Lær Jehova at kende gennem hans ord
„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — JOHANNES 17:3.
1, 2. (a) Hvad menes der med udtrykket „at kende“ når det anvendes i Bibelen? (b) Hvilke eksempler understreger dette?
HVAD vil det sige at lære nogen at kende? Der er ikke blot tale om et overfladisk kendskab som til en bekendt. I Bibelen anvendes udtrykket „at kende“ blandt andet om „det at kende nogen af erfaring“, en kundskab der vidner om at der hersker „et tillidsforhold mellem nogle personer“. (The New International Dictionary of New Testament Theology) Det indebærer at man kender Jehova i kraft af noget han har gjort. For eksempel nævnes det ofte i Ezekiels Bog at Gud eksekverede dom over syndere og sagde: „Og de skal kende at jeg er HERREN.“ — Ezekiel 38:23, da. aut. 1931.
2 Følgende eksempler viser at udtrykket „at kende“ anvendes på flere forskellige måder. Da Jesus sagde til mange af dem der hævdede at have udført undergerninger i hans navn: „Jeg har aldrig kendt jer,“ mente han at han aldrig havde haft noget med dem at gøre. (Mattæus 7:23) I Andet Korintherbrev 5:21 står der at Kristus „ikke kendte synd“. Det betyder ikke at han ikke havde kendskab til synd, men at han aldrig selv begik synd. Når Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus,“ indebar det altså mere end blot at kende noget til Gud og Kristus. — Jævnfør Mattæus 7:21.
3. Hvilke vidnesbyrd har vi om at Jehova er den sande Gud?
3 Man kan lære mange af Jehovas egenskaber at kende gennem hans ord, Bibelen. Han er blandt andet i stand til at fremsætte pålidelige profetier. Dette fremhæves som et af den sande Guds kendetegn: „Lad dem fremføre noget og fortælle os om det der skal ske. De første ting — fortæl hvad de er, så vi kan åbne vort hjerte og vide hvad de ender med. Eller lad os høre om de kommende ting. Fortæl om de ting der kommer senere, så vi kan vide at I er guder.“ (Esajas 41:22, 23) I sit ord fortæller Jehova os de første ting om skabelsen af jorden og livet derpå. Han har fortalt om det der skulle ske senere, længe før det indtraf. Også i dag ’lader han os høre om de kommende ting’, især om det der skal ske her i „de sidste dage“. — 2 Timoteus 3:1-5, 13; 1 Mosebog 1:1-30; Esajas 53:1-12; Daniel 8:3-12, 20-25; Mattæus 24:3-21; Åbenbaringen 6:1-8; 11:18.
4. Hvordan har Jehova brugt sin magt, og hvordan vil han benytte den i fremtiden?
4 En anden side af Jehovas personlighed er hans kraft eller magt. Dette fremgår tydeligt af universet, hvor stjerner fungerer som store fusionskraftværker der udsender lys og varme. Når oprørske mennesker eller engle udfordrer Jehovas suverænitet, bruger han sin magt eller kraft som „en stridsmand“ og forsvarer sit gode navn og sine retfærdige normer. I sådanne tilfælde tøver han ikke med at bruge sin kraft til at ødelægge med, sådan som han gjorde i Vandfloden på Noas tid og da han ødelagde Sodoma og Gomorra, samt da han førte Israel ud i frihed gennem Det Røde Hav. (2 Mosebog 15:3-7; 1 Mosebog 7:11, 12, 24; 19:24, 25) Inden længe vil Gud bruge sin kraft til at „knuse Satan under jeres fødder“. — Romerne 16:20.
5. Hvilken anden egenskab besidder Jehova foruden magt?
5 Til trods for denne ubegrænsede magt er Gud alligevel ydmyg. I Salme 18:35, 36 står der: „Din ydmyghed vil gøre mig stor. Du skaffer rigelig plads til mine skridt under mig.“ Guds ydmyghed gør at „han nedlader sig for at se på himmel og på jord; han rejser den ringe fra støvet; han løfter den fattige fra askedyngen“. — Salme 113:6, 7.
