„Jehovas hånd“ i mit liv

FORTALT AF LAWRENCE THOMPSON

EN AFTEN i 1946 sad min far og jeg i bilen og betragtede nordlyset der dansede hen over himmelen. Vi talte om Jehovas storhed og om hvor små vi var i sammenligning. Vi genopfriskede episoder fra de år hvor Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Canada. Far indprentede mig at Jehova havde støttet og ledet sit folk gennem alle disse år.

SELV om jeg kun var 13 år, forstod jeg hvor sandt det var. Samtidig lagde far vægt på hvor omfattende det forkyndelsesarbejde var som endnu skulle udføres, og hvor meget det hastede. Han citerede Fjerde Mosebog 11:23 og understregede at Jehovas hånd aldrig er for kort. Kun vor egen mangel på tro og tillid til ham kan sætte grænser for det han vil gøre for os. Denne fortrolige samtale med min far vil jeg aldrig glemme.

Noget andet der fik stor betydning for mig i mine unge år var at studere Vagttårnets publikationer og især bogen Frelse, der blev udgivet i 1939. Jeg vil aldrig glemme den dramatiske illustration i bogens indledning: „Det med Passagerer overfyldte Lyntog suste af Sted med en Fart af 160 Kilometer i Timen. Det skulde krydse Floden over en Bro, som slog en Kurve saa skarp, at de Passagerer, der stod paa den bageste Platform, kunde se Lokomotivet . . . To Mænd paa den bageste Perron . . . opdagede . . . at et Stykke af Broen ved den anden Side var i Brand og ved at styrte ned i Floden. De var klar over, at de stod over for den yderste Livsfare. En Ulykke truede. Vilde det være muligt at standse Toget tidligt nok til at redde de mange Passagerer?“

Bogen vender tilbage til denne illustration i slutningen, hvor man læser: „I Dag staar alle Jordens Nationer og Folk Ansigt til Ansigt med den frygteligste Ulykke. De bliver nu paa Guds Befaling advaret om, at Harmagedonslagets Ulykke er lige foran dem. . . . Enhver, som har hørt Advarselen, maa nu selv vælge, hvilken Vej han vil følge.“

Det susende tog, den brændende bro og tanken om det presserende forkyndelsesarbejde prentede sig uudsletteligt i mit sind.

Tidlig forkyndervirksomhed

Jeg begyndte at tage del i forkyndelsesarbejdet i 1938, da jeg var fem år gammel. Henry og Alice Tweed, to pionerer (heltidsforkyndere), tog mig med, og vi brugte mellem 10 og 12 timer om dagen på at tale med folk. Jeg nød til fulde disse lange dage i Jehovas tjeneste. Da mine forældre året efter tillod at jeg blev forkynder og jeg kunne begynde at rapportere min tjeneste, var jeg henrykt.

Dengang benyttede vi de såkaldte informationsmarcher; vi gik ned ad byernes hovedgader iført sandwichplakater med slagord der afslørede falsk religion og fremhævede Guds rige. Vi benyttede også bærbare grammofoner og afspillede bibelske budskaber på folks dørtrin. Vi spillede foredrag af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident — nogle af dem kunne jeg udenad. Jeg kan stadig høre ham sige: „Det er ofte blevet sagt at religionen er en snare og et svindlerforetagende!“

Vort arbejde underlægges forbud i Canada

Under den anden verdenskrig blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i Canada, som det var sket i Nazityskland og i andre lande. Vi brugte derfor kun Bibelen, men fortsatte alligevel det arbejde Gud havde pålagt os, i lydighed mod Bibelens vejledning. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 5:29) Vi lærte at leve med politirazziaer ved vore møder og i vore hjem. Vi fik også erfaring i at vidne foran dommere og i at blive krydsforhørt.

Min broder Jim og jeg blev eksperter i at kaste brochurer ud fra kørende biler så de landede på folks dørtrin og veranda. Vi var desuden kurerer og til tider udkigsposter for dem der krydsede grænsen for at overvære stævner i De Forenede Stater.

Vort hus lå i udkanten af Port Arthur (nu Thunder Bay) i Ontario på cirka en hektar jord omgivet af træer og buske. Vi havde en ko, en kalv, grise og kyllinger — det tjente alt sammen som en god camouflage for vort arbejde med at hjælpe unge medkristne som var på flugt for at undgå at blive fængslet fordi de havde forkyndt om Guds rige.

Om natten kørte biler, lastbiler og campingvogne med unge kristne ind på vores tilbagetrukne gårdsplads og ud igen. Vi kunne give de unge husly, et skjulested, en forklædning og noget mad inden vi sendte dem videre. Min far og mor var, ligesom disse andre forkyndere, helhjertede tjenere der formede mit unge hjerte til at tjene og elske Jehova Gud.

