Tilbagebetal kejseren det der er kejserens
„Giv alle hvad der tilkommer dem.“ — Romerne 13:7.
1, 2. (a) Hvilket ligevægtigt syn må kristne, ifølge Jesus, have på det de skylder Gud i forhold til det de skylder kejseren? (b) Hvad er mest magtpåliggende for Jehovas vidner?
JESUS gav klart udtryk for at der er noget vi skal give Gud, og andet vi skal give kejseren (eller staten). Han sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Med disse få ord satte han sine fjender på plads og udtrykte samtidig kort og godt hvilket ligevægtigt syn vi må have på det vi skylder Gud i forhold til det vi skylder staten. Man forstår godt at svaret vakte beundring blandt tilhørerne: „De undrede sig over ham.“ — Markus 12:17.
2 Det der er allermest magtpåliggende for Jehovas tjenere, er naturligvis at give Gud det der tilkommer ham. (Salme 116:12-14) Men dermed glemmer de ikke at der, som Jesus sagde, er noget de skal give kejseren. Deres bibeloplærte samvittighed byder dem at de, under bøn, nøje må overveje i hvor stor udstrækning de kan imødekomme kejserens krav. (Romerne 13:7) I nyere tid har mange retslærde erkendt at statsmagtens rettigheder over for den enkelte er begrænsede, og at både borgere og regeringer er underlagt en overordnet lov, en lov der ofte betegnes som „naturret“ eller „naturens lov“.
3, 4. Hvilke interessante kommentarer er blevet fremsat angående „naturens lov“, „den åbenbarede lov“ og menneskenes love?
3 Apostelen Paulus hentydede til denne „naturens lov“ da han om mennesker i verden skrev: „Det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem; Gud har jo gjort det kendt for dem. Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ Hvis de ikketroende er lydhøre for denne lov som de ser udtrykt i naturen, kan den endda få deres samvittighed til at reagere, sådan som Paulus videre skriver: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Romerne 1:19, 20; 2:14, 15.
4 I det 18. århundrede skrev den kendte engelske jurist William Blackstone: „Naturens lov, der er lige så gammel som menneskeslægten og pålagt af Gud selv, forpligter naturligvis mere end nogen anden. Den er bindende overalt på kloden, i alle lande, og til alle tider: ingen menneskelige love har nogen gyldighed hvis de går imod den.“ Blackstone anerkendte desuden „den åbenbarede lov“, den vi finder i Bibelen, og han erklærede: „Alle menneskelige love hviler på disse to grundvolde, naturens lov og den åbenbarede lov, hvilket vil sige at ingen menneskelige love bør tillades at modsige disse.“ Det stemmer ganske med Jesu ord om Gud og kejseren som vi finder i Markus 12:17. Der er tydeligvis nogle områder hvor Gud sætter grænser for hvad kejseren kan kræve af en kristen. Sanhedrinet overskred en sådan grænse da det befalede apostlene at holde op med at forkynde om Jesus. Derfor kunne apostlene med fuld ret svare: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:28, 29.
„Det der er Guds“
5, 6. (a) Hvad er endnu vigtigere for kristne efter Guds riges oprettelse i 1914? (b) Hvordan viser en kristen at han er en sand ordets tjener?
5 Siden 1914, da Jehova Gud, den Almægtige, begyndte at herske som konge gennem Kristi messianske rige, har det været særlig vigtigt for kristne at de ikke giver kejseren det der tilkommer Gud. (Åbenbaringen 11:15, 17) Nu mere end nogen sinde gælder Guds lov om at de kristne ikke må være „en del af verden“. (Johannes 17:16) De er indviede til Gud, deres Livgiver, og må klart vise at de ikke længere tilhører sig selv. (Salme 100:2, 3) ’Vi tilhører Jehova,’ skrev Paulus. (Romerne 14:8) Desuden er den kristne ved sin dåb blevet en ordineret tjener for Gud, så han med Paulus kan sige: „Gud . . . har gjort os tilstrækkelig egnede til at være . . . tjenere.“ — 2 Korinther 3:5, 6.
