Jeg lærte sandheden fra Bibelen at kende i Rumænien

FORTALT AF GOLDIE ROMOCEAN

I 1970 besøgte jeg for første gang i næsten 50 år nogle familiemedlemmer i Rumænien. Folk levede under et tyrannisk, kommunistisk styre, og jeg blev hele tiden advaret om at jeg skulle passe på hvad jeg sagde. Nu stod jeg på det offentlige kontor i min hjemby, og embedsmanden bad mig om at forlade landet øjeblikkelig. Lad mig, inden jeg forklarer hvorfor, fortælle hvordan jeg lærte sandheden fra Bibelen at kende i Rumænien.

JEG blev født den 3. marts 1903 i det nordvestlige Rumænien i landsbyen Ortelec nær byen Zălău. Vi boede i smukke omgivelser. Vandet var rent. Luften var ren. Vi dyrkede selv den mad vi spiste, og manglede intet materielt. I mine første år var der fred i landet.

Folk var meget religiøse. Min familie tilhørte faktisk hele tre forskellige trosretninger. Min farmor var ortodoks katolik, min mormor adventist, og mine forældre var baptister. Da jeg ikke var enig med nogen af disse trossamfund, sagde mine forældre at jeg nok ville blive ateist. „Hvis der kun er én Gud,“ tænkte jeg, „burde der også kun være én og ikke tre trosretninger i den samme familie.“

De ting jeg observerede i forbindelse med religion, foruroligede mig. For eksempel besøgte præsten hjemmene for at indsamle kollekt. Når folk ingen penge havde, tog han deres bedste uldtæpper i stedet. I den katolske kirke så jeg min farmor knæle for at bede foran et billede af Maria. „Hvorfor bede til et billede?“ tænkte jeg.

Urolige tider

I 1912 tog far til USA for at tjene penge til at betale en gæld. Kort efter brød krigen ud, og mændene fra vores landsby drog ud for at kæmpe. Kun kvinder, børn og gamle mænd blev ladt tilbage. Vores landsby kom i en periode under ungarsk herredømme, men rumænske soldater vendte tilbage og genindtog byen. De gav os ordre til straks at forlade landsbyen. I den forvirring der opstod i forbindelse med hurtigt at samle ejendele og små børn sammen på en oksekærre, blev jeg glemt. Jeg var nemlig den ældste af fem børn.

Jeg løb ind til naboen, en gammel mand som var blevet tilbage i byen, og han sagde: „Gå hjem igen. Lås dørene, og lad være med at lukke op for nogen.“ Jeg adlød straks. Efter at have spist noget kyllingesuppe og en kålroulet som i skyndingen var blevet efterladt ved afrejsen, knælede jeg ned og bad ved min seng. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Da jeg åbnede øjnene igen, var det blevet lyst, og jeg udbrød: „Åh tak, Gud! Jeg er i live!“ Der havde været skyderier hele natten, så murene var fyldt med skudhuller. Da mor i den næste landsby opdagede at jeg ikke var kommet med, sendte hun unge George Romocean af sted efter mig. Han fandt mig og tog mig med tilbage til min familie. Efter kort tid kunne vi tage tilbage til vores hjemby og genoptage livet der.

Min higen efter sandheden fra Bibelen

Min mor ønskede at jeg skulle lade mig døbe som baptist, men det ville jeg ikke eftersom jeg ikke kunne tro at en kærlig Gud ville brænde mennesker i helvede til evig tid. Mor prøvede at forklare det: „Jamen, hvis folk er onde.“ „Hvis de er onde, så udslet dem,“ svarede jeg, „men lad være med at torturere dem. Jeg kunne ikke engang udsætte en hund eller en kat for tortur.“

Jeg husker at mor på en smuk forårsdag da jeg var 14 år, bad mig sætte køerne på græs. Mens jeg lå i græsset, tæt ved en flod og med en skov i baggrunden, kiggede jeg op på himmelen og sagde: „Jeg ved du er der, Gud, men jeg bryder mig ikke om nogen af disse religioner. Du må da have én der er god.“

Jeg tror virkelig at Gud hørte min bøn, for den selv samme sommer, i 1917, kom der to bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, til vores landsby. De var kolportører eller heltidstjenere, og i forbindelse med deres forkyndelsesarbejde ankom de til baptistkirken midt under en gudstjeneste.

