Konstantin den Store — en forkæmper for kristendommen?

Den romerske kejser Konstantin er en af de få mænd hvis navn historien har smykket med betegnelsen „den Store“. Kirkelige forfattere har tilføjet betegnelserne „helgen“, „den trettende apostel“, „den apostel-lige“ og ’den som ved Guds forsyn var udvalgt til at forårsage den største omvæltning i hele verden’. I modsætning hertil beskriver nogle Konstantin som „blodplettet, brændemærket af utallige uhyrligheder og fuld af bedrag, . . . en frygtelig tyran, skyldig i grufulde forbrydelser“.

MANGE i kristenheden har lært at Konstantin den Store var en af kristendommens største velgørere. De tilskriver ham at have befriet de kristne for forfølgelsen i Romerriget og skænket dem religiøs frihed. Desuden er det en udbredt opfattelse at han var en trofast discipel af Jesus Kristus og nærede et stærkt ønske om at fremme den kristne sag. Den østlige ortodokse kirke og den koptiske kirke har erklæret både Konstantin og hans moder, Helena, for „helgener“ og fejrer dem enten den 3. juni eller den 21. maj, alt efter hvilken kirkekalender man bruger.

Hvem var Konstantin den Store egentlig? Hvilken betydning fik han for udviklingen af den efterapostolske kristendom? Det er meget oplysende at lade historien og forskningen besvare disse spørgsmål.

Den historiske Konstantin

Konstantin, der var søn af Constantius Chlorus, blev født i Naissus (Niš i Serbien) omkring år 275 e.v.t. Da hans fader overtog styret som kejser over Roms vestlige provinser i år 293, deltog han efter ordre fra kejser Galerius i kampe ved Donau. Da faderen i 306 lå for døden i Britannia, var han ved sin faders side. Kort efter faderens død blev han af hæren udråbt til kejser.

På det tidspunkt var der fem andre personer der gjorde krav på titlen augustus. Årene mellem 306 og 324, det år hvor Konstantin blev enehersker, var præget af borgerkrige. To militære sejre garanterede imidlertid Konstantin en plads i Roms historie og gjorde ham til enehersker i riget.

I 312 slog Konstantin sin modstander Maxentius i slaget ved Den Milviske Bro uden for Rom. Kristne apologeter hævder at der under dette felttog viste sig et flammende kors på himmelen indskrevet med ordene In hoc signo vinces, der er latin og betyder „Ved dette tegn skal du sejre“. Det fortælles også at Konstantin i en drøm fik befaling til at male de to første bogstaver i navnet Kristus på græsk på sine soldaters skjolde. Der er dog mange usikre momenter i denne fortælling. Bogen A History of Christianity (Kristendommens historie) af Paul Johnson (1976) siger: „Der er uoverensstemmelser [mellem de forskellige beretninger] med hensyn til det nøjagtige tidspunkt og stedet for synet, og hvad det var Konstantin så.“ Efter slaget rykkede Konstantin ind i Rom, hvor et hedensk senat erklærede ham for øverste augustus og pontifex maximus, altså ypperstepræst for rigets hedenske religion.

I 313 mødtes Konstantin i Milano med Licinius, der var kejser over de østlige provinser, og indgik en overenskomst med ham. I det såkaldte toleranceedikt gav de alle religiøse grupper religionsfrihed og lige rettigheder. Mange historikere bagatelliserer dog betydningen af dette dokument og mener at der blot var tale om et rutinemæssigt officielt brev og ikke et vigtigt kejserligt dokument der markerede en ændring i forholdet til de kristne.

I løbet af de følgende ti år nedkæmpede Konstantin sin sidste rival, Licinius, og blev den ubetingede enehersker i Romerriget. I 325, endnu mens han var udøbt, præsiderede han ved det første økumeniske kirkemøde, der fordømte arianismen og opstillede de vigtigste trossætninger i et dokument som er blevet kaldt Den Nikænske Trosbekendelse.

Konstantin blev alvorligt syg i 337. På dette sene tidspunkt i sit liv blev han døbt, og kort efter døde han. Efter hans død gav senatet ham en plads blandt de romerske guder.

