Hvad er dit motiv til at tjene Gud?
„Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ — MARKUS 12:30.
1, 2. Hvilke spændende ting udrettes i forkyndelsesarbejdet?
MAN kan ikke bedømme om en bil er god alene på udseendet. En flot lakering og et smart udseende kan tiltrække en eventuel køber, men det der har virkelig betydning er det der ikke umiddelbart ses — motoren der får bilen til at køre, samt alt det andet der har betydning for bilens drift.
2 Det forholder sig omtrent på samme måde med den kristnes tjeneste for Gud. Jehovas vidner udfører for eksempel et stort forkyndelsesarbejde. Hvert år bruger de over en milliard timer på at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De leder millioner af bibelstudier, og hundredtusinder lader sig døbe. Hvis du er en forkynder af den gode nyhed, har du haft en andel heri, uanset hvor beskeden din indsats tilsyneladende har været. Og du kan være forvisset om at ’Gud ikke er uretfærdig så han glemmer dit arbejde og den kærlighed du har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.
3. Hvad er vigtigt for kristne foruden at de har gerninger, og hvorfor?
3 Men hverken vor personlige eller vor fælles tjenestes sande værd kan udelukkende gøres op i tal. Som Jehova sagde til Samuel: „Mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Ja, det der tæller hos Gud er hvordan vi er i vort indre menneske. Ganske vist har vore gerninger også betydning. Gerninger der udspringer af gudhengivenhed er en pryd for Jehovas lære og virker tiltrækkende på eventuelle disciple. (Mattæus 5:14-16; Titus 2:10; 2 Peter 3:11) Men vore gerninger fortæller ikke alt. Den opstandne Jesus var bekymret for menigheden i Efesus, til trods for at den kollektivt gjorde mange gode gerninger. „Jeg kender dine gerninger,“ sagde han til den. „Dog har jeg det imod dig at du har forladt din første kærlighed.“ — Åbenbaringen 2:1-4.
4. (a) Hvordan kunne vor tjeneste for Gud blive som et ritual vi udfører af pligt? (b) Hvorfor er der behov for selvransagelse i denne forbindelse?
4 Der er altså fare for at vor tjeneste for Gud med tiden kunne blive som et ritual vi udfører af pligt. En kristen kvinde har beskrevet det på følgende måde: „Jeg gik ud i forkyndelsen, gik til møder, studerede, bad — men jeg gjorde det alt sammen rent mekanisk uden at føle noget for det.“ Guds tjenere skal selvfølgelig roses for at de gør en ihærdig indsats selv når de føler sig „kastet omkuld“ eller er „nedslåede“. (2 Korinther 4:9; 7:6) Men hvis vore kristne vaner på et tidspunkt begynder at „gå i tomgang“, må vi så at sige kaste et blik på „motoren“. Selv de bedste biler har brug for et periodisk eftersyn; også kristne har behov for regelmæssigt at foretage en selvransagelse. (2 Korinther 13:5) Andre kan se vore gerninger, men de kan ikke se hvad det er der driver os. Det er derfor vigtigt at vi hver især stiller os selv spørgsmålet: ’Hvad er det der motiverer mig til at tjene Gud?’
Hindringer for de rette motiver
5. Hvilket bud var ifølge Jesus det første?
5 Da Jesus blev spurgt om hvilket af budene til Israel der var det første af alle, henviste han til et bud der ikke omfattede noget ydre, men motivet: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:28-30) Jesus pegede her på hvad det var der skulle være drivkraften bag vor tjeneste for Gud, nemlig kærlighed.
6, 7. (a) Hvordan angriber Satan på underfundig vis familien, og hvorfor? (2 Korinther 2:11) (b) Hvordan kan børns opdragelse berøre deres holdning til guddommelig myndighed?
6 Satan ønsker at hæmme vores evne til at opdyrke kærlighed, der er en vigtig egenskab. En af hans metoder går ud på at angribe familien. Hvorfor? Fordi det er her vores første og mest grundlæggende forestilling om kærlighed dannes. Satan kender udmærket den bibelske tanke at man som voksen kan have stor gavn af det man har lært i barndommen. (Ordsprogene 22:6) Allerede i vores barndom forsøger han derfor underfundigt at forvrænge vores opfattelse af kærligheden. Eftersom Satan er „denne tingenes ordnings gud“, tjener det hans hensigt at mange vokser op i hjem hvor der ikke findes kærlighed, men hvor man udsættes for bitterhed, vrede og spot. — 2 Korinther 4:4; Efeserne 4:31, 32; 6:4, fodnote; Kolossenserne 3:21.
