Vor rige åndelige arv
FORTALT AF PHILLIP F. SMITH
„Der er blevet tændt en fakkel som vil oplyse den mørkeste del af Afrika.“ Hvor var vi glade for at læse ovenstående ord på side 75 i Jehovas Vidners Årbog for 1992! De blev skrevet i 1931 af vores bedstefar, Frank W. Smith, i et brev til broder Joseph F. Rutherford, den daværende præsident for Vagttårnets Selskab. Bedstefar havde skrevet for at fortælle om en forkyndertur som han og hans bror havde været på.
’ÅRBOGEN’ for 1992 fortæller: „Gray Smith og hans storebroder Frank, to modige pionerforkyndere fra Cape Town [Sydafrika], rejste til Britisk Østafrika for at undersøge mulighederne for at udbrede den gode nyhed. De lavede en bil, en De Soto, om til en husvogn, kørte den om bord på et skib sammen med 40 kartoner bøger, og sejlede til Kenyas havneby Mombasa.“
I sit brev til broder Rutherford beskrev bedstefar turen fra Mombasa til Kenyas hovedstad, Nairobi: „Vi [tog] fat på den mest rædselsfulde biltur jeg nogen sinde har oplevet. Det tog os fire dage at køre de 580 kilometer, . . . og vi kørte dagen lang. . . . Kilometer for kilometer måtte jeg ud med en skovl for at jævne forhøjninger og fylde huller, og jeg måtte skære elefantgræs og fælde træer til at fylde i mudderet så hjulene havde noget at gribe fat i.“
Da Frank og Gray nåede Nairobi, arbejdede de 21 dage i træk med at uddele bibelsk læsestof. „Efter hvad vi hører,“ skrev bedstefar, „har forkyndelsen religiøst set vendt op og ned på Nairobi.“ Derefter var bedstefar ivrig efter at vende hjem til sin toårige søn, Donovan, og sin kone, Phyllis, som ventede deres andet barn, vores far, Frank. Bedstefar tog med det første skib fra Mombasa, men døde af malaria før han nåede hjem.
Da min søster, min bror og jeg læste denne årbogsberetning, tænkte vi på vores kære far. Han døde i 1991 som følge af komplikationer i forbindelse med en hjerteoperation, blot få måneder før vi fik ’Årbogen’ for 1992. Selv om han aldrig havde mødt sin far, nærede han den samme dybe kærlighed til Jehova som han havde gjort. Hvor ville bedstefar have været glad for at vide at hans søn 28 år senere, i 1959, fulgte i hans fodspor som en kristen forkynder i Østafrika.
Fars unge år
Far blev født i Cape Town den 20. juli 1931, to måneder efter sin egen fars død. Det var ham han blev opkaldt efter. Far viste allerede meget tidligt sin kærlighed til Jehova. I en alder af blot ni år var han med i plakatarbejdet på Cape Towns hovedbanegård, til trods for at hans skolekammerater gjorde nar af ham. Som 11-årig symboliserede han sin indvielse til Jehova ved vanddåben. Somme tider fik far til opgave at gennemgå en hel gade alene i forkyndelsen. Som attenårig ledede han vagttårnsstudiet for en gruppe ældre kristne søstre i en forstad til Cape Town.
I 1954 meddelte Vagttårnsselskabet at der det følgende år ville blive afholdt internationale stævner i Europa. Dem ville far meget gerne overvære, men han havde ikke penge nok til den lange rejse fra Cape Town. Derfor tog han tre måneders arbejde som kemiker i kobberminerne i Nordrhodesia (nu Zambia). Selve det anlæg hvor malmproberingen foregik, lå ude i bushen.
Far vidste at der var mange afrikanske forkyndere i Nordrhodesia, så da han ankom, opsøgte han dem og fandt ud af hvor de holdt møder. Selv om han ikke kunne tale det lokale sprog, kom han sammen med dem og overværede fast møderne i den lokale menighed i mineområdet. De europæiske minearbejdere gav ofte udtryk for deres racefordomme over for afrikanerne. Men far var altid venlig.