I august 1941 indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt i en lille sø dybt inde i en skov. Det var en sen aften, og adskillige var samlet i en lille, dunkelt oplyst hytte. Politiet havde tilsyneladende fået nys om det, for de patruljerede samtidig med at de afsøgte søen med projektører, men de opdagede os ikke.

Mange facetter af heltidstjenesten

I 1951 afsluttede jeg min skoleuddannelse og rejste næsten 1600 kilometer for at begynde som pioner i et distrikt i Cobourg, Ontario. Menigheden var lille, og jeg havde ingen pionermakker. Men jeg huskede på at Jehovas hånd ikke er for kort; jeg lejede et værelse, lavede selv mad og var lykkelig for at tjene Jehova. Året efter blev jeg indbudt til at tjene på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Toronto. Her lærte jeg mange værdifulde ting der udrustede mig til fremover bedre at tjene Rigets sag.

Efter at jeg også havde været pioner i Toronto i over et år, giftede jeg mig med Lucy Trudeau, og i vinteren 1954 fik vi tildelt et pionerdistrikt i Levis i Quebec. Her var vejret bidende koldt; chikanerier fra befolkningen og politiet blev værre og værre, og det var en udfordring at skulle lære fransk. Men under alt dette var Jehovas hånd aldrig for kort, så selv om det til tider var svært, havde vi også mange velsignelser.

Vi blev for eksempel bedt om at se nærmere på to skibe (Arosa Star og Arosa Kulm) som Selskabet havde planer om at bruge til at transportere delegerede til de store internationale europæiske stævner i 1955. I forventning om at skulle gøre forretning med Selskabet, viste rederiets direktører os nu og da deres gæstfrihed, og det var en behagelig afveksling fra den vanskelige tjeneste i Quebec.

I efteråret 1955 blev jeg indbudt til at tjene som rejsende tilsynsmand, og vi brugte den vinter til at besøge afsidesliggende menigheder i den iskolde nordlige del af Ontario. Det følgende år overværede vi Vagttårnets Bibelskole Gilead i De Forenede Stater, og bagefter blev vi sendt ud som missionærer til Brasilien i Sydamerika.

Vi gik med liv og sjæl op i vores nye opgave, og inden længe kunne vi forkynde og undervise på portugisisk. I begyndelsen af 1957 blev jeg igen bedt om at tjene som rejsende tilsynsmand. I stedet for den bidende kulde fra nord måtte vi nu kæmpe med brændende varme. Adskillige gange stoppede vi op og fjernede brændende sand fra vores sko eller skar sukkerrør over og tyggede på dem for at få ekstra kræfter. Men der var også velsignelser.

I byen Regente Feijo henvendte jeg mig til politikommissæren; han beordrede alle butikker lukket og fortalte indbyggerne at de skulle gå hen på byens torv. I skyggen fra de brede blade på et blomstrende træ holdt jeg et bibelsk foredrag for alle byens indbyggere. I dag er der en menighed af Jehovas vidner dér.

Vore børn vokser op i Brasilien

Da Lucy i 1958 blev gravid, slog vi os ned i Juiz de Fora og fortsatte som specialpionerer. I løbet af de to næste år blev vore døtre Susan og Kim født. De skulle vise sig at blive en sand velsignelse i vores tjeneste, for de pådrog sig nyhedens interesse i byen. Når vi skubbede klapvognen hen over de brolagte gader kom folk ud for at se pigerne. Imidlertid var der stort behov for forkyndere i byen Recife, et meget varmt sted lige syd for ækvator, så vi flyttede dertil.

I 1961 fik jeg ikke kun mulighed for at hjælpe med at arrangere flytransporten for de Jehovas vidner der skulle til stævne i São Paulo, men jeg kom også selv til at overvære dette mindeværdige stævne. Efter 20 minutter i luften styrtdykkede flyet pludselig, og passagererne blev kastet rundt i flyet. Kabinen blev fuldstændig ødelagt; sæder rev sig løs, og passagerer blev kvæstet og blødte. Lykkeligvis fik piloten rettet flyet op, og vi landede i god behold. Ingen var kommet så slemt til skade at de ikke kunne fortsætte til São Paulo med et andet fly. Vi fik et pragtfuldt stævne, men jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville op at flyve igen!

Da jeg kom hjem fra stævnet ventede der imidlertid en ny opgave: Jeg skulle tage mig af et stævne dybt inde i junglen i Teresina i staten Piauí. Jeg var nødt til at flyve derind. Selv om jeg var skrækslagen sagde jeg ja til opgaven idet jeg lagde det i Jehovas hånd.