7 Bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv gør opmærksom på at den måde hvorpå en far udfylder forældrerollen „kan få meget at sige for hvordan børnene senere vil stille sig til myndighed, det være sig menneskelig eller guddommelig myndighed“.a En kristen mand der er blevet opdraget meget autoritært af en streng far, siger: „Det er let for mig at adlyde Jehova; det er langt vanskeligere at elske ham.“ Lydighed er selvfølgelig vigtigt, for i Guds øjne er ’dét at adlyde bedre end slagtoffer’. (1 Samuel 15:22) Men hvad kan hjælpe os til ikke blot at adlyde Jehova men også at opdyrke kærlighed til ham og lade den være drivkraften bag vor tilbedelse?
„Messias’ kærlighed tvinger os“
8, 9. Hvordan bør Jesu genløsningsoffer påvirke vor kærlighed til Jehova?
8 Det der mere end noget andet kan hjælpe os til at opdyrke ægte kærlighed til Jehova, er værdsættelse af Jesu Kristi genløsningsoffer. „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham.“ (1 Johannes 4:9) Når vi først forstår og værdsætter dette, vil denne kærlighedshandling få os til at gengælde Guds kærlighed. „Vi elsker, fordi [Jehova] elskede os først.“ — 1 Johannes 4:19.
9 Jesus tog villigt imod den opgave at tjene som menneskenes frelser. „Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os.“ (1 Johannes 3:16; Johannes 15:13) Jesu selvopofrende kærlighed bør få os til at vise værdsættelse af det han har gjort. Det kan illustreres med et eksempel: Forestil dig at du var blevet reddet fra at drukne. Kunne du blot gå hjem, blive tør og glemme alt om episoden? Naturligvis ikke. Du ville føle dig i gæld til den der reddede dig, da du skylder ham livet. Og skylder vi ikke netop Jehova Gud og Jesus Kristus livet? Uden genløsningen ville vi alle så at sige drukne i synd og død. Men på grund af denne store kærlighedshandling har vi udsigt til at leve for evigt på en paradisisk jord. — Romerne 5:12, 18; 1 Peter 2:24.
10. (a) Hvordan kan genløsningen få større personlig betydning for os? (b) Hvordan tvinger Messias’ kærlighed os?
10 Lad os grunde over genløsningen og ligesom Paulus prøve at forstå at den gælder os personligt: „Det liv jeg nu lever i kødet, lever jeg ved den tro der er rettet mod Guds søn, som elskede mig og overgav sig selv for mig.“ (Galaterne 2:20) En sådan eftertanke vil virke stærkt motiverende, på samme måde som det Paulus skrev til korintherne: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for . . . han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ (2 Korinther 5:14, 15) The Jerusalem Bible siger at Messias’ kærlighed „overvælder os“. Når vi tænker på den kærlighed Kristus har vist os, overvælder det os og bevæger os dybt. Det griber os om hjertet og bevæger os til handling. J. B. Phillips’ oversættelse omskriver det og siger at „Kristi kærlighed er selve drivfjederen til vore handlinger“. Hvis det er noget andet der motiverer os, vil det ikke frembringe varige gode frugter hos os, hvilket fremgår af eksemplet med farisæerne.
’Vær på vagt over for farisæernes surdej’
11. Beskriv farisæernes indstilling til religiøse gerninger.
11 Farisæerne fjernede al kraft fra tilbedelsen af Gud. Frem for at lægge vægt på kærligheden til Gud, mente de at en persons gerninger var målestokken for åndelighed. De gik overordentlig højt op i at overholde detaljerede regler, hvilket fik dem til at tage sig retfærdige ud; men indvendig var de „fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed“. — Mattæus 23:27.