Da de tre måneder var ved at være gået, kom en afrikansk arbejder der ikke var et Jehovas vidne, hen til far og spurgte: „Ved du hvad vi kalder dig?“ Manden smilede og sagde: „Vi kalder dig Bwana [hr.] Vagttårn.“
I 1955 lykkedes det far at komme til Europa og overvære stævnet „Det Triumferende Rige“, der blev afholdt flere steder. Her mødte han Mary Zahariou, som året efter blev hans hustru. Efter deres bryllup bosatte de sig i Parma i den amerikanske stat Ohio.
Til Østafrika
Ved et områdestævne i De Forenede Stater blev stævnedeltagerne opfordret til at rejse ud og tjene hvor der var større behov for forkyndere. Vore forældre besluttede at tage til Østafrika. De gjorde nøjagtig som Vagttårnsselskabet havde foreslået. De sparede så mange penge sammen at de kunne købe en returbillet i tilfælde af at det ikke lykkedes far at få arbejde. Man kunne nemlig kun få lov til at bosætte sig i området hvis man havde en arbejdstilladelse.
Da far og mor i juli 1959 havde fået deres pas, visa og vaccinationer, tog de med et handelsskib fra New York til Mombasa via Cape Town. Turen varede fire uger. På kajen i Mombasa blev de hjerteligt modtaget af nogle kristne brødre som allerede var rejst ud for at tjene hvor behovet var større. Da de ankom til Nairobi lå der et brev og ventede på far. Det var et svar på hans ansøgning om en stilling som kemiker i den geologiske undersøgelsesafdeling i Entebbe i Uganda. Far og mor tog toget til Kampala i Uganda, hvor far kom til samtale og blev ansat. På det tidspunkt var der kun én anden forkynder i Entebbe-Kampala-området, nemlig George Kadu.
Kolonistyret betalte far for at lære det lokale sprog, luganda. Det passede ham fint, eftersom han alligevel havde planlagt at lære det for bedre at kunne forkynde. Senere hjalp han også med at oversætte brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ til luganda.
Far var en frygtløs forkynder. Han talte med alle europæerne i sin afdeling og var regelmæssigt med til at forkynde for uganderne. Han forkyndte endog for Ugandas afrikanske justitsminister. Denne mand nøjedes ikke med at lytte til budskabet, men inviterede også far og mor på middag.
Min søster Anthe er født i 1960, og jeg er født i 1965. Vores familie blev meget nært knyttet til brødrene og søstrene i den lille men støt voksende menighed i hovedstaden, Kampala. Som de eneste hvide Jehovas vidner i den nærliggende by Entebbe havde vi nogle sjove oplevelser. Engang havde en af fars venner et uventet ophold i Entebbe og prøvede derfor at finde ud af hvor far boede. Men det lykkedes ham først da han spurgte: „Kender De det europæiske par som er Jehovas vidner?“ Vedkommende førte ham direkte hen til mor og fars hus.
Vi oplevede også vanskelige tider, deriblandt to væbnede opstande. På et tidspunkt skød regeringstropper enhver der tilhørte en bestemt etnisk gruppe. Skyderierne fortsatte uafbrudt, både nat og dag. Eftersom der var udgangsforbud fra klokken 6 om aftenen til klokken 6 om morgenen, blev møderne holdt om eftermiddagen i mine forældres hjem i Entebbe.
Da udgangsforbudet senere blev ophævet kørte far os til vagttårnsstudium i Kampala. En soldat rettede sit gevær mod os, gav tegn til at vi skulle standse og spurgte hvor vi skulle hen. Jeg var helt lille dengang, og Anthe var fem. Da far roligt fortalte hvor vi skulle hen og viste soldaten vores bibler og blade, lod han os køre videre.
Efter næsten otte år i Uganda besluttede vore forældre i 1967 at vende tilbage til De Forenede Stater på grund af helbredsproblemer og familieforpligtelser. Vi blev tilsluttet Canfield-menigheden i Ohio, hvor far tjente som ældste. Mine forældre kom til at holde lige så meget af brødrene her som de havde holdt af den lille menighed i Kampala.
En kærlig kristen opvækst
I 1971 blev min bror David født. Vi havde en tryg barndom og blev opdraget i kærlighed, hvilket uden tvivl skyldtes at vore forældre havde et kærligt forhold til hinanden.
