Hvilken fremtid ønsker du for dine børn?
BETRAGTER du dine børn som en værdifuld arv? (Salme 127:3) Eller betragter du opdragelsen af dem som en økonomisk byrde, en investering med et tvivlsomt udbytte? Der er ingen økonomisk fordel ved at opdrage børn, tværtimod koster det penge indtil de kan forsørge sig selv. Ligesom det kræver god planlægning at forvalte en arv, kræver det også god planlægning at give sine børn en god opdragelse.
Kærlige forældre ønsker at give deres børn en god start i livet. Trods de onde og sørgelige ting der kan ske i denne verden, kan forældre gøre meget for at beskytte deres børn. Lad os igen betragte tilfældet med Werner og Eva, der er nævnt i den forrige artikel.a
Omsorgsfulde forældre
Werner fortæller at hans forældre, Francisco og Inez, ikke bare lod stå til, men var meget interesserede i det der foregik i skolen. „Jeg satte stor pris på de praktiske råd de gav mig, og jeg mærkede deres omsorg og støtte. De var ret strikse i deres opdragelse, men jeg følte altid at de var mine venner.“ Da Evas studier tog så hårdt på hende at hun blev deprimeret og fik søvnproblemer, brugte forældrene også meget tid på at tale med hende og hjælpe hende til at genvinde sin mentale og åndelige ligevægt.
Hvad havde Francisco og Inez gjort for at beskytte deres børn og forberede dem til livet som voksne? Lige fra børnene var små, havde deres forældre altid inddraget dem i deres daglige aktiviteter. Når de blev inviteret ud, havde de altid børnene med. De viste også omsorg for deres børn ved at give dem den rette vejledning. Inez siger: „Vi lærte dem at klare opgaver i hjemmet, at være økonomiske og at ordne deres eget tøj. Vi hjalp dem også til at vælge et fag og at bevare ligevægten mellem deres pligter og åndelige interesser.“
Det er vigtigt at forældre kender deres børn og giver dem vejledning. Vi vil nu undersøge tre punkter som kan være en hjælp til forældre: (1) Hjælp dine børn til at vælge et passende arbejde; (2) forbered dem på at klare det pres de kan komme ud for i skolen og på en arbejdsplads; (3) vis dem hvordan de kan dække deres åndelige behov.
Hjælp dem til at vælge et passende arbejde
Det arbejde man vælger, har ikke alene indflydelse på ens økonomiske situation, men kan også optage meget af ens tid. Forældre der har deres børns ve og vel på sinde, vil derfor tage hvert enkelt barns interesser og evner i betragtning. Eftersom ingen der er pligtopfyldende, ønsker at ligge nogen til byrde, bør forældre alvorligt overveje hvordan deres børn kan lære at forsørge sig selv og en eventuel familie. Kan det være nødvendigt at din søn eller datter lærer et fag for at kunne opretholde en rimelig levestandard? Omsorgsfulde forældre bør altid bestræbe sig for at hjælpe deres børn til at opdyrke gode egenskaber som for eksempel arbejdsglæde, lærvillighed og evnen til at komme godt ud af det med andre.
En kvinde ved navn Nicole siger: „Mine forældre tog mig med på deres rengøringsjob. De foreslog at jeg betalte en vis procentdel af min løn for at hjælpe med at dække udgifterne derhjemme, og at jeg beholdt resten til eget forbrug eller til opsparing. Det gav mig en stærk ansvarsfølelse, som jeg har haft stor gavn af senere hen i livet.“
Guds ord, Bibelen, angiver ikke hvilken slags arbejde man bør vælge, men den indeholder gode retningslinjer. Apostelen Paulus sagde for eksempel: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ Til de kristne i Thessalonika skrev han: „Vi hører . . . at nogle vandrer uordentligt iblandt jer, idet de slet ikke arbejder men blander sig i hvad der ikke vedkommer dem. Sådanne befaler og tilskynder vi i Herren Jesus Kristus, at de arbejder i stilhed, hvorved de kan spise mad de selv har tjent til.“ — 2 Thessaloniker 3:10-12.
Men livet er andet og mere end at få et job og tjene penge. De der er for ambitiøse, vil sandsynligvis med tiden blive utilfredse og opdage at de ’jager efter vind’. (Prædikeren 1:14) Frem for at tilskynde deres børn til at stræbe efter anerkendelse og rigdom bør forældrene hjælpe dem til at se det kloge i apostelen Johannes’ guddommeligt inspirerede ord: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:15-17.
Hvordan kan man dække deres følelsesmæssige behov?
Forældre kan lære noget af sportstrænere. De koncentrerer sig ikke kun om at få deres sportsudøvere til at yde større præstationer. De søger også at hjælpe dem til at bekæmpe en negativ holdning for på denne måde at styrke deres indre reserver. Hvordan kan I som forældre opmuntre, opbygge og motivere jeres børn?
