Lad os afsky det onde

JEHOVA er en hellig Gud. I fortiden blev han kaldt „Israels Hellige“, og i sin egenskab heraf krævede han at israelitterne skulle være rene og ubesmittede. (Salme 89:18) Han sagde til sit udvalgte folk: „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ (3 Mosebog 11:45) Den der ønskede at „gå op på Jehovas bjerg“, måtte have ’skyldfri hænder og et rent hjerte’. (Salme 24:3, 4) Det indebar mere end blot at undlade forkerte handlinger. Man måtte også „hade det onde“. — Ordsprogene 8:13.

Jehova fastlagde i sin kærlighed detaljerede love så israelitterne vidste hvad der var forkert, og hvordan de undgik at synde. (Romerne 7:7, 12) Disse love indeholdt tydelige moralske retningslinjer. Utugt, homoseksuelle handlinger, incest og omgang med dyr var synder der besmittede den rene tilbedelse. (3 Mosebog 18:23; 20:10-17) De der gjorde sig skyldige i sådanne fornedrede handlinger, blev udryddet af folket.

Lignende moralnormer blev opstillet da menigheden af salvede kristne blev „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Også de kristne måtte „afsky det onde“. (Romerne 12:9) Jehovas ord til Israel gjaldt også dem: „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ (1 Peter 1:15, 16) Synder som ægteskabsbrud, utugt, homoseksuelle handlinger, omgang med dyr og incest fik ikke lov til at fordærve menigheden. De der nægtede at holde op med en sådan adfærd, ville ikke få adgang til Guds rige. (Romerne 1:26, 27; 2:22; 1 Korinther 6:9, 10; Hebræerne 13:4) I disse „sidste dage“ må de „andre får“ følge de samme normer. (2 Timoteus 3:1; Johannes 10:16) De salvede kristne og de andre får udgør som følge heraf et rent og moralsk sundt folk, værdige til at bære deres Guds navn som Jehovas vidner. — Esajas 43:10.

Menigheden holdes ren

Verden derimod billiger alle former for umoralitet. Sande kristne er anderledes, men de bør ikke glemme at mange som nu tjener Jehova, engang har været i verden. Der er mange som før de lærte vores hellige Gud at kende, ikke så noget forkert i at give efter for deres faldne køds ønsker og fantasier, og så at sige vælte sig i „udsvævelsernes sump“. (1 Peter 4:4) Efter at have beskrevet de afskyelige handlinger som fordærvede folk fra nationerne gav sig af med, sagde apostelen Paulus: ’Sådan har nogle af jer været.’ Så tilføjer han: „Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinther 6:11.

Hvor er dette en trøst at vide! Uanset hvad en person før har gjort, kan vedkommende forandre sig når den herlige gode nyhed om Kristus påvirker hans eller hendes hjerte. Vedkommende får tro og indvier sig til Jehova Gud. Fra da af lever han et moralsk rent liv og er vasket ren i Guds øjne. (Hebræerne 9:14) De synder han før har begået, bliver ham tilgivet, og han kan ’række ud efter det der er foran’.a — Filipperne 3:13, 14; Romerne 4:7, 8.

Jehova tilgav den angrende David som havde begået mord og ægteskabsbrud, og han tilgav også den angrende Manasse som havde praktiseret umoralsk afgudsdyrkelse og udgydt meget blod. (2 Samuel 12:9, 13; 2 Krønikebog 33:2-6, 10-13) Vi kan være Jehova meget taknemmelige for at han er villig til at tilgive os hvis vi ændrer sind og nærmer os ham i oprigtighed og ydmyghed. Men selv om Jehova tilgav David og Manasse, måtte disse to mænd, samt hele folket, leve med konsekvenserne af deres synder. (2 Samuel 12:11, 12; Jeremias 15:3-5) Jehova tilgiver angrende syndere, men de kan ikke altid undgå konsekvenserne af deres handlinger.

Uundgåelige konsekvenser

For eksempel kunne en mand der har levet et udsvævende liv og er blevet smittet med AIDS, tage imod sandheden, foretage de nødvendige forandringer og nå frem til indvielse og dåb. Han er da en åndeligt ren kristen der står i et godkendt forhold til Gud og har et vidunderligt fremtidshåb; men han har stadig væk AIDS. Måske dør han med tiden af sygdommen som en tragisk, men uundgåelig konsekvens af sin tidligere levevis. Nogle kristne kan mærke følgerne af deres tidligere groft umoralske livsform på andre måder. Mange år efter deres dåb, ja, måske resten af deres liv i denne tingenes ordning, er de nødt til at bekæmpe deres syndige køds trang til at vende tilbage til den umoralske livsform de havde før. Med Jehovas ånds hjælp har mange været i stand til at modstå presset. Men de må kæmpe en stadig kamp. — Galaterne 5:16, 17.

