Jehova har været min tilflugt

FORTALT AF PENELOPE MAKRIS

Min mor bad mig indtrængende: „Forlad din mand; dine brødre vil finde dig en bedre ægtemand.“ Hvorfor ønskede min omsorgsfulde mor at jeg skulle opløse mit ægteskab? Hvad var hun så oprørt over?

JEG blev født i 1897 i den lille landsby Ambelos på den græske ø Samos. Alle i vores familie var nidkære medlemmer af den græsk-ortodokse kirke. Min far døde kort tid før min fødsel, og min mor, mine tre brødre og jeg måtte arbejde hårdt for blot at holde os i live i en tid med stor fattigdom.

Den første verdenskrig brød ud i 1914, og hurtigt efter blev mine to storebrødre indkaldt til hæren. Men de udvandrede i stedet til Amerika for at undgå militærtjenesten og lod mig og min anden broder tilbage hos mor. Et par år senere, i 1920, blev jeg gift med Dimitris, en ung lærer i vores landsby.

Et besøg der fik vidtrækkende følger

Kort tid efter kom min morbror fra Amerika på besøg, og med sig havde han tilfældigvis et bind i serien Studier i Skriften, som var skrevet af Charles Taze Russell og udgivet af bibelstudenterne, der i dag er kendt som Jehovas Vidner.

Da Dimitris åbnede bogen, faldt hans blik på en redegørelse for et emne han havde spekuleret over lige siden han var barn: „Hvad sker der med mennesket når det dør?“ I gymnasiet havde han bedt en græsk-ortodoks teolog om at svare på netop dette spørgsmål, men han havde ikke fået et tilfredsstillende svar. Dimitris blev så glad for den klare og logiske forklaring i bogen at han gik lige hen på landsbyens café, her som i det øvrige Grækenland mændenes traditionelle tilholdssted, og fortalte om de ting han havde lært fra Bibelen.

Vi tager standpunkt for sandheden

På det tidspunkt — i begyndelsen af 1920’erne — var Grækenland i fuld gang med at udkæmpe en anden krig, og Dimitris blev udskrevet til militærtjeneste og sendt til det tyrkiske fastland. Han blev såret og vendte hjem. Da han atter var rask, fulgte jeg med ham til Smyrna (nu Izmir, Tyrkiet). Krigen endte pludselig i 1922, og det betød at vi måtte flygte. Med nød og næppe kom vi om bord i en stærkt medtaget båd der sejlede os til Samos. Efter hjemkomsten knælede vi ned og takkede Gud — en Gud vi ikke rigtig kendte endnu.

Snart fik Dimitris en stilling som skolelærer i øens største by, Vathy. Han læste fortsat bibelstudenternes publikationer, og en regnfuld aften fik vi besøg af to af dem fra øen Chios. De var vendt tilbage fra Amerika for at tjene som kolportører, som heltidsforkynderne dengang blev kaldt. Vi gav dem ly for natten, og de fortalte os mange ting vedrørende Guds hensigt.

Bagefter sagde Dimitris til mig: „Penelope, jeg er blevet klar over at dette er sandheden, og at jeg må leve efter den. Det betyder at jeg må holde op med at synge i den græsk-ortodokse kirke, og at jeg ikke kan gå til gudstjeneste sammen med eleverne i skolen.“ Vores kundskab om Jehova var begrænset, men vort ønske om at tjene ham var meget stærkt. Jeg svarede ham derfor: „Jeg vil ikke hindre dig i at lære mere om Gud.“

Han fortsatte lidt tøvende: „Nej, men hvis folk finder ud af hvad vi er i gang med, mister jeg mit arbejde.“

„Det skal du ikke tænke på,“ svarede jeg. „Tjener alle måske til dagen og vejen ved at undervise? Vi er unge og stærke, og med Guds hjælp kan vi finde et andet arbejde.“

Det var omkring dette tidspunkt vi fik at vide at endnu en bibelstudent, også en kolportør, var kommet til Samos. Da vi hørte at politiet havde nægtet ham tilladelse til at holde et offentligt bibelsk foredrag, begyndte vi at søge efter ham. Vi fandt ham i en butik. Han stod og talte med to græsk-ortodokse teologer. De to teologer forsvandt dog hurtigt, skamfulde over at de ikke havde kunnet forsvare deres tro ud fra Bibelen. Min mand var imponeret over kolportørens kundskab og spurgte ham: „Hvordan har du lært at bruge Bibelen så godt?“

„Vi læser Bibelen systematisk,“ svarede han, åbnede sin taske, tog studiehåndbogen Guds Harpe frem og viste os hvordan man kunne bruge denne bog i et sådant studium. Min mand og jeg var så ivrige efter at lære at vi straks fulgte med butiksindehaveren hjem sammen med kolportøren og to andre mænd. Kolportøren rakte hver af os et eksemplar af Guds Harpe, og vi begyndte at studere lige på stedet. Vi fortsatte til langt ud på natten, og da daggryet nærmede sig, begyndte vi at lære nogle af bibelstudenternes sange.

