Er det ros eller smiger?

EN SIGER til dig: „Din nye frisure klæder dig!“ Er det ros eller smiger? „Du ser virkelig godt ud i det jakkesæt!“ Ros eller smiger? „Det er den mest vidunderlige ret jeg nogen sinde har smagt!“ Er det ros eller smiger? Når man får sådanne komplimenter, kan man af og til være i tvivl om hvorvidt de er ærligt og oprigtigt ment, eller om de blot gives for at behage en.

Hvordan kan vi vide om det andre siger til os, er ros eller smiger? Og spiller det nogen rolle? Kan vi ikke bare tage det der er blevet sagt, for gode varer og glæde os over det? Og hvad med os selv? Har vi ransaget vore egne motiver til at rose andre? At grunde over disse spørgsmål kan være en hjælp til at vise dømmekraft og bruge tungen på en måde der ærer Jehova Gud.

Definition af ros og smiger

Ros er blevet defineret som et udtryk for anerkendelse, godkendelse, ære og lovprisning. I forbindelse med den sande tilbedelse er lovprisningen rettet mod Jehova Gud og uløseligt knyttet til tjenesten for ham. Salmisten giver denne tilskyndelse: „Det er godt . . . det er lifligt — lovsang sømmer sig.“ „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah.“ — Salme 147:1; 150:6.

Når det gælder menneskers indbyrdes forhold, kan ros have form af anerkendende og opmuntrende ord. I en af Jesu lignelser siger en herre for eksempel til sin træl: „Udmærket, gode og trofaste træl!“ — Mattæus 25:21.

Smiger defineres derimod som falsk, hyklerisk eller overdreven ros, hvor den der gør brug af smigeren, sædvanligvis har selviske motiver. Den der giver komplimenter, eller som skamroser, håber at opnå en gunst eller nogle materielle fordele eller at få vedkommende til at føle sig forpligtet over for ham. Smiger er således kendetegnet af selviskhed. I Judas’ Brev, vers 16, siges der om sådanne personer at „de smigrer folk for egen fordels skyld“. — Da. aut.

Bibelens syn

Hvad er Bibelens syn på det at tale rosende til andre? Jehova har sat os et eksempel til efterfølgelse. I Bibelen siges der at vi vil blive rost af Jehova hvis vi gør hans vilje. Apostelen Paulus siger at „enhver [vil] få sin ros af Gud“. Peter fortæller at den prøvede ægthed af vores tro „kan blive fundet at være årsag til pris“. Den kendsgerning at Jehova roser mennesker, viser at det både er venligt, kærligt og gavnligt at give andre oprigtig ros, og at det ikke må betragtes som noget uvæsentligt. — 1 Korinther 4:5; 1 Peter 1:7.

Ifølge Bibelen kan vi også modtage ros af myndigheder som lægger mærke til vores gode adfærd. Vi læser: „Gør til stadighed det gode, og du vil få ros af den [myndigheden].“ (Romerne 13:3) Vi kan desuden blive rost af nogle som mener os det godt, og som intet har at vinde ved deres ros. Bibelen siger i Ordsprogene 27:2: „Lad en anden rose dig, og ikke din egen mund.“ Dette viser at det ikke er forkert at modtage ros.

Når det drejer sig om at bruge smigrende tale eller være genstand for smiger, er det imidlertid en helt anden sag. Hvorfor finder Jehova så stor mishag i smigrende tale? En af grundene er at den er hyklerisk, og Jehova fordømmer hykleri. (Jævnfør Ordsprogene 23:6, 7.) Smiger er desuden kendetegnet af uærlighed og usandhed. I sin beskrivelse af dem der vækker Guds mishag, siger salmisten: „De taler usandhed til hinanden; de taler med glat læbe, med to hjerter. Jehova vil skære alle glatte læber af.“ — Salme 12:2, 3.

Smiger er frem for alt et udtryk for mangel på kærlighed, og den udspringer af selviskhed. Efter at have talt om dem der gør brug af smiger, citerer salmisten David dem for at sige: „Ved vor tunge vil vi få overtaget. Vore læber er med os. Hvem kan være herre over os?“ Jehova fordømmer disse selviske personer som værende årsag til at „de nødstedte lider fortræd“. Deres smigrende tale har ikke opbygget andre, men voldt dem fortræd. — Salme 12:4, 5.

Smiger — en fælde

„En våbenfør mand der smigrer sin næste, breder et net ud for hans fødder.“ Sådan siger den vise kong Salomon, og hvor er det sandt! (Ordsprogene 29:5) Farisæerne forsøgte at lægge en fælde for Jesus ved hjælp af smiger. De sagde: „Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre.“ Hvilke indsmigrende ord! Men Jesus lod sig ikke narre. Han vidste at de ikke troede på hans sandfærdige lære, men blot forsøgte at fange ham i ord i spørgsmålet om at betale skat til kejseren. — Mattæus 22:15-22.