Sandheden fra Bibelen udbredes i Rumænien

Nogle få år tidligere, i 1911, var Károly Szabó og József Kiss, som var blevet bibelstudenter i USA, vendt hjem til Rumænien for at forkynde sandheden fra Bibelen dér. De slog sig ned i Tîrgu-Mureş, mindre end 160 kilometer sydøst for vores landsby. På få år reagerede i hundredvis af mennesker positivt på Rigets budskab og tog den kristne tjeneste op. — Mattæus 24:14.

Da de to unge bibelstudenter ankom til baptistkirken i landsbyen Ortelec, var George Romocean, skønt han kun var 18 år gammel, i færd med at lede gudstjenesten, og han forsøgte at forklare meningen med Romerbrevet 12:1. Til sidst rejste en af de unge kolportører sig og sagde: „Brødre! Venner! Hvad er det apostelen Paulus prøver at fortælle os i dette skriftsted?“

Da jeg hørte det, blev jeg begejstret. „Disse mænd må vide hvordan Bibelen skal forklares,“ tænkte jeg. Men de fleste af de tilstedeværende råbte: „Falske profeter! Vi ved godt hvem I er!“ Der opstod tumulter. Men så rejste Georges far sig og sagde: „Hold mund alle sammen! Hvad er det for en ånd I lægger for dagen — er det den ånd der stammer fra en flaske? Hvis disse mænd har noget at fortælle os, og I ikke ønsker at lytte til dem, inviterer jeg dem hjem til mig. Alle er velkomne.“

Jeg løb hjem og fortalte begejstret mor hvad der var sket. Jeg var en af dem der tog imod invitationen til familien Romoceans hjem. Hvor var det betagende den aften at lære ud fra Bibelen at der ikke findes noget brændende helvede og at se Guds navn, Jehova, i min egen rumænske bibel. Kolportørerne fik arrangeret det sådan at en bibelstudent hver søndag kom hjem til familien Romocean for at undervise os. Den følgende sommer, da jeg var 15 år, blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova.

Med tiden tog næsten alle fra familien Prodan og familien Romocean imod sandheden fra Bibelen og indviede deres liv til Jehova. Mange andre fra landsbyen gjorde det samme, inklusive det unge ægtepar hvis hjem tidligere havde fungeret som baptistkirke. Ægteparret stillede det nu til rådighed som et sted hvor bibelstudenter kunne komme sammen for at studere. Sandheden blev hurtigt spredt til de nærliggende landsbyer, og i 1920 var der omkring 1800 forkyndere i Rumænien.

Til De Forenede Stater

Vi var ivrige efter at dele det vi havde lært, med min far, Peter Prodan. Men før vi fik mulighed for at skrive, modtog vi forbløffende nok et brev fra ham, hvori han fortalte at han var blevet en døbt tjener for Jehova. Han havde studeret med bibelstudenterne i Akron, Ohio, og ønskede nu at vi skulle slutte os til ham i USA. Mor ville imidlertid ikke forlade Rumænien. I 1921 rejste jeg over til min far i Akron for penge han havde sendt mig. George Romocean og hans ældre broder var allerede emigreret til Staterne året inden.

Da jeg ankom med skib til Ellis Island, New York, vidste den embedsmand der ordnede emigrationerne, ikke hvordan han skulle „oversætte“ mit navn, Aurelia, til engelsk. „Du hedder Goldie,“ sagde han, og det har været mit navn lige siden. Kort efter, den 1. maj 1921, blev George Romocean og jeg gift. Et års tid senere rejste far hjem til Rumænien, og i 1925 tog han min yngre søster, Mary, med tilbage til Akron. Derefter vendte han igen hjem til Rumænien for at være sammen med mor og resten af familien.