12. Hvordan viste farisæerne at de havde en ufølsom hjerteindstilling da Jesus helbredte en mand?
12 Ved en lejlighed helbredte Jesus barmhjertigt en mand hvis hånd var visnet. Denne mand må være blevet ovenud lykkelig da han fra det ene øjeblik til det andet blev helbredt for en sygdom der uden tvivl havde påført ham store fysiske og følelsesmæssige gener! Men farisæerne glædede sig ikke sammen med ham. I stedet knurrede de pedantisk over en formalitet, nemlig at Jesus havde ydet hjælp på en sabbat. Farisæerne gik så højt op i den tekniske tolkning af lovparagraffer at de helt glemte ånden i Loven. Intet under at Jesus blev „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“. (Markus 3:1-5) Han gav desuden sine disciple følgende advarsel: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“ (Mattæus 16:6) Bibelen beretter om deres handlinger og indstilling for at vi skal lære af det.
13. Hvad kan vi lære af farisæernes eksempel?
13 Farisæernes eksempel lærer os at vi skal have et rimeligt syn på vore gerninger. Det er afgjort vigtigt at have gerninger, for „troen [er] død uden gerninger“. (Jakob 2:26) Ufuldkomne mennesker har imidlertid en tilbøjelighed til at bedømme andre efter det de gør, snarere end efter det de er. Nogle gange bedømmer vi måske endog os selv på dette grundlag. Vi ser måske udelukkende på det vi udretter, som om det var den eneste målestok for vor åndelighed. Vi kunne glemme at være opmærksomme på vore motiver. (Jævnfør Andet Korintherbrev 5:12.) Vi kunne risikere at blive dogmatiske paragrafryttere der „sier myggen fra men sluger kamelen“, nogle som adlyder ’lovens’ bogstav men handler imod ånden i den. — Mattæus 23:24.
14. Hvordan var farisæerne ligesom et urent bæger eller fad?
14 Farisæerne forstod ikke at hvis man virkelig elskede Jehova, ville gerningerne følge helt naturligt. Åndelighed opdyrkes i det indre og manifesterer sig i det ydre. Jesus fordømte kraftigt farisæerne for deres fejlagtige tankegang i denne forbindelse, idet han sagde: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I renser det udvendige af bægeret og fadet, men indvendig er de fulde af rov og umådeholdenhed. Blinde farisæer, rens først det indvendige af bægeret og fadet, at det udvendige af det også kan blive rent.“ — Mattæus 23:25, 26.
15. Nævn nogle eksempler der viser at Jesus ikke blot så på det ydre.
15 Det er begrænset hvad man kan se på det ydre når det gælder et bæger, et fad eller en bygning. Jesu disciple var for eksempel imponerede af hvor smukt templet i Jerusalem var, men på grund af det der foregik i det, kaldte Jesus det en „røverhule“. (Markus 11:17; 13:1) Det der gjaldt templet, gælder millioner af navnkristne — hvilket fremgår af kristenhedens historie. Jesus sagde at han ville dømme nogle af dem der udførte „kraftige gerninger“ i hans navn som nogle der ’øvede lovløshed’. (Mattæus 7:22, 23) Som en stærk kontrast hertil sagde han følgende om en enke der bidrog med et næsten ubetydeligt pengebeløb til templet: „Denne fattige enke lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne . . . Hun lagde i af sin armod alt hvad hun havde, alle sine midler at leve af.“ (Markus 12:41-44) Var Jesus her inkonsekvent? På ingen måde. I begge situationer afspejlede han Jehovas indstilling. (Johannes 8:16) Det var motiverne bag gerningerne der dannede grundlag for hans dom.
„Hver efter hans evne“
16. Hvorfor behøver vi ikke altid at sammenligne det vi gør, med det andre kristne gør?
16 Hvis vi har de rette motiver er der ingen grund til konstant at drage sammenligninger mellem os selv og andre. Det er for eksempel uklogt at lade konkurrencelyst drive én til at forsøge at holde trit med en anden kristen for at kunne bruge det samme antal timer eller opnå de samme resultater i forkyndelsen. Jesus sagde at man skulle elske Jehova med hele sit eget sind og hjerte og hele sin egen sjæl og styrke — ikke med en andens. Vi har hver især forskellige evner og kræfter og er underlagt forskellige omstændigheder. Hvis din situation tillader det, vil din kærlighed få dig til at bruge mange timer i tjenesten, måske endog som pionerforkynder på heltidsbasis. Hvis vi kæmper med sygdom er den tid vi kan bruge i forkyndelsen måske mindre end vi kunne ønske os. Men lad os ikke miste modet. Trofasthed mod Gud måles ikke i timer. Når man har det rette motiv, vil man have grund til at glæde sig. Paulus skrev: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ — Galaterne 6:4.