Helt anderledes forholdt det sig med Kong Herodes, der levede i det første århundrede. Da han i byen Cæsarea holdt en tale, råbte folket: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ I stedet for at irettesætte folket for denne overdrevne og urette lovprisning af ham tog han imod smigeren. Jehovas engel gjorde kort proces og slog Herodes så han blev ædt op af orm. — Apostelgerninger 12:21-23.

En moden kristen må kunne gennemskue smiger. Ældste i menigheden bør være særlig varsomme når en der er impliceret i en udvalgssag, overøser dem med komplimenter. Vedkommende går måske endda så vidt som til at foretage sammenligninger mellem de ældste idet han eller hun fortæller én ældste hvor meget mere venlig og forstående han er end en anden ældste.

Bibelen viser tydeligt hvilken anden faldgrube smiger kan udgøre. Den beskriver hvordan en forførerske lokker en ung mand til at begå umoralitet. (Ordsprogene 7:5, 21) Denne advarsel gælder i lige så høj grad i dag. Blandt dem der hvert år udstødes af den kristne menighed, er grunden til udstødelsen ofte umoralitet. Kunne en sådan grov synd have taget sin begyndelse i smiger? Eftersom de fleste godt kan lide at få komplimenter og at blive talt godt om, kan smigrende ord svække den kristnes modstandskraft over for umoralitet. Hvis man ikke er på vagt over for smiger, kan det få alvorlige konsekvenser.

Beskyt dig mod smiger

Smiger tilfredsstiller modpartens egenkærlighed eller forfængelighed. Den giver ofte den pågældende en overdreven forestilling om sit eget værd og får ham eller hende til at føle sig hævet over andre. Filosoffen François de La Rochefoucauld har sammenlignet smiger med falske penge, „som slet ikke ville være i omløb hvis der ikke fandtes forfængelighed“. Den allerbedste måde hvorpå man kan beskytte sig, er at følge Paulus’ ligefremme formaning: „[Jeg siger] til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ — Romerne 12:3.

Mennesket har en medfødt tilbøjelighed til gerne at ville høre det der taler til dets forfængelighed, men det vi som regel har mest brug for, er vejledning og tugt ud fra Bibelen. (Ordsprogene 16:25) Kong Akab ønskede kun at høre det der tiltalte ham. Hans tjenere bad profeten Mikaja om at lade sine ord være ’som deres [Akabs smigrende profeters] og at give løfte om noget godt’. (1 Kongebog 22:13) Kong Akab kunne have undgået døden, og Israel et knusende nederlag, hvis han havde været villig til at lytte til sandheden og ophøre med sin oprørske adfærd. Af hensyn til vores egen åndelige velfærd bør vi være hurtige til at give agt på den direkte, men kærlige vejledning vi får af kristne ældste, som ønsker at hjælpe os til at blive på sandhedens lige vej, frem for at søge sammen med dem der hele tiden kildrer vore ører ved at fortælle os hvor fremragende vi er. — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:3.

Kristne ønsker ikke under nogen omstændigheder at gøre brug af smiger. Ligesom den trofaste Elihu siger de: „Jeg vil ikke gøre forskel på folk, jeg vil ikke smigre noget menneske; jeg kender ikke til at smigre, for så ville min skaber snart rive mig bort.“ De kan derfor også sige ligesom Paulus: „Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale . . . eller med et dække for havesyge.“ — Job 32:21, 22, da. aut.; 1 Thessaloniker 2:5, 6.

Berettiget ros

Et inspireret ordsprog viser at ros kan virke som en prøvesten. Det lyder: „Digelen er til sølv og ovnen til guld, og en mand er som sin ros,“ eller „ros prøver [en mands] karakter“. (Ordsprogene 27:21, NV, The New English Bible) Ros kan fremkalde en følelse af overlegenhed eller stolthed og lede til fald. På den anden side kan ros fremhæve et menneskes beskedenhed og ydmyghed hvis vedkommende erkender at han står i stor gæld til Jehova for alt hvad han har udrettet og fået ros for.

Den der oprigtigt roser en anden for hans eller hendes gode adfærd eller for det vedkommende har udrettet, opbygger ikke alene modtageren, men bliver også selv opbygget. Det bidrager til en dyb og sand gensidig værdsættelse. Det tilskynder et menneske til at sætte sig gode mål. Berettiget ros til unge kan give dem lyst til at være mere flittige. Det kan være med til at forme deres personlighed mens de bestræber sig for at følge de normer de forventes at leve op til.

Lad os derfor undgå at gøre brug af eller tage imod smigrende tale. Lad os være ydmyge når vi bliver rost. Lad os desuden være gavmilde og helhjertede i vores ros — både i forbindelse med vores fortsatte lovprisning og tilbedelse af Jehova og når vi oprigtigt giver udtryk for vores anerkendelse og værdsættelse af andre. Ja, „hvor er det godt med et ord i rette tid!“ — Ordsprogene 15:23.