Den Dominikanske Republik — Her kan stadig gøres opdagelser

SOM ung mand begyndte Christopher Columbus sin karriere som søfarende, og det førte med tiden til at han opdagede de øer der i dag er kendt som Vestindien. I december 1492 gik hans flagskib Santa María på grund ved øen Españolas nordkyst. Det er den ø der i dag hedder Hispaniola og som er delt mellem landene Haiti og Den Dominikanske Republik. Her grundlagde Columbus den første europæiske koloni, som var et hurtigt opført fort der fik navnet La Navidad. Øen blev udgangspunkt for hans senere opdagelsesrejser.

Columbus fandt øen beboet af taino-indianere, et meget smukt, tillidsfuldt og gæstfrit folkefærd. Dengang boede der skønsmæssigt 100.000 af disse indianere på øen. De indtrængende bosætteres primære mål var imidlertid at finde guld, og på grund af den hårde behandling de indfødte fik, svandt lokalbefolkningen hurtigt ind. I 1570 var der efter sigende kun 500 taino-indianere tilbage.

I dag ser man mange forskellige racer og hudfarver i Den Dominikanske Republik, hvilket skyldes at befolkningens forfædre i sin tid kom som indvandrere fra mange lande. Alligevel synes øboerne at have mange af de oprindelige indianeres gode træk, idet de af væsen er venlige og lette at omgås. Hvis man hertil lægger deres oprigtige tro på Gud og respekt for Bibelen kan man godt forstå hvorfor Jehovas vidner har haft gode resultater i deres forkyndelse og undervisningsarbejde i dette land.

En anden slags opdagelse

De første missionærer fra Vagttårnsselskabet, Lennart og Virginia Johnson, kom til Den Dominikanske Republik mens diktatoren Trujillo sad ved magten. Til deres store glæde opdagede de at mange reagerede hurtigt og positivt på deres forkyndelse af Bibelen. Men dette behagede ikke i myndighederne og deres religiøse rådgivere. En bølge af forfølgelse brød snart ud, og de første dominikanske forkyndere fik deres tro sat på en svær prøve. Deres loyalitet og tro selv til døden tales der meget om den dag i dag.

De cirka 16.000 Jehovas vidner der nu befinder sig i landet, er kendt overalt. For nogen tid siden sendte fem landsdækkende tv-stationer videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation.a

Forkyndernes arbejde fik herved megen opmærksomhed, ikke kun i de større byer, men også i mindre byer og visse landområder. Efter disse udsendelser iværksatte man en særlig kampagne for at bringe den gode nyhed om Riget ud til disse afsidesliggende områder.

Velsignelserne ved at stille sig til rådighed

Mange energiske og nidkære unge forkyndere meldte sig til at bruge perioder af to måneders varighed i forkyndelsen i disse fjerntliggende distrikter. De blev rigt belønnet for deres indsats. I ét område fandt to forkyndere særlig interesse. Eftersom det var tiden til at fejre den årlige højtid til minde om Jesu død, traf de arrangementer angående dette og indbød folk til at komme. Salen blev fyldt til bristepunktet, og mødet kunne begynde. Efter mødet opdagede de til deres store overraskelse at der uden for bygningen stod en stor gruppe interesserede og ventede på at komme ind. De inviterede dem indenfor og gentog programmet. Der er nu en menighed i dette område.

Den gavmilde og udadvendte natur som kendetegner disse mennesker, ansporer dem ofte til at fortælle deres familie og andre om de sandheder fra Bibelen de har lært. En der studerede Bibelen blev jublende glad da han endelig kvalificerede sig til at deltage i forkyndelsen fra hus til hus. Han ledede allerede fem bibelstudier i nabolaget, men var nu lykkelig over at kunne have en større andel i tjenesten.

Forkynderne af Riget kan ikke regelmæssigt nå ud til alle distrikter, og derfor gør de en særlig indsats for at tale med folk der rejser med bus og med dem der er taget ind til byen for at handle. Der er opnået gode resultater ved denne fremgangsmåde, hvilket fremgår af en oplevelse der begyndte med et brev man modtog på Selskabets afdelingskontor. Det var fra to mænd der boede i et landdistrikt, og de bad om at få et bibelstudium. Da en forkynder besøgte dem viste det sig at „mændene“ kun var 10 og 11 år. Men hvordan havde de fundet ud af at man kunne få et bibelstudium? Jo, en mand fra landsbyen var taget ind til hovedstaden for at handle, og på gaden havde han mødt en forkynder som gav ham en traktat og tilbød ham et gratis hjemmebibelstudium. Da manden var kommet hjem igen, havde han givet traktaten til en 12-årig pige i nabolaget og fortalt hende at man kunne få et bibelstudium. Pigen fortalte det videre til de to drenge, som omgående skrev til Selskabet. Der blev oprettet et bibelstudium med drengene, pigen, og manden og hans to børn.

