Livsberetning

Holdt oppe af Jehova til hver en tid

FORTALT AF FORREST LEE

Det var den 4. juli 1940. Politiet havde netop beslaglagt vores grammofoner og vores bibelske publikationer. Den anden verdenskrig havde givet modstanderne et påskud for at overtale Canadas nye generalguvernør til at forbyde Jehovas Vidners virksomhed.

UDEN at lade os kue af det hentede vi flere publikationer på lageret og fortsatte vores tjeneste. Jeg vil aldrig glemme de ord far sagde ved den lejlighed: „Vi lader os ikke standse så nemt. Jehova har givet os befaling til at forkynde.“ Dengang var jeg ti år gammel og fuld af gåpåmod. Men det eksempel far satte i beslutsomhed og nidkærhed for tjenesten, står som en stadig påmindelse om hvordan vores Gud, Jehova, holder sine loyale vidner oppe.

Den næste gang vi blev standset af politiet, nøjedes de ikke blot med at beslaglægge vores publikationer, men satte også far i fængsel og lod mor alene tilbage med fire børn. Det var i Saskatchewan i september 1940. Kort efter blev jeg bortvist fra skolen fordi jeg på grund af min bibeloplærte samvittighed ikke ville hilse flaget og synge med på nationalsangen. Jeg fortsatte min skolegang pr. korrespondance og fik derved en ret fleksibel timeplan; det gav mig større mulighed for at deltage i forkyndelsen.

I 1948 blev pionererne, eller Jehovas Vidners heltidsforkyndere, tilskyndet til at flytte til Canadas østkyst. Derfor tog jeg til Halifax i Nova Scotia og til Cape Wolfe på Prince Edward Island som pioner. Det følgende år tog jeg imod en indbydelse til i to uger at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Toronto i Canada. De to uger blev til over seks års glædebringende tjeneste. Så mødte jeg Myrna, som havde lige så stor kærlighed til Jehova som jeg, og vi blev gift i december 1955. Vi slog os ned i Milton, Ontario; og ikke lang tid efter blev der oprettet en ny menighed dér. Vores kælder fungerede som rigssal.

Ønske om at udvide vores tjeneste

I årene der fulgte, fik vi seks børn hurtigt efter hinanden. Først vores datter Miriam, så Charmaine, Mark, Annette, Grant og til sidst Glen. Når jeg kom hjem fra arbejde, hændte det tit at Myrna havde samlet de små rundt om sig på gulvet ved ildstedet for at læse og forklare Bibelens beretninger for dem og indprente sand kærlighed til Jehova i deres hjerter. Takket være hendes kærlige støtte har alle vores børn fra de var små fået et godt kendskab til Bibelen.

Min fars nidkærhed for tjenesten har gjort et uudsletteligt indtryk på mit sind og hjerte. (Ordsprogene 22:6) Da familier inden for Jehovas Vidner i 1968 fik opfordring til at flytte til Mellem- og Sydamerika for at forkynde dér, ønskede vi at tage imod opfordringen. Dengang var vores børn i alderen fra 5 til 13 år, og ingen af os kunne et ord spansk. Jeg fulgte det råd vi havde fået, og rejste derfor rundt i forskellige lande for at undersøge leveforholdene. Da jeg kom hjem, overvejede vi som familie vore muligheder under bøn og besluttede at flytte til Nicaragua.

Vort virke i Nicaragua

I oktober 1970 var vi på plads i vores nye hjem, og inden der var gået tre uger, fik jeg tildelt et lille punkt ved et af menighedens møder. Jeg kæmpede mig gennem punktet på mit ret ubehjælpsomme spansk og sluttede med at invitere hele menigheden hjem til cerveza om lørdagen klokken 9.30. Jeg skulle have sagt servicio, som betyder forkyndelse, men jeg havde i virkeligheden inviteret dem alle hjem på øl. At lære sproget var en stor udfordring.

Til at begynde med skrev jeg indledningen ned på hånden og repeterede den på vej op mod døren. Jeg kunne sige: „Vi tilbyder et gratis bibelstudium sammen med denne bog.“ En mand der tog imod tilbudet, sagde bagefter at han var nødt til at komme til møderne for at finde ud af hvad det var jeg prøvede at fortælle ham. Denne mand blev et af Jehovas Vidner. Det er tydeligvis et vidnesbyrd om at Gud giver væksten når sandhedens sæd er sået i ydmyge menneskers hjerte, som også apostelen Paulus skrev. — 1 Korinther 3:7.

Efter at have virket i hovedstaden Managua i to år blev vi opfordret til at flytte til den sydlige del af Nicaragua. Der arbejdede vi sammen med menigheden i Rivas og isolerede grupper af interesserede i dette område. En trofast ældre forkynder ved navn Pedro Peña fulgtes med mig når jeg skulle besøge disse grupper. En af grupperne var på en vulkanø midt i Nicaraguasøen, hvor kun én familie var Jehovas Vidner.

