Jehova handler altid ret

„Jehova er retfærdig på alle sine veje.“ — SALME 145:17.

1. Hvordan har du det når nogen drager forhastede slutninger med hensyn til noget du har gjort, og hvad kan man lære af det?

HAR du nogen sinde været udsat for at du er blevet misforstået, at nogen har draget forkerte slutninger af dine handlinger eller har sat spørgsmålstegn ved dine motiver uden at de har haft kendskab til hele sagen? Hvis det er tilfældet, har du sikkert følt dig krænket, og det er forståeligt. Heraf kan vi lære noget vigtigt: Det er ikke klogt at drage forhastede slutninger når man ikke kender en sag i sin helhed.

2, 3. Hvilken slutning drager nogle når de får kendskab til bibelske beretninger der ikke er tilstrækkelig detaljerede til at besvare alle spørgsmål, men hvad siger Bibelen om Jehova?

² Det vil heller ikke være klogt at drage forhastede slutninger af Jehova Guds handlinger. Hvorfor ikke? Fordi der findes nogle bibelske beretninger der ved første øjekast kunne vække undren. Disse beretninger — for eksempel om handlinger øvet af nogle af Guds tjenere i fortiden, eller om domme Gud har fældet — er måske ikke tilstrækkelig detaljerede til at besvare alle vore spørgsmål. Desværre tager nogle anstød af sådanne beretninger, ja, de tvivler endog på om Gud er retfærdig. Dog siger Bibelen at „Jehova er retfærdig på alle sine veje“. (Salme 145:17) Hans ord forsikrer os også om at han ’ikke handler ondt’. (Job 34:12; Salme 37:28) Hvilke følelser må det da ikke vække i ham når nogle drager forkerte slutninger om ham!

³ Lad os se på fem grunde til at vi bør acceptere Jehovas domme. Derefter vil vi — med disse grunde i tanke — se nærmere på to bibelske beretninger som nogle finder det vanskeligt at forstå.

Hvorfor bør vi acceptere Jehovas domme?

4. Hvorfor bør vi være forsigtige med at kritisere Guds handlinger? Giv et eksempel.

⁴ For det første bør vi være forsigtige med at kritisere Jehova, for han kender sagen til bunds, og det gør vi ikke. Lad os for eksempel antage at en dommer med et enestående ry for retlinethed har afsagt dom i en retssag. Hvad ville du mene om den der — uden at have kendskab til sagen i dens helhed og uden at have forstand på de love der gjaldt i det påkommende tilfælde — kritiserede dommerens afgørelse? Ville det ikke være tåbeligt at udtale sig om en sag uden at have fuldt kendskab til den? (Ordsprogene 18:13) Hvor langt tåbeligere ville det ikke være at små mennesker gav sig til at kritisere „den der dømmer hele jorden“. — 1 Mosebog 18:25.

5. Hvad må vi ikke glemme når vi i Bibelen læser om domme som Gud har eksekveret over visse personer?

⁵ For det andet kan Gud — til forskel fra mennesker — se hvad der bor i et menneskes hjerte. (1 Samuel 16:7) Han siger i sit ord: „Jeg, Jehova, undersøger hjertet, ransager nyrerne, ja, for at give hver enkelt efter hans veje, efter hans gerningers frugt.“ (Jeremias 17:10) Så når vi i Bibelen læser en beretning om hvordan Gud har fældet dom over visse personer, lad os da ikke glemme at hans skarpe øje har bemærket skjulte tanker, motiver og hensigter som den bibelske beretning ikke siger noget om. — 1 Krønikebog 28:9.

6, 7. (a) Hvordan har Jehova vist at han holder fast ved sine normer for retfærdighed trods store personlige omkostninger? (b) Hvad skal vi huske hvis vi læser noget i Bibelen der får os til at tvivle på om Gud har handlet retfærdigt?

⁶ En tredje grund til at vi bør acceptere Guds domme, er at Jehova holder fast ved og følger sine egne retfærdige normer trods store personlige omkostninger. Da Jehova gav sin egen søn som en løsesum for at udfri lydige mennesker fra synd og død, overholdt han således sin norm for retfærdighed. (Romerne 5:18, 19) Han så sin elskede søn lide og dø på marterpælen, og det må have smertet ham dybt. Men hvad fortæller det os om Gud? Bibelen siger om „løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“: „Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed.“ (Romerne 3:24-26) En anden oversættelse af Romerbrevet 3:25 lyder: „Dette viste at Gud altid gør det der er ret og retfærdigt.“ (New Century Version) At Jehova var villig til at gå så langt for at tilvejebringe løsesummen, viser at han har den største respekt for „det der er ret og retfærdigt“.