I 1962 blev vores søn, Greg, født i Recife. Selv om jeg, på grund af familieforøgelse, nu ikke længere var pioner, kunne jeg godt gøre en nyttig indsats i den lille menighed. Børnene var altid ivrige efter at komme med ud i forkyndelsen, for vi gjorde tjenesten interessant for dem. Fra de var tre år har de alle kunnet indlede ved dørene. Vi gjorde det til en vane aldrig at svigte møderne eller tjenesten. Selv når én i familien var syg, tog de andre til møde eller ud i forkyndelsen, mens blot én blev hjemme for at passe den syge.

I årenes løb har vi jævnligt som familie drøftet børnenes skolegang og deres mål i livet. Igennem disse drøftelser har vi opfordret dem til at sætte Jehovas organisation først i deres liv. Vi sørgede omhyggeligt for at de ikke blev udsat for skadelig påvirkning, for eksempel gennem fjernsynet. Vi fik ikke tv før børnene var teenagere. Og selv om vi havde midlerne forkælede vi dem ikke med materielle ting. Vi købte for eksempel kun én cykel som de tre børn måtte dele.

Vi foretog os så meget som muligt sammen — spillede basketball, svømmede og tog på ferie sammen. Vi holdt vore ferier i forbindelse med kristne stævner eller vi kombinerede dem med besøg på betelhjem i forskellige lande. På disse ferier havde vi tid til åbent at tale sammen, så Lucy og jeg kunne høre hvad der boede i børnenes hjerte. Vi er Jehova meget taknemmelige for disse skønne år!

De ti år i det tropiske klima nær ækvator havde haft en skadelig virkning på Lucys helbred. Vi tog derfor med glæde imod et nyt distrikt, denne gang i et mere moderat klima mod syd, i Curitiba i staten Paraná.

Tilbage til Canada

I 1977, efter næsten 20 år i Brasilien, vendte Lucy og jeg tilbage til Canada sammen med vore børn, for at vi kunne tage os af min aldrende far. Det var noget af et kulturchok for vores familie! Men det var ikke et åndeligt chok, for vi holdt fast ved de vaner vi hele tiden havde fulgt inden for vort kærlige brodersamfund.

I Canada blev heltidstjenesten et familieanliggende, da vore døtre blev pionerer lige efter hinanden. Vi bidrog alle til familiens underhold. Alt hvad der blev tjent på halvdagsarbejde blev lagt til side til at dække udgifter til husholdningen og til de tre biler der var nødvendige for at vi alle kunne komme ud i det vidtstrakte distrikt. Hver uge efter vort familiestudium drøftede vi familiens planer. Disse drøftelser gav alle indblik i hvilke aftaler hver især havde truffet, og hvad hver enkelt brugte sit liv til.

Vores søn, Greg, havde ligesom sine storesøstre heltidstjenesten som sit mål. Fra han var fem år gammel har han udtrykt ønske om at arbejde på Selskabets afdelingskontor, der kaldes Betel. Dette mål har han altid holdt sig for øje, og efter at have afsluttet sin skoleuddannelse spurgte han sin mor og mig: „Synes I at jeg skal ansøge om at komme på Betel?“

Selv om det ville være et savn for os hvis han rejste, svarede vi uden tøven: „Du vil aldrig kunne føle Jehovas hånd i højere grad end på Betel — selve hjertet af Jehovas organisation.“ Knap to måneder senere rejste han til det canadiske betelhjem. Det var i 1980, og han har tjent der lige siden.

I 1980’erne blev Lucy og jeg stillet over for nye udfordringer. Vi var tilbage hvor vi var begyndt — kun os to. Susan var blevet gift og tjente som pioner sammen med sin mand, og Kim og Greg tjente på Betel. Hvad skulle vi tage os til? Dette spørgsmål blev hurtigt besvaret da vi i 1981 blev indbudt til at betjene en portugisisk kreds i Canada der strakte sig over et område på omkring 2000 kilometer. Vi nyder stadig at være i rejsetjenesten.

Kim er siden blevet gift og har været på Gilead, og hun tjener nu sammen med sin mand i kredstjenesten i Brasilien. Susan og hendes mand, der tjener som pioner, bor stadig i Canada med deres to børn. Selv om vores familie de seneste år har været fysisk adskilt på grund af forskellige opgaver i heltidstjenesten, er vi stadig nært knyttet til hinanden både åndeligt og følelsesmæssigt.

Lucy og jeg ser frem til at kunne nyde en lykkelig fremtid sammen med vores familie på en renset jord. (2 Peter 3:13) Ligesom den ældre Moses har vi på første hånd erfaret sandheden i svaret på det retoriske spørgsmål der stilles i Fjerde Mosebog 11:23: „Er Jehovas hånd for kort? Nu skal du få at se om det jeg siger vil indtræffe for dig eller ej.“ Der er intet der kan hindre Jehova i at velsigne sine venner når de tjener ham af hele deres hjerte.

[Illustration på side 25]

Lawrence og Lucy Thompson