Tag for eksempel den 13-årige Rogério. Foruden en stærk indre uro som følge af fysiske forandringer blev han udsat for et følelsesmæssigt pres på grund af sine forældres uoverensstemmelser og deres mangel på opmærksomhed. Hvad kan der gøres for unge som ham? Selv om det er umuligt at skåne sine børn helt for bekymringer og dårlig påvirkning, må man aldrig opgive rollen som forældre. Uden at være overbeskyttende bør man opdrage sine børn med forståelse og huske at hvert barn har sin egen personlighed. Ved at vise venlighed og kærlighed kan man gøre meget for at få børn og unge til at føle sig trygge. Det vil også styrke deres selvtillid og selvrespekt.
Uanset hvor gode dine egne forældre var til at dække dine følelsesmæssige behov, er der tre ting der kan hjælpe dig til at klare forældreopgaven: (1) Undgå at blive så opslugt af dine egne problemer at du ignorerer dine børns tilsyneladende små problemer; (2) bestræb dig for at kommunikere med dem på en opbyggende og meningsfyldt måde; (3) lær dine børn at opdyrke en positiv indstilling til dét at tackle problemer og at omgås andre.
Om sine teenageår siger Birgit: „Jeg måtte lære at man ikke kan lave om på folk så de bliver som man gerne vil have de skal være. Min mor ræsonnerede med mig og sagde at det jeg kunne gøre hvis jeg fandt nogle egenskaber hos andre som jeg ikke brød mig om, var at lade være med at efterligne dem. Hun sagde også at det bedste tidspunkt at ændre min egen adfærd på, var mens jeg stadig var ung.“
Men børn har ikke kun brug for at lære et fag og at få dækket deres følelsesmæssige behov. Man kan spørge sig selv: ’Betragter jeg forældrerollen som et ansvar Gud har givet mig?’ Hvis det er tilfældet, vil man også sørge for at dække sine børns åndelige behov.
Hvordan man kan dække sine børns åndelige behov
I sin bjergprædiken sagde Jesus: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:3) Hvad indebærer det at dække sine børns åndelige behov? Børn har stor gavn af at deres forældre sætter et godt eksempel med hensyn til at tro på Jehova Gud. Apostelen Paulus skrev: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Men hvis ens tro skal have virkelig mening, må man bede til Jehova. (Romerne 12:12) Forældre der erkender deres eget åndelige behov, vil, ligesom faderen til Israels kendte dommer Samson, søge Guds ledelse. (Dommerne 13:8) De vil ikke alene bede Gud om hjælp, men også se hen til hans ord, Bibelen, efter vejledning. — 2 Timoteus 3:16, 17.b
Trods det store arbejde der er forbundet med at give sine børn god og sund vejledning, følelsesmæssig støtte og åndelig hjælp, kan børneopdragelse være en berigende oplevelse. En brasiliansk far til to siger: „Jeg kan slet ikke forestille mig livet uden mine børn. Der er så mange glæder vi gerne vil give dem del i.“ Som forklaring på hvorfor børnene klarer sig godt, siger moderen: „Vi er altid sammen, og vi prøver at gøre hverdagen festlig og lys. Og endnu vigtigere: Vi beder altid for børnene.“
Priscilla mindes den kærlighed og tålmodighed hendes forældre viste hende når hun havde problemer. Hun siger: „De var mine bedste venner, og de hjalp med alt. Som barn følte jeg virkelig at jeg blev behandlet som ’en arv fra Jehova’“. (Salme 127:3) Mange forældre sætter tid til side til at læse Bibelen og de kristne publikationer sammen med deres børn. Gør I også det? Ved at tale om de bibelske beretninger og principper under afslappede former kan I hjælpe jeres børn til at se fremtiden tillidsfuldt i møde.
Når alle børn vil være trygge
Selv om fremtidsudsigterne ser dystre ud for mange børn, garanterer Guds ord at jorden snart vil blive et trygt hjem for alle som bor på den. I Guds lovede nye verden vil forældre ikke længere behøve at nære bekymring for deres børns sikkerhed. (2 Peter 3:13) Prøv at se opfyldelsen af følgende profeti for dit indre blik: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem.“ (Esajas 11:6) Den åndelige tryghed der beskrives her, får allerede i dag en billedlig opfyldelse blandt dem der tjener Jehova. Her mærker man Guds kærlige omsorg. Forældre der har kærlighed til Gud, kan være forvissede om at han forstår dem og vil hjælpe dem til at klare de bekymringer og problemer de kommer ud for. Men de må studere hans ord og sætte deres lid til hans rige.
Hjælp dine børn til at vandre ad vejen til evigt liv ved at sætte dem et godt eksempel. Hvis du søger tilflugt hos Jehova Gud, kan du og dine børn komme til at opleve en fremtid der overgår alle dine forventninger. Du kan have samme tillid som salmisten der sagde: „Lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.“ — Salme 37:4.
[Fodnoter]
a Navnene i artiklen er ændret.
b Se kapitlerne 5 til 7 i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.