På plejehjem — men ikke glemt

APOSTELEN PAULUS gav sine trosfæller denne påmindelse: „Lad os . . . gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Gal. 6:10) Vi følger stadig denne inspirerede vejledning i dag og er vågne over for hvordan vi kan gøre godt mod vore trosfæller. Nogle af dem der har behov for og fortjener den kristne menigheds kærlige opmærksomhed, er dem af vore ældre brødre og søstre der bor på plejehjem.

I nogle lande er det almindeligt at familien tager sig af aldrende forældre derhjemme. Men i andre lande må mange ældre flytte på plejehjem for at få den nødvendige pleje. Hvad med ældre kristne som er på plejehjem? Hvilke udfordringer står de over for? Hvordan klarer de det hvis de ikke har familie der kan støtte dem? Hvordan kan den kristne menighed hjælpe dem? Og på hvilke måder gavner det en at besøge dem regelmæssigt?

Udfordringer ved at bo på plejehjem

Når ældre kristne kommer på plejehjem, flytter de i nogle tilfælde uden for den menigheds distrikt de er bekendt med. Det kan medføre at de lokale forkyndere ikke er opmærksomme på at besøge dem jævnlig. Og dertil kommer at de på plejehjemmet sandsynligvis er omgivet af mennesker som har en helt anden tro. Det kan bringe vore ældre trosfæller i en vanskelig situation.

I nogle områder sørger plejehjemmene for eksempel for at der holdes gudstjenester på hjemmet. En plejer bemærker: „Nogle ældre Jehovas Vidner der ikke kan udtrykke sig tydeligt, er blevet bragt i kørestol til gudstjenester uden at blive spurgt om de ønskede det.“ Dertil kommer at plejepersonalet ofte bruger fødselsdag, jul eller påske som anledning til at bryde beboernes daglige rutine. Nogle Jehovas Vidner som er på plejehjem, har også fået tilbudt mad som deres samvittighed har forbudt dem at spise. (Apg. 15:29) Hvis vi besøger ældre brødre og søstre regelmæssigt, vil vi kunne hjælpe dem med at tackle sådanne situationer.

Støtte fra menigheden

De kristne i det første århundrede var vågne over for deres ansvar for ældre der ikke havde nogen familie til at støtte dem. (1 Tim. 5:9) På samme måde er tilsynsmænd i dag opmærksomme på at ældre der bor på plejehjem i deres distrikt, ikke bliver forsømt.a Robert, en ældste, påpeger: „Det ville være godt om kristne tilsynsmænd personligt besøgte de ældre for at se hvilke forhold de bor under, og for at bede sammen med dem. Menigheden kan gøre meget for at afhjælpe deres behov.“ Hvis vi sætter tid af til at besøge de ældre, viser vi at vi forstår hvor vigtigt det i Jehovas øjne er at sørge for dem der har et behov. — Jak. 1:27.

Når det er nødvendigt, vil de ældste med glæde koordinere den praktiske hjælp der skal ydes til brødre og søstre på lokale plejehjem. Robert peger på hvad der blandt andet kunne være behov for: „Vi må opmuntre ældre brødre og søstre til at overvære menighedens møder hvis de er i stand til det.“ Men for dem der ikke længere kan komme hen i rigssalen, kan de ældste træffe andre foranstaltninger. Jacqueline, som er over 80 år og har slidgigt, følger møderne over telefonen. Hun siger: „Jeg har så meget glæde af at lytte med på telefonen mens møderne rent faktisk holdes. Jeg ville ikke undvære det for noget i verden.“

Hvis det ikke kan lade sig gøre for en ældre kristen at lytte til møderne over telefonen, kan menighedens ældste sørge for at møderne bliver optaget. Den der leverer optagelserne til broderen eller søsteren på plejehjemmet, kan bruge det som en anledning til en opmuntrende samtale med vedkommende. „Når man fortæller de ældre brødre og søstre om hvordan det går de andre i menigheden, får det dem til at føle at de stadig er en del af den åndelige familie,“ siger en tilsynsmand.

Bevar kommunikationen

Forståeligt nok kan det gøre mange ældre stressede og desorienterede at flytte på plejehjem. Det kan få dem til at lukke sig inde i sig selv. Men hvis vi besøger vore ældre brødre og søstre lige så snart de er flyttet ind, og forsikrer dem om at vi stadig vil støtte dem, kan det i stor udstrækning hjælpe dem til at genvinde deres indre fred og glæde. — Ordsp. 17:22.

Hvis ældre brødre og søstre ikke tænker så klart mere, hører dårligt eller har andre problemer der vanskeliggør kommunikationen, vil nogle måske mene at det er nytteløst at besøge dem. Men det vi gør for at blive ved med at besøge dem, uanset hvor svært det er at kommunikere med dem, viser at vi fortsat vil „gå foran med at vise hinanden ære“. (Rom. 12:10) Hvis en ældre broder har fået problemer med korttidshukommelsen, kan vi opmuntre ham til at fortælle om hvad han tidligere har oplevet — selv i barndommen — eller om hvordan han lærte sandheden at kende. Hvad kan man gøre hvis han har besvær med at finde de rette ord? Man kan lytte tålmodigt. Hvis det er passende, kan man hjælpe ham med nogle af de ord som han tilsyneladende leder efter, eller repetere det han har sagt, og tilskynde ham til at fortsætte. Hvis han er forvirret eller har svært ved at tale og derfor er vanskelig at forstå, kan man forsøge at finde ud af hvad han vil sige, ved at lægge nøje mærke til tonefaldet i hans stemme.

