Husker du?
Har du fordybet dig i de seneste numre af Vagttårnet? Hvis du har, vil du sikkert finde det interessant at genopfriske følgende:
◻ Hvordan ’kommer man til Jesus’ i overensstemmelse med hans indbydelse i Mattæus 11:28?
Jesus sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) At komme til Jesus indebærer derfor at man underlægger sig Guds og Kristi vilje og til stadighed påtager sig en vis ansvarsbyrde. — 15/8, side 17.
◻ Hvorfor siger Jesus i Mattæus 7:13, 14 at det kun er „få“ der finder den ’trange vej som fører til livet’?
Den smalle vej er begrænset af Guds love og principper. Den tiltaler derfor kun dem der oprigtigt ønsker at rette deres liv ind efter Guds normer. ’Den trange vej’, som umiddelbart virker restriktiv, frigør et menneske på alle vigtige områder. Den er kun afgrænset af „frihedens fuldkomne lov“. (Jakob 1:25) — 1/9, side 5.
◻ Hvordan opdyrker man dømmekraft?
Det er ikke let at opdyrke dømmekraft. Men ved hjælp af tålmodighed, bøn, en samvittighedsfuld indsats, den rette omgangskreds, studium af Bibelen, eftertanke, og tillid til Jehovas hellige ånd, er det muligt at opdyrke denne egenskab. — 1/9, side 21.
◻ Hvordan kan egenskaben skinsyge udvirke noget godt?
Den kan få en person til at beskytte sin familie mod en dårlig indflydelse. Desuden kan mennesker med rette vise skinsyge eller nidkærhed for tilbedelsen af Jehova. (1 Kongebog 19:10) — 15/9, side 8, 9.
◻ Hvad betyder udtalelsen i Første Mosebog 50:23 om Josefs børnebørn: „De blev født på Josefs knæ.“?
Det kan ganske enkelt betyde at Josef anerkendte børnene som sine egne, men det kan også vise at han kærligt legede med børnene, vuggede dem på sine knæ. I dag må fædre vise deres børn en lignende omsorg. — 15/9, side 21.
◻ Hvad er afgørende for om ægteskab og familieliv fungerer godt?
Ægtefæller må altid lade Guds vilje komme først i deres liv hvis deres ægteskab og familieliv skal blive lykkeligt. Ægtefæller der gør dette, vil forsøge at holde sammen og finde en løsning på deres problemer ved at anvende vejledningen i Guds ord. Derved undgår man de mange hjertesorger der følger af at ignorere Guds vilje. (Salme 19:7-11) — 1/10, side 11.
◻ Hvilken betydning har det at vi fornemmer tidens alvor?
En gudgiven fornemmelse af at arbejdet haster bør afgjort præge vor helhjertede tjeneste for Jehova. Det vil være medvirkende til at forpurre Djævelens forsøg på at få Guds tjenere til at „blive trætte og give tabt i [deres] sjæle“. (Hebræerne 12:3) Det beskytter os mod at engagere os unødigt i denne verden og dens materialisme og holder vort sind rettet mod „det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:19) — 1/10, side 28.
◻ I lignelsen om fårene og gederne sætter Jesus sig på tronen. (Mattæus 25:31-33) Hvornår finder dette sted, og hvorfor?
Denne lignelse illustrerer ikke at Jesus tager sæde på tronen idet han bliver konge. Han sætter sig derimod snarere på tronen som dommer. Denne dom vil ikke strække sig over en periode på mange år. Lignelsen peger derimod frem til den tid hvor Jesus i et begrænset tidsrum vil afsige og eksekvere dommen over nationerne. — 15/10, side 22, 23.
● Hvem er den „generation“ som Jesus så ofte henviste til?
Jesus brugte udtrykket „denne generation“ om datidens folkemasser og deres „blinde vejledere“ der tilsammen udgjorde den jødiske nation. (Mattæus 11:16; 15:14; 24:34) — 1/11, side 14.
◻ Hvem består „denne generation“ af i den endelige opfyldelse af Jesu profeti i Mattæus 24:34-39?
Ifølge Jesus består den åbenbart af dem der ser tegnet på Kristi nærværelse men ikke forbedrer sig. — 1/11, side 19, 31.
◻ Hvordan var ordningen med tilflugtsbyerne og de begrænsninger der gjaldt i den forbindelse til gavn for folk i Israel?
Den indprentede dem at de ikke måtte være tankeløse eller ligeglade med menneskeliv. Den understregede også behovet for at vise barmhjertighed når det var på sin plads. (Jakob 2:13) — 15/11, side 14.
◻ Hvad er den modbilledlige tilflugtsby?
Det er den foranstaltning Gud har truffet for at beskytte os mod at lide døden for at have overtrådt hans bud om blodets hellighed. (1 Mosebog 9:6) — 15/11, side 17.
◻ Hvordan kan det kristne brodersamfund hjælpe os til at „få ny kraft“? (Esajas 40:31)
Blandt vore brødre og søstre er der sikkert nogle der har haft følelser der ligner vore eller har været udsat for et pres og nogle prøvelser der ligner det vi oplever. (1 Peter 5:9) Det er en trøst at vide at det vi gennemgår, ikke er ualmindeligt, og at det ikke er usædvanligt at have det sådan som vi har det. — 1/12, side 15, 16.