17. Gengiv kort med egne ord lignelsen om talenterne.
17 Lad os engang betragte Jesu lignelse om talenterne. Vi finder den i Mattæus 25:14-30. En mand som skulle rejse udenlands kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. „En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne.“ Hvad opdagede trællenes herre da han vendte tilbage for at gøre regnskabet op med dem? Den træl som havde modtaget fem talenter, havde tjent fem talenter til. Den træl der havde fået to talenter, havde også tjent to til. Men den træl der havde modtaget én talent, havde begravet den i jorden og havde intet gjort for at øge sin herres velstand. Hvordan bedømte herren situationen?
18, 19. (a) Hvorfor sammenlignede herren ikke trællen der havde fået to talenter, med trællen der havde fået fem? (b) Hvad lærer lignelsen om talenterne os om det at rose andre og foretage sammenligninger? (c) Hvorfor fik den tredje træl en ugunstig dom?
18 Lad os først se på de trælle der fik henholdsvis fem og to talenter. Herren sagde til hver af disse trælle: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ Ville han have sagt dette til trællen med de fem talenter hvis denne kun havde tjent to til? Sandsynligvis ikke. På den anden side sagde han ikke til den træl der havde tjent to talenter: ’Hvorfor har du ikke tjent fem? Se engang hvor meget din medtræl har tjent til mig!’ Nej, den medfølende herre, der skildrer Jesus, foretog ikke sammenligninger. Han overdrog talenterne til trællene „hver efter hans evne“, og han forventede ikke at få mere tilbage end hver enkelt kunne yde. Begge trælle fik den samme ros, for de havde begge arbejdet helhjertet for deres herre. Det kan vi alle lære noget af.
19 Den tredje træl blev naturligvis ikke rost. Han blev derimod kastet ud i mørket udenfor. Eftersom han kun havde modtaget én talent, forventede man ikke at han tjente lige så meget som trællen med de fem talenter. Men han ikke så meget som forsøgte. Den ugunstige dom der blev afsagt over ham skyldtes hans „onde og dovne“ hjerteindstilling, der viste at han ikke nærede kærlighed til sin herre.
20. Hvordan betragter Jehova vore begrænsninger?
20 Jehova forventer at vi hver især elsker ham af hele vor styrke, men det er betryggende at „han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv“. (Salme 103:14) I Ordsprogene 21:2 siges der at „Jehova bedømmer hjerter“, ikke rapporter. Han forstår enhver begrænsning vi ikke har kontrol over, hvad enten det drejer sig om økonomiske, fysiske, følelsesmæssige eller andre forhold. (Esajas 63:9) Men samtidig forventer han at vi får mest muligt ud af de „ressourcer“ vi har. Jehova er fuldkommen, men han er ikke perfektionist når han ser på sine ufuldkomne tilbedere. Han er hverken urimelig eller urealistisk i sine forventninger.
21. Hvilke gode resultater vil det medføre når vor tjeneste for Gud er motiveret af kærlighed?
21 Det at vi elsker Jehova af hele vort hjerte og sind samt hele vor sjæl og styrke, er „langt mere værd end alle brændofre og slagtofre“. (Markus 12:33) Hvis vi motiveres af kærlighed, vil vi gøre alt hvad vi kan i tjenesten for Gud. Peter skrev at hvis vi strømmer over af guddommelige egenskaber, deriblandt kærlighed, ’vil de afholde os fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus’. — 2 Peter 1:8.
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets Selskab.
Repetition
◻ Hvad bør være drivkraften bag vor tjeneste for Gud?
◻ Hvordan tvinger Kristi kærlighed os til at tjene Jehova?
◻ Hvilken af farisæernes yndede beskæftigelser må vi undgå?
◻ Hvorfor er det uklogt konstant at sammenligne vor egen tjeneste med andre kristnes?
[Illustrationer på side 16]
De enkeltes evner, kræfter og omstændigheder er forskellige