Da vi var små plejede far altid at læse en godnathistorie for os fra Bibelen. Bagefter bad han en bøn sammen med os og gav os så, uden mors vidende, et stykke chokolade pakket ind i glitrende guldpapir. Vores familie studerede altid Vagttårnet sammen, uanset hvor vi var. Engang vi var på ferie sad vi og studerede på en bjergskråning, og en anden gang foregik det et sted med udsigt over havet. Far sagde tit at det var nogle af hans skønneste minder. Han havde ondt af dem der gik glip af den store glæde det er at studere sammen som familie.
Ved sit eget eksempel lærte far os at elske Jehova. Hver eneste gang der kom et nyt nummer af Vagttårnet eller Vågn op! eller vi fik en ny publikation, var far ivrig efter at få læst det hele igennem. Han lærte os at sandheden fra Bibelen ikke er noget man skal tage let på, men at det er en kostelig skat der skal værdsættes. En af de mest værdifulde ting vi ejer er fars Studiebibel. Praktisk talt hver eneste side er fyldt med hans notater. Når vi læser de kommentarer han har skrevet i margenen, kan vi næsten stadig høre ham undervise og vejlede os.
Trofast til det sidste
Den 16. maj 1991 fik far et hjerteanfald mens han var ude i forkyndelsen. Nogle uger senere gennemgik han en tilsyneladende vellykket operation på åbent hjerte. Den følgende nat blev vi imidlertid ringet op fra hospitalet fordi lægerne var meget bekymrede over at far blødte. Den nat blev han to gange kørt tilbage til operationsbordet for at få standset blødningen, men uden held. Blodet ville ikke koagulere.
Da fars tilstand den følgende dag hurtigt forværredes, trak lægerne først min mor til side og derefter min bror for at få dem til at gå med til at give far en blodtransfusion. Men far havde forinden fortalt lægerne at han under ingen omstændigheder ville have en blodtransfusion. Han havde forklaret hvorfor han af bibelske grunde afviste blod, og sagt at han gerne ville tage imod bloderstatningsmidler. — 3 Mosebog 17:13, 14; Apostelgerninger 15:28, 29.
Eftersom en del af lægepersonalet havde en fjendtlig holdning over for os, var der en meget spændt atmosfære på intensivafdelingen. Og da far fik det stadig dårligere, følte vi til tider at det var mere end vi kunne klare. Vi anråbte Jehova om hjælp og prøvede også at følge de praktiske forslag vi havde fået. Når vi besøgte afdelingen var vi derfor altid pæne i tøjet og respektfulde over for personalet. Vi fulgte aktivt med i fars tilstand ved at stille passende spørgsmål, og viste taknemmelighed mod alle der var med til at passe ham.
Vore anstrengelser gik ikke upåagtet hen. I løbet af nogle få dage forsvandt den spændte atmosfære og personalet blev venligere indstillet. De sygeplejersker der passede far, blev ved med at komme og høre hvordan det gik med ham, selv når de ikke havde vagt. En læge der havde været meget uhøflig over for os, blev ligefrem så venlig at han spurgte mor hvordan hun klarede det. Menigheden og vore slægtninge var også meget hjælpsomme. De kom med mad, sendte mange trøstende breve og bad på vore vegne.
Desværre kom far sig ikke. Han døde ti dage efter den første operation. Vi sørger meget over tabet, og nogle gange er sorgen ved at overvælde os. Men det trøster os at Gud lover at han ’dag efter dag vil bære byrden for os’, og vi har lært at støtte os til ham som aldrig før. — Salme 68:19.
Vi er alle fast besluttede på fortsat at tjene Jehova trofast, så vi kan få den glæde at gense far i den nye verden. — Markus 5:41, 42; Johannes 5:28; Apostelgerninger 24:15.
[Illustration på side 21]
Frank Smith med sin mor, Phyllis, i Cape Town
[Illustration på side 22]
Far og mor som nygifte
[Illustration på side 23]
Ved den første dåb i Entebbe lejede brødrene et svømmebassin af en afrikansk høvding
[Illustration på side 23]
Traditionel hilsen
[Illustration på side 24]
Far og mor kort før far døde