Vi venter med „spændt forventning“
„Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares.“ — Romerne 8:19.
1. På hvilken måde ligner de kristnes situation i dag de første kristnes?
DE SANDE kristnes situation i dag ligner de første kristnes. En profeti hjalp Jehovas tjenere dengang til at forstå hvornår Messias ville komme. (Daniel 9:24-26) Den samme profeti forudsagde Jerusalems ødelæggelse, men gav ikke de kristne noget fingerpeg om hvornår byen ville blive ødelagt. (Daniel 9:26b, 27) Det var ligeledes en profeti der ved Guds forsyn var årsag til at oprigtige bibellæsere i det 19. århundrede var i forventning. Ved at forbinde de „syv tider“ i Daniel 4:25 med „Hedningernes Tider“ forventede de at Kristus ville overtage magten i Riget i 1914. (Lukas 21:24, dansk revideret oversættelse af 1819; Ezekiel 21:25-27) Selv om Daniels Bog indeholder mange profetier, er det ikke muligt for bibellæsere i dag, på grundlag af dem, nøjagtigt at udregne det tidspunkt da hele Satans nuværende verdensordning vil blive udslettet. (Daniel 2:31-44; 8:23-25; 11:36, 44, 45) Men det vil snart ske, for vi lever nu i „endens tid“. — Daniel 12:4.a
Årvågenhed under Kristi nærværelse
2, 3. (a) Hvad er det vigtigste bevis for at vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse i Rigets magt? (b) Hvad viser at de kristne må holde sig vågne under Kristi nærværelse?
2 Det er rigtigt at en tidsprofeti skabte forventning hos kristne før Kristus fik overdraget magten i Riget i 1914. Men det ’tegn’ som Kristus gav på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, bestod af begivenheder. Og de fleste af disse ville man først se efter at hans nærværelse var begyndt. Disse begivenheder — krige, fødevaremangel, jordskælv, pestsygdomme, øget lovløshed, forfølgelse af kristne og en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Riget — er det vigtigste bevis for at vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse i Rigets magt. — Mattæus 24:3-14; Lukas 21:10, 11.
3 Det som Jesu store tale mundede ud i, var imidlertid følgende vigtige formaning: „Vær agtpågivende, våg, . . . Hold jer vågne.“ (Markus 13:33, 37; Lukas 21:36) En omhyggelig læsning af den sammenhæng hvori disse opfordringer til at være agtpågivende findes, viser at Kristus ikke først og fremmest tænkte på at man skulle give agt på tegnet på at hans nærværelse var begyndt. Nej, han befalede sine sande disciple at holde sig vågne under hans nærværelse. Hvorfor skulle de sande kristne holde sig vågne?
4. Hvilket formål tjente det tegn som Jesus gav?
4 Jesus fremsatte sin store profeti som svar på spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske [begivenheder som ville ende med ødelæggelsen af den jødiske tingenes ordning], og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) De forudsagte begivenheder ville ikke alene være et tegn på Kristi nærværelse, men ville også gå forud for afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning.
5. Hvordan viste Jesus at det under hans nærværelse i ånden endnu stod tilbage at han ville „komme“?
5 Jesus viste at han under sin „nærværelse“ (græsk: parousiʹa) ville „komme“ (former af det græske udsagnsord erʹchomai) med magt og herlighed. Herom sagde han: „Derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. . . . Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. Således ved I også, når I ser alt dette, at han [Kristus] er nær for døren. . . . Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer. Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Mattæus 24:30, 32, 33, 42, 44.
Hvorfor kommer Jesus Kristus?
6. Hvordan vil „Babylon den Store“ blive ødelagt?
6 Skønt Jesus Kristus har været nærværende som konge siden 1914, skal han endnu dømme organisationer og enkeltpersoner før han eksekverer sin dom over dem han finder onde og ugudelige. (Jævnfør 2 Korinther 5:10.) Jehova vil snart indgive de politiske ledere den tanke at ødelægge „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:4, 5, 16, 17) Apostelen Paulus nævnte specielt at Jesus Kristus vil udslette „lovløshedens menneske“, kristenhedens frafaldne præsteskab, som hører med til det store Babylon. — 2 Thessaloniker 2:3, 8.