Selv om de materielt set havde meget lidt, gjorde denne familie sig store bestræbelser for at vise deres værdsættelse af besøget. Da vi ankom, var der tilberedt mad til os. Vi blev der en uge, og mange af de øboere der var glade for Bibelen, inviterede os på mad. Vi var jublende lykkelige over at 101 overværede det offentlige foredrag om søndagen.

Ved en anden lejlighed hvor vi skulle besøge en gruppe interesserede i bjergene nær grænsen til Costa Rica, mærkede jeg ligeledes at Jehovas kraft er i stand til at holde os oppe. Den dag vi skulle af sted og Pedro kom for at hente mig, lå jeg i sengen med malaria. „Jeg kan ikke tage af sted, Pedro,“ sagde jeg. Han lagde hånden på min pande og svarede: „Du har høj feber, men du er nødt til at tage med. Brødrene forventer det.“ Han bad dernæst den mest inderlige bøn jeg nogen sinde har hørt.

Bagefter sagde jeg: „Gå ud og få dig en fresco (frugtdrik). Jeg er klar om ti minutter.“ Der var to familier som var Jehovas Vidner i det område, og de tog sig kærligt af os. Den følgende dag var vi med dem i forkyndelsen, skønt jeg stadig havde feber og var sløj. Men det styrkede mig meget at over hundrede mennesker kom til vores møde om søndagen.

På farten igen

I 1975 fik vi vores syvende barn, Vaughn. Året efter måtte vi rejse til Canada af økonomiske grunde. Det var ikke let at forlade Nicaragua, hvor vi meget tydeligt havde mærket at Jehova holdt os oppe. På det tidspunkt vi rejste, kom der over 500 til møderne i vores menighed.

Dengang vores datter Miriam og jeg blev udnævnt som specialpionerer i Nicaragua, havde hun spurgt mig: „Far, hvis I nogen sinde er nødt til at tage tilbage til Canada, vil du så give mig lov til at blive her?“ Da jeg ingen intentioner havde om nogen sinde at rejse derfra, svarede jeg: „Naturligvis.“ Så da vi nu tog tilbage, var det uden Miriam, som fortsatte sin heltidstjeneste i Nicaragua. Hun blev senere gift med Andrew Reed. I 1984 overværede de den 77. klasse på missionærskolen Gilead, som dengang lå i Brooklyn, New York. Det ønske de nidkære missionærer i Nicaragua havde indgivet hende om selv at blive missionær, er gået i opfyldelse, for nu tjener hun sammen med sin mand i Den Dominikanske Republik.

Fars ord: „Vi lader os ikke standse så nemt,“ brændte dog stadig i mit hjerte. Da vi i 1981 havde sparet så mange penge op at vi kunne rejse til Mellemamerika, flyttede vi igen; denne gang til Costa Rica. Mens vi tjente der, fik vi lov til at hjælpe med at bygge deres nye afdelingskontor. Men i 1985 fik vores søn Grant behov for lægehjælp, så vi måtte vende tilbage til Canada. Glen blev i Costa Rica for at arbejde på byggeriet af afdelingskontoret, og Annette og Charmaine var specialpionerer. Vi der forlod Costa Rica, havde ingen anelse om at vi aldrig ville vende tilbage.

Modgangstider

Den 17. september 1993 var en lys og solrig dag. Vores ældste søn, Mark, og jeg gik i gang med at tække tag. Vi arbejdede side om side mens vi som altid drøftede nogle åndelige anliggender. Uvist af hvilken grund mistede jeg pludselig balancen og faldt ned fra taget. Da jeg kom til bevidsthed igen, var det eneste jeg kunne se, et stærkt lys og folk i hvide kitler. Jeg var bragt til hospitalet og befandt mig på intensivafdelingen.

Da jeg vidste hvad Bibelen siger om blod, var min første reaktion: „Ingen blod, ingen blod.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Jeg blev straks beroliget af Charmaine, som sagde: „Det er i orden far. Vi er her alle sammen.“ Jeg fandt senere ud af at lægerne havde set mit forhåndsdirektiv, og det kom aldrig på tale at give mig blod. Jeg havde brækket halsen og var fuldstændig lam, ude af stand til selv at trække vejret.

Nu hvor jeg ikke kunne bevæge mig, havde jeg mere end nogen sinde før behov for at blive støttet af Jehova. Jeg fik foretaget en tracheotomi, en operativ åbning af luftrøret hvorigennem man kunne indføre en respiratorslange. Dette indgreb medførte at luftpassagen til mine stemmebånd blev blokeret, så jeg heller ikke kunne tale. Folk måtte benytte mundaflæsning for at forstå hvad jeg ville sige.

Udgifterne voksede hurtigt. Jeg spekulerede på om min kone og de af børnene der var heltidsforkyndere, var nødt til at holde op for at kunne dække de økonomiske omkostninger. Det lykkedes imidlertid Mark at få et arbejde som i løbet af blot tre måneder gjorde det muligt for ham at dække de fleste udgifter. Derved kunne alle forblive i heltidsforkyndelsen undtagen min kone og jeg.