Vi begynder vor tjeneste i Staterne

George var en meget loyal og hengiven tjener for Jehova. I perioden fra 1922 til 1932 blev vi velsignet med fire dejlige døtre — Esther, Anne, Goldie Elizabeth og Irene. Der blev oprettet en rumænsk menighed i Akron, og i begyndelsen blev møderne holdt i vores hjem. Senere kom der hvert halve år en repræsentant fra bibelstudenternes hovedkontor i Brooklyn, New York, og besøgte vores menighed. Under besøget boede han hos os.

Mange søndage satte vi hele dagen af til forkyndelse. Vi pakkede taskerne med bøger og en madpakke, satte pigerne ind i vores Ford T og tilbragte dagen med forkyndelse i landdistrikt. Om aftenen overværede vi så vagttårnsstudiet. Vore piger kom til at elske forkyndelsen. I 1931 var jeg til stede i Columbus, Ohio, da bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner.

En retledning jeg havde behov for

Nogle få år senere blev jeg vred på Joseph F. Rutherford, den daværende præsident for Watchtower Society. En nydøbt forkynder følte at broder Rutherford havde behandlet ham uretfærdigt ved ikke at lytte tilstrækkeligt til ham. Efter min mening var det broder Rutherfords fejl. En søndag kom min søster Mary og hendes mand, Dan Pestrui, på besøg. Efter aftensmaden sagde Dan: „Lad os gøre os klar til at gå til møde.“

„Vi kommer ikke til møderne længere,“ sagde jeg. „Vi er vrede på broder Rutherford.“

Dan foldede hænderne bag ryggen og gik frem og tilbage mens han sagde: „Kendte du broder Rutherford dengang du blev døbt?“

„Naturligvis ikke,“ svarede jeg. „Du ved godt at jeg blev døbt i Rumænien.“

„Hvorfor lod du dig døbe?“ spurgte han.

„Fordi jeg havde lært at Jehova er den sande Gud, og jeg ønskede at indvi mit liv til tjenesten for ham,“ svarede jeg.

„Glem aldrig det!“ sagde han. „Hvad nu hvis broder Rutherford forlod sandheden? Ville du så også forlade den?“

„Aldrig, aldrig!“ svarede jeg. Det bragte mig til fornuft. „Gør jer klar. Vi tager til møde alle sammen,“ sagde jeg. Og det er vi aldrig holdt op med siden. Hvor var jeg Jehova taknemmelig for min svogers kærlige retledning.

Hvordan vi klarede os under depressionen

Det var hårde tider under depressionen i 1930’erne. En dag kom George meget nedtrykt hjem fra arbejde og fortalte mig at han var blevet fyret fra sit job på gummifabrikken. „Lad være med at bekymre dig om det,“ sagde jeg. „Vi har en rig Fader i himmelen, og han forlader os ikke.“

Den samme dag traf George tilfældigt en ven med en stor kurvfuld svampe. Da George fandt ud af hvor hans ven havde plukket dem, kom han hjem med cirka 30 liter svampe. Derefter købte han små kurve for de sidste tre dollars vi havde. „Hvordan kunne du gøre det når vore små piger mangler mælk?“ spurgte jeg.

„Det skal du ikke bekymre dig om,“ svarede han. „Bare gør som jeg siger.“ I de følgende uger havde vi en lille fabrik i vores hjem hvor vi rensede og pakkede svampe. Vi solgte dem til de finere restauranter og havde 30 til 40 dollars med hjem hver dag, en formue for os på det tidspunkt. Den landmand der gav os tilladelse til at plukke svampene på hans græsgange, sagde at han havde boet der i 25 år, og aldrig havde han set så mange svampe. Inden længe fik George igen arbejde på gummifabrikken.