7. Hvilken dom vil Menneskesønnen afsige når han kommer i sin herlighed?
7 I nær fremtid vil Kristus dømme folk i alle nationer på grundlag af hvordan de har behandlet hans brødre på jorden. Vi læser: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved sin venstre. . . . kongen [vil] sige til [fårene]: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’ . . . Og [gederne] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:31-46.
8. Hvordan beskriver Paulus at Kristus kommer for at eksekvere dommen over de ugudelige?
8 Som vist i lignelsen om fårene og gederne eksekverer Jesus den endelige dom over alle de ugudelige. Paulus forsikrede medtroende som led ondt, om at de ville få „lindring sammen med [Paulus og andre] ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang, bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort iblandt sine hellige.“ (2 Thessaloniker 1:7-10) Med disse betydningsfulde begivenheder foran os skulle vi da ikke vise tro og med årvågenhed se frem til Kristi komme?
Vi venter spændt på Kristi åbenbarelse
9, 10. Hvorfor venter de salvede som stadig befinder sig på jorden, ivrigt på Jesu Kristi åbenbarelse?
9 „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen“ vil ikke alene medføre at de onde og ugudelige udslettes, men også at de retfærdige belønnes. De der er tilbage af Kristi salvede brødre på jorden, har måske endnu lidelser at udholde før Kristi åbenbarelse, men de glæder sig over deres herlige himmelske håb. Apostelen Peter skrev til salvede kristne: „Bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser, så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse.“ — 1 Peter 4:13.
10 De salvede er besluttede på at forblive trofaste indtil Kristus ’samler dem hos sig’ så „den prøvede ægthed“ af deres tro „kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. (2 Thessaloniker 2:1; 1 Peter 1:7) Henvendt til sådanne trofaste åndsavlede kristne siges der: „Vidnesbyrdet om Messias er blevet stadfæstet iblandt jer, så at I ikke mangler nogen gave overhovedet, mens I ivrigt venter på vor Herre Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Korinther 1:6, 7.
11. Hvad gør de salvede kristne mens de venter på Jesu Kristi åbenbarelse?
11 Den salvede rest deler Paulus’ følelser, som han beskrev således: „Følgelig regner jeg ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os.“ (Romerne 8:18) Deres tro behøver ikke at understøttes af en tidsregning. De har rigeligt at gøre i tjenesten for Jehova og sætter således et godt eksempel for deres medarbejdere, de „andre får“. (Johannes 10:16) De salvede ved at enden er nær for den onde verdensordning, og de følger Peters opfordring: „Gør . . . jeres sind klar til at arbejde, hold jer fuldstændig ædru; sæt jeres håb til den ufortjente godhed der skal bringes til jer ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Peter 1:13.
’Skabningens spændte forventning’
12, 13. Hvordan blev skabningen underlagt „frugtesløshed“, og hvad længes de andre får efter?
12 Har ’de andre får’ også noget som de ser frem til med spændt forventning? Det har de. Efter at have talt om det herlige håb der ejes af dem Jehova har antaget som sine åndsavlede „sønner“, „Kristi medarvinger“ til det himmelske rige, sagde Paulus: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:14-21; 2 Timoteus 2:10-12.
13 Da Adam syndede, blev alle hans efterkommere „underlagt frugtesløshed“. De blev alle født som syndens og dødens trælle og har ikke selv kunnet købe sig fri af denne trældom. (Salme 49:7; Romerne 5:12, 21) De længes efter at blive „frigjort fra trældom under fordærv“, men før det finder sted, må der ske visse ting i overensstemmelse med Jehovas tider og perioder.
14. Hvad er indbefattet i ’Guds sønners åbenbarelse’, og hvordan vil dette resultere i at menneskene bliver „frigjort fra trældom under fordærv“?
14 Resten af de salvede sønner af Gud må først „åbenbares“. Hvad indbefatter dette? Når Guds tid er inde vil det blive tydeligt for de andre får at de salvede er blevet endeligt „beseglet“ og herliggjort for at regere sammen med Kristus. (Åbenbaringen 7:2-4) De opstandne sønner af Gud vil også blive ’åbenbaret’ når de sammen med Kristus tilintetgør Satans onde verdensordning. (Åbenbaringen 2:26, 27; 19:14, 15) Under Kristi tusindårige regering vil de yderligere blive ’åbenbaret’ som præster der er med til at formidle goderne af Jesu genløsningsoffer til gavn for „skabningen“, menneskene på jorden. Det vil resultere i at disse bliver „frigjort fra trældom under fordærv“ og til sidst opnår „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21; Åbenbaringen 20:5; 22:1, 2) Er det så mærkeligt at de andre får — med dette storslåede fremtidsperspektiv for øje — „med spændt forventning“ ser frem til at „Guds sønner skal åbenbares“? — Romerne 8:19.
