’Af spædes mund’
DA SAMUEL var en lille dreng stod han fast på de rette principper trods ypperstepræsten Elis onde sønner. (1 Samuel 2:22; 3:1) På Elisas tid aflagde en lille israelitisk pige der var taget til fange i Aram, modigt et vidnesbyrd over for sin frue. (2 Kongebog 5:2-4) Da Jesus var 12 år gammel talte han frimodigt til Israels lærere idet han stillede dem spørgsmål og gav svar der forbløffede tilhørerne. (Lukas 2:46-48) Op gennem historien har der altid været unge som trofast har tjent Jehova.
Hvordan forholder det sig i dag? Findes der stadig unge der tjener Jehova trofast? Ja, bestemt! Rapporter fra Vagttårnsselskabets afdelingskontorer viser at en stor skare af unge kristne „møder villigt frem“ for at tjene Jehova. (Salme 110:3) De gode resultater af deres bestræbelser opmuntrer alle kristne, både unge og gamle, til „ikke [at] give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt“. — Galaterne 6:9.
Et fint eksempel på dette er Ayumi, en lille japansk pige der blev forkynder som seksårig og satte sig det mål at forkynde for alle i sin klasse. Hun fik lov til at anbringe flere bibelske publikationer i klasseværelsets bibliotek, og forberedte sig så hun kunne svare på de spørgsmål klassekammeraterne måske ville stille. Næsten alle hendes klassekammerater samt hendes lærer kiggede i publikationerne. I de seks år Ayumi gik i grundskolen fik hun 13 bibelstudieaftaler. Hun blev døbt da hun gik i fjerde klasse, og en af hendes veninder som hun havde studeret med, blev døbt da de gik i sjette klasse. Denne elevs moder og to storesøstre fik også et bibelstudium og blev døbt.
En god adfærd et vidnesbyrd
„Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne,“ sagde apostelen Peter, og denne opfordring tager unge kristne alvorligt. (1 Peter 2:12) Derved har de ofte aflagt et godt vidnesbyrd. I det afrikanske land Cameroun overværede en mand for anden gang et af Jehovas Vidners menighedsmøder og kom tilfældigvis til at sidde ved siden af en lille pige. Da taleren opfordrede tilhørerne til sammen med ham at slå skriftstederne op, bemærkede manden at den lille pige hurtigt fandt versene i sin egen bibel og omhyggeligt fulgte med i oplæsningen. Hendes indstilling gjorde så stort indtryk på ham at han ved mødets afslutning gik hen til taleren og sagde: „På grund af denne lille pige vil jeg gerne studere Bibelen med jer.“
I Sydafrika er der en skole hvor der går 25 elever som er børn af Jehovas vidner. Deres gode adfærd har givet Jehovas Vidner et godt omdømme. En lærer betroede en af forældrene til et af disse børn at hun ikke kunne forstå hvordan Jehovas vidner kunne opdrage deres børn så godt, især i betragtning af at hendes egen kirke ikke havde formået at hjælpe de unge. Da der kom en ny lærerinde på skolen bemærkede hun straks den gode adfærd Jehovas vidners børn lagde for dagen. Hun spurgte en af drengene hvad hun skulle gøre for at blive et af Jehovas vidner. Han forklarede at hun skulle have et bibelstudium, og han sørgede for at hans forældre fulgte interessen op.
I Costa Rica indså Rigoberto at han havde fundet sandheden da to klassekammerater ved hjælp af Bibelen besvarede hans spørgsmål angående treenigheden, sjælen og helvede. Han lyttede opmærksomt til det de fortalte, ikke kun fordi de kunne bruge Bibelen, men også fordi deres gode opførsel var så forskellig fra det han havde oplevet i kristenhedens kirker. Trods modstand fra familien bestræber Rigoberto sig for at leve efter det han lærer ved sit bibelstudium.
I Spanien besøgte to forkyndere, hvoraf den ene var ni år, en mand der hed Onofre. Mens den voksne forkynder førte ordet, fulgte den unge forkynder med i Bibelen og citerede nogle skriftsteder efter hukommelsen. Onofre var imponeret. Han besluttede sig for at studere Bibelen det samme sted som denne dreng havde lært Bibelen så godt at kende. Tidligt om morgenen den følgende søndag tog han derfor hen til rigssalen. Han måtte vente udenfor til hen på eftermiddagen, indtil forkynderne kom til møde. Fra da af gjorde han gode fremskridt, og for nylig symboliserede han sin indvielse ved vanddåben.
Dygtige unge forkyndere
Jehova bruger såvel børn som voksne til at nå de retsindige. Dette understreges af en erfaring fra Ungarn. En sygeplejerske på et hospital lagde mærke til at hver gang en bestemt patient på ti år fik besøg, medbragte gæsterne både læsestof og mad. Hendes nysgerrighed var blevet vakt og hun spekulerede på hvad en lille pige mon kunne være interesseret i at læse. Hun fandt ud af at det handlede om Bibelen. Sygeplejersken talte med pigen, og fortalte senere: „Lige fra begyndelsen underviste hun mig faktisk.“ Da den lille pige blev udskrevet fra hospitalet, inviterede hun sygeplejersken med til et stævne, men hun sagde nej tak. Senere skiftede hun dog mening og tog med til områdestævnet „Det rene sprog“. Kort efter fik hun et bibelstudium, og da der var gået et år blev hun døbt — alt sammen fordi en lille pige benyttede sit hospitalsophold til at læse bibelske publikationer.
