer
Anna-Margrethe (en dansk søster som døde i 1990 efter over 20 års missionærtjeneste) tog mig med i sit distrikt i byens centrum. For at få et indtryk af det lokale gadeliv tog vi en car rapide. Det er en lille bus som stopper hyppigt. Der var 25 passagerer med bussen, og hvis de alle havde været slanke ville turen have været ganske behagelig. Men de to damer jeg delte bænk med var alt andet end slanke. Jeg tog imidlertid turen med et smil.
„I mit distrikt i centrum kan du få mange interessante ting at se,“ forklarede Anna-Margrethe da vi nåede vort mål. „Har du set de farverige sandaler?“ spurgte hun og pegede på boderne langs fortovet. „De er lavet af farvet fåre- og gedeskind.“ Vi gik hen til sandalmagerne, og Anna-Margrethe begyndte at tale med dem på deres eget sprog, wolof. De lyttede opmærksomt og var helt fascinerede af Adam og Eva som de blev skildret i den farveprægtige brochure.
Snart blev vi kontaktet af gadesælgere, kaldet bana-bana-mænd, som tilbød et væld af varer. Nogle solgte riskoste, andre tøj, låse, medicin, pengepunge, appelsiner og endda levende fugle. Én ville sælge mig en kora, et strengeinstrument der er fremstillet af en halv kalabas (græskar) med en stok som hals og som anslås med begge hænder. Jeg lagde mærke til at der bagpå var lavet et lille maskebillede af læder og gedehorn samt af små ’lykkeskaller’. Vi forklarede at vi ikke kunne købe noget der var dekoreret med symboler der havde med heksekunst eller ukristne ritualer at gøre. Til vores overraskelse gav bana-bana-manden os ret og sagde at han selv var muslim. Han gemte kora’en bag sin lange flagrende klædning, eller boubou, og lyttede koncentreret mens Anna-Margrethe viste brochuren, som var på arabisk. Han blev så begejstret at han straks tog imod brochuren og begyndte at læse i den. Efter at have takket overstrømmende gik han med sin brochure og den usolgte kora. Vi var sikre på at han ville studere brochuren hjemme.
Senere talte jeg med John, som også har været missionær i over 20 år.
„Folk er meget venlige her, og man kan næsten komme i snak med alle dem man møder,“ fortalte John. „Den almindelige hilsen ’assalam alaikum’ betyder ’fred være med dig’, og de fleste mennesker er fredelige. Dette er et land kendetegnet af teranga, gæstfrihed, hvilket viser sig ved indbyggernes venlighed, varme og munterhed.“ Efterhånden forstod jeg hvorfor så mange unge udenlandske forkyndere kunne forlade deres familie og venner for at tjene i dette missionærdistrikt.
Fri til heltidstjeneste
Missionærånden har i høj grad smittet af på de lokale forkyndere. Dette er særlig tydeligt eftersom den store arbejdsløshed gør det til en udfordring at tage heltidstjenesten op. Marcel og Lucien, som har aflagt mange skadelige vaner efter at have lært Bibelens sandheder at kende, forklarer:
„Vi ønskede at vise vor værdsættelse ved at tage pionertjenesten op. Men det var svært at finde deltidsarbejde. Vi forsøgte med havearbejde, men det gik ikke. Så begyndte vi at vaske tøj, men det tog for meget tid. Nu er vi i bageribranchen og har forskellige butikker som vore faste kunder, og det går fint.“ Det kræver tydeligvis en hel del tro og opfindsomhed og en nidkær indsats at tage heltidstjenesten op, men dette viser at det er muligt, selv under vanskelige økonomiske forhold.
Jehovas vidner begyndte at studere Bibelen med Michel mens han gik på et universitet i Dakar. „Jeg var nedslået over den umoralske holdning som rådede blandt de studerende og blev naget af forvirrende spørgsmål,“ beretter Michel. „Jeg spurgte hvorfor mennesket var blevet træl af skadelige skikke og traditioner. Bibelen gav mig svaret. Det var som om en tung byrde blev løftet af mine skuldre. Mine forældre insisterede på at jeg skulle fortsætte mine studier, men jeg begyndte som hjælpepioner og var siden almindelig pioner resten af min studietid. Den største glæde fandt jeg ved som pioner at dele den gode nyhed med andre, i stedet for at gøre karriere i et system der snart forsvinder.“ Michel tjener nu som specialpioner i Mbour.
Polygami kontra kristen monogami
De lokale skikke harmonerer ikke altid med de kristne principper, og dette frembyder særlige udfordringer. Alioune, der er præsiderende tilsynsmand i en af Jehovas Vidners seks menigheder i Dakar-området, fortæller: „Da jeg første gang hørte om sandheden der frigør, havde jeg to koner. Som muslim tillod min religion mig endda at have flere. Min far havde fire, og de fleste af mine venner havde adskillige. Det er almindeligt accepteret her i Afrika.“ Men hvad blev følgen af en sådan livsform?