I tiden derefter læste jeg i Bibelen flere timer hver dag, og bibelstudenter fra udlandet fortsatte med at forsyne os med bibelsk læsestof. I januar 1926 indviede jeg mig til Gud i bøn, idet jeg aflagde et løfte om uforbeholdent at gøre hans vilje, og den følgende sommer symboliserede min mand og jeg vores indvielse ved vanddåben. Vi nærede et stærkt ønske om at tale med andre om de ting vi lærte, og begyndte derfor at tage del i hus-til-hus-forkyndelsen med traktaten Et Haabets Budskab.

Vi udholder kraftig forfølgelse

En dag indbød en ung dame mig til at overvære en kirkelig handling i et lille græsk-ortodokst kapel. „Jeg er holdt op med at tilbede Gud på den måde,“ forklarede jeg. „Nu tilbeder jeg ham i ånd og sandhed, som Bibelen lærer.“ (Johannes 4:23, 24) Hun blev forbløffet og fortalte alle og enhver hvad der var hændt, og nævnte også min mand i den forbindelse.

Stort set alle begyndte at modstå os. Hverken i vores hjem eller ved møderne, som vi holdt sammen med nogle få interesserede, kunne vi få fred. På opfordring af de græsk-ortodokse præster stimlede mange sammen uden for vores mødested, kastede med sten og råbte skældsord.

Når vi uddelte traktaten Et Haabets Budskab, blev vi omringet af en flok børn der råbte „Millennister!“ og andre øgenavne. Min mands kolleger begyndte også at skabe problemer. I slutningen af 1926 blev han stillet for retten, anklaget for at være uegnet som skolelærer. Han blev idømt 15 dages fængsel.

Da min mor hørte hvad der var sket, rådede hun mig til at forlade min mand. „Jamen, kæreste mor,“ svarede jeg, „du ved hvor højt jeg elsker og respekterer dig. Men jeg kan ikke lade dig stå i vejen for tilbedelsen af den sande Gud, Jehova.“ Hun vendte dybt skuffet tilbage til sin landsby.

I 1927 afholdt bibelstudenterne et stævne i Athen, og Jehova gjorde det muligt for os at deltage. Vi var overvældede og følte os åndeligt styrkede af samværet med vore mange trosfæller. Da vi vendte tilbage til Samos, uddelte vi 5000 eksemplarer af traktaten Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere i byer og landsbyer på øen.

På det tidspunkt blev Dimitris afskediget fra sin stilling som lærer, og det var næsten umuligt at finde arbejde på grund af folks fordomme imod os. Jeg kunne imidlertid sy, og Dimitris var en dygtig maler, så vi tjente lige akkurat nok til at dække vore behov. I 1928 blev min mand og fire andre kristne brødre på Samos idømt to måneders fængsel fordi de forkyndte den gode nyhed. Jeg var den eneste bibelstudent på fri fod, så jeg sørgede for mad til dem i fængselet.

En kamp mod alvorlige sygdomme

På et tidspunkt pådrog jeg mig Potts syndrom (tuberkulose i rygsøjlen), en dengang ukendt kronisk sygdom. Jeg mistede appetitten og havde konstant høj feber. Behandlingen bestod blandt andet i at man blev lagt i gips fra halsen ned til lårene. Dimitris solgte en jordlod så vi kunne klare os og jeg kunne fortsætte behandlingen. Hver dag bad jeg fortvivlet Gud om styrke.

Mine slægtninge søgte hele tiden at lægge pres på mig når de kom på besøg. Min mor sagde at det var fordi vi havde skiftet tro at vi nu befandt os i denne vanskelige situation. Ude af stand til at røre mig græd jeg så min hovedpude blev gennemvædet af tårer mens jeg bønfaldt vor himmelske Fader om at give mig tålmodighed og styrke til at klare denne prøve.

På natbordet lå min bibel og en forsyning brochurer og traktater som jeg delte ud af til de besøgende. Hvor var jeg taknemmelig for at møderne i vores lille menighed blev holdt hjemme hos os; det betød at jeg regelmæssigt kunne modtage åndelig opmuntring. På et tidspunkt måtte vi sælge endnu et stykke jord for at kunne betale en behandling jeg havde modtaget af en læge i Athen.

Kort tid efter fik vi besøg af den rejsende tilsynsmand. Det bedrøvede ham meget at se at min tilstand var så dårlig og at Dimitris var uden arbejde. Venligt hjalp han os med at ordne det sådan at vi kunne bo i byen Mitylene på øen Lesbos. Vi flyttede dertil i 1934, og snart havde Dimitris fundet arbejde. På øen mødte vi kærlige kristne brødre og søstre som tog sig af mig mens jeg var syg. Fem års behandling gjorde mig gradvis helt rask.

