Gode vækstbetingelser i Ækvatorialguinea

FRODIG plantevækst er det første man ser når man lander i Ækvatorialguineas internationale lufthavn. Landingsbanen er omkranset af majestætiske træer som får lufthavnens bygninger til at se små ud i sammenligning. Den yppige vegetation der findes fra kyst til bjergtop, skyldes rigelige regnmængder og en temperatur året rundt på cirka 30 grader celsius.

Der findes imidlertid også en anden form for stærk vækst i Ækvatorialguinea, nemlig „den vækst som Gud giver“. (Kolossenserne 2:19) Ligesom den ætiopiske embedsmand der søgte hjælp hos Filip, er mange her ivrige efter at forstå Bibelen. (Apostelgerninger 8:26-39) Det er ikke ualmindeligt at personer henvender sig til Jehovas vidner på gaden og beder om at få et bibelstudium. De cirka 325 forkyndere i Ækvatorialguinea leder over tusind bibelstudier.

De første sædekorn der blev sået

Ækvatorialguinea, som er det mindste land i Afrika, ligger syd for Nigeria og Cameroun. (Se kortet.) Nigerianske forkyndere som søgte arbejde på kakaoplantagerne, var de første der bragte den gode nyhed til landet. Adskillige engelsktalende menigheder blev oprettet, men senere opløst da disse brødre måtte vende tilbage til Nigeria. Kort efter at Ækvatorialguinea i 1968 fik sin uafhængighed, sendte Vagttårnsselskabet tre missionærægtepar dertil. På grund af de politiske forhold i landet var det ikke muligt for dem at blive der så længe, men deres forkyndelse gav gode resultater.

En af missionærerne ved navn Santiago traf Buenaventura, en høj, muskuløs mand som de lokale kaldte „supermand“. Han var en religiøs mand der havde respekt for Bibelen, men som samtidig havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at slå andre ved blot den mindste fornærmelse. Når han fik et af sine vredesudbrud på en bar, spredtes gæsterne for alle vinde, nogle krøb endda ud gennem vinduerne. Mens Buenaventura lyttede til Santiago, var det faktisk hans mening at give denne forkynder en omgang tæsk hvis han ikke kunne fremlægge overbevisende bibelske argumenter for sine udtalelser. ’Ingen skal løbe om hjørner med supermand,’ tænkte han ved sig selv. Han blev meget begejstret for det han hørte, især for håbet om et evigt liv på en paradisisk jord. Så han sagde ja tak til et bibelstudium.

Buenaventuras ønske om at leve evigt i et paradis blev stærkere efterhånden som studiet skred frem, og han lærte at han var nødt til at indrette sin tilværelse efter Guds normer for at opnå denne belønning. Da han indså at sande kristne ikke må ’gengælde nogen ondt med ondt’, begyndte han at gøre en ihærdig indsats for at beherske sit temperament. — Romerne 12:17.

Den virkelige prøve kom en dag da Buenaventura ved et uheld væltede et glas på et værtshus. Manden det gik ud over, blev vred og slog ham. Straks flygtede de andre gæster, idet de forventede at et slagsmål ville bryde løs. Men Buenaventura betalte ydmygt for det ituslåede glas, købte en drink til manden og undskyldte sin klodsethed. Da naboerne så hvordan et studium af Bibelen havde forandret ham, var der mange der gerne ville have ham til at undervise dem. Da Buenaventura skulle døbes, ledede han allerede fem bibelstudier. I de sidste fem år har han tjent som ældste, og selv om folk stadig kalder ham „supermand“, er det kun for sjov.

„Erkender deres åndelige behov“

I 1970’erne fortsatte de få lokale vidner med at forkynde og komme sammen så godt som det kunne lade sig gøre. Senere kom der en del spanske missionærægtepar for at hjælpe til med arbejdet. Andrés Botella, som har tjent i Ækvatorialguinea i 12 år, mindes hvordan han kort efter at være kommet til landet var imponeret over at indbyggerne virkelig ’erkendte deres åndelige behov’. (Mattæus 5:3) Han siger: „Det har været en stor glæde at studere Bibelen med disse taknemmelige mennesker.“

En spansk søster ved navn Mary havde et bibelstudium med en ung kvinde der hed María, som fortalte at hendes forældre, Francisco og Fausta, også var interesserede i at undersøge Bibelen. Eftersom Mary havde 15 studier i forvejen og Marías forældre boede et stykke borte fra hendes hjem, gik der flere uger før hun fik mulighed for at besøge dem.

Da Mary og hendes mand, Serafín, endelig traf forældrene, havde de allerede fået bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jordena og en bibel, og de var meget opsatte på at begynde at studere. Mary og Serafín påbegyndte derfor straks studiet. Serafín lagde mærke til at Marías forældre havde sat sig grundigt ind i stoffet. Det samme var tilfældet næste gang studiet blev holdt og det andet kapitel blev gennemgået. „Det var næsten som at studere med to døbte forkyndere,“ fortæller Serafín. For at finde ud af hvor stor Franciscos og Faustas bibelkundskab egentlig var, nøjedes Serafín på det tredje besøg med at stille dem spørgsmål om forskellige bibelske emner. Han opdagede da at de allerede havde læst hele bogen selv!