Så længe disse kristne behersker deres forkerte lidenskaber, vil de ikke synde. Når det drejer sig om mænd, vil de måske træffe den kloge beslutning at de ikke vil ’tragte efter’ en ansvarsopgave i menigheden mens de stadig kæmper for at beherske stærke kødelige tilbøjeligheder. (1 Timoteus 3:1) Hvorfor? Fordi de ved hvor meget tillid menighedens medlemmer har til de ældste. (Esajas 32:1, 2; Hebræerne 13:17) De erkender at de ældste ofte må give råd om intime forhold og klare følsomme situationer. Det er hverken kærligt, víst eller fornuftigt af en som må kæmpe en stadig kamp mod urene kødelige ønsker, at tragte efter en sådan ansvarsfuld stilling. — Ordsprogene 14:16; Johannes 15:12, 13; Romerne 12:1.

Når det drejer sig om en mand som har været børnemisbruger før han blev døbt, er der også noget andet der skal tages i betragtning. Når han lærer sandheden at kende, ændrer han sind og vender om, og fører derved ikke denne grusomme synd ind i menigheden. Derefter gør han måske gode fremskridt, overvinder helt sine forkerte tilbøjeligheder og ønsker måske endda at ’tragte’ efter en ansvarspost i menigheden. Men hvis han stadig i det lokale samfund er kendt som en tidligere børnemisbruger, kan det da siges om ham at han er „ulastelig“, har „et godt vidnesbyrd fra udenforstående“ og er „uangribelig“? (1 Timoteus 3:1-7, 10; Titus 1:7) Nej, det kan det ikke. Han er derfor ikke kvalificeret til at have tjenesteforrettigheder i menigheden.

Når en indviet kristen synder

Jehova forstår at vi er svage, og at vi kan synde selv efter vores dåb. Apostelen Johannes skrev til de kristne på hans tid: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:1, 2) Ja, på grundlag af Jesu offer vil Jehova tilgive døbte kristne når de begår synder — hvis de oprigtigt ændrer sind og ophører med deres forkerte adfærd.

Det var der et eksempel på i Korinthermenigheden i det første århundrede. Apostelen Paulus havde hørt om et tilfælde af blodskam i denne nyoprettede menighed, og han lod forstå at den utugtige mand skulle udstødes. Senere ændrede overtræderen sind, og Paulus opfordrede menigheden til at genoptage ham. (1 Korinther 5:1, 13; 2 Korinther 2:5-9) Ved hjælp af den lægende kraft i Jehovas loyale hengivenhed og den store værdi af Jesu genløsningsoffer blev manden renset for sine synder. Noget lignende kan ske i dag. Men selv om en døbt person der har begået en alvorlig synd, angrer og er blevet tilgivet af Jehova, kan vedkommende ikke altid undgå konsekvenserne af synden. — Ordsprogene 10:16, 17; Galaterne 6:7.

For eksempel fortryder en indviet kristen pige som har begået utugt, måske bittert det hun har gjort, og genvinder med tiden sit åndelige helbred med hjælp fra menigheden. Men hvad nu hvis hun er blevet gravid som følge af sit umoralske forhold? Da vil hele hendes liv blive forandret for altid. En mand som begår ægteskabsbrud, angrer måske og bliver ikke udstødt. Men hans uskyldige ægtefælle kan nu lade sig skille fra ham på et bibelsk grundlag, hvilket hun måske også vælger at gøre. (Mattæus 19:9) Hvis hun gør det, må manden, selv om han er blevet tilgivet af Jehova, leve med denne alvorlige konsekvens af sin synd resten af livet. — 1 Johannes 1:9.

Hvordan forholder det sig med en mand der ukærligt lader sig skille fra sin kone for at gifte sig med en anden kvinde? Måske ændrer han med tiden sind og bliver genoptaget i den kristne menighed. Som tiden går, gør han måske også fremskridt og ’skynder sig frem til modenhed’. (Hebræerne 6:1) Så længe hans første kone forbliver ugift, er han imidlertid ikke kvalificeret til at beklæde en ansvarspost i menigheden. Han er ikke „én kvindes mand“, eftersom han lod sig skille fra sin første kone på et ubibelsk grundlag. — 1 Timoteus 3:2, 12.

Er dette ikke nogle vægtige grunde til at kristne bør nære afsky for det onde?

I tilfælde af børnemisbrug

Hvad nu hvis en døbt, voksen kristen misbruger et barn seksuelt? Er overtræderen så ond at Jehova aldrig vil tilgive ham? Ikke nødvendigvis. Jesus sagde at ’bespottelse imod den hellige ånd’ ikke ville blive tilgivet. Og Paulus sagde at der ikke er noget slagtoffer for synder tilbage for dem der med vilje øver synd, til trods for at de kender sandheden. (Lukas 12:10; Hebræerne 10:26, 27) Men intetsteds i Bibelen siges der at en voksen kristen som har misbrugt et barn seksuelt, ikke kan opnå tilgivelse. Han kan blive renset fra sine synder hvis han af hjertet oprigtigt angrer og ændrer adfærd. Det kan imidlertid være at han stadig må kæmpe mod de forkerte kødelige tilbøjeligheder han har opdyrket. (Efeserne 1:7) Og der kan være nogle konsekvenser af hans handlinger som han ikke kan slippe uden om.

