Tobakken og gejstligheden

FOR godt 115 år siden skrev doktor John Cowan en bog med titlen The Use of Tobacco vs. Purity, Chastity and Sound Health (Tobaksbrug kontra renhed, kyskhed og sundhed). I betragtning af hvad man inden for de seneste år har fundet frem til angående tobaksrygningens skadelige virkninger, var hans iagttagelser om præsters brug af tobak fremsynede og relevante for enhver der i dag ønsker at tjene Gud. Kapitel 4 beskæftiger sig med tobaksrygningens moralske effekt, og dr. Cowan skriver her:

„Hvis brugen af tobak skader legemet — som det klart er blevet bevist — må den nødvendigvis være moralsk forkert; for det er en fysiologisk lov at ’alt hvad der fordærver og irriterer kroppen, derved fordærver nervesystemet, herigennem hjernen og derved sindet’. Et menneskes sind — dets tanker, dets måde at udtrykke sig på, dets gerninger — er påvirket af den måde hvorpå vedkommende bruger eller misbruger sit legeme. Tobak — alene navnet og de associationer det giver — er urent. Uden at komme ind på den skadelige virkning kan man spørge: Hvordan kan rene, uskyldige, retfærdige og moralske følelser og handlinger opstå eller udvikles i en rygers sind? Kan man forestille sig at Kristus under sin eksemplariske livsførelse på jorden — hvor han underviste og forkyndte om renhed, kyskhed, kærlighed og barmhjertighed — røg, tyggede eller snuste tobak? Lyder den blotte tanke herom ikke som helligbrøde? Alligevel tilsmudser gejstlige — Jesu efterfølgere og forkyndere, de der udlægger hans love og lære — deres legemer og besmitter deres sjæle med dette urene, giftige stof. Kan sådanne mennesker eller deres tilhængere leve et liv som Kristus med en høj moral? Det tvivler jeg på.

Et tankeeksperiment: Prøv at sætte en der frådser i mad, en der er forfalden til vin eller en der ryger tobak i forbindelse med hellighed i hjertet. Der er noget unaturligt, frastødende og afskyeligt i en sådan sammenkædning. Ligesom appetitten sløves og sanserne nedbrydes, bliver det indre menneske med dets moral sløvet. Den rene ånd vil ikke og kan ikke opholde sig i et urent miljø. Der er en naturlig forbindelse mellem materielle og åndelige ting; den enes egenskaber er betegnende for den andens. En professor i religion og slave af tobakken . . . erkender måske åbent og ærligt at brugen af tobak er en skadelig vane der er moralsk forkastelig. Alligevel kan det være han finder en indre tilskyndelse i en kunstigt dannet lov i sine lemmer der fremkalder en umættelig hunger efter at fortsætte vanen. Denne kunstige lov er stærkere end hans fornuft og samvittighed tilsammen. Er tobaksrygning ikke en åbenlys overtrædelse af en af Guds love der er nedlagt i vore legemer? Er et brud på en hvilken som helst af Guds love ikke en overtrædelse og en synd? Og når et menneske vanemæssigt overtræder én af Guds love, vil det så ikke være let og naturligt også at overtræde andre love? Og til sidst, hvordan kan en mand betragtes som morallærer når han ved sin livsførelse opfordrer sine medmennesker til fortsat at overtræde Guds love?“