6. Hvilken af Jehovas egenskaber er med til at redde liv?
6 Desuden er Jehovas barmhjertighed mod mennesker med til at redde liv. Det var for eksempel meget barmhjertigt af ham at tilgive Manasse, som havde begået oprørende grusomheder. Jehova siger: „Når jeg siger til den ugudelige: ’Du skal visselig dø,’ og han så vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed, [så vil] ingen af de synder som han har begået, . . . blive husket og tilregnet ham. Ret og retfærdighed har han øvet. Han skal visselig blive i live.“ (Ezekiel 33:14, 16; 2 Krønikebog 33:1-6, 10-13) Da Jesus ved en lejlighed gjorde opmærksom på at man skulle tilgive 77 gange, ja, endog 7 gange på én dag, var det Jehova han afspejlede. — Salme 103:8-14; Mattæus 18:21, 22; Lukas 17:4.
En Gud der har følelser
7. Hvordan adskiller Jehova sig fra de græske guder, og hvilket stort privilegium har vi?
7 Græske filosoffer, som for eksempel epikuræerne, troede på guder, men mente at de befandt sig for langt fra jorden til at være interesserede i mennesker og blive påvirket af deres følelser. Hvor anderledes er ikke forholdet mellem Jehova og hans vidner. „Jehova har velvilje for sit folk.“ (Salme 149:4) De onde mennesker der levede før Vandfloden fik ham til at ’fortryde’ at han havde frembragt mennesket, „og han følte sig såret i sit hjerte“. Israels troløshed voldte Jehova sorg og smerte. Kristne der er ulydige kan bedrøve Jehovas ånd, men ved deres trofasthed kan de også glæde Jehova. Er det ikke forunderligt at ubetydelige mennesker på jorden kan bringe universets Skaber sorg eller glæde? I betragtning af alt det han gør for os, er det storslået at vi har det værdifulde privilegium at kunne glæde ham. — 1 Mosebog 6:6; Salme 78:40, 41; Ordsprogene 27:11; Esajas 63:10; Efeserne 4:30.
8. Hvordan havde Abraham frimodighed i tale over for Jehova?
8 Guds ord viser at vi som følge af Jehovas kærlighed kan have stor frimodighed i tale. (1 Johannes 4:17) Da Jehova ville udslette Sodoma, sagde Abraham for eksempel til ham: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige? Sæt der er halvtreds retfærdige inde i byen. Vil du virkelig rive dem bort og ikke tilgive stedet for de halvtreds retfærdiges skyld som er derinde? . . . Det er utænkeligt for dig! Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Tænk at sige sådan til Gud! Men Jehova gik med til at spare Sodoma hvis der var 50 retfærdige i byen. Abraham fortsatte og fik tallet ændret fra 50 til 20. Han blev bange for at han måske pressede for meget, men sagde alligevel: „Måtte Jehova nu ikke blive optændt af vrede, men lad mig tale kun denne ene gang til: Sæt der findes ti dér.“ Det gik Jehova også med til og sagde: „Jeg vil ikke ødelægge den for de ti’s skyld.“ — 1 Mosebog 18:23-33.
9. Hvorfor tillod Jehova at Abraham talte som han gjorde, og hvad kan vi lære heraf?
9 Hvorfor tillod Jehova at Abraham talte så frimodigt til ham? Blandt andet fordi Jehova var klar over at Abraham var foruroliget. Han vidste at Abrahams nevø Lot boede i Sodoma, og at Abraham var bekymret for hans sikkerhed. Desuden var Abraham Guds ven. (Jakob 2:23) Når nogle taler hårdt til os, forsøger vi så at finde ud af hvad der ligger bag ordene, og tager vi formildende omstændigheder i betragtning, især hvis der er tale om en ven der er under en eller anden form for følelsesmæssigt pres? Er det ikke en trøst at vide at Jehova vil være forstående når vi med frimodighed i tale henvender os til ham, ligesom han var over for Abraham?
10. Hvordan er frimodighed i tale en hjælp i forbindelse med bøn?
10 Det er især når vi er dybt bekymrede eller følelsesmæssigt uligevægtige at vi med frimodighed i tale betror alt til den „som hører bøn“. (Salme 51:17; 65:2, 3) Endog når vi mangler ord ’går ånden selv i forbøn for os med uudtalte suk’, og Jehova lytter. Han kender vore tanker: „Du er klar over min tanke på lang afstand. For skønt der ikke er et ord på min tunge, se, ved du, Jehova, det hele.“ Ikke desto mindre bør vi blive ved med at bede, søge og banke på. — Romerne 8:26; Salme 139:2, 4; Mattæus 7:7, 8.