Afhængigt af de love der er i det land han bor i, skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side. Menigheden vil ikke beskytte ham mod dette. Manden har desuden vist at han har en alvorlig brist som fremover må tages i betragtning. Hvis det ser ud til at han har ændret sind, vil man tilskynde ham til at gøre åndelige fremskridt, tage del i forkyndelsen og endda have opgaver på Den Teokratiske Skole og medvirke i demonstrationer på tjenestemødet som den besøgte eller fortælle erfaringer fra forkyndelsen. Det betyder imidlertid ikke at han er kvalificeret til at få en ansvarspost i menigheden. Hvad er den bibelske begrundelse herfor?

En af grundene er at en ældste skal være „en som kan beherske sig“. (Titus 1:8) Det er rigtigt at ingen af os kan udvise selvbeherskelse til fuldkommenhed. (Romerne 7:21-25) Men en indviet, voksen kristen som synder ved at misbruge et barn seksuelt, afslører en unaturlig kødelig svaghed. Erfaringer har vist at en sådan person godt igen kan finde på at misbruge børn. Sandt nok er det ikke alle børnemisbrugere der gentager synden, men mange gør. Menigheden kan ikke læse hjerter for at se hvem der kunne tænkes, og hvem der ikke kunne tænkes at ville misbruge et barn igen. (Jeremias 17:9) Paulus’ råd til Timoteus gælder derfor i endnu højere grad hvor det drejer sig om døbte voksne som har misbrugt børn: „Vær ikke hurtig til at lægge hænderne på nogen, og vær ikke delagtig i andres synder.“ (1 Timoteus 5:22) For at beskytte menighedens børn vil man ikke udnævne en til en ansvarspost hvis man ved at han har været børnemisbruger. Han vil heller ikke kunne tjene som pioner eller i nogen anden form for heltidstjeneste. — Jævnfør princippet i Anden Mosebog 21:28, 29.

Nogle spørger måske: ’Har nogle ikke begået andre former for synd og tilsyneladende ændret sind, blot for senere at gentage synden?’ Jo, det er sket, men her er der andre faktorer man må tage i betragtning. Hvis en person for eksempel gør umoralske tilnærmelser til en anden voksen, er denne som regel i stand til at afvise vedkommende. Børn er meget nemmere at narre, forvirre eller terrorisere. Bibelen omtaler børns mangel på visdom. (Ordsprogene 22:15; 1 Korinther 13:11) Jesus brugte børn som et eksempel i ydmyghed og uskyldighed. (Mattæus 18:4; Lukas 18:16, 17) Barnets naturlige uskyld er kendetegnet af en fuldstændig mangel på erfaring. Da de fleste børn er tillidsfulde og ivrige efter at behage, er de et let bytte for en intrigant voksen som de kender og har tillid til. Menigheden har derfor et gudgivent ansvar for at beskytte dens børn.

Velopdragne børn lærer at adlyde og ære deres forældre, de ældste og andre voksne. (Efeserne 6:1, 2; 1 Timoteus 5:1, 2; Hebræerne 13:7) Hvilken chokerende pervers handling ville det ikke være hvis en der besad en ansvarspost i menigheden, misbrugte et barns troskyldige tillid ved at forføre eller tvinge ham eller hende til at være med til seksuelle handlinger? Ofrene for et sådant seksuelt misbrug kæmper ofte i årevis for at overvinde det følelsesmæssige traume det har medført. Børnemisbrugeren vil derfor blive tugtet strengt af menigheden og underlagt restriktioner, og det man først og fremmest vil tage hensyn til, er at menigheden bevares dadelfri og ren, og ikke hvilken ansvarspost vedkommende besidder. — 1 Korinther 5:6; 2 Peter 3:14.

Hvis en børnemisbruger oprigtigt ændrer sind, vil han erkende visdommen i at følge Bibelens principper. Hvis han virkelig lærer at afsky det der er ondt, vil han foragte det han har gjort og kæmpe for at undgå at gentage overtrædelsen. (Ordsprogene 8:13; Romerne 12:9) Han vil bestemt også ønske at takke Jehova for hans store kærlighed, som gør at angrende syndere fortsat kan tilbede vores hellige Gud og håbe på at være blandt „de retskafne“ der skal bo for evigt på jorden. — Ordsprogene 2:21.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 28]

Jehova tilgiver angrende syndere, men de kan ikke altid undgå konsekvenserne af deres handlinger