„Det giver mange problemer at have mere end én kone,“ forklarer Alioune, „især hvad angår børnene. Jeg har ti børn med min første kone og to med min anden. I polygame familier er faderen ofte fremmed for børnene, som derfor ikke får hans hjælp og tugt. Desuden afholdt polygami mig ikke fra indimellem at begå ægteskabsbrud. Det er kun selvbeherskelse, der er en frugt af Guds ånd, som har kunnet gøre det.“ Hvad gjorde Alioune?
„Jeg sendte min anden kone tilbage til hendes forældres hjem,“ fortsætter han, „og forklarede taktfuldt at det ikke skyldtes at jeg havde fundet noget anstødeligt ved hende, men at jeg ønskede at efterleve Guds krav. Jeg sørgede for at alle mine børn fik dækket deres åndelige og materielle behov. Jeg er taknemmelig for at de i dag tjener Jehova. Af de ni som er forkyndere er de fem døbt, to tjener som specialpionerer og de andre tre er almindelige pionerer eller hjælpepionerer. Sandheden har virkelig frigjort mig for mange af de problemer det giver at opdrage børn.“
Fetichdyrkelse kontra sand tilbedelse
Næste stop på rejseruten var et besøg i Casamance-regionen i syd. Jeg var betaget over hvor frisk og grønt der var alle vegne. Den vældige Casamance-flod vander et område på 300 kilometer hvor der dyrkes ris, majs og jordnødder. Rundt om i landbrugsområderne ligger runde, toetages hytter med tragtformede stråtage til opsamling af regnvand i tørkeperioden. Regionens største by, Ziguinchor, er bygget i ly af en stor palmeplantage. Jeg var glad for at møde en nidkær menighed af Jehovas folk her.
Dominic, en missionær der arbejder i og omkring Ziguinchor, fortalte at forkyndelsesarbejdet i dette område går fremad. „For blot ti år siden,“ sagde han, „var der kun 18 forkyndere i Ziguinchor-menigheden. Nu er der 80. For at følge med væksten har vi opført en smuk ny rigssal af rødt ler som vi fandt på byggegrunden. Byggeprojektet har været et stort vidnesbyrd i lokalsamfundet. Mange som så mennesker fra adskillige stammer og med forskellig hudfarve arbejde fredeligt sammen, kom med positive kommentarer. Ved et nyligt afholdt kredsstævne var det højeste antal tilstedeværende 206, og 4 blev døbt.“
Mange mennesker i denne del af Senegal holder stadig fast ved deres forfædres animistiske tro og tilbeder feticher, også selv om de bekender sig som kristne eller muslimer. Jeg lyttede opmærksomt til hvad Victor, der er ældste i Ziguinchor-menigheden, havde at fortælle.
„Jeg er vokset op i en stor fetichdyrkende familie i Guinea. Ved min fødsel viede min far mig til en bestemt ånd, eller dæmon. For at vinde dens gunst skulle jeg regelmæssigt tage en sort kuffert under sengen frem, sætte et lille alter op og bringe blodofre til hornet som repræsenterede min skytsdæmon. Selv efter at jeg var blevet katolik var jeg dæmonernes træl. Men så flyttede jeg til Senegal, hvor Jehovas vidner begyndte at studere Bibelen med mig. Min kone og jeg lærte at vi ikke samtidig kunne spise ved „Jehovas bord“ og „dæmoners bord“. (1 Korinther 10:21) Men da jeg holdt op med at bringe ofre gik dæmonerne til angreb på os. Jeg var bange for at smide den sorte kuffert med dæmoniske genstande ud fordi jeg havde hørt om en mand som var blevet sindssyg da han gjorde det.“ Victor befandt sig i en desperat situation!
„Men ordene i Romerbrevet 8:31, 38, 39 gav os den fornødne styrke til at skaffe os af med alt som havde tilknytning til fetichdyrkelse. Nu hvor vi sætter vor lid til Jehova, er vi blevet frie. Hele min familie nærer et vidunderligt håb om at komme til at leve evigt i et jordisk paradis hvor alle mennesker vil være befriet for onde dæmoners indflydelse.“
Nu var det tid til afgang. Mens jeg pakkede mine tasker tænkte jeg på mit uforglemmelige ophold i Senegal. Hvor har det været trosstyrkende for mig at møde og snakke med så mange mennesker der er blevet frigjort fra stofmisbrug, umoralitet og overtro og som nu nyder sand frihed. Trods de svære økonomiske forhold finder de glæde og tilfredshed ved at tjene Jehova, som har givet dem det sikre håb om evigt liv på en paradisisk jord. Vi lader al tak gå til ham som har gjort det muligt at forkynde den gode nyhed, ikke alene i Senegal men i hele verden, mens vi endnu lever i „et velviljens år fra Jehova“. (Esajas 61:1, 2) — Indsendt.
[Kort på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
SENEGAL
St. Louis
Louga
Thiès
Dakar
Kaolack
GAMBIA
Banjul
[Illustrationer på side 9]
Sandhedens frigørende vand deles ud i landsbyerne
Jehovas Vidners afdelingskontor og missionærhjem i Dakar, Senegal
[Illustration på side 10]
Også langs Senegals kyst hører folk det kristne budskab