Menneskers trælle eller Guds tjenere?
„JEHOVAS VIDNER aftvinger en vis beundring.“ Sådan står der i den tyske bog Seher, Grübler, Enthusiasten (Seere, grublere, entusiaster). Bogen stiller sig noget kritisk til Jehovas Vidner, men indrømmer: „I almindelighed fører de et udadleligt borgerligt liv. De passer deres arbejde flittigt og pligtopfyldende og er fredelige samfundsborgere og ærlige skatteydere. De stræber ikke efter mammon. . . . Disciplinen ved deres stævner er rosværdig. Med hensyn til offervillighed tåler de sammenligning med ethvert andet trossamfund, og deres ’forkyndelse’ overgår alle andres. Men det der især skiller dem ud fra alle andre nutidige kristne kirker og foreninger, er den aldeles ubrydelige beslutsomhed hvormed de fleste af dem forkynder deres tro under alle forhold og trods enhver risiko.“a
Trods positive skudsmål som ovenstående forsøger nogle at fremstille Jehovas Vidner i et helt andet lys. I de fleste lande har Jehovas Vidner i mange år åbent praktiseret deres tro uden indgreb. Millioner af medborgere kender dem, respekterer dem og mener at de har ret til at udøve deres tro. Hvorfor hersker der da usikkerhed om hvem Jehovas Vidner er?
En medvirkende årsag kan være at en række andre trossamfund i de senere år har været sat i forbindelse med børnemisbrug, terroristangreb og kollektive selvmord. En sådan afvigende adfærd forekommer imidlertid alle vegne, ikke blot inden for trossamfundene. Men det er især over for de religiøse samfund at mange er blevet skeptiske eller ligefrem fjendtlige.
Faren ved at følge mennesker
En „sekt“ kan defineres som „en gruppe der holder sig til en særskilt lære eller følger en bestemt leder“. En „kult“ er ligeledes kendetegnet ved at medlemmerne viser „en person, en idé eller en genstand stærk hengivenhed“. I alle trossamfund hvor man knytter sig nært til førerskikkelser og deres ideologi, risikerer medlemmerne at blive menneskers trælle. Et udpræget lederorienteret forhold kan føre til en usund følelsesmæssig og åndelig afhængighed. Faren forstærkes hvis man vokser op i en sekterisk atmosfære.
De der har sådanne bekymringer vedrørende et bestemt trossamfund, bør undersøge sagen nærmere før de fælder en dom. Nogle har måske fået at vide at Jehovas vidner tilhører en religiøs organisation der trælbinder sine medlemmer, udøver autoritær kontrol over dem, uretmæssigt indskrænker deres frihed og sætter dem uden for samfundet.
Jehovas Vidner ved at disse påstande er uberettigede og opfordrer dig derfor til selv omhyggeligt at undersøge hvordan det forholder sig. Siden kan du drage dine egne slutninger. Tjener Jehovas vidner Gud, sådan som de hævder, eller er de menneskers trælle? Hvor får de deres styrke fra? De følgende to artikler (fra side 12 til 23) vil give en fyldestgørende besvarelse af disse spørgsmål.
[Fodnote]
a I bogens første udgave fra 1950 manglede denne udtalelse; den findes i den reviderede udgave af 1982 og viser hvordan man da havde fået en bedre forståelse af hvem Jehovas Vidner er.