Havde deres nyerhvervede bibelkundskab haft nogen indflydelse på dem? I overensstemmelse med det de havde lært, var de allerede holdt op med at overvære spiritistiske møder og havde afbrudt enhver forbindelse med den katolske kirke. Francisco var desuden holdt op med at ryge, og de spiste ikke længere kød som blodet ikke var løbet af. Eftersom de åbenbart havde rettet deres liv ind efter alt dét de havde lært, blev de tilskyndet til at dele deres kundskab med andre. De begyndte straks at forkynde for deres naboer. På blot tre måneder kvalificerede de sig til dåb. Francisco virker nu som menighedstjener, og takket være deres gode eksempel og nidkærhed i forkyndelsen er tre af deres døtre blevet Jehovas vidner, to sønner overværer møderne, og der er bibelstudium med seks andre familiemedlemmer.

Kort efter sin dåb mødte Francisco en katolik ved navn Pablo der tjente som sakristan i kirken. Pablo plejede at holde prædikenen når præsten ikke var til stede. Hvis én blandt kirkemedlemmerne var syg, besøgte han vedkommende; hvis nogen savnedes til gudstjenesten, aflagde Pablo dem et besøg for at give opmuntring; og hvis nogen døde, gjorde han hvad han kunne for at trøste familien. Pablo var forståeligt nok meget afholdt af alle sognebørnene.

Da Pablo havde dyb respekt for Bibelen, tog han beredvilligt imod Franciscos tilbud om et bibelstudium. Pablo indså hurtigt hvor fornuftigt Bibelens budskab er, og efter at de havde studeret et par gange, besluttede han sig for at bruge nogle af de nye skriftsteder han havde lært, når han skulle aflægge „hyrdebesøg“ hos et af de syge kirkemedlemmer. Nogen tid senere holdt Pablo en søndagsprædiken hvori han forklarede hvorfor det er vigtigt at anvende Guds navn, Jehova, og hvorfor man ikke må bruge billeder i tilbedelsen.

Da Pablo selv havde så nemt ved at acceptere sandheden fra Bibelen, forventede han det samme af de andre kirkemedlemmer. Men da han havde holdt tre-fire bibelske prædikener, lagde han mærke til at folk ikke var så begejstrede for de oplysninger han præsenterede. Han besluttede sig derfor til at forlade kirken og at komme regelmæssigt sammen med Jehovas vidner. På få måneder var han parat til at lade sig døbe, og han er nu en flittig forkynder af den gode nyhed. Selv om han ikke er i stand til at tjene på heltidsbasis, leder han i øjeblikket ti bibelstudier.

Møder fremmer væksten

Forkynderne i Ækvatorialguinea tager Bibelens formaning om ikke at forsømme at komme sammen alvorligt. (Hebræerne 10:25) Lige siden landets regering i 1994 gav Jehovas Vidners arbejde juridisk anerkendelse, har brødrene været ivrige efter at finde nogle egnede lokaler hvor de kunne holde møder. De fleste menigheder har bygget deres egne rigssale eller er i færd med at gøre det.

I Mongomo, hvor der om søndagen ofte er to og en halv gang så mange til stede ved mødet som der er forkyndere, har menigheden arbejdet ihærdigt på at bygge en stor rigssal. Andre trossamfund i Mongomo plejer at ansætte håndværkere til at bygge deres kirker, og derfor gik de lokale forkynderes aktivitet ikke upåagtet hen. En dag kom præsten fra Den Nyapostolske Kirke forbi byggepladsen for at spørge en af de ældste hvor meget han gav disse flittige arbejdere i løn. Præsten fortalte at selv om de murere han havde ansat, kom fra hans egen menighed, gik arbejdet kun langsomt frem. Han ville gerne høre om han måtte ansætte dem der var ved at opføre rigssalen. Da han fik at vide at samtlige forkyndere arbejdede gratis, blev han helt paf.

Det kan kræve store ofre af dem der har lang vej til rigssalen, at overvære møderne. Det var for eksempel tilfældet for Juan, en ung mand som blev døbt i 1994. Første gang han hørte om sandheden, var i Gabon, hvor han studerede den første halvdel af ’Paradisbogen’. Derefter vendte han tilbage til Ækvatorialguinea til sin hjemby, der ligger cirka 100 kilometer fra Mongomo. Dette gjorde det vanskeligt for ham at fortsætte sit studium, men han gav ikke op. Hver måned kørte han otte timer på cykel til Mongomo, hvor Santiago, en af de lokale ældste, studerede med ham. Han blev i Mongomo i nogle dage og studerede tre eller fire gange mens han var der. På den måde var han i stand til at gøre sit bibelstudium færdigt og kvalificere sig til dåb.