6 Apostelen Paulus skrev desuden: ’Jeg ærer min tjeneste.’ (Romerne 11:13) Også vi bør naturligvis ære vor tjeneste. Uanset om vi er forkyndere al vor tid eller en del af vor tid, véd vi at det er Jehova selv der har tildelt os denne tjeneste. (2 Korinther 2:17) Nogle vil måske betvivle vor ret til at forkynde; derfor må enhver indviet, døbt kristen være parat til at give en klar og overbevisende begrundelse for at han er en sand ordets tjener. (1 Peter 3:15) Denne stilling bør også fremgå af hans adfærd. Som en Guds ords tjener må en kristen forkynde den kristne moral og selv leve efter den, forsvare familiens enhed, leve hæderligt og respektere lov og orden. (Romerne 12:17, 18; 1 Thessaloniker 5:15) Den kristnes gode forhold til Gud og hans gudgivne tjeneste er de vigtigste faktorer i hans liv. Dem kan han ikke opgive på kejserens befaling. De hører selvfølgelig til „det der er Guds“.
„Det der er kejserens“
7. Hvilket omdømme har Jehovas vidner som skatteydere?
7 Jehovas vidner ved at de skylder „de højere myndigheder“, de verdslige øvrigheder, at underordne sig dem. (Romerne 13:1) Når kejseren, eller staten, stiller retmæssige krav til dem, byder deres bibeloplærte samvittighed dem derfor at efterkomme kravene. For eksempel er sande kristne blandt de mest samvittighedsfulde skatteydere. Det tyske dagblad Münchner Merkur har sagt om Jehovas vidner: „Det er de mest ærlige og punktlige skatteydere i Forbundsrepublikken.“ Den italienske avis La Stampa har skrevet: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld.“ Jehovas vidner følger disse normer ’for deres samvittigheds skyld’. — Romerne 13:5, 6.
8. Skylder vi kejseren andet end de egentlige skatter?
8 „Det der er kejserens“ — er det kun skatterne? Nej. Paulus nævnte også begreber som frygt og ære. Den tyske bibelforsker Heinrich Meyer skriver: „[Det der er kejserens] . . . skulle ikke forstås som værende blot de egentlige skatter; det omfattede alt hvad kejseren havde ret til i kraft af sin retmæssige stilling.“ (Her citeret efter den engelske oversættelse Critical and Exegetical Hand-Book to the Gospel of Matthew.) Om de første kristne bemærker historikeren E. W. Barnes i sit værk The Rise of Christianity at den kristne ville betale de skatter han var pligtig at betale og „desuden påtage sig alle andre forpligtelser fra statens side, medmindre han blev bedt om at give kejseren noget af det der tilhørte Gud“.
9, 10. (a) Hvad kunne gøre en kristen betænkelig med hensyn til visse ydelser over for staten? (b) Hvad bør han imidlertid huske?
9 Hvad kan staten forlange uden at det griber ind i det som med rette tilkommer Gud? Nogle har ment at de kun kunne give kejseren de egentlige skatter, altså et pengebeløb, og ikke andet. De ønsker ikke at yde kejseren noget af deres tid, som jo kunne bruges til teokratiske formål. Men skønt vi naturligvis skal ’elske Jehova med hele vort hjerte og sind, hele vor sjæl og styrke’, forventer han trods alt at vi også bruger tid på andet end vor hellige tjeneste. (Markus 12:30; Filipperne 3:3) En kristen der er gift, bør for eksempel bruge tid sammen med sin ægtefælle. Der er ikke noget forkert i dette, og dog siger Paulus at det „hører verden til“ og ikke „hører Herren til“. — 1 Korinther 7:32-34; se også Første Timoteusbrev 5:8.