11. Hvad viser at Jehova interesserer sig for os?
11 Jehova er interesseret i os. Han opretholder det liv han har skabt. „Alles øjne hviler forhåbningsfuldt på dig, og du giver dem deres føde til tiden. Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:15, 16) Vi opfordres til at betragte hvordan han sørger for fuglene i buskene. Se hvor smukt han klæder liljerne på marken. Jesus har sagt at Gud vil gøre lige så meget for os som han gør for dem, ja, mere endnu. Hvorfor da være bekymrede? (5 Mosebog 32:10; Mattæus 6:26-32; 10:29-31) I Første Petersbrev 5:7 opfordres vi til at ’kaste al vores bekymring på ham, for han tager sig af os’.
„Det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“
12, 13. Hvordan kan vi se Jehova og lytte til ham, ud over det vi kan se i skaberværket og læse om i Bibelen?
12 Vi kan altså se Jehova Gud gennem hans skaberværk; vi kan se ham ved i Bibelen at læse om det han har udrettet; vi kan også se ham gennem det Jesus Kristus gjorde og sagde, hvilket Jesus selv gav udtryk for, som vi læser i Johannes 12:45: „Den der ser mig, ser også ham som har sendt mig.“ Vi læser desuden i Johannes 14:9: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ I Kolossenserbrevet 1:15 står der: „[Jesus] er den usynlige Guds billede.“ Og i Hebræerbrevet 1:3 læser vi: „[Jesus] er [Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen.“
13 Jehova udsendte ikke blot sin søn for at tilvejebringe en genløsning men også for at han skulle være et eksempel til efterlignelse, både i ord og i gerning. Når Jesus talte var hans ord fra Gud. I Johannes 12:50 siger han: „Hvad jeg siger, det siger jeg derfor således som Faderen har fortalt mig det.“ Han gjorde ikke noget ud fra sine egne idéer, men det som Gud bød ham at gøre. Ifølge Johannes 5:30 sagde han: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv.“ — Johannes 6:38.
14. (a) Hvorfor fik Jesus inderligt ondt af folk? (b) Hvorfor stimlede folk sammen for at høre Jesus når han underviste?
14 Jesus så folk der var spedalske, vanføre, døve, blinde og dæmonbesatte, og nogle der sørgede over deres døde. Fuld af medfølelse helbredte han syge og oprejste døde. Han så at folkeskarerne var åndeligt mishandlede og medtagne, og han begyndte at lære dem mange ting. Hans undervisning bestod ikke blot i at han sagde de rette ord. Ordene var også vindende og kom fra hjertet, og gik derfor lige til hjertet på andre. De virkede dragende på folk, der mødte tidligt op i templet for at høre ham tale. De hang ved ham og lyttede med glæde til ham. De flokkedes om ham og var forbløffede over hans måde at undervise på. „Aldrig har noget andet menneske talt således,“ sagde de. (Mattæus 7:28, 29; Markus 11:18; 12:37; Lukas 4:22; 19:48; 21:38; Johannes 7:46) Og når hans fjender forsøgte at fange ham i ord, svarede han på en måde der bragte dem til tavshed. — Mattæus 22:41-46; Markus 12:34; Lukas 20:40.
15. Hvad var hovedtemaet i Jesu forkyndelse, og i hvilket omfang fik han andre til at hjælpe med at udbrede det?
15 Han forkyndte at „himlenes rige [var] kommet nær“ og opfordrede sine tilhørere til at blive ved med „først at søge riget“. Han sendte andre ud for at forkynde at „himlenes rige [var] kommet nær“, og for at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’ og være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. I dag er der næsten fire og en halv million vidner for Jehova der, ved at gøre dette, følger i hans fodspor. — Mattæus 4:17; 6:33; 10:7; 28:19; Apostelgerninger 1:8.
16. Hvordan blev Jehovas kærlighed sat på en alvorlig prøve, men hvad udvirkede dette for menneskeheden?
16 „Gud er kærlighed,“ læser vi i Første Johannesbrev 4:8. Denne hans mest fremtrædende egenskab blev sat på en hård prøve da han sendte sin enestefødte søn til jorden for at dø. De lidelser hans elskede søn måtte gennemgå og de bønner han rettede til sin himmelske Fader, må have voldt Jehova stor smerte — til trods for at Jesus modbeviste Satans påstand om at ingen mennesker på jorden ville bevare deres uangribelighed i forholdet til Jehova under svære prøver. Vi bør også værdsætte det store offer Jesus bragte, for Gud sendte ham herned for at dø for os. (Johannes 3:16) Der var ikke tale om en let og hurtig død. Lad os se hvad Bibelen siger om det der skete. Så vil vi bedre kunne sætte os ind i hvad det har krævet af både Gud og af Jesus og således forstå hvor meget de har ofret for os.