Der kom i hundredvis af kort og breve — fra seks forskellige lande — og de blev hængt op på væggen ved min seng. Jeg mærkede tydeligt at Jehova holdt mig oppe. Menigheden var også opmærksom på at hjælpe min familie ved indimellem at lave mad til dem i de fem og en halv måned jeg var på intensivafdelingen. Hver eftermiddag kom en kristen ældste på besøg hos mig for at læse op fra Bibelen og vore publikationer og fortælle opmuntrende oplevelser. To i familien forberedte sig sammen med mig inden hvert møde, så jeg kom aldrig til at mangle den livsvigtige åndelige føde.

Mens jeg endnu var på hospitalet, blev det ordnet sådan at jeg kunne overvære den særlige stævnedag. Hospitalet sørgede for at jeg fik en uddannet sygeplejerske med samt en tekniker der kunne betjene respiratoren. Hvor var det velgørende at være sammen med de kristne brødre og søstre igen. Jeg vil aldrig glemme synet af den hundredtallige skare der stod i kø for at hilse på mig.

Opretholdes åndeligt

Cirka et år efter ulykken kunne jeg flytte hjem til familien, men jeg havde stadig behov for pleje i alle døgnets timer. Ved hjælp af en specialudstyret vogn kan jeg komme til møderne, som jeg sjældent går glip af. Men jeg må indrømme at det kræver beslutsomhed at komme af sted. Og siden jeg er kommet hjem, har jeg været med til alle områdestævnerne.

I februar 1997 genvandt jeg i nogen udstrækning evnen til at tale. Nogle af mine sygeplejersker reagerer positivt og lytter når jeg taler med dem om mit bibelske håb. En af dem har læst flere af Vagttårnsselskabets publikationer højt for mig, deriblandt hele bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige. Jeg skriver til andre ved hjælp af en computer som jeg betjener med en pind. Det er meget langsommeligt at skrive på den måde, men det er tilfredsstillende for mig at forblive aktiv i forkyndelsen.

Jeg har mange smerter. Men når jeg er optaget af at forkynde Bibelens håb eller får læst op fra Bibelen, dulmer det smerterne lidt. En gang imellem udfører jeg gadearbejde sammen med min selvopofrende kone, som yder mig den hjælp jeg har brug for. Jeg har kunnet være hjælpepioner adskillige gange. Det er også forbundet med glæde at tjene som ældste i menigheden, især når jeg kan hjælpe og opmuntre dem der kommer hen til mig efter mødet, eller som besøger mig i mit hjem.

Jeg må indrømme at det er svært at undgå at blive deprimeret. Så hver gang jeg er lidt nede, beder jeg straks Jehova om at hjælpe mig med at være glad. Nat og dag anmoder jeg Jehova om at blive ved at holde mig oppe. Jeg føler mig altid opmuntret når nogen skriver til mig eller besøger mig. Det fylder også mit sind med opbyggende tanker at læse Vagttårnet og Vågn op! Nogle gange læser sygeplejerskerne bladene højt for mig. Siden ulykken har jeg hørt hele Bibelen på bånd syv gange. Det er nogle af de mange måder hvorpå Jehova har holdt mig oppe. — Salme 41:3.

Mine ændrede omstændigheder har givet mig god tid til at meditere over hvordan vor store Skaber, Jehova, vejleder os på alle livets områder. Han giver os nøjagtig kundskab om sin vilje og hensigt, en meningsfyldt tjeneste, råd om hvordan man opnår et lykkeligt familieliv, og dømmekraft som hjælper én når man møder modgang. Jehova har velsignet mig med en trofast og vidunderlig kone. Også mine børn har loyalt stået ved min side, og det glæder mig meget at de alle har været heltidsforkyndere. Den 11. marts 2000 udgik vores søn Mark og hans kone, Allyson, fra Gileadskolens 108. klasse og blev sendt til Nicaragua. Min kone og jeg var med til afslutningshøjtideligheden. Jeg kan af et ærligt hjerte sige at ulykken har ændret mit liv, men ikke mit hjerte. — Salme 127:3, 4.

Jeg takker Jehova for at have givet mig visdom til at videregive min åndelige arv til min familie. Det styrker og opmuntrer mig at se mine børn tjene Skaberen med samme indstilling som min far, der sagde: „Vi lader os ikke standse så nemt. Jehova har givet os befaling til at forkynde.“ Ja, Jehova har til hver en tid holdt mig og min familie oppe.

[Illustration på side 24]

Med min far, mine brødre og min søster ved den beboelsesvogn vi benyttede mens vi var pionerer. Jeg står længst til højre

[Illustration på side 26]

Med min kone, Myrna

[Illustration på side 26]

Et billede taget for nylig af vores familie

[Illustration på side 27]

Jeg forkynder stadig ved hjælp af brevskrivning