10 Desuden gav Kristus sine disciple bemyndigelse til at ’tilbagebetale’ skat til kejseren, og dette vil uvægerlig betyde at der bruges tid som ellers er indviet til Jehova — for hele vort liv, al vor tid, er jo viet til ham. Hvis skatterne i et land gennemsnitlig udgør 33 procent af indkomsten (i nogle lande er beskatningen som bekendt højere), betyder det at en gennemsnitsborger hvert år giver statskassen hvad der svarer til fire måneders indtjening. Når hans erhvervsaktive alder er omme, vil han have brugt omkring 15 år på at tjene til den skat som „kejseren“ har forlangt. Noget lignende gælder med hensyn til skoleundervisning. I de fleste lande er der undervisningspligt i et vist antal år. Længden af den obligatoriske skolegang varierer fra land til land. I de fleste lande er det ikke så få år; men det er „kejseren“ der afgør hvor stor en del af deres liv alle børn må tilbringe med undervisning, og kristne må følge disse bestemmelser.
Tvungen militærtjeneste
11, 12. (a) Hvilket krav stiller kejseren i mange lande? (b) Hvordan så de første kristne på militærtjeneste?
11 Et andet krav som kejseren i nogle lande stiller, er militærtjeneste. Her i det 20. århundrede har de fleste lande haft tvungen militærtjeneste i krigstid; nogle har også haft det i fredstid. I Frankrig kaldte man i mange år denne pligt for blodskat, da den jo betød at alle unge mænd måtte være villige til at ofre livet for staten. Kan de der er indviede til Jehova, med god samvittighed gå med til dette? Hvordan så det første århundredes kristne på spørgsmålet?
12 De tidligste kristne bestræbte sig for at være gode samfundsborgere, men deres tro forbød dem at tage andres liv, eller at ofre deres eget liv for staten. I The Encyclopedia of Religion hedder det: „De tidlige kirkefædre, deriblandt Tertullian og Origenes, slog fast at kristne ikke havde lov til at tage menneskers liv, et princip der betød at de ikke kunne gøre tjeneste i den romerske hær.“ I sin bog The Early Church and the World skriver professor C. J. Cadoux: „I det mindste frem til Marcus Aurelius’ regeringstid blev ingen kristen soldat efter sin dåb.“
13. Hvorfor ser flertallet i kristenheden anderledes på militærtjeneste end de første kristne gjorde?
13 Hvorfor har medlemmerne af kristenhedens kirker ikke samme holdning i dag? Fordi der skete en radikal ændring i det fjerde århundrede. Det forklares i det katolske værk A History of the Christian Councils: „Mange kristne . . . under de hedenske kejsere havde religiøse skrupler i forbindelse med militærtjeneste; enten nægtede de at bære våben, eller de deserterede. Men synoden [kirkemødet i Arles i Frankrig, afholdt år 314] tog i betragtning hvor mange forandringer Konstantin havde indført, og erklærede at det var de kristnes pligt at gøre krigstjeneste, . . . fordi kirken levede i fred (in pace) under en fyrste som var de kristne venligt stemt.“ Fordi man således lod hånt om hvad Jesus havde lært, har præster i kristenheden lige siden da opfordret deres sognebørn til at gøre tjeneste i de forskellige landes militær, skønt nogle enkelte har valgt at være militærnægtere.
14, 15. (a) På hvilket grundlag kan kristne i nogle lande blive fritaget for militærtjeneste? (b) Når fritagelse ikke er mulig, hvilke bibelske principper kan da hjælpe en kristen til at træffe en rigtig afgørelse i forbindelse med militærtjeneste?
14 Er kristne forpligtede til at følge flertallet i dette? Nej. Hvis en indviet, døbt kristen er borger i et land hvor „præster“ eller „ordets tjenere“ i de forskellige trossamfund kan blive fritaget for militærtjeneste, har han lov til at benytte sig af denne rettighed, da han jo som evangelieforkynder er en sand ordets tjener. (2 Timoteus 4:5) I en del lande, deriblandt USA og Australien, har man selv i krigstid givet en sådan fritagelse. Adskillige lande giver også i fredstid Jehovas vidner fritagelse for militærtjeneste i kraft af at de er ordets tjenere (eller „præster“, som myndighederne måske vil kalde det). Dette giver dem mulighed for at fortsætte deres offentlige tjeneste, til gavn for mange.