Jehovas tålmodighed betyder frelse
15. Hvad må vi aldrig glemme med hensyn til Jehovas tider og de begivenheder der skal indtræffe?
15 Jehova overholder sine tider til fuldkommenhed. Begivenhederne vil indtræffe nøjagtig til den tid han har fastsat. Måske vil det ikke altid forme sig netop sådan som vi personligt har forventet, men vi kan have absolut tillid til at alle Guds løfter vil blive opfyldt. (Josua 23:14) Han vil måske lade visse tilstande fortsætte i længere tid end mange har forventet. Men lad os prøve at forstå hans veje eller måde at handle på og at forundres over hans visdom. Paulus skrev: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ — Romerne 11:33, 34.
16. Hvem vil få gavn af Jehovas tålmodighed?
16 Peter skrev: „I elskede, da I venter dette [at de gamle ’himle’ og den gamle ’jord’ går til grunde og erstattes af Guds lovede „nye himle“ og „en ny jord“], så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred. Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“ Som følge af Jehovas tålmodighed vil endnu flere få mulighed for at blive frelst på „Jehovas dag“, der vil komme uventet, „som en tyv“. (2 Peter 3:9-15) Hans tålmodighed giver også hver eneste af os mulighed for at ’blive ved med at arbejde på vores egen frelse med frygt og bæven’. (Filipperne 2:12) Jesus sagde at vi skulle ’være opmærksomme på os selv’ og ’våge’ hvis vi ønskede at få en gunstig dom og „at bestå over for Menneskesønnen“ når han kom for at holde dom. — Lukas 21:34-36; Mattæus 25:31-33.
Bliv ved med at vente med udholdenhed
17. Hvilke ord af apostelen Paulus bør vi der lever i dag, mærke os?
17 Paulus opfordrede sine åndelige brødre til at holde deres blik rettet „ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige“. (2 Korinther 4:16-18) Intet måtte sløre deres syn af den himmelske belønning de havde i udsigt. Lad os, hvad enten vi er salvede kristne, eller vi hører til de andre får, holde os vort skønne håb for øje og ikke give op. Lad os ’vente med udholdenhed’ og vise at „vi ikke [hører] til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live“. — Romerne 8:25; Hebræerne 10:39.
18. Hvorfor kan vi trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd?
18 Vi kan trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd. Opfyldelsen af hans løfter „vil ikke være forsinket“ i forhold til hans tidsplan. (Habakkuk 2:3) I mellemtiden får Paulus’ opfordring til Timoteus en særlig betydning for os. Han sagde: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige: forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig, . . . gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ — 2 Timoteus 4:1-5.
19. Hvad er det stadig tiden til for Jehovas folk, og hvorfor?
19 Det er livet det gælder — både vort eget og vor næstes. Paulus skrev: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Timoteus 4:16) Den tid der er tilbage for den onde tingenes ordning, er meget kort. Lad os — mens vi med spændt forventning ser frem til de store begivenheder der ligger forude — være os fuldt bevidst at det stadig er den tid og periode hvor Jehova ønsker at hans folk skal forkynde den gode nyhed om Riget. Det arbejde må fuldføres til hans tilfredshed, „og så vil enden komme,“ som Jesus sagde. — Mattæus 24:14.
[Fodnote]
a Se kapitlerne 10 og 11 i bogen Kundskab der fører til evigt liv, udgivet af Jehovas Vidner.
Spørgsmål til repetition
◻ På hvilken måde ligner vores situation de første kristnes med hensyn til en beregning af tiden?
◻ Hvorfor må kristne holde sig vågne selv under Kristi nærværelse?
◻ Hvorfor ser menneskeskabningen med spændt forventning frem til „Guds sønners åbenbarelse“?
◻ Hvorfor kan vi trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd?
[Illustration på side 17]
Kristne må holde sig vågne og med forventning se frem til Kristi komme
[Illustration på side 18]
De der hører til den salvede rest, er travlt optaget af tjenesten for Jehova. Deres tro er ikke baseret på en tidsregning