⁷ Så når vi læser noget i Bibelen der får os til at tvivle på om Gud har handlet retfærdigt, bør vi huske på at Jehova — netop fordi han er loyal mod sine retfærdsnormer — ikke skånede sin egen søn, men tillod at han led en pinefuld død. Kan man så forestille sig at han vil tilsidesætte disse normer i andre forhold? Nej, sandheden er at Jehova aldrig krænker sine normer for retfærdighed. Vi har således stærke grunde til at være overbeviste om at han altid gør det der er ret og retfærdigt. — Job 37:23.

8. Hvorfor ville det være inkonsekvent at mene at Gud ikke var i besiddelse af retfærdighedssans?

⁸ Der er en fjerde grund til at vi bør acceptere Jehovas domme: at Jehova har skabt mennesket i sit billede. (1 Mosebog 1:27) Vi mennesker er derfor udrustet med egenskaber der ligner Guds. Det vil sige at vi også har retfærdighedssans. Det ville derfor være inkonsekvent hvis vores retfærdighedssans fik os til at forestille os at Gud ikke var i besiddelse af den samme retfærdighedssans. Hvis vi undrer os over en bestemt beretning i Bibelen, må vi huske på at vores fornemmelse af hvad der er ret og retfærdigt, er ufuldkommen på grund af den nedarvede synd. Jehova Gud, i hvis billede vi er skabt, er fuldkommen i ret og retfærdighed. (5 Mosebog 32:4) Ville det ikke være en helt absurd tanke at mennesker skulle være mere retfærdige end Gud? — Romerne 3:4, 5; 9:14.

9, 10. Hvorfor er Jehova ikke forpligtet til at begrunde eller retfærdiggøre sine handlinger over for mennesker?

⁹ En femte grund til at acceptere Jehovas domme er at han er „den Højeste over hele jorden“. (Salme 83:18) Han er derfor ikke forpligtet til at begrunde eller retfærdiggøre sine handlinger over for menneskene. Han er den store Pottemager, og vi er som leret der er blevet formet af ham til lerkar, og som han kan gøre med som det behager ham. (Romerne 9:19-21) Hvem er da vi — „leret“ i hans hånd — at vi sætter spørgsmålstegn ved hans afgørelser eller handlinger? Da patriarken Job misforstod den måde hvorpå Gud handlede over for menneskene, korrigerede Jehova ham ved at stille spørgsmålet: „Vil du mon gøre min retsnorm ugyldig? Vil du kende mig skyldig for at du kan få ret?“ Job erkendte at han havde handlet uden forstand, og angrede derfor. (Job 40:8; 42:6) Måtte vi aldrig begå den fejl at gå i rette med Gud!

¹⁰ Vi har altså gode grunde til at tro at Jehova altid handler ret. Nu da vi har lagt denne grundvold for at forstå Jehovas veje, lad os da se nærmere på to beretninger i Bibelen som har vakt undren hos nogle. Den første drejer sig om hvordan en af Guds tjenere handlede, og den anden om en domseksekvering som Gud selv foretog.

Hvorfor tilbød Lot sine døtre til en ophidset pøbelsværm?

11, 12. (a) Fortæl hvad der skete da Gud sendte to materialiserede engle til Sodoma. (b) Hvilke spørgsmål har denne beretning givet anledning til hos nogle?

¹¹ I Første Mosebog, kapitel 19, finder vi beretningen om hvad der skete da Gud sendte to materialiserede engle til Sodoma. Lot insisterede på at de besøgende skulle overnatte i hans hus. Om aftenen omringede en pøbelsværm fra byen imidlertid huset og forlangte at de besøgende skulle bringes ud til dem så mændene i byen kunne stille deres lyst på dem. Lot prøvede at tale mændene til fornuft, men det var til ingen nytte. I et forsøg på at beskytte sine gæster sagde han: „Jeg beder jer, mine brødre, I må ikke handle slet. Se nu her, jeg har to døtre som aldrig har haft omgang med nogen mand. Lad mig dog føre dem ud til jer. Gør da mod dem som det synes godt i jeres øjne. Kun mod disse mænd må I ikke gøre noget, for det er derfor de er kommet under mit tags skygge.“ Pøbelsværmen ville dog ikke tage imod fornuft og var lige ved at sprænge døren. Til sidst slog englene den rasende hob med blindhed. — 1 Mosebog 19:1-11.

¹² Man kan godt forstå at beretningen har undret nogle. De spørger for eksempel: ’Hvordan kunne Lot finde på at tilbyde sine døtre til pøbelsværmen selvom det var for at beskytte sine gæster? Var det ikke forkert af ham, ja, oven i købet fejt?’ Og hvordan kunne Gud i betragtning af denne beretning inspirere apostelen Peter til at kalde Lot ’en retfærdig mand’? Godkendte Gud Lots handling? (2 Peter 2:7, 8) Lad os ræsonnere lidt over det så vi ikke drager en forkert slutning.