17-19. Hvordan omtalte Jesus den ildprøve der ventede ham?
17 Mindst fire gange fortalte Jesus sine apostle hvad der ventede ham. Blot nogle få dage før det skulle ske sagde han: „Se, vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham.“ — Markus 10:33, 34.
18 Jesus følte et stort pres på grund af det der ventede ham. Han var udmærket klar over hvad det ville sige at blive pisket af romerne. Piskens lædersnore var besat med små metalstykker og stumper af fåreknogler. Piskningen resulterede derfor i at ryggen og benene på den piskede blev ét blødende kød. Flere måneder forinden gav Jesus udtryk for hvilket følelsesmæssigt pres udsigten til denne prøvelse lagde på ham, idet han sagde som vi læser i Lukas 12:50: „Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!“
19 Presset voksede efterhånden som tiden nærmede sig, hvilket han gav udtryk for i bøn til sin himmelske Fader: „Nu er min sjæl stærkt foruroliget, og hvad skal jeg sige? Fader, red mig ud af denne time. Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time.“ (Johannes 12:27) Denne bøn af Jehovas enestefødte søn må have berørt Gud dybt. I Getsemane Have, blot nogle timer før sin død, blev Jesus stærkt foruroliget og sagde til Peter, Jakob og Johannes: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.“ Nogle minutter senere bad han sin sidste bøn til Jehova vedrørende dette: „’Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.’ Men da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Mattæus 26:38; Lukas 22:42, 44) Der kan her have været tale om det medicinske fænomen der kaldes hæmatidrosis. Det forekommer sjældent men kan forekomme i visse tilfælde med ekstrem følelsesmæssig belastning.
20. Hvad hjalp Jesus til at stå prøven igennem?
20 Om denne begivenhed i Getsemane Have siges der i Hebræerbrevet 5:7: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.“ Eftersom han ikke blev reddet fra døden af „den som var i stand til at frelse ham fra døden“, hvordan blev han da bønhørt? Lukas 22:43 giver os svaret: „Da viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham.“ Jesu bøn blev altså besvaret ved at den engel Gud sendte styrkede ham til at udholde ildprøven.
21. (a) Hvad viser at Jesus bestod prøven? (b) Hvad vil vi gerne kunne sige når vore prøvelser intensiveres?
21 Det fremgår af det der videre skete. Da Jesu sjælekval var overstået, rejste han sig, gik tilbage til Peter, Jakob og Johannes og sagde: „Stå op, lad os gå.“ (Markus 14:42) Han sagde i virkeligheden: ’Lad mig gå hen og blive forrådt med et kys, arresteret af en folkehob, ulovligt stillet for en domstol og med urette fordømt. Lad mig gå hen og blive hånet, spyttet på, pisket og naglet til en marterpæl.’ I seks timer hang han på pælen under de værste pinsler idet han holdt ud til enden. Da han døde råbte han triumferende: „Det er tilendebragt!“ (Johannes 19:30) Urokkeligt havde han bevist sin uangribelighed og hævdet Jehovas suverænitet. Alt hvad Jehova havde sendt ham til jorden for at udføre var tilendebragt. Når vi dør eller når Harmagedon indtræffer, vil vi da kunne sige om det hverv vi har fået overdraget af Jehova: „Det er tilendebragt“?
22. I hvilket omfang vil kundskaben om Jehova brede sig?
22 Vi kan under alle omstændigheder være forvissede om at til Jehovas fastsatte tid, som hastigt nærmer sig, vil hele jorden blive „fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad vil det i bibelsk forstand sige at lære nogen at kende?
◻ Hvordan har vi lært om Jehovas barmhjertighed og tilgivelse gennem hans ord?
◻ Hvordan havde Abraham frimodighed i tale over for Jehova?
◻ Hvorfor kan vi se Jehovas egenskaber afspejlet i Jesus?