Unge reagerer positivt

Både unge mennesker der er vokset op i sandheden og andre unge forkyndere synes at tage deres gudsdyrkelse alvorligt. Tamar og hendes søster Keila blev for eksempel begge døbt som 10-årige og tog pionertjenesten op som 11-årige. Wendy Carolina var 12 år da hun symboliserede sin indvielse ved vanddåben, og to år senere, i 1985, begyndte hun som almindelig pioner. I dag er hun dygtig til at undervise og nyder stadig heltidstjenestens velsignelser. Unge Jovanny, der blev døbt som 10-årig og blev pioner som 11-årig, leder fire hjemmebibelstudier. Da Rey på 10 i et antikvariat opdagede en brochure udgivet af Jehovas Vidner, tryglede han sin moder om hun ikke nok ville købe den til ham. Han læste den fra ende til anden. Hans søgen efter flere bibelske publikationer førte ham til sidst til afdelingskontoret. I dag glæder han sig over at være i heltidstjenesten, og hans moder tjener også Gud.

Hvad hjalp disse og andre unge mennesker til at forstå værdien af åndelige anliggender? I mange tilfælde har den rette vejledning fra forældrenes side spillet en vigtig rolle. Dette var for eksempel tilfældet med Josué, hvis kristne forældre er skolelærere. Da en rejsende tilsynsmand foreslog at forældrene prøvede at hjælpe mindst ét af deres børn til at tage heltidstjenesten op, tænkte de på Josué. Han var en dygtig skoleelev og havde fået tildelt et studielegat af myndighederne til at studere til ingeniør for. Efter halvandet år på universitetet tog han imod en invitation til at arbejde med på opførelsen af Jehovas Vidners afdelingskontor i Den Dominikanske Republik. Hans forældre gav udtryk for stor glæde over at kunne give deres søn til Jehovas tjeneste.

„Opdagelsesrejsende“ fra andre lande

Jesu ord om at „høsten er stor, men arbejderne er få“ gælder især arbejdsmarken her. (Mattæus 9:37) Det store behov og folks positive reaktion har bevæget forkyndere fra andre lande til at flytte hertil og deltage i udforskningen af distrikterne efter vor tids virkelige skatte — nemlig oprigtige, sandhedssøgende mennesker.

Familier der er Jehovas vidner er kommet fra naboøen Puerto Rico, og har fundet ægte glæde ved at tjene i forskellige områder af Den Dominikanske Republik. Et familieoverhoved siger: „At kunne udtrykke sin tro og sit håb over for mennesker med et lyttende øre, er virkelig noget der gør sandheden levende.“ Cecilia fra Sverige og Nia fra De Forenede Stater hørte om behovet og sluttede sig til adskillige andre unge heltidstjenere her. De virker i højderne i det indre af landet, hvor der er et tempereret klima. Højt oppe i de kølige fyrretræsklædte bjerge arbejder to canadiske familier sammen med en dominikansk familie der er vendt tilbage fra De Forenede Stater. De er en del af en lille menighed og kan nå ud til folk som ikke har været besøgt af Jehovas vidner i de sidste ti år.

Alfredo og Lourdes og deres fem børn vendte hjem fra New York og tilhører nu en lille menighed i en af de smukke badebyer. De glæder sig over at være med til at finde retsindige og dermed bidrage til menighedens vækst. Roland, der er computeroperatør fra Østrig, har sammen med sin hustru, Yuta, slået sig ned i den varme, tørre, sydlige del af landet. De har haft den glæde at se en ny menighed blive oprettet siden deres ankomst. I en naboby rapporterede en gruppe på tre pionersøstre og et ægtepar fra Californien, at de havde så mange anmodninger om bibelstudier at de ikke kunne magte dem alle. De opfordrede derfor de interesserede til at overvære møderne i den lokale rigssal og blive skrevet op på en venteliste til bibelstudier. Yutas broder Stefan tjener trofast sammen med en lille menighed i den charmerende by Samaná på nordøstkysten. På blot to år er antallet af forkyndere i denne menighed fordoblet.

Den kærlighed og nidkærhed der bliver lagt for dagen af disse og andre som er kommet for at hjælpe til, er rosværdig. De har taget udfordringen op og er ikke alene flyttet til et nyt land med en anden kultur og andre skikke, men har også i de fleste tilfælde måttet lære et nyt sprog for at kunne tage sig af de symbolske fårs åndelige behov. Lokalbefolkningen har reageret positivt på denne indsats fra deres side.

Nogle dominikanske familier har forladt de større byers komfort og rakt ud efter tjenesten i landområderne. Alle er blevet rigt belønnet og er glade for at være med til at opdage de virkelige skatte i form af oprigtige, sandhedssøgende mennesker.

Det 15. århundredes skattejægere bragte ikke det indfødte taino-folk velsignelser, men trældom og ufattelige lidelser. Selv ikke Columbus fik gavn af den nye verdens skatte. Det endte med at han blev arresteret og ført bort fra den ø han selv havde opdaget. Han vendte tilbage til Spanien i lænker.

I dag finder der en anden form for opdagelse sted, og en mere værdifuld skat bliver fundet. Jehovas folk er travlt beskæftiget med at finde frem til de retsindige øboere der er lydhøre over for den gode nyhed om Riget. Et stadigt stigende antal mennesker kan som følge heraf nyde den frihed som kun Guds ord kan bringe. (Johannes 8:32) De ser frem til den tid hvor dette land med bjerge, storslåede vandfald, smukke strande og betagende grotter ikke blot vil være en paradisø, men en del af en ny verden som omspænder hele jorden. — 2 Peter 3:13.

[Fodnote]

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den Dominikanske Republik

[Illustration på side 25]

Unge forkyndere opdager de åndelige værdier når de tager heltidstjenesten op