De betjener det kristne brodersamfund på internationalt plan
HAR du hørt udtrykkene „internationale byggearbejdere“ og „internationale frivillige“? De Jehovas Vidner som er med i disse grupper, stiller deres tid og færdigheder til rådighed for at hjælpe til med at bygge nye faciliteter til trykning og udbredelse af Bibelens budskab om Riget. Sådanne frivillige hjælper også til med at bygge stævnehaller og rigssale, som er bibelundervisningscentre. For tiden medvirker de frivillige arbejdere på byggeprojekter i 34 forskellige lande, især lande med begrænsede ressourcer. Hvilke særlige udfordringer og glæder erfarer de når de betjener det kristne brodersamfund i fremmede lande? Hvordan ser de på den ’hellige tjeneste’ de udfører? (Åbenbaringen 7:9, 15) For at finde ud af det vil vi hilse på nogle frivillige der har arbejdet i Mexico.
De første udenlandske frivillige kom til Mexico i maj 1992. De gjorde en stor del af arbejdet med at udbygge afdelingskontoret, som fører tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Mexico. Projektet gik ud på at opføre 14 bygninger, deriblandt boliger for de frivillige som arbejder på afdelingskontoret, et trykkeri og en kontorbygning.
Under dette byggearbejde tjente mere end 730 brødre og søstre fra Canada, Storbritannien, USA og andre lande skulder ved skulder sammen med hundredvis af frivillige fra alle egne af Mexico. Derudover hjalp mere end 28.000 forkyndere fra de omkring 1600 menigheder i området omkring afdelingskontoret med byggeriet i weekenderne. Alle arbejdede med glæde og uden at ville have betaling for det. De anså det for et privilegium at tjene Jehova på denne måde. I hele byggeperioden havde man de inspirerede ord fra Salme 127:1 i tanke: „Hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det.“
Udfordringer
Hvilke udfordringer stilles internationale byggearbejdere over for når de gør tjeneste i et fremmed land? Her følger nogle af deres iagttagelser. Curtis og Sally, et ægtepar fra USA, har givet en hånd med ved byggerier i Indien, Mexico, Paraguay, Rumænien, Rusland, Senegal, Tyskland og Zambia. Curtis forklarer: „Den første udfordring var at skulle sige farvel til vores datter, der er pioner [heltidsforkynder], og vores menighed hjemme i Minnesota. Min kone og jeg var kommet i den menighed i 24 år, og vi følte os rigtig godt tilpas der.“
Sally bemærker: „At leve under uvante forhold er nok en større udfordring for en kvinde end for en mand, men jeg har lært at det er muligt at tilpasse sig. Jeg lærte endda at affinde mig med insekter, ja med masser af dem!“ Hun tilføjer: „I ét land var vi ti frivillige der deltes om en lejlighed uden køkken og med kun to toiletter. Dér lærte jeg at være mere tålmodig.“
At tilegne sig et nyt sprog er endnu en udfordring som kræver hårdt slid og ydmyghed. Sharon, der sammen med sin mand har arbejdet på byggerier i flere lande, fortæller: „Det er en udfordring at arbejde i et land hvor der tales et sprog man ikke selv taler. I begyndelsen er det svært at få et nært forhold til de åndelige brødre og søstre når man ikke uden videre kan give udtryk for hvad der bor i én. Det er frustrerende. Men de brødre vi kommer i berøring med i fremmede lande, er meget tålmodige med os og meget interesserede i at vi føler os godt tilpas. På en eller anden måde finder vi altid ud af at kommunikere med hinanden.“
Det kræver mod at forkynde
Selv om sådanne selvopofrende frivillige i høj grad bidrager til at byggearbejdet skrider så godt frem, er de udmærket klar over at de først og fremmest er forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. Derfor støtter de helhjertet det forkyndelsesarbejde der udføres af den menighed de kommer i. Åke og Ing-Mari, et ægtepar som har hjulpet til ved byggerier i Guadeloupe, Malawi, Mexico og Nigeria, indrømmer at det kræver mod at deltage i forkyndelsen på et fremmed sprog i udenlandsk distrikt.