Hvis det ikke længere er muligt at kommunikere med ord, kan man bruge andre metoder. Laurence, en pionersøster, besøger regelmæssigt den 80-årige kristne søster Madeleine, som ikke længere kan tale. Laurence fortæller hvordan de kommunikerer: „Jeg holder Madeleine i hånden mens vi beder sammen. Under bønnen klemmer hun min hånd let og blinker med øjnene for at vise sin værdsættelse af disse rørende øjeblikke.“ Det kan virke meget betryggende på vore ældre venner at vi holder dem i hånden eller giver dem et kærligt knus.

Det betyder noget at du kommer

Vores regelmæssige besøg hos ældre kan få indflydelse på kvaliteten af den pleje og omsorg de får. Danièle har besøgt trosfæller på plejehjem i hen ved 20 år og siger: „Når plejepersonalet ser at en af de ældre regelmæssigt får besøg, er det ikke ualmindeligt at de giver ham eller hende en bedre pleje.“ Robert, som er nævnt før, siger: „Personalet vil sandsynligvis lytte mere til en der besøger en beboer regelmæssigt. De viser ikke altid samme respekt for tilfældige besøgende.“ Plejere står i mange tilfælde over for krævende familiemedlemmer og bliver af den grund meget glade når gæsterne giver udtryk for værdsættelse af det de gør. Dertil kommer at plejerne, hvis vi får et godt forhold til dem, måske er mere indstillet på at respektere de værdinormer og den tro en ældre patient under deres omsorg har.

Vi kan også opdyrke et godt forhold til de ansatte ved at tilbyde at hjælpe med nogle enkle opgaver. I nogle områder er der en konstant mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det kan mindske kvaliteten af den pleje de ældre får. Rébecca, som er sygeplejerske, giver dette forslag: „Der er altid stor travlhed omkring spisetiderne. Så det kan være godt at besøge en ven på det tidspunkt og hjælpe vedkommende med maden.“ Vi skal ikke tøve med at spørge personalet om der er noget vi kan hjælpe med.

Når vi regelmæssigt aflægger besøg på det samme plejehjem, kan vi se hvad vore ældre brødre eller søstre har behov for, og, med plejepersonalets tilladelse, tage initiativ til at dække disse behov. Vi kunne for eksempel skabe lidt hygge i deres værelse med billeder af deres familie eller med tegninger som børn har lavet til dem. Med tanke på beboerens velvære kunne vi tage en varm slåbrok med til vedkommende eller nogle få ting til personlig pleje. Hvis plejehjemmet har en have, kunne vi måske tage vedkommende med ud i den friske luft. Laurence, der er nævnt tidligere, siger: „Madeleine ser altid frem til mit ugentlige besøg. Når jeg har børn med, lyser hun straks op i et glad smil.“ Den slags initiativer betyder meget for de ældre. — Ordsp. 3:27.

Til gensidig opmuntring

Et regelmæssigt besøg hos en ældre kan være en prøve på vores „kærligheds ægthed“. (2 Kor. 8:8) Hvordan? Det kan være smertefuldt at se en ven svækkes mere og mere. Laurence erkender: „I begyndelsen var jeg så berørt af Madeleines svækkede tilstand at jeg græd efter hvert besøg. Men jeg lærte at inderlige bønner kan hjælpe en til at virke mere opmuntrende.“ Robert har i mange år besøgt en kristen broder ved navn Larry som har Parkinsons syge. Robert siger: „Larrys sygdom har berørt ham så meget at jeg ikke længere kan forstå hvad han siger; men når vi beder sammen, kan jeg stadig fornemme hans tro.“

Når vi besøger ældre trosfæller, er det ikke kun til gavn for dem, men også for os selv. Når vi ser hvor besluttede de er på at holde sig nær til Jehova skønt de bor blandt mennesker med en anden tro, lærer det os at vi må have en stærk tro og må vise mod. Deres iver efter at få åndelig føde trods svækket hørelse og syn bekræfter rigtigheden af Jesu ord: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) De ældres glæde over helt enkle ting, som et barns smil eller et fælles måltid, minder os om at være tilfredse med det vi har. Deres kærlighed til åndelige værdier kan hjælpe os til at prioritere rigtigt.

Den støtte vi giver de ældre, gavner faktisk hele menigheden. Hvordan det? Da de fysisk svage er afhængige af at der vises dem broderlig hengivenhed, har menigheden nu en anledning til at arbejde på egenskaben medfølelse. Vi må derfor alle sammen betragte det at have omsorg for de ældre, selv i lange perioder, som en del af det at tjene hinanden. (1 Pet. 4:10, 11) Hvis menighedens ældste fører an i dette arbejde, vil de hjælpe hele menigheden til at forstå at denne del af vores kristne tjeneste aldrig må forsømmes. (Ez. 34:15, 16) Vi kan ved vores villige og kærlige støtte forsikre vore ældre trosfæller om at de ikke er glemt.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 28]

„Når plejepersonalet ser at en af de ældre regelmæssigt får besøg, er det ikke ualmindeligt at de giver ham eller hende en bedre pleje.“

[Illustration på side 26]

Vore inderlige bønner kan hjælpe en ældre trosfælle til at genvinde sin indre fred

[Illustration på side 26]

Vi kan styrke vore ældre trosfæller ved at vise at vi holder af dem