Hvordan holder Juan sig åndeligt stærk når han har så ringe mulighed for at komme sammen med andre kristne? Det gør han først og fremmest ved at være ivrigt optaget af at forkynde den gode nyhed. Han har forkyndt for alle i landsbyen, og da han stod for at skulle døbes, ledede han 13 bibelstudier. Seks af hans elever fulgtes med ham til den særlige stævnedag i Mongomo for at overvære hans dåb. Nu leder han et regelmæssigt vagttårnsstudium med de interesserede i hans distrikt, og som regel er der cirka tyve til stede.

Tålmodig vanding af sæden

Det er ikke al åndelig vækst der foregår hurtigt. Somme tider kræver det stor tålmodighed at vente indtil sæden spirer, vokser op og endelig bærer frugt. Dette var tilfældet med Paca. Første gang hun hørte om den gode nyhed, var tilbage i 1984 da Edita, en pionersøster, forkyndte for hende på torvet. Da hun den følgende uge fik besøg af Edita, indvilligede hun i at få et bibelstudium. Hun gjorde egentlig ikke fremskridt, men Edita blev ved med at besøge hende fordi hun følte at Paca havde nogle gode egenskaber. „Hun syntes at være et symbolsk får,“ forklarer Edita, „og jeg bad Jehova om at åbne hendes hjerte.“

Paca fortsatte sit studium af Bibelen i fire og et halvt år, dog ikke regelmæssigt, og gjorde stadig kun små fremskridt. Da de omsider var færdige med at studere ’Paradisbogen’, talte Edita åbent med Paca om vigtigheden af at tage sandheden alvorligt. I sit oprigtige forsøg på at nå Pacas hjerte begyndte Edita endda at græde.

Paca siger: „Hendes ægte omsorg rørte mig dybt. Fra da af begyndte jeg at gøre forandringer i mit liv. Jeg meldte mig til Den Teokratiske Skole, og samme år blev jeg udøbt forkynder. Den dag jeg blev døbt, var den lykkeligste i mit liv!“ Hendes begejstring står i skarp modsætning til hendes tidligere sløvhed. I øjeblikket leder hun 13 bibelstudier og er naturligvis tålmodig med dem som ikke gør hurtige fremskridt.

Mange hjælpes til at få et bedre liv

Jehovas vidner i Ækvatorialguinea bestræber sig for at leve i overensstemmelse med Bibelens normer og er blevet kendt for at være ærlige og anstændige. En mand som tydeligvis var imponeret over den adfærd forkynderne lagde for dagen, henvendte sig til en ældste i Bata-menigheden og spurgte: „Har du en ’Ræsonnerebog’?b Jeg er led og ked af at være verdslig. Jeg vil gerne være et af Jehovas vidner.“

Antonio, der virker som menighedstjener i Malabo-menigheden, er et typisk eksempel på en „verdslig“ der er blevet et Jehovas vidne. Før han begyndte at undersøge Bibelen, havde han levet et udsvævende liv. Han brugte de fleste af de penge han tjente som urmager, på druk, og han levede også umoralsk. Hvad hjalp ham til at ændre sin livsform? De magtfulde ord i Første Korintherbrev 6:9, 10 gjorde et dybt indtryk på ham: „Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige . . . eller drankere . . . skal arve Guds rige.“ Han indså at han måtte ændre sin adfærd for at opnå Guds gunst. Derfor begyndte han at passe på hvem han dyrkede samkvem med. (Ordsprogene 13:20) Når tidligere venner inviterede ham ud at drikke, afslog han deres tilbud og forkyndte for dem i stedet. De holdt snart op med at plage ham.

Var det alle anstrengelserne værd? Antonio siger: „Jeg er utrolig lykkelig for at jeg har forandret min måde at leve på. Mit helbred er blevet meget bedre selv om jeg nu er i tresserne, hvorimod mine tidligere venner lider af helbredsproblemer eller er døde. Nu er det sande venner jeg har, og ikke nogle som kun vil have en kammerat der er villig til at betale for deres næste genstand. Men vigtigst af alt har jeg et godt forhold til Gud. Jeg tjener nu som pioner og har et bibelstudium med en mand som jeg har gode forudsætninger for at hjælpe, idet han har et alkoholproblem.“

Guds trælle

For cirka 200 år siden blev folk langs Ækvatorialguineas kyst indfanget og afskibet til Amerika som slaver. I dag vælger mange frivilligt at gå i trældom — som Guds trælle. Denne form for trældom har bragt dem sand frihed, for de er blevet frigjort fra babyloniske lærdomme og spiritisme. Det har tilmed lært dem hvordan man kan leve et tilfredsstillende og rigt liv. De er kommet til at erfare hvad Jesus har lovet: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

I 1995 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 1937 — et tal der er næsten seks gange højere end forkyndertallet — hvilket betyder at der er fortrinlige muligheder for yderligere åndelig vækst. Forkynderne i Ækvatorialguinea fortsætter nidkært med at plante og vande sandhedens sæd og er forvissede om at ’Gud stadig vil få det til at gro’. (1 Korinther 3:6) Én ting er sikker — der er gode betingelser for åndelig vækst i Ækvatorialguinea!

[Fodnoter]