13, 14. (a) Hvad skal man gøre sig klart med hensyn til den bibelske beretning om Lot i Sodoma? (b) Hvad viser at Lot ikke var nogen kujon?

¹³ Allerførst må man gøre sig klart at Bibelen hverken godkender eller fordømmer Lots handling, men blot fortæller hvad der fandt sted. Den fortæller heller ikke noget om hvad Lot tænkte, eller hvad der motiverede ham til at handle sådan som han gjorde. Når han kommer tilbage i ’de retfærdiges opstandelse’, kan han måske fortælle os mere om denne beretning. — Apostelgerninger 24:15.

¹⁴ Lot var ikke nogen kujon. Han befandt sig i en vanskelig situation. Da han sagde at de besøgende var „kommet under [hans] tags skygge“, mente han at han følte sig forpligtet til at beskytte dem og være en tilflugt for dem. Men det ville ikke være let. Den jødiske historiker Flavius Josefus fortæller at indbyggerne i Sodoma var „uretfærdige over for mennesker og respektløse over for Gud . . . De hadede fremmede og misbrugte sig selv med homoseksuelle handlinger.“ Men Lot veg ikke tilbage for den afskyelige hob. Tværtimod gik han udenfor og prøvede at tale de vrede mænd til rette. Han lukkede oven i købet døren bag sig. — 1 Mosebog 19:6.

15. Hvorfor kan man sige at Lot muligvis har handlet i tro?

¹⁵ Men nogle vil måske stadig spørge: ’Hvorfor tilbød Lot sine døtre til hoben?’ Lad os se på nogle andre muligheder for at forstå hans handling i stedet for at antage at han havde et forkert motiv. For det første kan Lot have handlet i tro. Hvordan det? Lot var uden tvivl klar over hvordan Jehova havde beskyttet Abrahams hustru, Sara. Abraham var jo Lots onkel. Da Sara var meget smuk, havde Abraham bedt Sara om at sige at han var hendes bror for at ingen skulle dræbe ham for selv at komme i besiddelse af hende.a Sara blev så bragt til Faraos hus, men Jehova greb ind og forhindrede at Farao krænkede Sara. (1 Mosebog 12:11-20) Det er muligt at Lot handlede i tro idet han mente at hans døtre kunne blive beskyttet på samme måde som Sara. Det er værd at bemærke at Jehova virkelig greb ind, nemlig gennem englene, og at der ikke skete de unge kvinder noget.

16, 17. (a) Hvordan har Lot måske villet prøve at chokere eller forvirre mændene i Sodoma? (b) Hvad kan vi være sikre på, uanset hvad Lot har tænkt?

¹⁶ Der er også en anden mulighed. Lot har måske villet chokere og forvirre mændene. Han kan have ment at det ikke var hans døtre mændene ville have, for de var jo homoseksuelle. (Judas 7) Desuden var de unge kvinder forlovet med mænd i byen, og i pøbelsværmen kunne der have været nogle som var hans kommende svigersønners venner, bekendte eller forretningsforbindelser. (1 Mosebog 19:14) Lot kan da have håbet på at nogle af mændene i sværmen ville have protesteret og have grebet ind til fordel for hans døtre. En splittet pøbelsværm ville ikke være nær så farlig.b

¹⁷ Hvilke tanker Lot end har gjort sig, og hvad hans motiv end har været, kan vi være sikre på at Jehova altid handler ret og derfor må have haft god grund til at betragte Lot som ’en retfærdig mand’. Og kan der, i betragtning af sodomitternes adfærd, være nogen tvivl om at Jehovas dom over Sodomas indbyggere var fuldt ud berettiget? — 1 Mosebog 19:23-25.

Hvorfor lod Jehova Uzza dø?

18. (a) Hvad skete der da David ville føre arken til Jerusalem? (b) Hvilket spørgsmål giver det anledning til?

¹⁸ En anden beretning som nogle har undret sig over, handler om det der skete da David ville flytte pagtens ark til Jerusalem. Arken blev anbragt på en vogn ført af Uzza og hans bror. Beretningen lyder: „Da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza ud efter den sande Guds ark og greb fat i den, fordi okserne næsten fik vognen til at vælte. Da blussede Jehovas vrede op mod Uzza, og den sande Gud slog ham dér på grund af hans uærbødighed, så han døde dér ved den sande Guds ark.“ Et andet forsøg, foretaget nogle måneder senere, lykkedes, for da blev arken transporteret på den måde som Gud havde anvist, nemlig ved at Kehats sønner af Levis stamme bar den på skuldrene. (2 Samuel 6:6, 7; 4 Mosebog 4:15; 7:9; 1 Krønikebog 15:1-14) Nogle vil måske spørge: ’Hvorfor reagerede Jehova så voldsomt? Uzza prøvede jo blot at understøtte arken.’ Der er imidlertid nogle ting vi må tage i betragtning så vi ikke drager en forkert slutning.

