Godkender Gud relikviedyrkelse?

BLODET fra „San Gennaro“ som siges at blive flydende tre gange om året, er blot ét af mange religiøse relikvier. Et andet er ligklædet i Torino, som Jesu Kristi legeme efter sigende har været svøbt i. Af andre såkaldte Jesusrelikvier kan nævnes Jesu formodede krybbe (i en stor basilika i Rom), hans læsebog og mere end et tusind nagler fra hans henrettelse! Blandt relikvierne findes også en række hoveder fra Johannes Døber og — forskellige steder i Europa — fire legemer som siges at stamme fra „Santa Lucia“.

Af de byer som er særlig berømte for deres relikviesamlinger er Trier i Tyskland, hvor man opbevarer en af de mange „hellige tunikaer“ — den sømløse underklædning som Jesus Kristus bar. I selve Vatikanet opbevares der over tusind relikvier i et særligt arkiv. Der findes tusinder af relikvier i Ursulakirken i Køln i Tyskland. Og sådan kunne man blive ved. I Italien alene findes der 2468 såkaldte hellige steder med relikvier!

Relikviedyrkelsen menes ligesom helgendyrkelsen at datere sig fra det fjerde århundrede. Af religiøse, økonomiske og politiske årsager er antallet af relikvier i århundredernes løb vokset i en sådan grad at de i dag findes i tusindtal. Det Andet Vatikankoncil bekræftede at „Kirken ifølge sin tradition dyrker helgenerne og viser deres autentiske relikvier og deres billeder respekt“. (Constitution „Sacrosanctum Concilium“ sulla sacra Liturgia, i I Documenti del Concilio Vaticano II, 1980, Edizioni Paoline) „De berømte relikvier, samt de der æres med stor offentlig ærbødighed“, opregnes i Codex Juris Canonici, som Johannes Paul II promulgerede i 1983. (Kanon 1190) Anglikanere og medlemmer af ortodokse kirker ærer også relikvier.

Som med de mange påståede nagler fra Kristi pælfæstelse og hoveder af Johannes Døber er det tydeligt at mange af relikvierne er forfalskninger. Ved kulstof-14-metoden har man for eksempel fastslået at ligklædet fra Torino var et falskneri. Under den ophedede debat som dette medførte i 1988, spurgte den kendte Vatikanekspert Marco Tosatti: „Hvis den videnskabelige analyse der blev foretaget af ligklædet blev anvendt på andre relikvier, hvilket resultat ville man da nå til?“

Ingen fornuftige mennesker ønsker naturligvis at ære et falsk relikvie. Men er det den eneste faktor der bør tages i betragtning?

Hvad siger Bibelen?

Bibelen siger ikke at Guds udvalgte folk, fortidens israelitter, ærede relikvier under trældommen i Ægypten. Efter patriarken Jakobs død i Ægypten blev hans jordiske rester ganske vist ført til Kana’ans land for at blive begravet i ’hulen som lå på Makpelas mark’. Hans søn Josef døde også i Ægypten, og hans ben blev til sidst ført med til Kana’an for at blive begravet. (1 Mosebog 49:29-33; 50:1-14, 22-26; 2 Mosebog 13:19) Men Bibelen antyder ikke at israelitterne nogen sinde betragtede Jakobs og Josefs jordiske rester som religiøse relikvier.

Tænk også på hvad der skete med profeten Moses. Under Guds ledelse var han anfører for israelitterne i 40 år. I en alder af 120 år steg han op på Nebo Bjerg, skuede ud over det forjættede land og døde. Ærkeengelen Mikael havde en strid med Djævelen om Moses’ legeme, og Satan blev forhindret i at lokke israelitterne til relikviedyrkelse. (Judas 9) Israelitterne sørgede forståeligt nok over Moses’ død, men de ærede ikke hans jordiske rester. Faktisk forhindrede Gud dette ved at begrave Moses et ukendt sted. — 5 Mosebog 34:1-8.

Visse forsvarere af relikviedyrkelse henviser til Anden Kongebog 13:21, hvor der siges: „Mens nogle nu var i færd med at begrave en mand, se, da fik de øje på en røverbande. De kastede derfor manden ind i [profeten] Elisas grav og gik bort. Men da manden rørte ved Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op på sine fødder.“ Dette mirakel skete ved berøring af de livløse ben fra en af Guds profeter. Men Elisa var død og ’vidste slet ingenting’ da miraklet fandt sted. (Prædikeren 9:5, 10) Denne opstandelse blev altså udvirket ved Jehova Guds mirakuløse kraft, hans hellige ånd. Det er bemærkelsesværdigt at Bibelen ikke siger at Elisas ben blev æret.