Vi bevarer troen

I 1943 flyttede vi til Los Angeles i Californien, og fire år senere bosatte vi os i byen Elsinore. Der åbnede vi en købmandsforretning, og alle i familien tog deres tørn med at passe den. På det tidspunkt var Elsinore bare en lille by med cirka 2000 indbyggere, og vi måtte rejse 30 kilometer til en anden by for at overvære de kristne møder. Hvor var jeg lykkelig da der i 1950 blev dannet en lille menighed i Elsinore. Nu er der 13 menigheder i dette område.

I 1950 afsluttede vores datter Goldie Elizabeth, som de fleste kender som Beth, Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York, og blev sendt til Venezuela som missionær. I 1955 blev vores yngste datter, Irene, meget glad da hendes mand blev indbudt til at virke som rejsende tilsynsmand. I 1961 blev de, efter at have overværet Rigets Tjenesteskole i South Lansing, sendt til Thailand. Somme tider savnede jeg mine døtre så meget at jeg græd, men så tænkte jeg: „Jamen, det var jo det jeg ønskede for dem.“ Og så tog jeg min taske med bøger og gik ud i forkyndelsen. Jeg kom altid glad hjem.

I 1966 fik min kære mand, George, en hjerneblødning. Beth, der af helbredsgrunde var vendt hjem fra Venezuela, hjalp til med at passe ham. Året efter døde George, og jeg fandt trøst ved tanken om at han var forblevet trofast mod Jehova og nu havde modtaget sin himmelske belønning. Senere rejste Beth til Spanien for at tjene hvor behovet for forkyndere var større. Min ældste datter, Esther, fik kræft og døde i 1977, og i 1984 døde Anne af leukæmi. De havde begge været trofaste tjenere for Jehova hele deres liv.

I forbindelse med Annes død var Beth og Irene vendt hjem fra deres forkynderdistrikter i udlandet. De havde hjulpet til med at passe deres søstre, og vi sørgede alle dybt. Da der var gået et stykke tid, sagde jeg til mine piger: „Okay, nu er det nok! Vi har trøstet andre med Bibelens dyrebare løfter. Nu må vi selv lade os trøste. Satan forsøger at fratage os glæden ved at tjene Jehova, men det må vi ikke lade ham gøre.“

Vores trofaste familie i Rumænien

I 1970 tog min søster Mary og jeg på en mindeværdig tur til Rumænien for at besøge vores familie. En lillesøster var død, men vi fik lejlighed til at besøge vores lillebror, John, og en anden lillesøster, Lodovica, som begge stadig boede i landsbyen Ortelec. På det tidspunkt var begge vore forældre døde, trofaste mod Jehova til det sidste. Mange fortalte os at far havde været ’en søjle’ i menigheden. Selv nogle af hans tipoldebørn i Rumænien er nu Jehovas vidner. Vi besøgte også mange i min mands familie som havde stået urokkeligt fast i sandheden.

I 1970 var Rumænien underlagt Nicolae Ceauşescus grusomme, kommunistiske regime, og Jehovas vidner blev forfulgt på ondskabsfuld måde. Min bror Johns søn, Flore, og flere andre af mine slægtninge tilbragte mange år i koncentrationslejre på grund af deres kristne tro. Det gjaldt også Gabor Romocean, søn af min mands onkel. Det er ikke så mærkeligt at vore rumænske brødre, da vi blev betroet den opgave at aflevere korrespondance til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, sagde at de ikke ville have et roligt øjeblik før de havde fået at vide at vi var sluppet sikkert ud af landet.

Da vi opdagede at vore visa var udløbet, tog vi hen til det offentlige kontor i Ortelec. Det var fredag eftermiddag, og der var kun én embedsmand til stede. Da han opdagede hvem vi havde besøgt, og at vores nevø havde været i koncentrationslejr, sagde han: „Mine damer, skynd jer at komme ud herfra!“

„Men der går ikke noget tog i dag,“ svarede min søster.