Ana Ruth fra El Salvador var i gang med sit andet år i gymnasiet. Hun havde for vane at lade bibelske bøger og blade ligge fremme på sit skolebord så andre kunne læse dem hvis de havde lyst. Ana Ruth bemærkede at nogen tog dem og derefter lagde dem tilbage efter et stykke tid. Hun fandt ud af at det var en skolekammerat som hed Evelyn der læste dem. Efter nogen tid tog Evelyn imod et bibelstudium og begyndte at overvære menighedsmøderne. Med tiden blev hun døbt, og hun er nu fast hjælpepioner. Ana Ruth er blevet almindelig pioner.
I Panama påbegyndte en søster et studium med en kvinde hvis mand begyndte at modsætte sig sandheden så studiet næsten gik i stå. Efterhånden blev han dog mildere stemt. Nogen tid senere bad hans kødelige broder, som er et Jehovas vidne, ham om at installere en tyverialarm i sit hus. Mens han var i færd med at installere alarmen kom hans niece på ni år hjem og så meget bedrøvet ud. Han spurgte hende hvad der var galt, og hun sagde at hun sammen med sin storesøster var gået hen for at lede et bibelstudium, men vedkommende var ikke hjemme og derfor havde hun ikke kunnet gøre noget for Jehova den dag. Hendes onkel sagde: „Hvorfor forkynder du ikke for mig? Så gør du noget for Jehova.“ Hans niece løb glædestrålende ind for at hente sin bibel og et studium blev påbegyndt.
Hendes moder (mandens svigerinde) lyttede med. Hun troede at det hele bare var for sjov, men hver gang manden kom på besøg bad han sin niece om at studere Bibelen med ham. Da moderen så at hendes svoger mente det og havde nogle vanskelige spørgsmål, besluttede hun selv at lede studiet med assistance fra datteren. Han begyndte at studere to gange om ugen og gjorde hurtige fremskridt. Til sidst var han nået dertil hvor han kunne indvi sig. Han blev døbt ved det samme stævne som sin hustru — takket være hans unge nieces rosværdige indstilling.
Der aflægges et godt vidnesbyrd på grund af de unges mod
Bibelen siger: „Vær modig og lad dit hjerte være stærkt. Ja, sæt dit håb til Jehova.“ (Salme 27:14) Disse ord passer på alle Guds tjenere. I det sidste år har både børn og voksne levet op til dem. Da en femårig pige i Australien skulle begynde i en ny skole, henvendte hendes moder sig til læreren for at fortælle hvad Jehovas Vidner tror på. Læreren sagde: „Jeg ved allerede hvad I tror på. Din datter har fortalt mig alt.“ Denne lille pige havde ikke været bange for at gå til sin lærer og selv fortælle om sin tro.
Andrea på fem år fra Rumænien var også modig. Da hendes moder forlod den ortodokse kirke for at blive et af Jehovas vidner, nægtede naboerne at lytte til hende. En dag ved menighedsbogstudiet hørte Andrea at tjenestetilsynsmanden understregede nødvendigheden af at man forkyndte for sine naboer. Dette tænkte hun meget over, og da de kom hjem sagde hun til sin moder: „I morgen, når du er taget på arbejde, står jeg op og pakker min taske med bøger og blade ligesom du gør, mor, og så beder jeg til Jehova om hjælp til at fortælle vores naboer om sandheden.“
Den næste dag gjorde Andrea som hun havde sagt. Hun tog mod til sig og ringede på hos en af naboerne. Da naboen kom ud og lukkede op, sagde denne lille pige: „Jeg ved at lige siden min mor blev et Jehovas vidne har du ikke kunnet lide hende. Hun har flere gange prøvet at tale med dig men du vil ikke lytte til hende. Det gør hende ked af det, men du skal vide at vi godt kan lide dig.“ Derefter aflagde Andrea et fint vidnesbyrd. På én dag spredte hun seks bøger, seks blade, fire brochurer og fire traktater. Fra da af har hun regelmæssigt været med ude i forkyndelsen.
I Rwanda har vore brødre måttet være meget modige på grund af kampene i landet. Ved en lejlighed blev en familie, der var Jehovas vidner, gennet ind i et værelse hvor soldaterne gjorde klar til at dræbe dem. Familien bad om lov til først at bede en bøn. Det gik soldaterne med til. Alle, undtagen datteren, Deborah, bad for sig selv. Ifølge en rapport bad Deborah højt: „Jehova, i denne uge spredte far og jeg fem blade. Hvordan skal vi kunne komme tilbage til disse mennesker og lære dem sandheden at kende og hjælpe dem til at få evigt liv? Og hvordan kan jeg nu blive en forkynder? Jeg vil gerne døbes så jeg kan tjene dig.“ Efter at have hørt dette sagde en af soldaterne: „Vi kan ikke slå jer ihjel på grund af denne lille pige.“ Deborah svarede: „Tak skal I ha’.“ Familien blev reddet.
Da Jesus drog ind i Jerusalem ved slutningen af sit jordiske liv, blev han hyldet af en stor, jublende folkemængde der bestod af både voksne og børn. Ifølge beretningen „råbte [drengene] i templet og sagde: ’Frels dog Davids søn!’“ Da de øverste præster og de skriftlærde harmedes over dette, svarede Jesus: „Har I aldrig læst dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“ — Mattæus 21:15, 16.
Er det ikke betagende at disse ord også får deres opfyldelse i dag? „Af spædes og diendes mund“ — og af teenagere, samt unge mænd og kvinder — har Jehova beredt sig lovprisning. Ingen er for ung til at lovprise Jehova. — Joel 2:28, 29.