Nogle i kristenheden prøver at hente støtte for relikviedyrkelse i Apostelgerninger 19:11, 12, hvor vi læser: „Gud blev ved med at gøre kraftige gerninger af usædvanlig art ved [apostelen] Paulus’ hænder, så at man endog bragte tørklæder og forklæder fra hans legeme til de syge, og sygdommene forlod dem, og de onde ånder kom ud.“ Læg mærke til at det var Gud der udvirkede disse usædvanlige gerninger gennem Paulus. Apostelen udførte ikke disse mirakler i egen kraft og han nægtede at tage imod ære fra mennesker. — Apostelgerninger 14:8-18.

I modstrid med Bibelens lære

Faktisk strider dét at dyrke religiøse relikvier imod en række bibelske lærepunkter. Relikviedyrkelsen er for eksempel baseret på troen på menneskesjælens udødelighed. Millioner af fromme kirkegængere tror at sjælene fra alle de der er kanoniseret og dyrkes som „helgener“, lever videre i himmelen. Disse oprigtige mennesker beder til sådanne „helgener“, søger deres beskyttelse og anmoder dem om at gå i forbøn for dem hos Gud. Ifølge ét kirkeværk mener katolikkerne at relikvierne indeholder „helgenens kraft til at gå i forbøn hos Gud“.

Bibelen siger imidlertid ikke at menneskets sjæl er udødelig. Mennesker har ikke en sjæl inden i sig som er udødelig og som efter døden kan eksistere adskilt fra legemet. Skriften siger tværtimod: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) I Bibelen står der endda: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Dette gælder for alle mennesker — også dem der senere er blevet kåret til helgener — for vi har alle arvet synden og døden fra det første menneske, Adam. — Romerne 5:12.

Det er forkert at dyrke „helgener“ eftersom disse ikke har fået myndighed til at gå i forbøn hos Gud for noget menneske. Jehova Gud har bestemt at kun hans søn, Jesus Kristus, kan gøre dette. Apostelen Paulus sagde at Jesus er den som „er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os“. — Romerne 8:34, da. aut; jævnfør Johannes 14:6, 14.

En anden årsag til at vi bør afholde os fra dyrkelse af „helgener“ og religiøse relikvier, er at Bibelen forbyder afgudsdyrkelse. Et af de ti bud israelitterne modtog, lød: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (2 Mosebog 20:4, 5) Århundreder senere sagde apostelen Paulus til sine medkristne: „Mine elskede, flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (1 Korinther 10:14) Tilsvarende skrev apostelen Johannes: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ — 1 Johannes 5:21.

Dyrkelsen af kanoniserede „helgener“ og religiøse relikvier finder således ikke støtte i Bibelen. Nogle mennesker ønsker imidlertid tilstedeværelsen af noget helligt som kan ses og røres og som formodes at have en frelsende kraft. Ja, mange betragter religiøse relikvier som et synligt led i en kæde mellem himmelen og jorden. Men overvej engang følgende:

Det er ikke ved at se og røre relikvier at man efterkommer Jesu ord om at tilbede Gud på den måde han ønsker. Jesus sagde: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:23, 24) Jehova Gud er „en ånd“ og usynlig for mennesker. At vi skal tilbede Gud „i ånd“ vil sige at vor hellige tjeneste for ham skal være motiveret af et hjerte der er fyldt med kærlighed og tro. (Mattæus 22:37-40; Galaterne 2:16) Vi kan ikke tilbede Gud ’i sandhed’ ved at dyrke relikvier, men kun ved at forkaste religiøse usandheder, lære Guds vilje at kende som den beskrives i Bibelen og derpå gøre den.

Ikke overraskende indrømmer forskeren James Bentley at ’de gamle hebræere ikke praktiserede relikviedyrkelse’. Han siger desuden at i de fire hundrede år der gik fra Stefanus’ død til Lukian opgravede hans legeme, ændrede de kristnes syn på relikvier sig fuldstændigt. I det femte århundrede holdt den frafaldne kristendom ikke længere fast ved Bibelens klare lære om afgudsdyrkelse, de dødes tilstand og Jesu Kristi rolle som den der „går i forbøn for os“. — Romerne 8:34; Prædikeren 9:5; Johannes 11:11-14.

Hvis vi ønsker at vor tilbedelse skal være Gud til behag, må vi være sikre på at den ikke har med afgudsdyrkelse at gøre. For at være antagelig i Guds øjne må vor tilbedelse være rettet mod Skaberen, Jehova Gud, og ikke mod et relikvie eller en skabning. (Romerne 1:24, 25; Åbenbaringen 19:10) Vi må desuden tilegne os nøjagtig kundskab ud fra Bibelen og opbygge en stærk tro. (Romerne 10:17; Hebræerne 11:6) Og hvis vi vandrer på den sande tilbedelses vej, vil vi handle i overensstemmelse med de overvældende bibelske vidnesbyrd om at relikviedyrkelse ikke behager Gud.

[Illustration på side 5]

Elisas knogler blev ikke æret selv om der skete et opstandelsesmirakel ved berøring af dem