Religionen og Konstantins strategi

Om den holdning som de romerske kejsere i det tredje og fjerde århundrede havde til religion, siger bogen Istoria tou Ellinikou Ethnous (Det græske folks historie): „Selv når de der sad på den kejserlige trone, af natur ikke var stærkt religiøse, fandt de at det var nødvendigt at imødekomme stemningen blandt folket og give religionen en fremtrædende plads i deres politiske planer for i det mindste at give deres handlinger et religiøst anstrøg.“

Man må sige at Konstantin var en mand af sin tid. I begyndelsen af sin karriere havde han brug for en slags „guddommelig“ støtte, og den kunne han ikke få hos de romerske guder, som var ved at miste deres indflydelse. Imperiet — med dets religion og andre institutioner — var ved at falde fra hinanden, og noget nyt og konsoliderende var nødvendigt. Den græske encyklopædi Hidria (1983) siger: „Konstantin var især interesseret i kristendommen fordi den ikke alene støttede hans sejr, men også reorganiseringen af hans rige. De kristne kirker, der fandtes overalt, blev hans politiske støtte. . . . Han omgav sig med tidens store prælater . . ., og han krævede at de forblev enige.“

Konstantin fornemmede at den „kristne“ religion — skønt den på det tidspunkt allerede var frafalden og stærkt fordærvet — kunne udnyttes effektivt som en fornyende og forenende kraft der kunne tjene hans storstilede planer om at udstrække sin magt til hele imperiet. Ved at bruge den frafaldne kristendom som grundvold og støtte til fremme af sine egne politiske mål besluttede han at forene folket under én „katolsk“, eller almindelig, religion. Hedenske skikke og fester fik „kristne“ navne, og „kristne“ præster fik samme status, løn og indflydelse som hedenske præster.

Da Konstantin af politiske grunde stræbte efter religiøs enhed, var han hurtig til at undertrykke alle afvigende meninger, ikke til fordel for den sande lære, men til fordel for hvad flertallet mente. De dybe dogmatiske meningsforskelle i den stærkt splittede „kristne“ kirke gav ham lejlighed til at træde ind som „en af Gud udsendt“ mellemmand. I forbindelse med donatisterne i Nordafrika og arianerne i rigets østlige del opdagede han hurtigt at overtalelse ikke var nok til at skabe en stærk og forenet religion.a Det var i et forsøg på at bilægge den arianske strid at han sammenkaldte til det første økumeniske koncil i kirkens historie. — Se rammen „Konstantin og kirkemødet i Nikæa“.

Om Konstantin siger historikeren Paul Johnson: „En af hovedgrundene til at han tolererede kristendommen, har måske været at det gav ham selv og staten mulighed for at styre kirkens politik med hensyn til lærespørgsmål og dens behandling af dem der afveg fra dens lære.“

Blev Konstantin nogen sinde kristen?

Paul Johnson siger: „Konstantin forblev soldyrker og beholdt soltegnet på sine mønter.“ Catholic Encyclopedia siger: „Konstantin begunstigede begge religioner lige meget. Som pontifex maximus var han den hedenske religions vogter og beskytter af dens rettigheder.“ „Konstantin blev aldrig kristen,“ siger den græske encyklopædi Hidria og tilføjer: „Eusebios af Cæsarea, der skrev hans biografi, siger at han blev kristen i de sidste øjeblikke af sit liv. Denne omvendelse virker ikke overbevisende, da han dagen før sin dåb i sin egenskab af pontifex maximus havde bragt et offer til Zeus.“

Indtil sin død i 337 bar Konstantin den hedenske titel pontifex maximus som det religiøse overhoved for den hedenske religion. Om hans dåb er det rimeligt at spørge om der gik ægte sindsændring forud, sådan som Skriften kræver. (Apostelgerninger 2:38, 40, 41) Og blev dåben foretaget ved fuldstændig nedsænkning i vand som symbol på Konstantins indvielse til Gud? — Jævnfør Apostelgerninger 8:36-39.

En „helgen“?

Encyclopædia Britannica siger: „Konstantin var snarere berettiget til at blive kaldt den Store i kraft af det han gjorde, end i kraft af det han var. Hvad hans karakter angår, rangerer han så afgjort blandt de laveste af alle dem der i fortid eller nutid har båret dette tilnavn.“ Og Paul Johnson siger i A History of Christianity: „Der fortælles tidligt om hans voldsomme temperament og hans grusomhed når han blev vred. . . . Han havde ingen respekt for menneskeliv . . . Hans privatliv blev præget af uhyrligheder efterhånden som han kom op i årene.“

Konstantin havde øjensynlig alvorlige personlighedsbrist. En historieforsker siger: „Hans temperament var ofte årsag til hans forbrydelser.“ (Se rammen „Dynastiske mord“.) Konstantin havde ikke nogen „kristen karakter“, hævder historikeren Herbert Fisher i sin History of Europe. Kendsgerningerne vidner ikke om at han var en sand kristen der havde iført sig „den nye personlighed“, og hos hvem man ville finde åndens frugt — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. — Kolossenserne 3:9, 10; Galaterne 5:22, 23.