„Det er lige meget,“ sagde han indtrængende. „Tag en bus. Tag et tog. Tag en taxa. Gå. Bare I kommer ud af landet så hurtigt som muligt!“

Da vi var ved at tage af sted, blev vi kaldt tilbage og informeret om at et ekstraordinært militærtog ville køre forbi klokken 18.00. Det kom meget belejligt! I et almindeligt tog ville vore papirer være blevet kontrolleret gentagne gange, men da dette tog transporterede militærpersonel og vi var de eneste civile passagerer, var der ingen der bad om at se vore pas. De må have troet at vi var bedstemødre til nogle af officererne.

Vi kom til Timişoara den følgende morgen, og med hjælp fra en af vore slægtninges venner lykkedes det at få vore visa. Næste dag var vi ude af landet. Vi tog mange dejlige og uforglemmelige minder om vore loyale kristne brødre og søstre i Rumænien med os hjem.

I årene efter vores besøg i Rumænien fik vi kun sparsomme oplysninger om forkyndelsen bag jerntæppet. Alligevel havde vi tillid til at vore kristne brødre og søstre i Rumænien ville forblive loyale over for vor Gud uanset hvad der skete. Og den tillid har bestemt vist sig at været berettiget. Det var en meget stor glæde at få at vide at Jehovas Vidner i april 1990 blev juridisk anerkendt som trossamfund i Rumænien! Den følgende sommer glædede vi os over rapporterne fra stævnerne i Rumænien. Stævnerne i otte byer blev tilsammen overværet af 34.000, og 2260 blev døbt. På nuværende tidspunkt deltager mere end 35.000 i forkyndelsen i Rumænien, og sidste år overværede 86.034 højtiden til minde om Kristi død.

Sandheden er mig stadig dyrebar

I nogle få år holdt jeg op med at nyde symbolerne ved mindehøjtiden. Jeg havde lagt mærke til at selv meget kvalificerede brødre ikke nød symbolerne, og jeg sagde til mig selv: ’Hvorfor skulle Jehova skænke mig det privilegium at blive Kristi medarving i himmelen når andre er så veltalende?’ Men i den periode hvor jeg ikke deltog i mindemåltidet, følte jeg mig meget foruroliget. Det var som om jeg afviste noget. Efter grundigt studium og inderlige bønner begyndte jeg igen at nyde symbolerne. Min fred og glæde vendte tilbage og har ikke forladt mig siden.

Selv om jeg ikke længere ser godt nok til at læse, lytter jeg hver dag til Bibelen og bladene Vagttårnet og Vågn op! på kassettebånd. Jeg tager også stadig væk del i forkyndelsen. Normalt spreder jeg mellem 60 og 100 blade om måneden, men da vi havde en særlig kampagne med Vågn op! i april 1996, spredte jeg 323. Med mine døtres hjælp kan jeg også stadig holde elevopgaver på Den Teokratiske Skole. Jeg er glad for at jeg fortsat kan opmuntre andre. Næsten alle i menigheden kalder mig bedstemor.

Når jeg ser tilbage på næsten 79 års indviet tjeneste for Jehova, giver det mig grund til at takke ham hver eneste dag fordi jeg har fået lov til at kende hans dyrebare sandhed og til at bruge mit liv i hans tjeneste. Jeg er så taknemmelig for at jeg har fået lov til at se opfyldelsen af de storslåede bibelprofetier der har forudsagt indsamlingen af dem der er som Guds får her i disse sidste dage. — Esajas 60:22; Zakarias 8:23.

[Illustration på side 23]

Min søster Mary og far (stående) og mig samt George og vore døtre Esther og Anne

[Illustration på side 24]

Sammen med mine døtre Beth og Irene samt Irenes mand og deres to sønner, som alle trofast tjener Jehova