Ing-Mari fortæller: „I begyndelsen kunne vi kun deltage i begrænset omfang. Vi gik altid i tjenesten sammen med lokale forkyndere, og fordi vi var usikre, lod vi oftest dem sige det der skulle siges. Men så en morgen besluttede vi os til at gå alene ud at forkynde. Vi gik ud med hjertebanken og rystende knæ. Vi traf en ung dame som lyttede til den præsentation jeg havde forberedt. Jeg læste et skriftsted og gav hende noget litteratur. Så sagde hun: ’Sig mig lige en ting. Jeg er i familie med en som studerer Bibelen med Jehovas Vidner. Hvordan kan jeg også få sådan et studium?’ Først var jeg lige ved at tabe både næse og mund, men så tog jeg mig sammen og tilbød hende et bibelstudium.“
Ing-Mari tilføjer: „Forestil jer min glæde og min taknemmelighed mod Jehova fordi han velsignede vores bestræbelser og vores ønske om at fortælle andre om sandheden.“ Den unge dame gjorde gode fremskridt og blev døbt ved et områdestævne i Mexico City. Åke og Ing-Mari sammenfatter deres tjeneste således: „Vi påskønner virkelig vores opgaver i forbindelse med byggerierne, men intet overgår den glæde og tilfredshed man får ved at hjælpe et andet menneske til at tage imod sandheden.“
En selvopofrende indstilling
Det er et stort offer når frivillige forlader familie og venner for at betjene deres brødre i fremmede lande, men de får også uovertrufne glæder. Her følger nogle eksempler.
Howard, der sammen med sin kone, Pamela, har tjent i Angola, Colombia, Ecuador, El Salvador, Guyana, Mexico og Puerto Rico, fortæller: „Det er et privilegium at træffe brødre og søstre i forskellige lande og få et førstehåndsindtryk af det kærlighedens bånd som binder vores internationale brodersamfund sammen. Vi læser tit om det, men når man bor og arbejder sammen med andre fra forskellige kulturer og samfundslag, værdsætter man dette dyrebare fællesskab endnu mere.“
Gary, der har hjulpet til ved byggerier i Colombia, Costa Rica, Ecuador, Mexico og Zambia, synes også at dette byggeprogram har været ham til stor gavn. Han beretter: „Den oplæring jeg har fået gennem årene ved at omgås modne brødre fra de udenlandske afdelinger, har udrustet mig til bedre at klare de udfordringer mine opgaver bringer med sig. Det har været trosstyrkende fordi det har givet mig mulighed for at mærke den enhed der præger Jehovas verdensomspændende organisation — en enhed som overvinder forskellene i sprog, race og kultur.“
Byggeriet i Mexico er siden hen blevet færdigt, og afdelingskontorets udvidede faciliteter er blevet indviet i år. Motiveret af deres kærlighed til Gud har de internationale byggearbejdere i rigt mål bidraget til at fremme den sande tilbedelse i Mexico såvel som andre steder. Deres villige og selvopofrende indstilling med hensyn til at hjælpe deres kristne brødre i fremmede lande er i høj grad værdsat af Jehovas Vidner i hele verden.
[Illustration på side 25]
Ecuador
[Illustration på side 25]
Colombia
[Illustration på side 25]
Angola
[Illustration på side 26]
Afdelingskontorets have
[Illustration på side 26]
Arbejdet på de nye faciliteter på afdelingskontoret i Mexico begynder
[Illustration på side 26]
Herunder: Medlemmer af byggeafdelingen foran nogle af de nye faciliteter
[Illustration på side 27]
Frivillige på byggeholdet støtter de lokale menigheder i forkyndelsesarbejdet