Følgerne af hans bestræbelser

Som hedensk pontifex maximus — og derfor det religiøse overhoved i Romerriget — prøvede Konstantin at vinde biskopperne i den frafaldne kirke for sig. Han tilbød dem en fremtrædende plads, indflydelse og rigdom som embedsmænd inden for den romerske statsreligion. Catholic Encyclopedia siger indrømmende: „Nogle biskopper, der var forblindede af hoffets pragt, gik endog så vidt som til at prise kejseren som en Guds engel, som en hellig person, og til at profetere at han, ligesom Guds søn, ville komme til at herske i himmelen.“

Efterhånden som den frafaldne kristne kirke vandt den politiske regerings gunst, blev den mere og mere en del af denne verden, af denne verdslige tingenes ordning, og gled bort fra Kristi lære. (Johannes 15:19; 17:14, 16; Åbenbaringen 17:1, 2) Resultatet var at „kristendommen“ blev blandet op med falsk lære og hedenske skikke — treenigheden, sjælens udødelighed, helvede, skærsilden, bønner for de døde, brugen af rosenkransen, ikoner, billeder med mere. — Jævnfør Andet Korintherbrev 6:14-18.

Fra Konstantin arvede kirken også tilbøjeligheden til at være autoritær. Bibelforskerne E. Henderson og Charles Buck siger: „Det enkle evangelium blev forvansket; der indførtes højtidelige ritualer og ceremonier; kristendommens lærere fik ærefulde titler og betaling for ydede tjenester, og Kristi rige blev i høj grad omdannet til et rige af denne verden.“

Hvor er den sande kristendom?

De historiske kendsgerninger viser hvad der egentlig lå bag Konstantins „storhed“. I stedet for at være grundlagt af Jesus Kristus, den sande kristne menigheds overhoved, er kristenhedens kirker til dels et resultat af en hedensk kejsers opportunisme og snedige manøvrer. Meget passende spørger Paul Johnson: „Overgav imperiet sig til kristendommen, eller prostituerede kristendommen sig til imperiet?“

Alle som virkelig ønsker at holde sig til den sande kristne lære, kan blive hjulpet til at finde og slutte sig til den sande kristne menighed i dag. Jehovas vidner i hele verden er mere end villige til at hjælpe sandhedssøgende mennesker til at forstå hvad sand kristendom er, og at tilbede Gud på en måde han godkender. — Johannes 4:23, 24.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

Konstantin og kirkemødet i Nikæa

Hvilken rolle spillede den udøbte kejser Konstantin ved kirkemødet i Nikæa? Encyclopædia Britannica fortæller: „Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne . . . Skræmt af kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“

Efter to måneders heftig religiøs debat greb denne hedenske politiker ind og afgjorde sagen til gunst for dem der sagde at Jesus var Gud. Men hvorfor gjorde han det? „Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi,“ siges der i A Short History of Christian Doctrine (Den kristne lære — en kortfattet historie). Det han forstod, var at religiøs splittelse var en trussel mod hans rige, og han ønskede at konsolidere sit rige.

Om det dokument der blev udfærdiget i Nikæa under Konstantins auspicier, siger værket Istoria tou Ellinikou Ethnous (Det græske folks historie): „Det vidner om [Konstantins] ligegyldighed med hensyn til lærespørgsmål, . . . hans stædige forsøg på for enhver pris at genoprette kirkens enhed og endelig at han som ’biskop over dem der befandt sig uden for kirken’ havde det sidste ord at skulle have sagt i ethvert religiøst anliggende.“ Kunne Guds ånd have medvirket ved de beslutninger der blev truffet ved dette kirkemøde? — Jævnfør Apostelgerninger 15:28, 29.

[Ramme på side 29]

Dynastiske mord

Under denne overskrift beskriver værket Istoria tou Ellinikou Ethnous (Det græske folks historie) hvad det kalder „de forbrydelser Konstantin begik over for sin familie“. Kort efter at han havde grundlagt sit dynasti, glemte han at glæde sig over uventede bedrifter og blev sig de farer bevidst der omgav ham. Da han af natur var mistænksom og måske blev tilskyndet af nogle der ville indynde sig hos ham, blev han først mistænksom over for sin nevø Licinianus — sønnen af en medkejser han allerede havde ladet henrette — som en mulig rival. Mordet på ham efterfulgtes af drabet på Konstantins egen førstefødte søn, Crispus. Det var Crispus’ stedmoder, Fausta, der tog sig af dette, da han syntes at stå i vejen for hendes eget afkom.

Faustas handling blev dog årsag til hendes egen dramatiske død. Det lader til at Augusta Helena, Konstantins moder, der til det sidste øvede indflydelse på sønnen, var involveret i dette mord. De svingende sindsstemninger som ofte beherskede Konstantin, var også årsag til en bølge af henrettelser af mange af hans venner og bekendte. Bogen History of the Middle Ages (Middelalderens historie) konkluderer: „Henrettelsen — for ikke at sige mordet — på hans egen søn og kone [viser] at kristendommen ikke havde øvet nogen åndelig indflydelse på ham.“

[Illustration på side 30]

Denne triumfbue i Rom blev bygget til ære for Konstantin

[Kildeangivelse på side 26]

Musée du Louvre, Paris