Men i 1946, kort efter den anden verdenskrig, blev jeg igen alvorligt syg, denne gang af bughindebetændelse som følge af en tuberkuloseinfektion. Jeg var sengeliggende i fem måneder med høj feber og stærke smerter. Men jeg holdt aldrig op med at tale med mine gæster om Jehova. Og efterhånden genvandt jeg mit helbred.

Jeg begynder som pioner trods forfølgelse

Modstanden mod Jehovas Vidner i Grækenland fortsatte med uformindsket styrke i efterkrigsårene. Vi blev arresteret et utal af gange når vi forkyndte fra hus til hus. Alt i alt har min mand tilbragt næsten et år i fængsel. Når vi tog ud i tjenesten, var vi forberedt på at skulle tilbringe natten i arresthuset. Men Jehova lod os aldrig i stikken. Han gav os altid tilstrækkeligt med mod og styrke til at vi kunne holde ud.

I 1940’erne læste jeg i Budbringer (nu Rigets Tjeneste) at man kunne blive feriepioner. Jeg besluttede at prøve denne tjenesteform, der gik ud på at man brugte 75 timer om måneden i forkyndelsen. Det resulterede i at jeg fik stadig flere genbesøg og bibelstudier — på et tidspunkt ledede jeg 17 ugentlige bibelstudier. Jeg oprettede også en bladrute i Mitylenes forretningskvarter, hvor jeg regelmæssigt uddelte cirka 300 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! i butikker, kontorer og banker.

Da en rejsende tilsynsmand betjente vores menighed i 1964, sagde han: „Søster Penelope, jeg kan se på dit forkynderkort at du har gode resultater i tjenesten. Var det ikke en idé at du ansøgte om at blive pioner?“ Jeg vil altid være taknemmelig for hans opfordring; jeg har haft den glæde at være i heltidstjenesten i over tredive år.

En udbytterig erfaring

Mitylene har en tætbefolket bydel kaldet Langada, hvor der på det tidspunkt boede græske flygtninge. Vi undlod at forkynde fra hus til hus i det område, da beboerne var meget fanatiske. Men når min mand sad i fængsel, blev jeg nødt til at gå gennem denne bydel for at kunne besøge ham. En regnfuld dag blev jeg inviteret indenfor af en dame der ville vide hvorfor min mand var i fængsel. Jeg forklarede at det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Guds rige, og at han blev forfulgt som Kristus var blevet forfulgt.

Engang var der en dame som sørgede for at jeg kunne gøre et ophold i hendes hjem. Da jeg kom, blev jeg klar over at hun havde inviteret tolv andre damer. I erkendelse af at de muligvis ville modstå mig, bad jeg til Gud om at han ville give mig visdom og mod til at kunne klare hvad end der måtte ske. Kvinderne havde mange spørgsmål, og nogle kom med indvendinger, men jeg udnyttede situationen og svarede dem ud fra Bibelen. Da jeg rejste mig for at gå, bad værtinden mig om at komme igen den næste dag. Jeg sagde med glæde ja tak til invitationen. Den følgende dag kom jeg sammen med en medforkynder, og da sad damerne allerede og ventede på os.

Derefter havde vi med regelmæssige mellemrum flere bibelske drøftelser, og mange bibelstudier blev oprettet. En del af damerne gjorde fremskridt i nøjagtig bibelkundskab, og det samme gjorde deres familier. Denne gruppe blev senere kernen i en ny menighed af Jehovas Vidner i Mitylene.

Jehova har været god mod mig

Jehova har igennem årene belønnet min mands og mine anstrengelser for at tjene Ham. Den håndfuld forkyndere der var på Samos i 1920’erne, er nu øget til cirka 130 forkyndere fordelt på to menigheder og en gruppe. Og på Lesbos virker cirka 430 forkyndere i fire menigheder og fem grupper. Min mand forkyndte aktivt om Guds rige til sin død i 1977. Det er et stort privilegium at se at de mennesker vi hjalp åndeligt, stadig er nidkære i tjenesten! Sammen med deres børn, børnebørn og oldebørn udgør de en stor skare der er forenet om tilbedelsen af Jehova.

Min kristne tjeneste, som nu har strakt sig over mere end 70 år, har ikke været let. Men Jehova har været en uforlignelig borg. På grund af alderdom og et stadig dårligere helbred må jeg holde sengen og kan ikke udrette så meget i forkyndelsen mere. Men jeg kan sige som salmisten til Jehova: „Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.“ — Salme 91:2.

(Søster Makris døde mens denne livsberetning var ved at blive færdiggjort. Hun havde et himmelsk håb.)

[Illustrationer på side 26]

Søster Makris og hendes mand i 1955

Søster Makris ville være fyldt 100 år i januar 1997