15 Men hvad så hvis den kristne bor i et land hvor der ikke gives fritagelse til ordets tjenere? Han må da træffe en personlig beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed. (Galaterne 6:5) Han vil naturligvis tage kejserens myndighed i betragtning, men samtidig omhyggeligt overveje hvad han skylder Jehova. (Salme 36:9; 116:12-14; Apostelgerninger 17:28) Den kristne vil huske at en sand kristen kendes på at han nærer kærlighed til alle sine medtroende, også dem der bor i andre lande og hører til andre stammer eller befolkningsgrupper. (Johannes 13:34, 35; 1 Peter 2:17) Han vil heller ikke glemme de bibelske principper i skriftsteder som Esajas 2:2-4; Mattæus 26:52; Romerbrevet 12:18; 14:19; Andet Korintherbrev 10:4; og Hebræerbrevet 12:14.
Civil tjeneste
16. Hvilken ikkemilitær tjeneste kræver kejseren i nogle lande af dem som nægter at udføre militærtjeneste?
16 Der er imidlertid lande hvor staten ikke giver „ordets tjenere“ fritagelse for militærtjeneste, men alligevel anerkender at der er nogle som ikke ønsker at udføre militærtjeneste. Mange af disse lande giver mulighed for at de som af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste, ikke tvinges til det. Nogle steder betragtes en tvungen civil tjeneste, såsom et samfundsnyttigt arbejde, som en ikkemilitær tjeneste for staten. Kan en kristen deltage i en sådan tjeneste? Også i dette tilfælde må en indviet, døbt kristen selv træffe sin beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed.
17. Er der bibelske eksempler på tvungen, ikkemilitær tjeneste?
17 Det ser ud til at der også på Bibelens tid var tvungen tjeneste. Det hedder i et historisk værk: „Foruden at der blev krævet skatter og afgifter af Judæas indbyggere, var der også pligtarbejde [ubetalt tvangsarbejde]. Dette var et ældgammelt fænomen i Østen som de hellenistiske og romerske herskere opretholdt. . . . Også Det Nye Testamente nævner eksempler på tvangsarbejde i Judæa, hvilket viser hvor udbredt det var. Det var i overensstemmelse med denne skik at soldaterne tvang Simon fra Kyrene til at bære Jesu kors [marterpæl] (Mattæus 5:41; 27:32; Markus 15:21; Lukas 23:26).“
18. Hvilke former for ikkemilitær, ikkereligiøs samfundstjeneste deltager Jehovas vidner ofte i?
18 Således er der også i dag lande hvor staten eller lokale myndigheder forlanger at borgerne deltager i forskellige former for samfundstjeneste. Der kan være tale om et bestemt projekt, såsom udgravning af en brønd eller anlæggelse af en vej; det kan også være en regelmæssig tjeneste, såsom ugentlig rensning af en vej eller rengøring på skoler og hospitaler. Når en sådan tvungen tjeneste har været til gavn for samfundet og ikke har haft forbindelse med falsk religion eller på anden måde været i strid med Jehovas vidners samvittighed, har de ofte efterkommet ordren. (1 Peter 2:13-15) Det medvirker til at der aflægges et godt vidnesbyrd, og det har somme tider bragt dem til tavshed der med urette beskylder Jehovas vidner for at være fjender af staten. — Jævnfør Mattæus 10:18.
19. Hvordan bør en kristen gribe sagen an hvis kejseren forlanger at han i en periode skal udføre en ikkemilitær form for national tjeneste?