19. Hvorfor er det umuligt for Jehova at handle uret?

¹⁹ Vi må huske at Jehova ikke handler uret. (Job 34:10) Det ville være ukærligt hvis han gjorde det, og vi véd fra vores studium af Bibelen som helhed at „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Desuden siger Bibelen at „retfærdighed og ret er [Guds] trones fundament“. (Salme 89:14) Hvordan kunne Jehova da nogen sinde handle uret? Hvis han gjorde det, ville han undergrave selve den grundvold som hans suveræne herredømme hviler på.

20. Af hvilke grunde skulle Uzza have været klar over de love der gjaldt for arken?

²⁰ Uzza burde have vidst bedre. Arken repræsenterede Jehovas nærværelse. I Loven hed det udtrykkeligt at ingen som ikke havde bemyndigelse til det, måtte røre den, og at de som overtrådte dette bud, ville blive straffet med døden. (4 Mosebog 4:18-20; 7:89) Flytningen af den hellige kiste var derfor ikke nogen ubetydelig ting. Uzza var sikkert levit (men ikke præst), så han skulle være informeret om hvad Loven sagde. Desuden var arken tidligere blevet flyttet til hans fars hus for at blive opbevaret dér. (1 Samuel 6:20–7:1) Her havde den stået i omkring 70 år, indtil David ønskede at flytte den. Så Uzza har uden tvivl lige fra han var barn, kendt de love der gjaldt for arken.

21. Hvordan kan det i Uzzas tilfælde være en hjælp at tænke på at Jehova ser hvad der bor i et menneskes hjerte?

²¹ Som tidligere nævnt kan Jehova se hvad der bor i et menneskes hjerte. Da Uzzas handling i den bibelske beretning kaldes for „en uærbødighed“, er det muligt at Jehova hos Uzza har set et selvisk motiv som beretningen ikke nævner. Måske var han overmodig, tilbøjelig til at overskride sine beføjelser. (Ordsprogene 11:2) Havde den ære det var at gå i spidsen for arken, som gennem lang tid havde stået i hans families hus, givet ham en følelse af egen betydning? (Ordsprogene 8:13) Troede Uzza at Jehovas hånd var for kort, og at han ikke selv kunne støtte den hellige kiste der symboliserede hans nærværelse? Hvad forklaringen end er, kan vi være sikre på at Jehova handlede ret. Han så uden tvivl noget i Uzzas hjerte der fik ham til at fælde en hurtig dom. — Ordsprogene 21:2.

Et solidt grundlag for tillid

22. Hvordan ses Jehovas visdom i at hans ord undertiden udelader visse detaljer?

²² Jehovas uforlignelige visdom ses blandt andet i at hans ord undertiden udelader visse detaljer. Derved giver han os mulighed for at vise at vi stoler på ham. Fremgår det ikke af det foregående at vi har gode grunde til at acceptere Jehovas domme? Jo, når vi studerer Guds ord med et oprigtigt hjerte og et åbent sind, lærer vi Jehova så godt at kende at det er mere end nok til at overbevise os om at han altid handler ret. Så hvis en beretning i Bibelen giver anledning til spørgsmål som vi ikke lige med det samme kan se et tydeligt svar på, lad os da have fuld tillid til at Jehova har handlet ret.

23. Hvilken tillid kan vi have med hensyn til Jehovas handlinger i fremtiden?

²³ Vi kan have lige så stor tillid til Jehovas handlinger i fremtiden. Vi kan være forvissede om at han ikke vil „rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige“ når han eksekverer sin dom i den kommende store trængsel. (1 Mosebog 18:23) Det vil hans kærlighed til retfærdighed og ret aldrig tillade. Vi kan også have fuld tillid til at han i den nye verden vil opfylde alle vore ønsker og behov på den bedste måde. — Salme 145:16.

[Fodnoter]

Husker du?

• Af hvilke grunde bør vi acceptere Jehovas domme?

• Hvad kan hjælpe os til ikke at drage en forkert slutning af Lots tilbud til pøbelsværmen?

• Hvilke betragtninger kan hjælpe os til at forstå hvorfor Uzza døde?

• Hvilken tillid kan vi have med hensyn til Jehovas handlinger i fremtiden?