19 Men hvad så hvis staten kræver at en kristen i en periode skal udføre en civil tjeneste, som en form for national tjeneste der udføres under civil forvaltning? Også i en sådan situation må den kristne træffe sin egen afgørelse ud fra en oplyst samvittighed. „Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde.“ (Romerne 14:10) Kristne der står over for et krav fra kejseren, må under bøn og alvorlige overvejelser sætte sig ind i sagen.a Det kan også være klogt at han taler om spørgsmålet med andre modne kristne i menigheden. Derefter kan han træffe sin personlige afgørelse. — Ordsprogene 2:1-5; Filipperne 4:5.
20. Hvilke spørgsmål og bibelske principper kan hjælpe den kristne når han overvejer spørgsmålet om civil, ikkemilitær national tjeneste?
20 Når en kristen undersøger et sådant spørgsmål, må han tage adskillige bibelske principper med i betragtning. Paulus sagde at vi skulle „underordne [os] regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, . . . være rede til enhver god gerning, . . . være rimelige, . . . udvise al mildhed mod alle mennesker“. (Titus 3:1, 2) Samtidig gør den kristne klogt i at undersøge hvad den pågældende civile tjeneste vil omfatte. Hvis han siger ja, vil han da kunne bevare sin kristne neutralitet? (Mika 4:3, 5; Johannes 17:16) Vil han få berøring med falsk religion? (Åbenbaringen 18:4, 20, 21) Vil den pågældende tjeneste forhindre ham i, eller i urimelig grad begrænse, udførelsen af hans kristne pligter? (Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25) Eller er det måske muligt for ham fortsat at gøre åndelige fremskridt, måske endda som heltidsforkynder, samtidig med at han udfører denne tjeneste? — Hebræerne 6:11, 12.
21. Hvordan bør menigheden betragte en broder som har truffet en afgørelse angående civil, ikkemilitær national tjeneste, uanset hvordan afgørelsen er?
21 Hvad så hvis den kristne ud fra en ærlig overvejelse af sådanne spørgsmål når til den konklusion at den pågældende civile tjeneste for staten er en „god gerning“ som han godt kan udføre i lydighed mod øvrigheden? Da er det hans eget ansvar over for Jehova. De udnævnte ældste og andre må fuldt ud respektere broderens samvittighed, og det ændrer intet ved hans omdømme som en kristen broder i menigheden. Hvis den kristne imidlertid føler at han ikke kan udføre denne civile tjeneste, skal dette standpunkt respekteres på samme måde. Hans stilling i menigheden er ikke berørt af det, og man bør yde ham kærlig støtte. — 1 Korinther 10:29; 2 Korinther 1:24; 1 Peter 3:16.
22. Hvad vil vi fortsat gøre, uanset hvilke situationer vi måtte komme ud for?
22 Som kristne vil vi ikke ophøre med at give „ham der kræver ære, ære“. (Romerne 13:7) Vi vil respektere god orden og bestræbe os for at leve som fredelige, lovlydige borgere. (Salme 34:14) Vi kan endda ’bede for konger og alle dem som er i høje stillinger’ når sådanne skal træffe afgørelser der berører vor kristne tilværelse og tjeneste. Da vi tilbagebetaler kejseren det der er kejserens, er det vort håb at vi „fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. (1 Timoteus 2:1, 2) Frem for alt vil vi fortsat forkynde den gode nyhed om Guds rige som menneskehedens eneste håb, idet vi samvittighedsfuldt giver Gud det der er Guds.
[Fodnote]
Kan du forklare?
◻ Hvad er det vigtigste for den kristne når han overvejer hvad han skylder henholdsvis kejseren og Jehova?
◻ Hvad er det vi skylder Jehova og aldrig kan give til kejseren?
◻ Nævn nogle ting vi med rette kan give kejseren.
◻ Hvilke skriftsteder kan hjælpe os til at træffe en rigtig afgørelse i forbindelse med tvungen militærtjeneste?
◻ Hvad må vi have i tanke hvis vi indkaldes til en civil, ikkemilitær national tjeneste?
◻ Hvad vil vi fortsat gøre i forholdet til Jehova og til kejseren?
[Illustration på side 16, 17]
Apostlene erklærede: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“